Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island ... - Ordbøgerne: O - oversigtlig ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
591
Island
597
ikke forskjellig fra sydvestnorsk. Kun bevarelsen af hly
hil og hr, som i de øvrige sydvestnorske maal
efter-haanden bliver I, n og r, er et næsten sikkert
kjende-tegn paa islandsk i 12 og begyndelsen af 13 aarh. Men
henved midten af 13 aarh. træder skillet skarpere frem,
dels ved at fastlandsnorsken ligesom de andre nordiske
sprog paa fastlandet mere og mere mister den gamle rige
bøining, ved at endelserne svækkes eller tabes, medens
islandsk saa at sige har bevaret hele den gamle bøining
til den dag idag, dels ved at islandsk, ligesom engelsk
og tildels de andre nordhavsøers sprog, mister
læberundingen ved en række selvlyd, først ved ø, som
allerede ca. 1220 gaar over til æ, senere ved y og ez/, der
bliver i og ei. En række andre overgange (diftongisering
af lange selvlyd, /in, U > dn^ dl) findes der tilsvarende
til i vestnorsk, men tildels paa en noget afvigende maade,
saa ogsaa disse forandringer tjener til at udvide kløften.
Senest omkr. 1400 maa islandsk regnes for et selvstændigt
nordisk sprog, og det er vanskeligt at paavise noget
særegent i nyislandsk, som ikke synes at gaa tilbage omtrent
til denne tid. Allerede meget tidlig blev det islandske
sprog benyttet til skriftlig brug, men ogsaa i den
henseende stod det i begyndelsen under stadig paavirkning
fra hjemlandet. Snart blev det den ledende form
indenfor det norske sprogomraade. Under den stadige
anvendelse blev det islandske sprog den rigeste og smidigste
af Nordens sprogformer, og hele middelalderen igjennem
blev den gamle fortælle- og digtekunst holdt oppe, selv
om der er opgangs- og nedgangstider. Endnu biskop
Jon Arasons digte viser, hvor gjennemdannet et sprog
islandsk er, hvis man f. eks. vil sammenligne dem med
den danske rimkrønike eller hr. Mikaels digte. Ogsaa
efter reformationen har I. stadig bevaret sit skriftsprog,
og selv om det i onde tider led en del, var der dog
grundlag nok at bygge paa, da den nationale vækkelse
i 19 aarh. ogsaa naaede I., især gjennem Rask. — I. har,
tildels vel paa grund af sin aldrig glemte litteratur,
meget smaa dialektforskjelligheder, og skriftsproget
falder som følge deraf let at lære for alle. Dog volder
den gammeldagse retskrivning nogen vanskelighed,
hvorfor der ogsaa er en del nystavere paa Island;
hidtil har dog islændingernes sproglige konservatisme
stillet sig i veien for gjennemgribende forandringer. —
Litteratur. I.s litteratur er en fortsættelse af den
oldnorske (se Norge, litteratur). Første tidsrum
(800—1100). De saakaldte eddakvad (se Edda) er
for størstedelen forfattet i Norge, men de er opbevaret
paa I. Den første betydelige navngivne islandske digter
er Egil Skallagrimssøn (omkr.900; merk især hans
«Sona-torrek»). Glum Geirasøn, som digtede om Harald
Graa-feld, er den første islandske fyrsteskald, og efterhaanden
bliver islændingerne alene om fj^rstedigtningen. Hallfred
Vandrædaskald var knyttet til Olav Trygvessøn, men var
ogsaa erotisk digter og nidskald. Tormod
Kolbrunar-skald var knyttet til Olav den hellige. Berømtest af
alle islandske skalde er Sigvat Tordssøn, knyttet til
Olav den hellige og Magnus den gode («Bersçglisvisur»).
Knyttet til Harald Haardraade var Arnor Tordssøn
og Tjodolv Arnorssøn. Kormak Øgmundssøn er
be-kjendt som erotisk digter. De fleste af disse
skaldekvad udmerker sig ved sin kunstige versform (hyppigst
oversigtlig—overskuelig
drottkvætt) med stavrim, indrim, poetiske udtryk og
^kenningary> (omskrivninger) i modsætning til de mere
enkle eddadigte. Andet tidsrum (1100—1300).
Skaldedigtningen fortsættes. Nye versformer indfores,
og den formelle side udformes yderligere, medens
indholdet taber i digterisk kraft; omskrivningerne bliver
mere stereotype. Af skalde fra denne tid kan nævnes
lov-sigemanden Markus Skjeggessøn, presten Einar Skulessøn,
Snorre Sturlassøn, Olav Hvitaskald og Sturla Tordssøn.
