Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Herakleia ... - Ordbøgerne: M - monomani ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
33
Herakleî’a—Heraldikk
34
giganteum, begge over to meter høie med særdeles store
haanddelte blade og mægtige skjerme af hvide blomster.
En art er vildtvoksende i Norge, nemlig bjørnekjeks (s. d.).
Heraklei’a («Heraklesstaden»), navn paa mange græske
byer i oldtiden: 1. H. ved Pontos (nu Eregli), koloni
anlagt af megarer og bøotiere omkr. 560 f. Kr., længe
vigtig handelsby (to udmerkede havne); svækket ved den
mithridatiske krig. — 2. H. i Lukanien, anlagt af
taren-tinerne og thurierne paa det ødelagte Siris’ bymark 432
f. Kr.; anseet by hele oldtiden igjennem; en tid en slags
hovedstad for Stor-Grækenland. — 3. H. Minoa paa
Siciliens sydkyst, opr. en fønikisk koloni, 510 helleniseret
af spartanerne Dorieus og Euryleon, men allerede 403
ødelagt af karthagerne, saa dets rolle var udspillet.
Heraklei’tos (omkr. 540—475), græ. filosof fra Efesos,
nedlagde sin lære i et prosaisk verk «Om naturen»,
hvoraf vi kun har brudstykker; dets form var tung (han
kaldtes derfor «den dunklo); senere kaldte man ham
den grædende filosof (modsat den leende Demokrit). H.
lærte, at «alt flyder», «man kan ikke to gange gaa ned
i den samme elv», fremhæver altsaa den evige skiften
modsat eleaterne. Ilden stod for ham som det stof, som
alt var fremstaaet af, og som alt igjen opløstes i: ild
bliver til vand, vand til jord og omvendt: jord til vand,
vand til ild. Han kaldte krigen fader til alle ting, idet
alle forandringer beror paa modsætninger.
Herakles (romernes Hercules) var hos oldtidens
grækere den mest yndede herosskikkelse, den sterke,
djerve bekjæmper af vilde udyr og alt andet ondt. Det
heder, at han var søn af Zeus og Alkmene, Amfitryons
hustru. Ved Heras list maatte Zeus’ søn tjene den i alle
dele usle kong Eurystheus i Tiryns og udførte paa hans
bud en række af hver for sig berømmelige heltegjerninger,
navnlig de 12 «arbeider» : Nedlægningen af den nemeiske
løve og den lernæiske hydra, indfangningen af den
kerynitiske hind og det erymantiske vildsvin, rensningen
af Augias’ stald, kampene mod de stymfaliske fugle og
den kretiske tyr samt Diomedes’ heste, striden med
Hippolyte, amazonernes dronning, hjembringelsen af
Geryoneus’ okser og hesperidernes æbler samt endelig
det farligste af dem alle, kampen med helvedhunden
Kerberos. Men desuden nævntes en række andre
eventyr og kampe; han skulde bl. a. have deltaget i
Argo-nautertoget. Som hans hustru nævnes Megara, kong
Kreons datter. Siden egtede han Deianeira, som ved sin
skinsj^ge blev det ufrivillige redskab til hans død. Guderne
optog ham i sin kreds paa Olympen, hvor Hebe blev
hans hustru. Sagnene om H. er mange og vidt
forgrenet. Adskillige af dem nævnes i de homeriske digte
og andre gamle episke digtninge. Ogsaa i den senere
poesi, navnlig tragedien, berøres de særdeles ofte. H.
er uden al tvil en i sin oprindelse rent græsk skikkelse,
en gammel guddom, der i den historisk kjendte tid
tilhører heroernes klasse. Han dyrkedes rundt om,
navnlig af dorerne, og havde saaledes et stort antal
helligdomme paa den Peloponnesiske halvø (Sparta, Olympia),
fremdeles i Bøotien og i Attika, især i Marathon og Athen.
Han er menneskets ven og det ondes beseirer. Den
vaaben-dygtige, idrætskjære ungdom havde i ham sin sterke
skytsgud. H. var et yndet emne i billedkunsten. I de ældste
græske verker fremstilles han oftest som bueskytte, men
monomani—monotoni
allerede de arkaiske vasebilleder viser ham med den kølle,
som senere blev hans eg. kunstneriske attribut. I den
arkaiske kunst er det oftest det kortklippede haar, som
skiller ham fra andre guder og heroer. Af det 5 aarh.s
store kunstnere frembragte Myron en statue af H., i det
4 aarh. nævnes en statue af Skopas. Først Lysippos i
anden halvdel af 4 aarh. har dog vist særlig forkjærlighed
for fremstillingen af H., og det er rimeligvis traditionerne
fra ham og hans skole, som ligger til grund for den
nøgne, muskuløse H.-skikkelse med kølle og løvehud i
den senere græsk-romerske kunst. Den romerske kunst
fremhæver tilslut ensidig H.s legemlige styrke og skaber
kunstverker, som er kjendelig paavirket af samtidens
nævefegtere. Jfr. Farnesiske kunstverker.
