Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ibsen ... - Ordbøgerne: O - on ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
433
onde—onglet
opførelsen i Kra. med piber og fløiter og odelagde bl.a.
for lang tid det venskabelige forhold til Bjørnson, der i
komedien saa et skamløst anfald baade paa sig selv og
paa fremskridtspartiets leder J. Sverdrup. Den følgende
tid var I. optaget med at samle og omarbeide et udvalg
af sin ungdomslyrik, og 1871 udkom hans eneste samling
«Digte», hvis nye udgaver forøgedes med nogle ganske
faa stykker fra hans senere aar. Det verdenshistoriske
dobbeltdrama «Keiser og galilæer» (1873), der skildrer
hedenskabets sidste kamp mod kristendommen, og som
forkynder hans mystiske lære om «det tredje rige», i
hvilket disse modstridende magter skal gaa under, men
hvori ogsaa det levedygtige i dem skal gjenopstaa og
forenes, viser, at dets forfatter havde modtaget sterke
indtryk fra tysk filosofi og fra samtidens betydningsfulde
verdenspolitiske begivenheder. Bestemmende indflydelse
paa hans udvikling fik ogsaa G. Brandes’ vækkende og
revolterende virksomhed, og 1870-aarene var i det hele
for ham som for Bjørnson en gjennembrudstid. Det
borgerlige skuespil «Samfundets støtter» (1877) betegner
omslaget. Stykket, hvis brod var rettet mod hykleriet
indenfor de «samfundsbevarende» kredse, grundlagde I.s
ry udenfor Norden, fem af Berlins teatre spillede det
f. eks. i samme uge. Helt paa ny grund er vi dog først
i egteskabsdramaet «Et dukkehjem» (1879). Her er
hans eiendommelige teknik, hans sammentrængen af et
helt menneskeliv i en eneste dramatisk konflikt, fuldt
udviklet. Bogens forkyndelse af kvindens ret til at leve
sit liv i fuld udfoldelse af evner og muligheder vakte
en voldsom diskussion og gjorde den til
kvindesags-forkjæmpernes programskrift fremfor noget andet, Hans
næste arbeide, det tragiske familiedrama «Gengangere»
(1881), der stiller egteskabsproblemet under belysning
fra arveligheds- og degenerationslovene, fik paa grund
af sin dristighed en forbitret modtagelse og afvistes fra
alle nordiske scener. Bare enkelte, som Bjørnson, vovede
at tage det i forsvar, og det blev en omreisende svensk
teaterdirektør, Aug. Lindberg, der først løste den ærefulde
opgave at bringe dette mesterverk til opførelse. Den
modtagelse, «Gengangere» havde faaet, inspirerede I. til
et festligt opgjør med «den kompakte majoritet». «En
folkefiende» (1882) var et hvast angreb paa den
demokratiske dyrkelse af talmajestæten og forkyndte en
aristokratisk radikalisme, som er nær i siegt med den,
der senere kom tilsyne i Nietzsches skrifter. Mistrøstigere,
mere gjennemborende i sin skepticisme er «Vildanden»
(1884), der sammenfattes i ytringen om, at «tager man
livsløgnen fra et gjennemsnitsmenneske, saa tager man
lykken fra ham med det samme». Det symbolske element,
som allerede gjør sig gjældende i dette stykke, er sterkt
fremtrædende i hans næste arbeide «Bosmersholm» (1886),
hvis hovedperson, et forfinet og sjælfuldt «adelsmenneske»,
bukker under i det politiske livs barske og uskaansomme
klima. Stykkets grundtanke havde L allerede udtalt
under det besøg, han aaret i forveien havde aflagt i sit
hjemland. I en tale til Trondhjems arbeidere hævdede
han, at der «maatte komme et adeligt element ind i
vort statsliv, en karakterens, viljens og sindets adel».
Efter den psykologisk dybtskuende og fantasifulde digtning
«Fruen fra havet» (1888) fulgte «Hedda Gabler» (1890),
et samfundsbillede, der paa enkelte punkter røbede, at
Ibsen
435
I. under sin udlændighed ikke i et og alt havde formaaet
at følge udviklingen i hjemlandet. Den skildring, han i
«Bygmester Solness> (1892) giver af den norske ungdom,
der mødte ham ved hans hjemkomst 1891, viser, at hans
indtryk af den, og da især af dens kvinder, har rummet
baade overraskelse og beundring, men skildringen
aaben-barer ogsaa, hvor snart og hvor skarpt han har seet
denne ungdom ind i dens dybeste eiendommelighed. I
«Lille Eyolf» (1894) er grundmotivet den «forvandlingens
lov», menneskene er underkastet, og som er sterkere
end kjærligheden, og i «John Gabriel Borkman» (1896)
er det geniets tragedie, ensomheden, tomhedsfølelsen og
uhyggestemningen hos den, der har ofret sin egen og
andre menneskers lykke for det store maal, — Ved den
fest, der i anledning af hans 70-aars fødselsdag holdtes
for ham i Kra., udtalte han, at han havde til hensigt at
skrive sin selvbiografi. En saadan kom aldrig, men 1899
udsendte han «Naar vi døde vaagner. En dramatisk
epilog», et tungsindigt og gribende digt om kunstnerens
skjæbne, om det offer, han maa bringe sin kunst ved at
leve sit rigeste og dybeste liv i sin digtnings verden.
