Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien ... - Ordbøgerne: P - Paar ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
619
paastaaelighed—paatale
en, som efterlignede dem begge, var Sacchetti (d. 1400).
— I det 15 aarh. kommer renaissancens store
gjennem-brud; foruden latinen fik man nu (fra 1396) ogsaa
studiet af græsk, som før kun havde været saare lidet
kjendt, og som, da tyrkernes erobring af Konstantinopel
(1453) jog en strøm af lærde ind over Europa, kunde
dyrkes med endnu større materiale og udbytte.
Bogtrykkerkunstens opfindelse udnyttedes i I. sterkere end
andensteds (venetianeren Aldus Manucius).
Humanismens alt overskyggende triumf trængte en stund den
nationale litteratur i baggrunden; et af dennes
interessantere produkter fra dette tidsrum er de dramatiske
fremstillinger («rappresentazioni»), en affødning af de
umbriske «laude» (lovsange, hymner) maaske gjennem
paavirkning af de franske mysterier; blandt de ældste
nævnes «Abramo ed I sa c» af Feo Belcari. Men snart
begynder ogsaa humanisterne at digte paa italiensk.
Giustiniani gjør lykke over det hele land med sine
«strambotti» (folkelige kjærlighedssange). Lorenzo di
Medici nærede en levende interesse for den nationale
digtning, og selv forfattede han ikke saa faa lyriske
sager i det «vulgære» maal. Mod ham udslyngede den
bekjendte Savonarola sine prækener og religiøse,
asketisklidenskabelige digte. En plump realist i den burleske
genre er Biirchielîo (d. 1448), som fandt mange
efterlignere. Folkelighed og hofmæssighed fremtræder
forenet hos den betydelige Ij^riker Polizian, hvis
hyrdedrama «Orfeo» var det første større skuespil af verdsligt
indhold paa italiensk; det danner en begyndelse til den
moderne opera. Af «Rolandssangen» (de gammelfranske
ridderromaner havde noget tidligere Andrea Magnabotti
da Barberino bearbeidet i «Realt di Francia», en endnu
i vore dage cirkulerende italiensk folkebog) laver Pulci
og Boiardo kunstmæssige epos: «Morgante», «Orlando
innamorato». Men over dem rager Ariosts «Orlando
furioso» (1516). Det 16 aarh. regnes for den italienske
litteraturs glanstid, dens «klassiske» periode,
renaissancens blomst, det tidsrum, da de antike elementer
smelter sammen med de nationale til moden og
harmonisk skjønhed. Dette gjælder imidlertid i høiere
grad de bildende kunster, som i kraft, pragt og storhed
overgaar litteraturen. Denne kan af straalende navne
blandt aarhundredets forfattermasse i grunden ikke
opvise synderlig andre end Ariost, Tasso og Macchiavelli.
Den førstes heltedigt er allerede omtalt. Den andens
ry beror ligeledes især paa et epos: «La Gerusalemme
liberata». Den tredje kjendes af det store publikum
væsentlig kun som forfatteren af den
politisk-diploma-tiske bog «Fyrsten», uagtet han tillige skrev den
ypperlige og tidens ypperste komedie: «Mandragola». Den
staar høit over Ariosts «Gassaria», som dog har æren
af at være den tidligste regelmæssige kunstkomedie paa
italiensk. Den kronologisk første forfatter i
renalssance-tragedien er den lærde Trissino («Sofonisba», stiv, kold,
tør). Han, saavelsom Ariost, har ialfald fortjenesten af
at have lagt dramaet under en skarpere disciplin efter
al middelalderens kunstløshed; disse to bestemte dets
gang og retning henimod antikens modeller, saaledes som
vi gjenfinder det andensteds i Europa, navnlig i
Frankrige. Men de italienske tragikere naaede ikke længere
end til servilt at kopiere de antike former; de forstod
Italien
627
ikke oldtidens ædle og enkle storhed, og de var uden
talent; den eneste af deres tragedier^ som frembyder
nogen æstetisk interesse, er «Orazia» af Pietro A ret i lo.
Pastoralgenren, som allerede Boccaccio havde in die let
med sin roman «Ameto», der efterfulgtes af Sannazaros
«Arcadia» (omkr. 1500), opnaar international berømmelse
ved Tassos «Aminta» og Guarinis «Pastor fido». Den
improviserede maskekomedie, commedia delV arte,
udvikles til glimrende fuldkommenhed, beundres og optages
over hele Europa. — Gastiglione skrev en moralfilosoferende
haandbog i den gode tone, som blev meget læst i og
udenfor 1. Den litterære brevskrivning, som
humanisterne havde begyndt med, dyrkes i vide kredse.
