Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Isis ... - Ordbøgerne: O - overlook ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Islam
588
overmaade—overmoden
systematisk. Særlig følbar er hans uklarhed og vaklen,
hvor det gjælder spørsmaalet om menneskets fri vilje
og selvbestemmelsesret med hensyn paa sin endelige
skjæbne; herom indeholder koranen udtalelser, som staar
i strid med hinanden, og som senere gav anledning til
uenighed (se nedenfor); ved siden af Allahs ovenfor
antydede suveræne, til salighed eller fortabelse
prædestinerende vilje betones ogsaa hans barmhjertighed og
naade (rachma) mod synderne og bodens og de gode
gjerningers virkekraft. — Allerede meget tidlig er som
obligat kjendemerke paa en tilhænger af i. (en
«muslim») ved siden af bekjendelsen af monoteismen og
Muhammeds profetværdighed traadt udøvelsen af visse
kultiske forpligtelser, nemlig: 1. Iagttagelsen af den
rituelle renhed (tahära) ; gjennem visse berøringer eller
naturprocesser bliver man mere eller mindre uren, og
denne urenhed maa fjernes ved vaskning (viidu) eller
helbad (ghiisl). 2. Bønnen (salât) til fem bestemte tider
i døgnet; en speciel bøn er den, som hver fredag middag
finder sted i en moské under ledelse af en imäm (s. d.).
3. Fasten (sijam) i den 9 maaned, Ramadan, hver dag
fra morgendæmringen indtil solnedgang. 4.
Pilgrimsfærden til Ka’ba i Mekka {haddsj, s. d. og jfr. Ihram);
hertil kommer saa pligten til at føre krig mod de vantro
{djihäd, s. d.), samt pligten til at betale fattigskat (zakät),
i virkeligheden en socialpolitisk indretning. — Den ældste
og centrale grundvold, hvorpaa i. er bygget op, er den
hellige bog k o r a n e n (s. d.), Allahs ord forkyndt gjennem
profeten. Denne bog betragtes af de troende som et
uforligneligt og liildt tilstrækkeligt middel til opbyggelse.
Samtidig danner den udgangspunktet for i.s lovgivning;
men paa dette omraade kom snart dens utilstrækkelighed
tilsyne, da nye og uventede forhold indtraadte gjennem
de betydelige erobringer, som blev gjort allerede under
profetens nærmeste efterfølgere, og dernæst under
Omaija-dernes dynasti (661—750): Palæstina, Syrien,
Mesopotamien, Persien, Central-Asien, Indien, Ægypten og
Nord-Afrika. Man greb da til det middel at supplere koranens
bestemmelser ved hjælp af den saakaldte sunna,
hvorved man forstod det, som var troet og praktiseret
af de med profeten samtidige eller hans nærmeststaaende
generation af muslims. Denne sunna lærte man at kjende
gjennem traditionelle beretninger, der gaar under navn
af hadJth («meddelelse»). Da der nu ogsaa gik megen
falsk tradition med paa kjøbet, maatte der ud fra visse
kritiske synspunkter foretages et udvalg, som nu
foreligger fornemmelig i de to samlerverker af Buchârï (død
870) og Muslim (død 874); som helhed betragtet har
disse verker opnaaet kanonisk anseelse. Men selv om
man saaledes raadede over et sterkt øget traditionsstof af
retsafgjørelser, kunde det alligevel hyppig hænde, at
man fandt sig stillet overfor nye og uforudseede tilfælde.
Da fik man hjælp fra romerretten, som man gjorde
be-kjendtskab med i Syrien; i lighed med de romerske
juris prudentes fremstod der blandt muhammedanerne
retskyndige (fiikaha), som forstod ud fra de skrevne love,
enten gjennem analogislutninger eller ved at søge
tilbage til lovens priciper Cilla), at træffe en afgjørelse for
et hvilketsomhelst tilfælde. Denne juridiske
fremgangs-maade har faaet betegnelsen fikh, en oversættelse til
arabisk af det romerske (juris-)prudentia. Den kommer
til anvendelse, naar det gjælder saadant som fastsættelse
af fremgangmaaden ved renselser, begravelser, faste,
valfart, arveret, egteskabelige bestemmelser etc. Paa dette
omraade har der dog ikke udviklet sig en overalt
ensartet praksis; der er større eller mindre differenser
mellem de fire skoleretninger, som (efter sine i 8 og 9 aarh.
levende stiftere) benævnes den hanefitiske (fremherskende
i Tyrkiet og Indien), den shafe’itiske (dele av Ægypten,
Sydarabien, Indiske arkipel), den malekitiske (andre dele
af Ægypten, Nord-Afrika, tidligere ogsaa Spanien) og den
hanbalitiske (denne strengeste retning var tidligere
herskende i Mesopotamien^ Syrien og Palæstina, men blev
ved osmanernes fremtrængen skudt i baggrunden til
fordel for den hanefitiske). Trods differenserne bliver
alle disse skoleretninger anseet som ortodokse og
ligeberettigede; og den høieste instans, som har afgjort dette
spørsmaal, er selve den muhammedanske menighed.
