Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Japan ... - Ordbøgerne: P - parch ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
693
Japan
688
parch—parement
den deles i 100 sen à 10 rin (se pl. Mynter II).
Vegt-enheden er 1 momme — 3.757 g. ; større enhed er 1 kvan
à 10 hijakume à 10 jume à 10 momme (altsaa 1 kvan
== 3.757 kg.) og 1 kin = 160 momme ^ 0.601 kg.
Længdeenheden er 1 sjakn = 0.303 m. ; større enhed er 1 ken =
6 sjaku, 1 tsjo = 60 ken og 1 ri — 36 tsjo. Hulmaal er
1 sjo = 1.804 1. ; en større enhed er 1 koku à 10 to à 10 sjo
à 10 go. Ogsaa metrisk maal og vegt er lovlig i brug. —
Litteratur og sprog. Før den kinesiske kultur
begyndte at gjøre sin indflydelse gjældende, fandtes ingen
japansk litteratur, naar undtages den mundtlig
overleverede digtning. Allerede fra 3 aarh. e. Kr. mener den
japanske sagnhistorie at kunne paavise overførelse af kinesisk
litteratur, men utvilsomt er det først fra 6 aarh., at
buddhismen med sine religiøse skrifter indleder den
kinesiske litteraturs dominerende indflydelse i de
følgende aarh., hvor kinesisk var det lærde og litterære
sprog som latinen i Europas middelalder. Etterhvert som
japanerne tilegnede sig Kinas kultur, begyndte
moders-maalet ogsaa at anvendes, først i den lyriske digtning,
og i løbet af faa aarh. kom den nationale litteratur til
rig blomstring. Som «guldalder» regnes 9—13 aarh., og
litteraturen er nu saa righoldig som noget andet
kulturfolks. — Ypperst og originalest er digtningen, især den
lyriske; den bestaar kun af smaadigte, der enten
udtrykker sindsbevægelse eller den for japanerne typiske
naturbegeistring. Ligesom Fujijama i den dekorative
kunst er naturen og naturlivet det evig varierende emne
i digtningen. Det almindelige japanske versemaal (tanka)
bestaar af 5 sætninger eller linjer paa 5, 7, 5, 7 og 7
stavelser, ialt 31; en kortere strofe (haikai) paa 5, 7, 5
stavelser opstod i 17 aarh. og anvendes hyppig
epigrammatisk. Den ældste digtsamling, «Manjeosjiu» (de
10 000 blade, d. e. digte), er fra ca. 750, en anden,
«Ko-kinshu» (gamle og nye digte), skyldes Ki No Tsurajuki
(d. 946), som ogsaa var en af den japanske prosas ypperste
mestre. Denne guldalderdigtning, som behandler et i
sig selv ubetydeligt emne med fin poetisk ynde, har
fundet talrige efterlignere og dyrkes den dag idag paa
samme maade af enhver dannet japaner (overs, i
Chamberlain, «Classical poetry of the Japanese», London 1880).
— Skuespillet, oprindelig religiøst ligesom det græske
drama, nedstammer fra en ældgammel, pantomimisk dans
(kagura); det opstod i 14 aarh., men udformedes først
rigtig i 17 og 18 aarh. Tendensen er oftest religiøs,
skildringen af sjælelivet ringe, handlingen forvirret og
broget. En art marionetskuespil udvikledes ogsaa og
vandt stor folkeyndest. Chikamatsu Monzajemon (d. 1724),
af japanerne sammenlignet med Shakespeare, betragtes
som skaberen af det historiske drama og
karakterskuespillet. — Noveller og romaner findes i mængde;
de er oftest alt for langtrukne og omstændelige og virker
bedst, hvor det lyriske anslaar stemningen. En af de
mest berømte er «De 8 hundes historie» («Faku-ken-den»)
af Bakin (d. 1848). Mange af dem henter sit stof fra
sagnhistorien eller adelsslegternes feider i middelalderen,
saaledes «Historien om de 47 ronin» (d. e. riddere), den
populæreste af dem alle. En udmerket samling findes
i Mitford, «Tales of old Japan» (London 1890). — Fra
8 aarh. stammer «Ko-dji-ki» og «Ni-hon-gi», der
behandler den mytiske historie og giver udtryk for japanernes
eiendommelige anekultus (overs, af Aston, London 1896,
og Florenz, «Nihongi, Japanische Annalen», 1897). Efter
disse følger en hel række historiske verker lige til
nutiden. Den øvrige videnskabelige litteratur er ligeledes
righoldig, især efter kjendskabet til Europas kultur. I den
moderne japanske litteratur efter 1880 finder man
forfatterne paavirket af gammel japansk og nyere
europæisk, især engelsk, litteratur i forvirret blanding, saa
at der nu hersker en komplet stilløshed og mangel paa
originalitet. Af de mest kjendte forfattere kan nævnes
Sudo Nansui, som især dyrker den politiske roman; han
har skrevet fremtidsfortællingen «Damerne i ny stil»
(1887), der skildrer Tokio som moderne industriby. [Litt.:
Aston, «A history of Jap. litterature» (London 1899),
K. Florenz, «Jap. Dramen» (Leipzig 1900) og «Gesch. der
jap. Litteratur» (Leipzig 1905ff).] — Det japanske sprog
er et agglutinerende sprog (s. d.) paa overgangen til de
flekterende, hører til den uraltaiske sprogæt (s. d.) og
er nærmest besiegtet med mandsjuisk og koreansk, men
staar iøvrigt næsten som en sproggruppe for sig, hvad
der naturlig skyldes det isolerede liv paa øerne
gjen-nem over 3000 aar. Forskjellen mellem de nordlige og
sydlige landsdeles dialekter er ikke liden; det samme
gjælder tale- og skriftsprog, der repræsenterer en yngre
og ældre form af sproget. Som følge af paavirkningen
fra Kinas kultur har det japanske sprog ogsaa optaget
en mængde kinesiske ord, hvoraf mange ikke mere føles
som laanord. Skriften er en stavelsesskrift, der har
udviklet sig af den kinesiske, som er ideografisk (s. d.).
