Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hundedage ... - Ordbøgerne: N - not ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
305
Hundedage—Hunderacer
306
udfærdiget 19 dec. 1908, hvorefter enhver hund skal
bære et anordnet politimerke. Herredsstyrerne paa
landet har ved lov af 17 april 1880 faaet adgang til at
paalægge en afgift af indtil 12 kr.
Hundedage, den maanedsperiode, i hvilken solen
passerer Løvens tegn, omtr. 22 juli til 22 aug. Oldtidens
ægyptere betragtede aarstidens hede med alle dens plager
som en følge af, at solen da kom nær hundestjernen Sirius.
Hundegalskab, vandskræk, rabies, lyssa, hydrofobi, er
en fra flere aarh. f. Kr. kjendt sygdom, optræder især
hos hunde, ogsaa hos de andre husdyr og hos vilde dyr,
ligesom den kan overføres til mennesket. Pasteur (s. d.)
har paavist, at sygdommen er infektiøs (smitsom), den
overføres fra dyr til dyr og til mennesket.
Smittefrem-bringeren kjendes endnu ikke, den overføres kun ved bid.
Den smittede hund bliver først eiendommelig i sin
opførsel, sky, urolig eller undertiden specielt venlig
(pro-dromalstadiet); snart bliver symptomerne heftigere (det
maniakalske stadium), dyret bliver nervøst, rasende og er
nu farligt ved sin trang til at bide alt, hvad den møder,
hunden kan paa denne maade sprede sygdommen vidt
omkring. Efterhaanden bliver patienten slap, tilslut lam
og dør i afmagret, elendig forfatning (endestadiet, det
paralytiske stadium). I enkelte tilfælde mangler
irrita-tionstegnene (den «stille form»), dyret dør efter faa dage.
Hos de andre dyr ytrer sygdommen sig nogenlunde paa
samme maade. Mennesket faar kramper, især naar det
drikker eller ser vand, raserianfald og sluttelig lammelse,
hvorefter døden indtræder. Fremstilling af en vakcine
mod h. er Pasteurs g. niale verk (1885); hertil
anvendes hundegale kaniners rygmarv, i hvilken giftstoffet
(virus) svækkes tilstrækkelig ved tørring af rygmarven,
hvorefter denne i opslemmet tilstand indsprøites under
huden paa patienten. H. findes ikke i Norge, derimod
i Mellem-Europa, især i Rusland, Polen og tilgrænsende
lande. De store lande har nu sine Pasteur-instituter
(s. d.) for behandling af mennesker bidt af gale dyr.
Bl. a. af hensyn til h. er indførsel af hunde til Norge
forbudt undtagen fra Sverige og Danmark paa visse
betingelser.
Hundegrotten er en hule nær Neapel i Agnanos
gamle krater. Paa bunden samler sig et 0.5 m. tykt
lag af kulsyre som det sidste tegn paa udslukket vulkansk
virksomhed. Førerne her pleier at paavise tilstedeværelsen
af gasen ved eksperimenter med hunde, som dør, naar
de kommer derned; deraf navnet.
Hundegræs (dactylis glomerata), et indtil meterhøit,
stivt græs med tueformede bladskud ved grunden. Toppen
er opret og bestaar af tæt sammenhobede, ensidige knipper
af smaaaks paa de fjerntstaaende grene. H. er i Norge
vildtvoksende over saa godt som hele landet og dyrkes
ogsaa som fodergræs; da det er bladrigt, hurtigvoksende
og tidligblomstrende, er det meget godt skikket til
dyrkning paa god, muldholdig jord.
Hundehaien, se G al eu s.
Hundekjeks (bot.), se Anthriscus.
Hundende (sjøudtr.), enden af et taug, saaledes som
det kommer fra rebslageren, et tjafset stykke.
Hundepersille (æthusa cynapiiim), en skjermblomstret
plante, let kjendelig ved det trebladede, nedhængende
smaasvøb og mangelen af stor svøb. Denne giftige plante
not—Note
vokser ofte som ugræs i haver og er undertiden blevet
forvekslet med den dyrkede persille. H.s blade har en
ubehagelig lugt, især naar man gnider den mellem fingrene;
herved kan den let skjelnes fra den naturlige persille.
