Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johan ... - Ordbøgerne: P - pendable ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
pendiller—pengearistokrati
791
Johannes—Johannes breve
792
og lod en ny pave vælge. Alligevel fik J. paany
over-haand, da Otto havde forladt Italien, og tog grusom hevn
over modpavens tilhængere. Han blev dræbt af en mand,
hvis hustru han havde taget til elskerinde. — J. XIII
(965—972), tilhørte det tyskvenlige parti og blev derfor
fordrevet af de romerske stormænd. Otto I skaffede
ham igjen magten i Rom, hvorefter han kronede Otto II
(967). — J. XIV (983—984). ~ J. XV (985—996) havde
meget liden indflydelse i Rom, hvor adelsmanden
Gre-scentius havde tilrevet sig magten. — J. XVI (997—998).
— J. XVII (1003). — J. XVIII (1003—09). — J. XIX
(1024—32) søgte at berige sig, bl. a. ved simoni. Knut
den store besøgte ham og traf aftaler med ham om
palliets uddeling, tienden og peterspengene. — J. XX
(1276—77), opr. læge og har efterladt sig filosofiske og
medicinske skrifter. Han døde i Viterbo. — J. XXII
(1316—34) boede som sin forgjænger i Avignon;
støttede Frankrige og modarbeidede Ludvig Bairer. Skjønt
paven banlyste denne og lagde interdikt over hans lande,
drog han til Rom og lod sig krone paa Kapitolium (1328).
J. XXII gik strengt frem mod de fransiskanske spiritualer,
som holdt paa ubetinget eiendomsløshed, og han
udviklede en særlig lære om, at de fromme først efter den
sidste dom kom til at skue Gud. Dette var en støtte
for Ludvig Bairer, da han anklagede paven for kjetteri
og krævede et kirkemøde sammenkaldt for at dømme
ham. — J. XXIII (1410—15) skal i sin ungdom have
været sjørøver, blev senere prest og 1402
kardinal-erkebiskop af Bologna. Kun nødig gik han ind paa at
sammenkalde koncilet i Konstanz, og endnu nødigere
lovede han der at nedlægge paveværdigheden, hvis hans
to modpaver vilde gjøre det samme. Under mødet saa
han leilighed til at flygte til Schaff hausen, hvorefter han
tog sit løfte tilbage. Derfor afsatte koncilet ham; han
blev fængslet og kom kun fri mod svære løsepenge.
Senere ydmygede han sig for pave Martin V, som tilgav
ham og udnævnte ham til kardinalbiskop af Tusculum.
Døde 1419.
Johannes, byzantinske keisere. 1. J. I Tzimiskes
(keiser 969—976), en dygtig kriger og gavmild fyrste;
beseirede araberne og russerne og udvidede riget til den gamle
Donaugrænse. — 2. J. II Komnenos (1118—43), søn af
Alexios I, en retskaffen og dygtig regent; bekjæmpede
seierrig serber, petscheneger og magyarer og erobrede
det meste af Lille-Asien fra seldsjukerne; derimod maatte
han give venetianerne vidtgaaende handelsprivilegier. —
3. J. V Pal æ ol ogo s (1341—91), søn af Andronikos III,
besteg tronen som barn under moderen Annas
formynderskab; styrede under urolige forhold med hyppige
borgerkrige; flere gange berøvet magten, men opnaaede
den igjen dels ved serbernes og tyrkernes hjælp. — 4.
J. VI Kantakuzënos (se Gantacuzenu) gjorde
1341 oprør mod J. V og blev anerkjendt som keiser 1347
—54 ; støttedes af osmannerne mod serberne. — 5. J. VIII
Pal æo logo s (1425—48), søn af Manuel II; søgte hjælp
i Italien mod osmannernes fremtrængen og fik ogsaa
sluttet en union mellem den græske og romerske kirke;
i slaget ved Varna (1444) tilintetgjorde sultan Murat
haabet om hjælp fra Vesten, og det byzantinske rige
smuldrede hen for faa aar efter at falde fuldstændig i
tj^rkernes hænder.
Johannes (ca. 1832—89), negus i Abessinien 1872—89 ;
hed egentlig K a s s a i og var statholder i Tigré ; erklærede
sig uafhængig, kronedes som negus J. (jan. 1872) og
underkastede sig hele landet. Afslog seierrig baade
angreb fra Ægypten 1875, 1876 og fra Italien 1887, men
saaredes dødelig ved Metemmeh paa et tog mod de
krigerske mahdister (s. d.). J. bevarede iøvrigt et godt
forhold til europæerne, men forfulgte muhammedanerne.
Johannes Chryso^rrho’as (græ., «den guld talende»),
fra Damaskus (sedvanlige navn: Johannes Damascenus),
den græsk-katolske kirkes betydeligste teolog.