[Litt.: A.Seidel, «Jap. Grammatik zum Selbstunterricht»
(Wien 1904); Lange, «Jap. Lesebuch» (Berlin 1904); A.
Seidel, «Jap. Wörterbuch» (1904).] — Kunst. Det er
vanskeligt at indordne den japanske kunst under de
sedvanlige betegnelser, fordi den ikke kjender den
strenge sondring mellem kunst og kunsthaandverk, som
har været raadende i Europa. J. eier lidet billedkunst,
som ikke har en væsentlig dekorativ karakter, men til
gjengjæld er dets haandverk præget af enestaaende
kunstnerisk smag og befatter sig ofte med opgaver, som
ellers kun faar sin løsning i den fri kunst. Kunstnerens
stilling i det jap. samfund er i overensstemmelse
hermed; lige til de europæiske indflydelser begyndte at
gjøre sig gjældende, var han anseet som en haandverker
og arbeidede paa samme maade som denne, udstod sin
læretid i verkstedet og samarbeidede med andre
haand-verkere. Den jap. kunst eier da ogsaa forholdsvis faa
udprægede personligheder og aabenbarer ved nøiere
studium en mængde konventionelle træk. Det er først og
fremst ved en sikker smag og en kunstnerisk kultur,
som søger sit sidestykke, at den faar værdi. Rent
udvortes frembyder J.s kunsthistorie visse sidestykker til
Nord-Europas; som denne har den sin middelalder fra
det 7 og 8 aarh. e. Kr. og faar sin renaissance i det 15
aarh. Som antiken har været det befrugtende element i
Europas kunst, har den kinesiske været J.s store
mønster. Kinesisk indflydelse kommer første gang til landet
med buddhismen i det 6 aarh, og tempelarkitekturen
har endnu et afgjort kinesisk præg. Store opgaver har
J.s arkitektur forøvrigt aldrig faaet paa grund af landets
vulkanske beskaffenhed, som forbød opførelsen af andet
end letbyggede træhuse, men fra de ældste kjendte
parch © svi, fortørke; blivt
fortørket.
parchemin (Î) m, parchmeni
@ pergament; ® P^ adelsbrev.
parcheminé ® pergament
agtig, pergament .
parcheminerie (f) f, perga
menlfabrik(ation), -handel.
parcheminier (f) m, perga
mentmager, -handler.
parcimonie ® f, pjerrighed.
parcimonieux ® gjerrig,
parcourir ® gjennemløbe,
-fare, -reise, blade.
parcours (f) m, linjp, stræk
ning, rute.
pardauz (t) bardus! bums!
Pardel, Parder ® m, panter,
pardessus ^ m, (over)frak.
pardon © & (f) m, forladelse.
tilgivelse; benaadning, amnesti;
® ogs. valfart; (pi) atlad. le
grand p. (f) jubelaar.
pardon (e\ pardonner (?) for
lade, tilgive; benaade. p. à ®
skaane.
pardonable©, pardonnable
® tilgivelig, undsky’dplig.
Pardune ® f, bardun.
pare © skrælle ; flaahakke ;
(be)-klippe, (be)skjære; skrabe.
paregoric @ smertestillende
(middel).
pareil (f) ligiedan, -stor); ens,
mage, samme; (en) saadan,
lig-nenle, slig; (sb) lige, mage.
parement (?) m, opslag (paa
ærme); besætning, garnering (paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