Hunderacer. Hunden (canis familiaris) (s. d.)
omfatter alle forskjellige racer af hundeslegten, der holdes
som husdyr. Den synes at have fulgt menneskene fra de
ældste tider af. Man kan konstatere dens tilværelse som
husdyr allerede i den ældre stenalder gjennem fund af
ben i kjøkkenmøddinger, f. eks. i Danmark og Norge
(Viste, Jæderen, og Sjonghelleren, Søndmør), ligesom ogsaa
helleristninger (Bohusian) viser, at den var menneskets
ledsager i den forhistoriske tid. Ved udgravningen af
Gokstadskibet fandt man knokler af mindst to h. Den
omtales i de ældste skrifter (bibelen, indernes
hellige bog «Veda» og hos Homer); den tr afbildet paa
ældgamle assyriske og ægyptiske mindesmerker, som
godtgjør, at der allerede dengang eksisterede vidt
forskjellige racer af den. I vor ældste litteratur er
hunden omtalt i «Heimskringla), i Olav Tryggvessøns
saga og i Njaals saga. Frostatingsloven XI, 24 har
detaljerede straffebestemmelser for drab af hunde.
Engelske kynologer antager, at de nuværende gode
normanniske hundestammer væsentlig nedstammer fra de
hunde, skandinaverne havde med, da de bosatte sig i
Normandie. Angaaende hundens nedstamning har man
tidligere antaget, at alle hidrørte fra én, nu uddød, vild
urform (Linné; Buffon). Nutidens forskere mener
imidlertid med vished at kunne fastslaa, at den nedstammer
fra flere arter af siegten canis, hvoriblandt sjakalen og
ulven. Sjakal, hund og ulv kan krydses og faar
forplantningsdygtigt afkom ; de søger ogsaa hinanden af egen
drift i fri tilstand, og de har alle samme drægtighedstid.
De har mange vaner tilfælles: alle tømmer de sin urin til
siden ved at løfte det ene bagben, de logrer med halen,
de gaar et par gange rundt, før de lægger sig, og alle
har den samme manér at løbe rundt i cirkler og ottetal
med halen mellem benene, naar de rigtig er «oplagte».
Eskimoernes hunde kan neppe adskilles fra Labradors
ulve, og den samme lighed finder man mellem
buskmændenes hunde og den brogede sjakal. Ved
specialisering af ulige hunde efter deres forskjellige evner,
udseende og arbeide og gjennem krydsning af de
forskjellige hundearter er da alle nutidens racer
op-staaet. Hunden er oprindelig en typisk kjødæder,
men har som husd3^r maattet vænne sig til at leve af
samme mad som menneskene og er nu udpræget
altædende. Dens forplantning er ikke indskrænket til
nogen vis aarstid, men kan foregaa naarsomhelst. De fleste
hun-hunde (tisper) bliver dog brunstige (løber) to gange
om aaret. Efter omkr. 62 døgns drægtighed fødes
ungerne (hvalperne), som er blinde de første 9—12 døgn.
Antallet veksler efter racernes størrelse fra 3—16 hvalper
i almindelighed. Ved 6 ugers alder kan hvalperne
undvære moderen. Kjønsmodenheden indtræder hos
hanhunden ved 9—11 maaneders alder, hos tispen ved 8—9.
Til avl bør den dog ikke benyttes, før den er 2 à 3 aar.
I sit 3—4 aar naar hunden sin høieste kraft, som den
beholder 2—3 aar; derefter merker man som regel
nedgang i raskhed og kræfter. Hundens gjennemsnitsalder
beregnes vanlig til 12 aar; den naar dog undertiden
not © ikke.
nota se regning.
notabilité ® f, notability ©
anseelse, betydning; merkelighed;
(pi) spidser, honoratiores.
notable © merkbar; "tydelig;
merkelig, fremragende; (pi)
notabiliteter; notablerne (1787) = notables
(D m pl.
notable ® anselig, betydelig,
fremskudt.
notably © merkbart, tydelig;
især = notamment (f).
notam: tage sig ad n. — (t)
sich etw. merken (ad notam
nehmen) - © take (careful) note
of||) prendre acte de, se rappeler,noter.
notar - Ct) Notar m - ©
notary - (f) notaire m.
notat — ® Be-, Anmerkung,
Note f - © note - ® note f.
notation © & ® f, betegnelse,
optegnelse, notering.
Notbehelf ® m, nødhjælp,
notch © (gjøre) hak, skaar (i),
skaare; kiærv(e); (fjeld)skar.
Notdurft ® f, nødtørft,
notdürftig® nødtørftig;
tarvelig; til nød, nogenlunde.
note — ® Note f — © note,
(bemerkn. ogs.) annotation — (f)
note f.
Note ® f, note © &(f)f, note;
(t) & (D ogs. vidnesbyrd, karakter;
regning, nota ; © & (?) ogs. merke,
tegn; optegnelse, notis; © ogs.
lidet brev, billet ; bevis ; iagttagelse;
anseelse, vigtighed, betydning; (f)
ogs. daarligt vidnesbyrd ; skamplet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
