Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jesuiterstil ... - Ordbøgerne: P - pédiculaire ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
773
Jesuîterstîl—Jesus Kristus
774
reservatio mentalis (s.d.); derimod benegter den, at
sætningen «hensigten helliger midlet» er lært og forsvaret
af dem. Deres mest berømte etiker er Liguori (s. d.).
Den jesuitiske moral, som er gjennemført kasuistik, har
ofte været gjenstand for skarpe angreb, f. eks. fra Blaise
Pascal (s. d.). Paa historiens omraade har bollandisterne
(s. d.) gjort et betydningsfuldt arbeide. Skolen har de
altid helliget en særlig opmerksomhed. Endelig har
jesuiterne lige siden J.s stiftelse drevet hedningemission,
navnlig i Indien, Kina og Japan. Deres første missionær
var Xavier (s.d.). I 17 aarh. grundede de en teokratisk
styret stat i Paraguay (s. d.). — Den maade, hvorpaa de
ofte i sin missionspraksis tillempede kristendommens
indhold og sin egen optræden efter hedenskabet, vakte
megen forargelse. I den saakaldte «akkommodationsstrid»
mellem J. og tiggermunkene er flere pavers dom gaaet
dem imod. J. begyndte sin virksomhed med at bekjæmpe
reformationen. I 17 aarh. vandt den stor politisk
indflydelse; flere af Europas mægtigste katolske fyrster var
hemmelige («affilierede») jesuiter. I 18 aarh. stiftede J.
store handelsforetagender og drev en udstrakt
pengehandel, hvorved den paadrog sig stor uvilje i mange
rom.-kat. lande. Store bankkrak berøvede ordenen i mere
end én henseende dens kredit. Kravet om J.s ophævelse
blev stadig sterkere og bragte endelig pave Clemens XIV
21 juli 1773 til at udstede brevet «Dominus ae redemptor
noster», hvorved J. lovformelig blev ophævet. Ordenen
forstod dog i stilhed at bevare sin eksistens og blev
atter gjenoprettet i sin gamle skikkelse af pave Pius VII
7 aug. 1814 ved bullen «Sollicitudo omnium ecclesiarum».
I 19 aarh. har J. med stor energi kjæmpet for
romerkirkens sag overalt, hvor den var truet. Se herom
Kulturkamp og Ultramontanisme. J.s general
er siden 1906 F. X. Wernz. — Om jesuiter i Norge
bestemmer grundloven (§ 2), at de «maa ikke taales».
(Se Klosterlasse.) [Hovedverkerne til J.s historie er
Grétineau Joly, «Histoire de la Compagnie de Jésus»
(3e éd. Paris 1851, 6 bd.) og «Monumenta historica
Socie-tatis Jesu» (1898 ff. [1909: 32 bd.]).]
Jesuiterstil er betegnelsen for den svulstige retning
inden barokstilen, som meget benyttedes ved opførelsen
af jesuiternes kirkeanlæg i de sydlige lande. En
overdreven delaljrigdom og sterkt svungen linjeføring er
betegnende for retningen.
Jesuskirken, se Kjøbenhavn.
Jesus Kristus, kristendommens stifter. Jesus er
personnavn (hebr., «Herren hjælper»; Kristus (græ.) betegner
Jesu kald, «den salvede», d. s. s. hebr. Messias). — De
historiske kilder til Jesu liv er de nytestamentlige
skrifter. Ukanoniske skrifter (apokryfe evangelier og
den efterapostoliske litteratur) indeholder lidet eller
intet af betydning. Trods ikke ubetydelig forskjel
(navnlig mellem de tre første evangeliers og
Johannesevangeliets fremstilling) er grundopfatningen af Jesu
person og gjerning den samme hos alle fire. — Matthæus
og Lukas indleder sine evangelier med en række
fortællinger om Jesu fødsel og barndom. Uafhængig af
hinanden beretter de Jesu overnaturlige fødsel af jomfru
Maria. Jesu offentlige gjerning blev forberedt af
Johannes døberen (s. d.). Ved daaben indvies han til sin
messianske gjerning (Matt. 3, 13—17). Straks efter trækker
pédiculaire—peep-show
Jesus sig tilbage til ørkenens ensomhed «for at fristes»,
hvorved han gjør op med alle kjødelige
Messiasforventninger (Matt. 4, 1 ff.). Herefter begynder han sin
offentlige virksomhed. En kort tid virkede han
samtidig med Johannes døberen (Joh. 3, 23 f) og fandt sine
første disciple i hans kreds. Af dem udvalgte han tolv
til apostler (s. d.). Ved sine undergjerninger (s. d.)
oplyser og stadfæster han sine ords sandhed. Han vil
bringe det messiasrige, som den gamle pagts profeter
havde forkyndt (Luk. 4, 18 f.; Matt. 13, 17). Men modsat
jødernes forventninger om et nationalt verdensrige
forkynder Jesus, at Guds rige er et moralsk samfund
mellem Gud og menneskene, som begynder inde i
hjerterne, men siden skal aabenbares ogsaa i den ydre verden.