Hovedverk «Erkjendelsens kilde», en dogmatik, som stadig
betragtes som et klassisk verk. I billedstriden deltog
han med et skrift, som forsvarede ærefrygten for
billederne overfor de billedfiendske keisere. Han døde før
754 som munk i den hellige Sabas’ kloster i Jerusalem.
, ohannes presbyter, se Jon prest.
, ohannes aabenbaring (apokalypsen), profetisk skrift
i det nye testamente, indeholder «Jesu Kristi aabenbaring»,
som Johannes modtog paa øen Patmos (kap. 1). Efter
en indledning i form af syv breve til syv lilleasiatiske
menigheder, som indskjærper den rette beredelse til at
modtage Herren (2—3), følger en række syner, som
skildrer de trængsler, der vil ramme kirken, og Herrens
derpaa følgende komme til dom over de ugudelige og
frelse for de fromme (4—22). Formaalet er at trøste og
styrke menigheden til udholdenhed ved haabet om den
herlighed, som Jesu gjenkomst vil bringe. Skriftets
ene-staaende indhold forklarer, at det er blevet fortolket
meget forskjellig. En opfatning mener, at J. a.
indeholder forudsigelse af de store knudepunkter i
kristenhedens historie (den kirkehistoriske opfatning). En anden,
at J. a. giver en profetisk skildring af de fiendtlige magter,
som paa forfatterens tid truede menigheden (den
tids-historiske opfatning). En tredje, at J. a. er en profetisk
forudsigelse af de trængsler, som i de sidste tider vil
ramme kirken, umiddelbart før Herrens komme (den
eskatologiske opfatning). Forfatteren er Johannes.
Herved har man fra de ældste tider tænkt paa apostelen.
Affattelsestiden er usikker. Nogle mener, at J. a. er blevet
til i tiden mellem Neros død og Jerusalems undergang;
andre hævder i tilslutning til en udtalelse hos Irenæus,
at den er forfattet under keiser Domitian. [Litt. : P.
Madsen, «J. a. indledet og fortolket» (2 udg. Kbh. 1896);
Storjohann, «J. a. udlagt» (Kra. 1908).]
Johannes breve, tre breve i det nye testamente,
som fra gammel tid af tillægges apostelen Johannes.
Første J. b. er i sprog og tankegang saa nøie besiegtet med
J. evangelium, at begge maa skyldes samme forfatter.
Det indeholder en sterk fremhævelse af, at aabenbaringens
kjerne er troen paa Jesus Kristus som Guds
menneskeblevne søn (inkarnationen), samt en skarp fordømmelse
af det (doketiske) kjetteri, som fornegtede denne tro.
Brevet er sandsynligvis oprindelig skrevet til en kreds
af lilleasiatiske menigheder. Andet J. b. er rettet til
«den udvalgte frue», d. e. enten en kristen frue eller en
menighed (billedlig betegnet som Herrens brud). Tredje
J. b. er skrevet til en mand Kajus. I indhold er det nøie
besiegtet med første. Forfatteren af andet og tredje
betegner sig som «den ældste». Dette har bevirket, at flere har
ment, at han ikke er apostelelen J., men en presbyter J.
folk hænge; en som hænger op
sild; (sjøudtr.) hanger, skinkel,
pendiller (?) hænge og dingle,
pendillon ® m, uro (i ur),
pending © uafgjort, hvilende,
svævende; verserende (for retten);
under, i løbet af, i paavente af.
pendre (T) hænge (ogs. intr.),
klynge (op); lade (en) hænge;
svæve, være uafgjort.
pen-drawing @ pennetegning,
pendule (|) m, pendulum (e)
pendel; (?) ogs. f, pendelur,
pêne ® m, skaate (i laas).
pénétrabilité (f) f,
penetrability (e) gjennemtrængelighed.
penetrable (e), pénétrable
(f) gjennemtrængelig; tilgjængelig.
penetrancy (e) indtrængenhed.
penetrant ©, pénétrant (f)
gjennem-, indtrængende ; gjennem
borende, skarp(sindig).
penetrate (e), pénétrer (?)
gjennemtrænge, trænge ind (i);
gjennembore; røre, gribe, gjøre
indtryk paa; udforske;
gjennem-skue.
pénétratif penetrating,
penetrative @
gjennemtræn-gende, skarp; skarpsindig.
penetration pénétration
® f, gjennem-, indtrængning;
skarpsindighed, klart blik.
penge — (t) Geld n — © money
— (f) argent m; (smaa ) monnaie f;
fonds m pl.
pengearistokrati - (t)
Geldaristokratie f — © moneyed
aristocracy - (D aristocratie de
finance; haute finance f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
