Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hilarius ... - Ordbøgerne: M - mule ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
Hilarius—Hildebrandslied
106
Hilarius (d. 367), lat. kirkefader, «vestens Athanasius»,
fra omkr. 350 biskop af Poitiers, 356—360 forvist til
Frygien paa grund af sin kamp mod arianismen, senere
gjenindsat i sit stift. Foruden kommentarer til de
bibelske skrifter har han skrevet 12 bøger mod arianerne
(d. e. et omfattende verk om treenighedslæren) og et
skrift «Om synoderne til de galliske biskoper»; desuden
tillægges der ham flere salmer.
Hilbert, David (1862—), t. matematiker; fra 1902
professor i matematik ved universitetet i Berlin. Hans
arbeider angaar funktionsteori og matematikens
grundsætninger.
Hild, heltinde i nordiske sagn, datter af kong Hogne.
Hedin, Hognes fosterbroder, bortfører hende, men
indhentes af faderen. Det kommer til en kamp, som siden
stadig er fortsat, idet H. hver nat vækker de faldne
krigere til ny strid. Sagnet forekommer først i det
angelsachsiske digt «Widsid» (5 aarh.), er besunget af
Brage den gamle i «Ragnarsdraapa», fortælles hos Saxo,
i Snorres «Edda» og «Flateyjarbok». I Widsid foregaar
handlingen i Nord-Tyskland (Rügen, Pommern). Senere
blev skuepladsen henlagt til Norden. Vikingerne bragte
sagnet til Nederlandene, og det er behandlet i det t3^ske
heltedigt «Kudrun». I Norden blev H. fremstillet som
en valkyrje-natur, halvt menneskelig, halvt dæmonisk.
Se Hildinakvadet. Forøvrigt er H. kun en digterisk
personifikation af selve kampen (oldn. hildr), som i et
hyppig brugt kjendingsudtryk ogsaa heder H.s leg.
Hildach, Eugen (1849—), og hustru Anna, f. Schubert
(1852—), bekjendt tysk sangerpar (baryton og sopran),
som paa fælleskoncerter med solosange og duetter rundt
i Europa (gjentagne gange i Norge) har vundet stor
anseelse som en sjelden enhed af fortrinlig vokal kultur
og stor musikalsk intelligens. Manden, der opr. var
haandverkersvend, har komponeret flere fængslende sange,
delvis til tekster af hustruen.
Hildburghausen, by i hertugd, Sachsen-Meiningen,
ved Werra; 7456 indb. (1905). H. har to evangeliske og
en katolsk kirke, synagoge, slot, raadhus, døve- og
blindeinstitut, ølbryggerier, maskinfabriker og driver
betydelig handel, især med trævarer og legetøi.
Hildebrand, se Gregor VII.
Hildebrand, Adolf Ernst Robert von (1847—),
t. billedhugger; er ingen særlig produktiv, men en gedigen
og virkelig aandfuld kunstner. Hans ældste arbeider
rober indtryk fra renaissancen, senere fordybede han sig
ogsaa i den antike kunst; i alle hans lidt stillebensagtige,
enkeltstaaende figurer og buster er der nobel formfølelse
og fin indtrængen i emnet. H. repræsenterer overhovedet
en art ny-klassicisme paa helt moderne og personlig vis.
Han har skrevet en meget værdifuld liden bog om
«Form-problemet i den bildende kunst».
Hildebrand. 1. Bror Emil H. (1806—84), sv.
numismatiker og historiker. 1826 dr. phil., 1830 docent i Lund,
1833 ansat i Rigsarkivet og 1837—79 rigsantikvar. Som
saadan indlagde han sig store fortjenester, idet han med
utrættelig energi ordnede og mægtig forøgede Stockh.s
historiske samlinger. ^ Af hans rige litterære virksomhed
kan anføres «Anglosachsiska mynt i sv. kg.
myntkabinettet, funna i sv. jord» (1846 og senere), «Sveriges och
svenska konungahusets minnespenningar, praktmynt och
mule—mulktere
belønningsmedaljer» (2 bd., 1874 — 75), samt «Teckningar
ur svenska statens historiska museum» (1873—78). Blandt
hans udgiverarbeider «Svenska sigiller från medeltiden»
(1862—67). — 2. Hans Olof H. (1842—), sv. historiker,
ovenn.s søn. Dr. phil. 1866, 1879—1907 rigsantikvar. En
mængde skrifter sk3ddes hans rige forsker- og
skribentvirksomhed, deriblandt «Svenska folket under hednatiden»
(1866 og senere), «De förhistoriska folken i Europa»
(1873—80) samt det storstilede kulturhistoriske verk
«Sveriges medeltid» I—III (1879—1903). — 3. Emil H.
