Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jones ... - Ordbøgerne: P - perce-neige ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
811
perclus—peregrine
det hviler hovedsagelig paa Alexander-sagnet (s. d.).
«Kongespeilet:» nævner, at en liden bog om J. p. nylig er
kommet til Norge. Da fransiskanerne og dominikanerne
fra 1245 af drev sine østasiatiske missioner, var det
bl. a. et maal at opsøge J. p.s rige. Samme maal stod
de opdagelsesreisende for øie, som tog sjøveien mod øst.
Senere mente man at have fundet riget i det kristne
Abessinien, en antagelse, der blev hævdet af de
betydeligste lærde helt ned i 17 aarh. Om hvad der kan ligge
til grund for sagnet om J. p., er meningerne delte.
Jonquîères [zôkiœ’r], Henri Alexandre Antoine
de Dompierre de (1816—79), d. artillerioffîcer,
udfoldede som artilleriets konstruktør en betydningsfuld
virksomhed og vandt sig et navn i de slesvigske krige ved
sin uforfærdethed og ro. Ved Dybbøl stod han i spidsen
for artilleriforsvaret. 1867 generalinspektør for artilleriet.
/onquilla (bot.), se Narcisser.
, on Raude, n. erkebiskop fra 1268—82. Hans navn
er fremforalt knyttet til det under Magnus Lagabøter
sluttede tunsbergske forlig (settargerden) af 1277 mellem
kirken og kongedømmet, hvorved det norske hierarki
naaede høidepunktet af sin magt, og til den paa basis
af dette forlig udarbeidede kristenret. Under striden med
de verdslige stormænd i begyndelsen af Erik Magnussøns
regjering maatte J. gaa i landflygtighed og døde i Skara
1182; hans lig førtes aaret efter til Nidaros.
Jônsbôk heder den af Magnus Lagabøter udgivne
islandske lovbog, som fremdeles danner grundlaget
for øens ret. Den udarbeidedes af den islandske
lagmand Jon Einarsson, efter hvem bogen fik navn,
oversendtes til Island med den norske ridder Lodin
Lepp, som fik den vedtaget paa Altinget i 1281, dog
først efter stor modstand. J., som er et led i Magnus
Lagabøters rigslovgivningsvirksomhed, er langt
fuldstæn-digere og bedre end «JârnsiSa» (s. d.l Den er væsentlig
forfattet paa grundlag af den norske landslov (1274),
men tager til en vis grad hensyn til ældre islandsk ret
og særlig de landboretslige forhold. Den er bl. a. trykt
i «Norges gamle love», bind IV.
Jonsknuten, 902 m. høit fjeld V. f. Kongsberg paa
grænsen mellem Buskerud og Bratsberg amter.
Trigonometrisk punkt.
Jonsok, norsk navn paa St. Hansdag (24 juni), oldn.
jonsvaka, eg. vigilia St. Johaimi (vaka, nattevaagen med
bønner, aftenen før en festdag).
Jonsokkoll, gj æt ar gut (ajuga pyramidalis), plante
af de læbeblomstredes familie, uldhaaret med kort,
tætbladet stængel og smaa, lyseblaa blomster, 1—3 sammen
i bladhjørnerne, dannende et pyramideformet, firkantet
aks. Foruden denne art, som i vort land er temmelig
almindelig, forekommer paa faa steder i det sydlige Norge
ogsaa den med udløbere forsynede og langt glattere
a. reptans.
Jonson [dzå’nsdn], Benjamin (Ben) (1573—1637),
eng. forfatter, regnes næst Shakespeare for den betydeligste
af renaissancetidens dramaforfattere i England; f. i
Westminster og opdraget i Westminster school under
historikeren Camden. Gjorde krigstjeneste i Nederlandene,
men blev ved sin hjemkomst skuespiller ved en trup i
London. Efter en duel med en kollega blev han fængslet,
men atter frigivet, og nu begynder han at skrive dramaer.
Jonquîères—Jonsson
812
Det første af disse, «Every man in his humour», siges
først at have gjort lykke, da Shakespeare havde
omarbeidet det og selv udførte en rolle deri. Saa fulgte
«Every man out of his humour», et noget svagere
lystspil, de tre betydelige komedier «Volpone or The fox»,
«Epicene or The silent woman» og «The alchemist», to
historiske skuespil «Sejanus» og «Gatiline» og endelig
en hel række maskespil til hoffester. Hans egentlige
skuespil udmerker sig ved den noget grove og haandfaste
karaktertegning, men rummer scener af straalende komik
og hvas satire. I sin ældre alder var han centrum
for en kreds af yngre forfattere. [Litt.: Biografier af
Symonds (1886) og Swinburne (1889).]