Dette verk blev hans sidste. En tid efter dets fremkomst
rammedes han af den sygdom, der endte med døden. —
Ingen nordisk forfatter har formaaet at sysselsætte sin
samtid som L, ingen skandinavisk digter har øvet en
saa omfattende og saa dybtgaaende indflydelse paa
aands-livet verden over. Som dramatiker er han utvilsomt
det 19 aarh.s største mester, og de forsøg, der i de senere
aar har været gjort paa at lede skuespildigtningen ind
paa nye baner, staar alle i saa dyb gjæld til hans kunst,
at en nyere tysk kritiker (A. Kerr) med fuld ret har
kunnet betegne ham som det nye dramas «Ahnherr».
[Litt.: Ls «Samlede verker» udkom i 9 bd. + suppl.
1898—1902. En «mindeudgave» i 5 bd. 1906—07.
En samling «Efterladte skrifter indeholdende
ungdomsdigte, artikler, taler og skuespiludkast» udkom i 3 bd.
1909. 2 bd. «Breve» udsendtes 1904. Hertil slutter
sig 12 breve i G. Brandes, «H. I.» (Berlin 1906), samt
en større samling i L. G. Nielsens mindeskrift om I.s
forlægger Fr. Hegel (1909). En bibliografisk oversigt
over den omfangsrige I.-litteratur giver J. B. Halvorsen
i «Norsk forfatterlexikon» og i de oplysninger, der var
vedføiet de «Samlede verker», begge ogsaa i særtryk. En
fuldt tilfredsstillende I.-biografi er endnu ikke skrevet.
Vigtige bidrag til hans karakteristik rummer det af
Gerhard Gran for tidskriftet «Samtiden» udgivne
«Festskrift» (1898). Endvidere kan merkes H. Jægers «H. I.
1828—1888» (1888) og samme forfatters «H. I. og hans
verker» (1892), begge arbeider delvis grundet paa
meddelelser fra I. selv, det sidste ogsaa gjennemseet af ham;
J.Bing, «H. I.» (1909); G. Brandes; «H. I.» (1898); V.
Vase-nius; «H. 1. Et skaldeporträtt» (1882); A. Ehrhard, «H. I.
et le théâtre contemporain» (1892); E. Gosse, «Life of 1.»
(1907); B. Woerner, «H. 1.» med en tilføiet l.-bibliografi
(2 bd., 1900—10).]
îbsen, lb Pedersen (1801—62), d. læge; prosektor,
konservator og lærer i praktisk anatomi ved kirurgisk
akademi 1827—42 og derefter ved fakultetet. Lektor i
anatomi (efter konkurrance) 1847, prof. 1861. Dygtig,
praktisk anatom, kjendt for sine anatomiske præparater
(samling af kranier og ørepræparater).
onde d) f, bølge, sjø.
ondé (f) bølgeformig, bølget;
vatret; flammet.
ondée (f) f, bøi, byge, skur.
ondin ® m, havmand,
ondine (f) f, havfrue,
ondoiement ® m,
bølgebevægelse, bølgen = ondulation f;
hjemmedaab.
ondoyant ® bølgende =
ondulant; ustadig.
ondoyer (f) bølge; vaie, flagre;
vu^ge; hjemmedøbe.
ondskab - ® Bosheit f ~ (e)
malice, wickedness, malignity - ®
malice, malignité, méchanceté f.
ondskabsfuld — (t) boshaft —
(e) malicious, malignant — (f)
malicieux, malin, maligne, méchant.
one (e) en, et; eneste; en vis;
en, nogen, man.
oneirocritic @ drømmetyder;
drømmetydende, -tydnings-.
oneirocriticism (e)
drømmetydning.
oneiromancy @ spaadom af
drømme.
oneness © enhed,
onéreux onerous © be-
sværlig, byrdefuld, tung, trykkende,
onesided © ensidig,
onesidedness © ensidighed,
ongiade (f) f, indgroet negl.
ongle (?) m, negl; klo; hov,
klov.
onglée (F) f, valne fingre,
onglet ® m, fingerbøl; (bot.)
bladfod; (bogbinderi) fals ; omtrykt
blad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