Nu begynder man ogsaa at digte helgenkvad og
kristelige kvad som «SölarljoÖ». De i de forhistoriske sagaer
indsatte vers stammer fra denne tid. Men nu begynder
ogsaa sagaskrivningen. Den første historiske saga er Are
Frodes «Islendingabok», dernæst «Landnåmab(Sk», som
gjør rede for I.s bebyggelse. Derpaa hele rækken af
ættesagaer, hvis historiske paalidelighedsgrad dog er omstridt
og tvilsom. De vigtigste er «Egils saga», «Gunnlaugs
saga», «Eyrbyggjasaga», «Laxdœlasaga», «Vatsdœlasaga»
og «Njåls saga». Yngre og endnu mere upaalidelige er
f. eks. «Kormaks saga» og «Grettis saga». Rækken
afsluttes med den store «Sturlungasaga». Historiske er
derimod atter i det væsentligste sagaerne om
kristendommens indførelse og forskjellige biskoper. En anden
række sagaer omhandler Norges historie: «Morkinskinna»,
«Fagerskinna», Snorre Sturlassøns «Heimskringla», Karl
Jonssøns «Sverris saga» og Sturla Tordssøns «Hâkonar
saga gamla». Til disse sagaer slutter sig skildringer
af Færøernes, Orknøernes, Grønlands og Danmarks
(«Knytlingasaga») historie. Endelig skrives der en
række sagnagtige sagaer («Fornaldarsçgur», f. eks.
«Frid{)jofs saga» og «Vçlsungasaga»), og fremmede sagn
og romaner oversættes (riddersagaer; se Sagaer). —
Af andre skrifter fra denne tid kan nævnes Snorres
«Edda» (verslære og mytologi), fire grammatiske
afhandlinger, lovsamlinger og en del gudelige skrifter. —
Tredje tidsrum (1300—1550), Skaldedigtningen er
ophørt; den eneste verdslige skald af betydning er Lopt
Guttormsson. En ny fortællende digtart, «rimur» (s. d.),
med stof fra sagaerne og eddaerne og inddelt i sange
opstaar. Nogle af de ældste er «Lokrur», «Prymlur» og
«Skidan’ma» (parodi). Den gudelige digtning har flere
udmerkede repræsentanter som munken Eysteinn
Ås-gn’msson («Lilja») og den sidste katolske biskop Jon
Arason. Mod slutningen af perioden opstaar en særlig
lyrisk dansevise («Vikivakakvæ5i», s. d.). Den egentlige
sagaskrivning ophører, og man nøies dels med afskrivning
og samling af de gamle skrifter, dels med annaler.
Derimod skrives der en del opdigtede sagaer eller romaner.
— Fjerde tidsrum (1550—1780). 1550 henrettes
Jon Arason, og reformationen indføres. Samtidig
forsvinder den sidste rest af politisk selvstændighed, og
dette tidsrum bliver ogsaa for litteraturens vedkommende
en nedgangsperiode, i endnu høiere grad end det forrige.
— Af betydeligere digtere er der kun faa, som provsten
Stefân Olafsson, lyrisk og satirisk digter, og presten
Hallgn’mur Pjetursson, der er berømt ved sine
passions-salmer. I slutningen af tidsrummet fremtraadte
vice-lagmanden Eggert Olafsson, som baade var naturforsker
og digter. Størst rolle spiller den religiøse litteratur.
Bibelen blev oversat af biskop GuÔbrandur torlâksson
1584, og han udgav ogsaa en salmebog. Af opb^^ggelige
überblick m - © survey, general
view, account (of); (kort o.)
summary; synopsis, conspectus — (g)
coup (m) d’œil, vue, perspective f;
(fig.) aperçu, précis, abrégé; (over
indholdet) sommaire, résumé m.
oversigtlig - (t) übersichtlicli
- (e) perspicuous; synoptic – (f)
sommaire ; sj’noptique.
overskjeg — ® Schnurrbart
m - (è) & (f) moustache f; @ ogs.
moustachios (pl).
overskjøn — ® wiederholte
Schätzung f; Obergutachten n —
(g) re estimation, resurvey - ®
nouvelle évalution f.
overskride — ® überschreiten,
-steigen - (e) over-step, surpass,
exceed, go (pass) beyond; (om be-
falinger) transgress - ® franchir,
passer; dépasser, excéder.
overskridelse — (t)
überschreiten n, Überschreitung f — (e)
overstepping osv.; transgression
-(D franchissement; excès m.
overskrift — ® Über-,
Aufschrift f — (e) superscription,
inscription, heading — (f) titre m,
rubrique f; (i brev) en-tête m.
overskrævs — ® rittlings
-(e) astride — (f) à califourchon, à
cheval (sur).
overskud — ® Überschuss m
— (é) surplus, excess, balance ;
profit, margin (of profit), lay by —
d) excédant, surplus; bénéfice;
boni m.
overskue se overse,
overskuelig — (t) übersehbar;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
