Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl ... - Ordbøgerne: P - pleura ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
987
pîiability-pligtarbeide ^^^
Frankrige og hans hustru Johanne datter af Johan den
Gode, men de franske konger forholdt ham de franske
landskaber, der som følge af dette slegtskab med
kongehuset tilkom ham. Hans liv er en lang kamp med den
franske krone for hans formentlige rettigheder. Han
forbandt sig saaledes med Etienne Marcel og
pariserdemokratiet imod kronen i aarene efter 1356, og senere søgte
han forgjæves i forbund med englænderne at faa sin ret.
Karl I (af Anjou) (1220—85), konge af Neapel 1265
—85, søn af Ludvig Vill af Frankrige, fik 1246 Anjou
og Maine af broderen Ludvig IX. For at gjøre ende paa
Ghibellinernes herredømme i Begge Sicilier indkaldte
Urban IV ham 1265 og forlenede ham med riget, som
han vandt efter at have beseiret Manfred og Benevent
1266. 1268 knuste han ved Tagliacozzo den unge
Kon-radins tilbageerobringsforsøg og lod ham henrette i Neapel,
hvorpaa han herskede med en grumhed og haardhændt
kraft, som 1282 fremkaldte den sicilianske vesper, hvorved
Sicilien løsrev sig og tog Peter 111 af Aragonien til konge.
Karl I, konge af Portugal (myrdet 1 feb. 1908), se
Carlos.
Karl a f Rumænien, se Carol.
Karl Peter Ulrik, se Peter III af Rusland.
Karl August (1757—1828), storhertug af
Sachsen-Weimar, fulgte sin fader som hertug 1758 og blev myndig
1775. K. var en selvstændig og fin begavelse; han stod
paa en fortrolig fod med Goethe (s. d.) og gjorde Weimar
til et centrum for tysk aandsliv, men forsømte derfor
ingenlunde sit lands vel; han gav en fri forfatning og
var overhovedet en af Tysklands mest frisindede fyrster.
1815 fik han titelen storhertug.
Karl Alexander (1818—1901), storhertug af Sachsen^
Weimar 1853—1901, sonnesøn af foreg., regjerede i
liberal aand og bevarede slegtens interesse for litteratur og
kunst; lod Wartburg restaurere. Hans hustru Sofie
af Nederlandene (1824—97) bekostede opførelsen af en
bvgning for Goethe-Schiller-arkivet (s. d.).
^Karl Emanuel I (1701 — 73), konge af Sardinien
1730—73, besteg tronen, da faderen Viktor Amadeus II
abdicerede, og holdt senere denne i fangenskab, da han
søgte at gjenvinde magten. 1 den polske arvefølgekrig
deltog K. paa fransk side og vandt Novara og Tartona
1735; under den østerrigske arvefølgekrig svigtede han
derimod Frankrige 1743 og tog parti for Østerrige,
hvorved han opnaaede nogle nye landstrækninger.
Karl Albert (1798—1849), konge af Sardinien 1831
—49, søn af prins Karl Emanuel af Savoyen-Carignan.
Blev under oprøret 1821, da Viktor Emanuel 1 fratraadte,
midlertidig regent og gav en fri forfatning, som dog
snart blev kuldkastet ved Østerriges hjælp. Efter flere
aars landflygtighed kom han tilbage 1829 og blev
vicekonge, og 27 april 1831 besteg han tronen ved Karl
Felix’s død. Som konge skuffede han dog de
forventninger, hans konstitutionelle sympatier havde vakt, og
først 1848 gav han en forfatning. 23 mars s. a.
erklærede han Østerrige krig, men blev 25 juli slaaet ved
Custozza, hvorpaa han i august sluttede en
vaaben-stilstand. I begyndelsen af 1849 opsagde han atter denne,
men led nederlaget ved Novara 23 mars, hvorpaa han
straks abdicerede til fordel for sin søn Viktor Emanuel
og forlod landet.
Karl
991
r K, maa søges under C.
Karl, konger af Spanien. 1. K. I, se Karl V, tysk
keiser. — 2. K. II (1661—1700), konge 1665—1700, søn
af Filip IV og Maria Anna af Østerrige. Indtil 1675
var moderen regentinde, men ogsaa som myndig var K.