(1848—), sv. historiker, ovenn.s broder, 1875 dr. phil.,
1881 — 1905 redaktør af «Sv. historisk tidskrift» og 1901
rigsarkivar. Meget betydelig udgivervirksomhed og en
række dygtige skrifter. Særlig opsigt vakte «Wallenstein
och hans forbindelser med svenskarne» (1883). Endvidere
«Den svenska diplomatiens organisation i Tyskland på
1600-talet» (1884), «Vasanamnet och Vasavapnet» (1889),
«Brytningen i Sveriges historia 1594» (1894), samt
afsnittet 1520—1611 i «Sveriges historia intill 20 seklet»,
hvis redaktør han var. — 4. Karl Emil H. (1870—),
sv. historiker og redaktør, søn af H. O. H. 1898 dr. phil.
paa en afhandling «Johan III och Europas katolska
makter», s. a. docent ved Upsala universitet. Siden knyttet
til flere større litterære foretagender; efter længe at have
taget del i dagens spørsmaal 1904 chefredaktør ved
«Stockholms dagblad».
Hildebrand, Bruno (1812 — 78), t. socialøkonom og
statistiker, 1841 professor i Marburg, 1846 — 48
suspenderet for majestætsforbrydelse, 1848 medlem af den tyske
nationalforsamling, 1849—50 af den kurhessiske landdag,
efter at have mistet sin stilling i Marburg paa grund af
oppositionel holdning, 1851 — 56 lærer ved høiskolen i
Zürich, grundlagde 1856 i Bern det første statistiske
bureau i Schweiz, 1861 professor i Jena, hvor han 1863
begyndte at udgive det ledende iugtidsskrift «Jahrbücher
für Nationalökonomie und Statistik». Foruden statistiske
arbeider har han skrevet den glimrende og aandfulde
monografi «Die Nationalökonomie der Gegenwart und
Zukunft» (1848), som afgav programmet for den
historisketiske retning inden tysk økonomisk tænkning.
Hildebrand, Ferdinand Theodor (1804—74), t.
maler, var elev af Schadow, hvem han fulgte til
Düsseldorf, hvor han blev en udpræget repræsentant for skolens
romantiske og noget sentimentale historiemaleri. Her
var han bl. a. lærer for Tidemand, som har modtaget
blivende indtryk af hans kunst.
Hildebrand, Heinrich Rudolf (1824—94), t.
germanist, f. i Leipzig, 1874 prof. smst. ; overtog ved J. Grimms
død sammen med prof. Weigand udgivelsen af hans
ordbog; H.s afsnit (særlig G og K) er meget vidtløftige,
men regnes for verkets bedste. «Gesammelte Aufsätze
und Vorträge» (1890).
Hildebrandslied, et t. digt fra det 8 aarh. om den
gotiske sagnhelt Hildebrand. Kun digtets begyndelse er
bevaret, skrevet paa første og sidste side i en geistlig
bog. Det fortæller, at Hildebrand tjener under den
gotiske konge Theodorik (Didrik) og blev med ham
fordrevet fra sit fædreland Italien. I kampen møder han
efter 30 aars forløb sønnen Hadubrand, som er opvokset
hjemme. Hildebrand gjenkjender sønnen og fortæller,
hvem han er, men Hadubrand vil ikke tro ham, og kam-
snout — (f) (snude) museau, mufle
m; (mund) gueule, bouche f.
mule (e) & (f) f, muldyr, -æsel;
(é) ogs. bastard af plante;
haand-mul (spindemaskine); (f) ogs.
(pavens) tøffel. m.S (f) pl, frostknuder
i hælen.
mulet if) m, muldyr, -æsel (han);
blanding, bastard; (zool.) (rød)
mulle.
muleteer (g), muletier ® m,
muKæseDdriver.
muleton ® m, muldyrs-,
mul-æselsføl.
muliebrity (ê) mandbarhed;
kvindeagtighed.
mulier @ (jur.) egtebarn.
mulish @ strid, sta.
mulig — (t) möglieh, etwaig
— (e) possible — (f) possible ;
praticable, faisable.
muligens — d) vielleicht,
möglicherweise - (e) possibly — ®
peut-être; il se peut (que); par
h.^ sard.
muliggjøre — (t) ermöglichen
- @ make, render possible - (f)
rendre possible.
mulighed — (t) Möglichkeit f
— (e) possibility, chance;
potentiality; (eventualiet) contingency —
® possibilité; éventualité; (udsigt
Ul) chance f.
mulkt — (t) Geldstrafe, • busse f
— (g) fine, mulct, amercement —
® amende f.
mulktere — (t) büssen; mit
Geldstrafe belegen, eine Geldstrafe
auferlegen, in Brüche nehmen -
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