Fortællere vrimler der af; mest anseet blandt
novelleforfatterne (romanen staar ikke høit) er Bandello,
Gi-raldi, Strapparola, Grazzini. Denne sidste tilhørte den
berneske skole, stiftet af Berni, som tilligemed Folengo
fortsætter den burlesk-satirisk parodiske digtning, med
sterk gjenklang i Spanien (Gervantes) og Frankrige
(Rabelais, Scarron). 1 lyriken vender Bembo tilbage til
rendj^rkning af petrarquismen. Ved siden trives et tort
og af latinen afhængigt deskriptivt-didaktisk
verse-mageri (Rucellai, Alamanni, Tansillo, Valvason, Baldi).
Renaissancens største filosof. Giordano Bruno, lilev liøi
tidelig brændt i Rom (1600). — Det 17 aarh. og helt til
omkr. 1750, da den saakaldte «risorgimento» begynder,
er litterært som politisk en forfaldets og nedgangens
tid, under det spanske regimente. I litteraturen
grasserer Marino og hans flok med sit sødladne, klissede,
ordspilfyldte, pointejagende og slibrige klingklang,
«secen-tismen», en udartning af petrarquismen. Mod dette
uvæsen reagerer en gruppe lyriske digtere: Ghiabrera,
Testi, Redi, Filicaja, Schettini. Eposet synker ned i
servil og daarlig efteraben af Tasso. Bonarelli er en
mat gjenoptager af hyrdespillet, og teatret ligger nede;
der findes et par gode bondekomedier af den yngre
Michelangelo, men komedien kom snart under spansk
paavirkning. I tragedien har Andreinis «Adamo» maaske
inspireret Milton. Aarhundredets værdifuldeste
litterære ydelser falder paa den satiriske og burleske poesi:
Tassoni, Menzini, Sergardi og maleren Salvator Rosa.
Novellisterne efterligner Boccaccio og hans efterfølgere;
romanen gaar mest i det franske ledebaand. Prosaen
dyrkes især af videnskabsmænd og kritikere som Galilei,
Grescimbeni, Gravina. Det italienske akademi («délia
Grusca») oprettedes 1612. I 1690 stiftedes, til minde
om dronning Kristina af Sverige, et akademi af en
anden art, en digterskole, som fik navnet Arcadia;
saa-danne litterære akademier eksisterer i mængde lige fra
det 14 aarh. Arcadiamedlemmernes program var
enkelhed og naturlighed, paa klassisk grundlag, ogsaa de vilde
kjæmpe mod marinismen, men kun slet klarede de sin
opgave; de delte sin tids daarlige smag og forfaldt til
forloren og flau madrigalfabrikation ; den taaleligste af
dem er Frugoni. Arcadia, der endnu eksisterer som et
slags ganske uskyldigt videnskabeligt selskab, øvede sin
uheldsvangre indflydelse helt til midten af det 18 aarh.,
da Barettis angreb begyndte. I det nævnte aarh.
galvaniseres tragedien ved efterligning af fransk og, til en
vis grad, Shakespeare. Maffeis «Merope» (1714) beundres
i og udenfor L, og endnu meget mere Alfieris og Montis
rechthaberisch, eigensinnig- - @
positive, opinionat(iv)e - ®
opiniâtre, acharné; entêté, obstiné.
paastaaelighed — (î)
Hartnäckigkeit f, Eigensinn m, Reeht
haberei f — (e) positiveness, opinio
nativeness — (f) opiniâtreté f,
acharnement; entêtement m,
obstination r.
paastand — ® Behauptung f
— (e) assertion, averment;
contention, position - ® affirmation,
prétention, assertion, déclaration;
(jur.) conclusion f; (nedlægge p.
paa) conclure à.
paasyn se nærvær,
paatage: p. sig - 0
übernehmen; sich (einer
ArbeitUmter-ziehen — e) charge one’s self with,
undertake, take upon one’s self -
(f) prendre sur soi; se charger de;
entreprendre (de); s’engager à.
paatagelig — ® offenbar,
deutlich — (e) palpable, tangible,
unmistakable; (a) plump (lie) —
® évident, manifeste.
paatage t — (t) erkünstelt,
erzwungen, angenommen — (f)
assumed, afïected, put on - ® af-
fecté, feint; nom ^(m) emprunté,
d’emprunt.
paatale — (t) zur Sprache
bringen, tadeln, rügen — (^ complain
of; resent (an insult) ® se
plaindre de, relever, blâmer
de-mandjer raison de.
paataie sb - (£) Tadel m, lUige,
Anklage f - (e) complaint — (f)
plainte f; blâme m.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