Man har tillagt profeten det ord: «Min menighed vil
aldrig stemme overens i en vranglære.» Det, som derfor
hele kirken, uden protest af de normgivende
læreautoriteter, tolererer, det betragtes derved som liggende indenfor
rettroenhedens omraade. Denne menighedens
samstemmighed, denne consensus eccJesiæ, kaldes paa arab. idjmä’.
Den er det ogsaa, som har sanktioneret i.s nuværende,
som ortodoks gjældende troslære, idet den som de
normale dogmatikere har anerkjendt al-Ash’arï (død 933)
og al-Mâturïdî (død 944). Denne idjmä’ er tillige øverste
instans med hensyn paa alle nyopdukkende spørsmaal;
alene ved at være opmerksom herpaa kan man forklare
sig i.s udvikling; kun ud fra idjmä’ kan man forstaa
den anerkjendte eksistens af adskillige religiøse fænomener
(f. eks. den overordentlig udbredte helgendyrkelse), som
i virkeligheden staar i strid med i.s opr. anskuelser.
Ikke koranen og traditionen i og for sig, men deres
udlæggelse gjennem menigheden, repræsenteret ved de
anerkjendte religionslærere, er det afgjørende. — Man vil
af det foregaaende skjønne at i.s lære efterhaanden fik
et sterkt præg af juristeri, udvortes væsen, dogmatisme.
Men der fandtes kredse, hvor man tørstet efter samfund
eller endog sammensmeltning med guddommen. Denne
mystiske retning laa ikke for de egentlige arabere, men
saa meget mere for de persiske muslims, som stod de
indiske, brahmanske og buddhistiske, indflydelser nær.
Især blandt dem trivedes den form af mystik, som er
kjendt under benævnelsen sufisme (en sïïfi er oprindelig
en asket klædt i uld, arab. sïïf). Med den mystiske
bevægelse gik der mange udskeielser i svang; paa den
anden side fandtes der ortodokse teologer, som forstod
ud fra en maadeholden mystik at hente liv og varme
for den stive nøgterne muhammedanske tro; saaledes
al-Ghasâlî (s. d.). En lavere form af bestræbelserne for
at komme i mystisk forbindelse med guddommen
repræsenteres af dervish’erne (s, d.). — Finder man her
elementer, som oprindelig var i. fremmede, saa bliver
man nu ogsaa vidne til ligefrem skismatiske bestræbelser.
Saaledes møder man allerede omkring midten af 7 aarh.
de puritanske charidjiter (d. e. «de som træder ud») og
de langt betydningsfuldere og farligere shi’iter (af
shTa, parti, sekt). De sidstnævnte, som efterhaanden kom
til stadig mere at støtte sig til den persiske nationalitet,
traadte op imod Omaijaderne som formentlig illegitime
m (n) - (e) desertion - ®
désertion f.
over maade — ®
ausserordentlich, überaus, ungemein — @
exceedingly, extremely; excessively —
® extrêmement, infiniment,
excessivement; on ne peut plus.
overmaal — ® Übermass n;
(til o.) ogs. über-, unmässig — (g)
superabundance, excess — (£) excès
m (de foi’ces, de joie);
surabondance f.
overmagt — ® Übermacht f
- @ superior force, superiority,
upper hand - (f) forces (f pl)
supérieures, supériorité ide forces),
prépondérance f, nombre m.
overmand — ® Meister m;
(han er min o.) er ist mir
überlegen — (i) superior; (find bis)
match; (pl ogs.) betters - (f)
maître m.
overmande — (t) übermannen,
überwältigen — (e) overpower —
(f) accabler.
O ver m arch © overanstrenge
ved marscher.
overmenneske — ®
Übermensch n — @ superman — (|)
surhomme, superhomme m.
overmenneskelig — ®
übermenschlich — © superhuman,
above human — ® surhumain.
overmod — ® Übermut m —
© presumption, arrogance,
insolence, overweening pride — ®
orgueil m ; arrogance ; présomption ;
pétulance; insolence f.
overmoden — (t) überreif —
over-ripe - (f) trop mûr.’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