Dets væsen er udtrykt i tredje bøn i Fadervor. Betingelsen
for at faa del i samfundet med Gud er omvendelse og
tro (Matt. 4, 17). Menneskesjæl n har et uendeligt værd
(Mark. 8, 36). Særlig tager Jesus sig af samfundets
forkomne og foragtede (Mark. 2, 15 f.; Luk. 15, 1, «tolderes
og synderes ven»; Matt. 11, 19). Det nye i Jesu moral
er sammenknytningen af de gammeltestamentlige bud
om kjærlighed til Gud og til næsten (Matt. 22, 37 f.).
Sindelaget er det afgjørende. Af det gode hjerte
fremvokser den gode handling med samme nødvendighed
som frugterne paa træet (Luk. 6, 43 f.). Dette er kjernen
i bjergprækenen (Matt. 5—7). Jesus saa klart, at folkets
overfladiske begeistring ikke var den sande tilslutning
og tro, og var dog sikker paa sin sags seier (Joh. 12,
31 f.). Og da folk følte sig skuffet i sine kjødelige
forventninger, begyndte de at vende sig fra ham (f. eks.
Joh. 6, 66). Hertil bidrog ogsaa farisæernes fiendskab.
De forargedes over Jesu frie stilling til «de gamles
overleveringer» om sabbaten, fasten, renselserne o. s.v. og ikke
mindst over hans selvbevidsthed (Joh. 5, 18 o. jfl. st.).
Under disse forhold synes Jesus en tid at have søgt
ensomheden sammen med sine nærmeste disciple. I
egnen om Cæsarea Filippe spørger han disse, hvad de
mente om ham. Peters svar: «Du er Messias, den levende
Guds søn» (Matt. 16, 16, jfr. Joh. 6, 66 f.), viser, at
apostlene var naaet til den sande erkjendelse af hans person.
Fra da af søgte Jesus at lære dem, at Messias maatte
lide og dø (Matt. 16, 21 f. o. fl. st.). Ved forklarelsen paa
bjerget bekræfter Gud denne vei som den rette (Luk. 9,
35, jfr. 31). Jesu død er ikke alene selvopofrelsens
høidepunkt, men «gjenløsning for mange» (Matt. 20, 28), ofret,
hvorved den nye pagt stiftes (Mark. 14, 24; Matt. 26, 28).
— Søndagen før paaske holdt Jesus sit indtog i
Jerusalem, hyldet som Messias. Omslaget i folkestemningen
skyldtes opvækkelsen af Lazarus (Joh. 12, 17 f.). Det
var derfor magthaverne velkomment, at Judas Iskariot
tilbød at forraade ham. Endnu er Jesus sammen med
sine apostler den sidste aften. Han indstifter
nadveren og trøster dem med hensyn til de kommende
begivenheder (Matt. 26, 20 f.; Mark. 14, 17 f.; Luk. 22,14 f.;
Joh. 13—17). Derefter paagribes han i Getsemane have.
Synedriet dømmer ham til døden og stempler hans krav
om at være Guds søn som gudsbespottelse (Mark. 14,61 f.;
Matt. 26, 63 f.). Landshøvdingen Pontius Pilatus
stadfæster dommen, skjønt han er overbevist om hans uskyld
(Matt. 27, 24; Luk. 23, 14 f. 22; Joh. 18, 38; 19, 4. 6).
Derefter lider J. døden paa korset paa Golgata. Hermed
pédiculaire maladie (f)
p. lusesyge.
pedicular © luset, som har
lusesyge.
pédicure (F : (chirurgien) p.
m, fodlaege, ligtornoperatør.
pedigree (ej stamtræ, stamtavle,
slegtregister.
pédiluve (î) m, lodbad.
pédimane ® med hænder paa
baglemmerne.
pediment @ pediment, fronton,
pedlar @ kramkarl,
skreppe-karl. p.’s French fantesprog.
p.’s wares skreppegods =
pedlary.
pedobaptism @ barnedaab.
pedobaptist (é) hylder (udøver)
af barnedaaben.
pedometer (e), pédomètre (?)
m, skridtmaaler.
pédoncule (f) m, peduncle (g
(blomster)stilk.
pédonculé ® stilket,
•peek @ (dagligtale) kikke,
peel (e) (lade sig) skrælle, flekke,
afbarke, flaa; flakne; skind, skal;
bark; (bagers) grissel; stor
ovn-skufle. salmon p.(s) lakseyngel.
peeler (e) skræller; flekker,
flaaer; (slang) konstabel.
peep (e) pippe (fugleunger); titte
(frem), kikke, gløtte; pip(pen);
første fremtitten (tilsynekomst),
frembrud; indblik.
peeper (e) nyklækket fugl;
titter, spion; (slang) glug (øie).
peep(ing)-hole (^ kikhul,
peep-show (e) perspektivkasse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