Jonsson, Arngn’mur (1568—1648), «den lærde»,
isl. forfatter, f. i Videdalen, hvorfor han ofte brugte
tilnavnet Vi dal in. Han studerede i Kbh., blev rektor
paa Holar og senere provst. Opmuntret navnlig af Ole
Worm studerede han Islands historie og oldtid meget
ivrig. Han havde leilighed til at studere de betydeligste
haandskrifter («Landnåma», «Edda» o. fl.). H.s hovedverk
er «Brevis commentarius de Islandia» (1593), «Grymogæa»
(d. e. Island, 1609) og «Specimen Islandiæ historicum»
(1643), hvori han optog store uddrag af «Landnåma».
Han var en af de første, der arbeidede videnskabelig
med studier over Islands og Nordens oldtid; med rette
kaldes han «den islandske oldtidsvidenskabs gjenføder».
Jonsson, Björn (1847—), isl. redaktør og politiker,
stiftede 1874 bladet «Isafold» (s. d.). Som politiker har
J. indtaget forskjellige standpunkter. J. stillede sig straks
1904 i opposition til minister H. Hafstein og bekjæmpede
1908 den d.-isl. kommissions udkast. Ved valgene sep.
1908, hvorved oppositionen seirede, blev J. valgt ind paa
Altinget, hvor han tidligere havde havt sæde, og vaaren
1909 blev J. udnævnt til Islands minister; gjennemførte
s. a. en lov om forbud mod indførsel af spirituøse drikke.
Da han s. a. uden varsel og tilsyneladende uden grund
afsatte landsbankens tre direktører, reiste der sig en del
opposition mod ham (se Island, historie).
Jonsson, Finnur (1704—89^ isl. historiker; 1754
biskop i Skålholt; en kyndig og samvittighedsfuld
embedsmand, som har indlagt sig fortjenester navnlig af
skolevæsenets ordning. Hans videnskabelige hovedverk er
«Historia ecclesiastica Islandiæ».
Jonsson, Finnur (1858—), isl. filolog, docent og
1898 ekstraordinær professor i nordisk filologi ved
Kbh.s universitet. Har siden 1907 foretaget
arkæologiske udgravninger paa Island sammen med kaptein
Daniel Bruun. J. er en dygtig haandskriftlæser og en
kritisk og samvittighedsfuld udgiver af oldskrifterne.
Hovedverk: «Den oldnorske og den oldislandske litteraturs
historie» (1894—1902) (mindre uddrag paa islandsk 1904
—05 og dansk 1907). Har udgivet «Heimskringla», «Egils
saga», «Islendingabök», Eddaerne o. fl. og forbereder
en større udgave af skaldekvadene. Har desuden skrevet
talrige afhandlinger, hvoriblandt «Kritiske studier over
en del af de ældste norske og islandske skjaldekvad», og
mindre skrifter.
^ onsson, Karl, biskop af Hamar, se K a r 1 J o n s s o n.
/onsson, Olof (i Hof, efter fædrenegaarden) (1839- ),
sv. politiker. Sad 1878—96 i rigsdagens andet kammer,
hvor hans store evner, kundskaber og solide veltalenhed
perclus (f) lam.
perclusion ® f, lamhed,
percoid © abboragtig.
perçoir (f) m, bor.
percolate ©sile, filtrere; sive.
percolation © siling, filtrering,
percolator © filtrerapparat.
percussion © & (f) f, stød,
slag, sammenstød; rystelse; (med.)
banking (paa bryst o. 1.), perkUvS-
sion. p. cap fænghætte. p. shell
sprængbombe, granat.
percussive © (mod)stødende.
percuter ® undersøge ved at
banke.
perdable ® fortabelig.
perdant (f) tabende; m,
lavvande, fjære.
perdition © & ® f, (sjælelig)
fortabelse, fordærvelse. en p.
® i havsnød.
perdre (f) tabe, miste; spilde;
ødelægge; ruinere. se p. tabes,
mistes; gaa til spilde; dø; forlise;
fordybe sig (i noget); fare vild;
ruinere sig; (billard) forløbe,
perdreau © m, ung raphøne.
perdrigon ® m, (slags) plomme.
perdrix (f) f, raphøne. p. des
neiges rype.
père ® m, fader,
peregrinate © vandre (om);
være i udlandet.
peregrination ©,
pérégrination (D f, vandring, reise (i
udlandet); © ogs. ophold udenlands,
peregrine p. (falcon)
vandringsfalk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