Herakles paa skilleveien, en bekjendt,
moraliserende fortælling af sofisten Prodikes, kjendt fra
Xeno-fons gjenfortælling. Den beretter, at den unge H. en
dag paa sin vei mødte to kvinder, den ene af venner
kaldt Lyksalighed, af uvenner Lasten, sminket og
op-staset, den anden Dyden, af ædel skikkelse og i simpel
dragt. Begge vilde vinde ham; H. fulgte den sidste,
skjønt hun lovede ham møie og arbeide, men derigjennem
tillige alt godt og menneskelig stort. H. tog hendes raad
til rettesnor for sit liv.
Herakilder, efterkommere af Herakles, fra hvem
forskjellige græske høvdingeslegter antoges at nedstamme,
særlig de, som indvandrede i efterhomerisk tid og blev
herrer paa Peloponnes ved den saakaldte doriske vandring.
I sagnene heder det, at først Herakles’ søn Hyllos søgte
at erobre landet; siden lykkedes det for efterkommerne
i fjerde led.
HerakllOS (575—641), byzantinsk keiser (610—41);
søn af eksarken i Karthago; fordrev Fokas 610 og
ud-raabtes til keiser. Han optraadte kraftig mod den indre
og ydre opløsning; perserne, der havde erobret store
dele af riget, slog han 628. Derimod tabtes Spanien,
og slaverne trængte frem mod nord, ligesom ogsaa
arabernes angreb begyndte. H. var stifter af
monote-leternes parti, der modsat monofysiterne hævdede Kristi
viljes enhed, læren forkjetredes 680.
Herakirt, se Herakleitos.
Heraldisk er læren om vaabenskjolde; i
middelaldersk betydning omfattede h. tillige alt det andet, som
herolderne (s. d.) i embeds medfør skulde kjende. H. er
en vigtig historisk hjælpevidenskab, ofte dyrket i
forbindelse med genealogi og sfragistik (læren om sigiller);
i monumenter, særlig gravmonumenter, sigiller, historiske
beretninger og afbildninger har h. sit vigtigste materiale.
— De adelige og fyrstelige vaabenskjolde dukker op i løbet
af det 12 aarh. og hænger nøie sammen med rytteriets
og riddervæsenets udvikling; fra ældre tid har dog vistnok
foreligget spirer, som raskt udviklede sig. Vaabenerne
anbragtes først paa skjold og fane, senere paa dragt, og
var af væsentlig betydning som gjenkjendelsestegn i kamp.
Opr. var vaabenet helt personligt; naar sønnen optog
faderens vaabenmerke, hvad efterhaanden blev skik, blev
vaabenet til et arveligt familievaaben, som kunde
overføres til familiens jordegods; en konges vaaben blev ved
arv kongeslegtens, ofte tillige rigsvaaben, som tilfældet var
med det norske løvevaaben. Den gyldne løve paa rød
bund optræder først i begyndelsen af 13 aarh. som den
monomani - ® Monomanie f
- © monomania, crochet - ®
monomanie f.
monome (e), monôme (f) m;
(e) (mat.) mono m; ® gaasegang.
monopol — ® Monopol n —
© monopoly — (D monopole m.
monopoleur (f) m,
monopolist © eneforhandler,
monopol-haver.
monopolisere — ®
monopolisieren — © monopolize — (f)
monopoliser.
monopolisering — ®
Monopolisierung f — © monopolisation
- ® monopolisation f.
monorime (f) enrimet.
monostich © enkeltvers,
monosyllabe® m, monosyl-
lable © enstavelsesord ; (f) ogs.
adj enstavelses-.
monosyllabic ©,
monosyllabique enstavelses-.
monoteisme — (t)
Monotheismus m — © monotheism — (f)
monothéisme m.
monoteist — ® Monotheist m
— © monotheist — ®
monothéiste m.
monoteistisk — ®
monotheistisch — © monotheistic — ®
monothéiste.
monoton — (t) monoton,
eintönig, einförmig — © monotonous,
monotonicai, sing-song — (f)
monotone.
monotoni — (D Monotoni,
Einförmigkeit f — © monotony — ®
monotonie f.
2 — Illustreret norsk konversationsleksikon. IV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