ganske uskikket til at regjere og afhængig af skriftefædre
og kvindeluner. Han var epileptik, aandelig sløv og
grænseløs uvidende og overtroisk. Med K. uddøde
Habsburgerne i Spanien. — 3. K. III (1716—88), konge 1759
—88), søn af Filip V og Elisabeth Farnese af Parma,
1735—59 konge af Neapel og Sicilien, som han styrede
med megen dygtighed. K. var en forstandig,
samvittighedsfuld og arbeidsom konge, der forstod at vælge gode
raadgivere som Aranda, Gampomanes og Florida Bianca
(s. d.). Store misbrug blev afhjulpet, oplysningen og
næringslivet fremmedes, jesuiterne blev udvist 1767, og
skjønt troende katolik bidrog K. energisk til ordenens
ophævelse 1773. Inkvisitionen gjordes afhængig af
regjeringen, og den civile retspleie blev frigjort fra
geistlighedens indflydelse. K. var utvilsomt en af Spaniens
bedste konger, og hans styre var en fremgangens og
oplysningens tid for det misregjerede land. — 4. K. IV
1748—1819), konge 1788—1808, søn af K. III og Maria
Amalia, August 111 af Polens datter; var en svag, uvidende,
uduelig fyrste, der i ét og alt lod sig lede af dronningen,
Maria Luisa af Parma, og hendes elsker Godoy (s. d.).
1808 overdrog K. sine rettigheder til sønnen Ferdinand VII
(s. d.), senere til Napoleon ved mødet i Boyonne s. a. og
levede siden i Frankrige og Rom.
Karl, spanske tronprætendenter, se Carlos.
Karl, svenske konger (I—VI opdigtet af Johs. Magni).
1. K. Sverkersson (d. 1167), blev 1156 konge i
Göta-land, samt efter den danske prins Magnus Henrikssøns
fald 1161 tillige i Svealand. Rigets enhed styrkedes,
bl. a. ved oprettelsen af erkesædet i Upsala 1164. 1167
blev K. myrdet paa Visingsö af Erik den helliges søn
Knut. — 2. K. Knutsson (Bonde) (1409—70), konge
1448—57, 1464—65, 1467—70. Ærgjerrig, kraftfuld og
magtlysten, af en af landets mægtigste slegter, blev han
baaret frem af unionstidens uro. 1436 blev han og
Engelbrekt sjælen i oprøret mod Erik af Pommern;
1438—40 var han rigsforstander. Under Kristoffer af
Bayern havde K. Finland i len (1440—48), men ilede
straks efter kongens død til Stockholm og blev hyldet og
kronet som konge. 1449 kronedes han af erkebiskop Aslak
Bolt i Trondhjem, men Halmstad-mødets afgjørelse tvang
ham til at opgive Norge til fordel for Kristian I, og
snart kom de to konger i aaben strid. Da erkebiskop
Jons Bengtsson fik Kristian valgt og kronet til svensk
konge 1457, drog K. til Danzig. 1464—65 indtog han
atter tronen, maatte derpaa nøies med Raseborg len i
Finland, men vandt 1467 kongemagten tilbage og beholdt
den til sin død i kamp mod oprør og mod Danmark. —
3. K. IX (1550—1611), konge 1604—11, søn af Gustaf I
og Margareta Leijonhufvud, hertug af Södermanland,
Nerike og Varmland,; deltog 1568 i reisningen mod
Erik XIV; modstander af Johan Ill’s kirkepolitik, fik
dog i slutningen af Johans levetid del i rigsstyrelsen.
Ved Johans død 1592 overtog K. regjeringen under
Sigismunds fravær og sikrede i Upsala 1593
reformationens skjæbne i Sverige. Støttet af rigsdagen regjerede
K. med stor selvstændighed, men kom i strid med rigs-
pliability, pliancy @
bøielig-hed, smidighed; føielighed.
pliable @ & ® bøielig, smidig;
føielig.
pliage (g m, sammenlægning,
-foldning; falsning.
pliant (e) & (f) bøielig, smidig,
blød; (f) ogs. til at slaa sammen;
m, feltstol = siège (m) p. cou-
teau (m) p. foldekniv, table (f)
p.e klaffebord.
plica @ (med.) marelok.
plicate(d) (e) (bot.) foldet; (bot.)
vifteformet.
plicatile (f) (bot.) som folder
sig sammen.
plication (e) ombøining, fold.
plie (f) f: p. (franche)
rødspette.
plié ® m, knæbøining.
plier ® lægge, brette, folde
sammen; pakke ind, sammen; slaa
sammen, lukke (i); bøie (sig),
krumme (sig); (be)tvinge; rette (efter),
vænne (til); (bogbinderi) false;
bugne ; segne ; synke sammen ; vige;
give efter; bukke under.
plieur ® m, sammenlægger,
falser.
plieuse (g f, falsemaskine,
plight (^ sætte i pant; tilstand,
forfatning.
pligt — ® Pflicht f - (e) duty
— ® devoir m; (forpligtelse)
obligation f.
pligtanker - (î) Pflichtanker
m — @ sheet-anchor — (f)
maîtresse-ancre f.
pligtarbeide ~ ® Pflicht-,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
