Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kina ... - Ordbøgerne: P - poverty ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1115
om ikke findes under K,
practicable—pralerisch
kjøbmænd. Kineserne søgte nu at lægge opiumshandelen
hindringer i veien, hvad der førte til aaben krig med
England 1840—42, og ved freden i Nanking maatte K.
afstaa Hongkong, betale 80 mill. kroner og lade fem
havne aabne for handel med England. 1844 afsluttedes
traktater om aabne havne med Frankrige og de
Forenede stater; ligeledes med Norge og Sverige 20 mars
1847. Under den følgende keiser Hienfeng (1850—61)
tog bevægelsen for at lukke europæerne ude atter
fart. Hertil kom desuden alvorlige indre forviklinger.
1849 udbrød det store taipingoprør. Dette skyldtes
en religiøs-politisk sekt, taipingerne, der gjorde
propaganda for Mingdynastiet mod mandsjuerne. Deres fører
var Hung-Tsjiuen, en tidligere skolelærer; han
ud-raabtes 1851 til keiser og stifter af dynastiet Taiping,
erobrede hele K. syd for Jangtsekiang og tog Nanking
til hovedstad. Samtidig greb imidlertid England ind;
K. havde ikke opfyldt sine forpligtelser efter traktaten
og tillod sig adskillige overgreb overfor europæerne,
hvorfor englænderne bombarderede Kanton og ødelagde
den kinesiske flaade okt. 1856. Da fremmedforfølgelsen
stadig vedblev, enedes Frankrige og England om en
fælles optræden, besatte Kanton dec. 1857 og erobrede
Takuforterne ved Peihoelvens munding mai 1858. Den
paafølgende fred i Tientsin 26 juni blev imidlertid kun
afsluttet paa skrømt af K. uden ratificering. Aug. 1860
landsatte derfor vestmagterne en hær og erobrede
Peking, hvor freden sluttedes 24 okt. 1860. K. maatte
betale 80 mill. frc. og aabne fire nye havne. Peking
rømmedes ikke, før fredsbetingelserne blev opfyldt. Fra
nu af residerede engelske og franske gesandter stadig
i Peking. Samtidig med Tientsinfreden 1858 erhvervede
Rusland Amurprovinsen ved en særlig overenskomst.
Kort efter døde keiseren og efterfulgtes af sin femaarige
søn Tung-Tschih (1861—75). Dennes onkel Kung og
moder Tsu-Hsi styrtede det indsatte regentskab og tog
selv magten. Kung indsaa nu, at isoleringspolitiken var
umulig, og som leder af det nyoprettede
udenrigsministe-rmm (Tsjunglijamen) traadte han i diplomatisk forbindelse
med de europæiske magter, med hvem flere
handels-traktater afsluttedes. Desuden sendtes en kinesisk
studiekommission til Europa 1869. Da regjeringen ikke selv
kunde faa bugt med taipingoprøret, bad den England
og Frankrige om hjælp. Disse to magter greb da ind
og fordrev taipingerne fra Shanghai, Ningpo og Nanking
1864, hvorpaa opstanden blev kuet 1865 med blodig
strenghed. Dog vedblev taipinger at optræde i spredte
røverbander vestpaa. Samtidig løsrev Jarkand og
Kasjgar sig under Jakub Begs ledelse. 1873 overtog
Tung-Tschih selv regjeringen; med de fremmede
gesandter kom han i personlig berøring ved at modtage
dem i audiens for første gang juni 1873. — Kuang-Hsu
(1875—1908), en brodersøn af Tung-Tschih, var kun
fire aar ved sin tronbestigelse, hvorfor enkekeiserinden,
Tsu-Hsi, stadig beholdt magten i forening med prins
Kung, der forestod Tsjunglijamen, indtil han fjernedes
1884. Flere gange i den føl.gende tid var K. nær ved at
indvikles i farlige krige, 1874 med Japan i anledning af
Korea og 1882 med de Forenede stater, da disse vilde
holde alle kinesiske arbeidere ude fra Nordamerika.
Denne indskrænkning i indvandringsfriheden har ogsaa
Kina
16
senere forvoldt spænding mellem de to magter. 1901
vedtog Australien en lov i samme retning. Med
Frankrige kom K. i strid 1882 om Annam og Tonkin, men
ved freden juni 1885 maatte K. indrømme Frankrige
protektoratet over disse lande. Derimod lykkedes det
1881 marki Tseng (s. d.) ved fredelige forhandlinger at
bevæge Rusland til at tilbagegive Kuldsja, som det havde
bemægtiget sig 1871. Disse hyppige ydmygelser overfor
fremmede magter gav stadig de europæerfiendtlige følelser
næring. 1891 brød saaledes et stort oprør løs, og en
del udlændinger myrdedes. Paa den anden side gjorde
der sig nu, efterat Kuang-Hsu var blevet myndig 1889,
en tydelig bestræbelse gjældende for at lære Europas
materielle kultur at kjende og anvende den i K.
Jernbane- og telegraflinjer anlagdes trods befolkningens
modstand, handelssamkvemmet med Europa voksede, og flere
havne aabnedes for den internationale handel. Prins
Kung fik atter ledelsen af Tsunglijamen 1894, medens
Li-Hung-Tschang fjernedes 1896. Uheldigvis blev denne
begyndende udvikling afbrudt af den sørgelige krig med
Japan, hvorved atter fremmedhadet blussede op i lys
lue og hindrede alle reformer foreløbig. Aarsagen til
den japanske krig var Korea, hvor begge magter vilde
have indflydelse. K. besatte Søul for at understøtte
kongen Li-Hui mod det japansksindede fremskridtsparti.
Japan erklærede da krig juli 1894. Marskalk Yamagata
fordrev først kineserne fra Korea, admiral Ito slog den
kinesiske flaade ved Jalumundingen og senere ved
Haiyuntau, hvorefter marskalk Oyama gik i land paa
Lioatunghalvøen og erobrede Port Arthur nov. 1894.
General Nodsu havde imidlertid overskredet Jaluelven
(oktober) efter en let seier og trængte i mars 1895 frem
til Niutschwang, saaledes at veien til Peking var aaben.
Da tillige Oyama havde erobret Weihaiwei (februar) og
ligeledes Formosa var blevet besat, maatte K. slutte
præliminærfreden i Shimonoseki 17 apr. 1895, hvorved
det afstod Formosa, Liaotung og Pescadoresøerne,
aner-kjendte Koreas uafhængighed og forpligtede sig til at
betale 200 mill, taël i krigsomkostninger. Rusland,
Frankrige og Tyskland tvang imidlertid Japan til ved den
endelige fred 8 mai s. a. at opgive Liaotung mod yderligere
70 mill. taël. Den af Japan begyndte plyndring af K.
fortsattes de følgende aar, da Tyskland 1897 bemægtigede
sig Kiautsjau, medens Rusland 1898 tog Port Arthur og
Talienwan, England Weihaiwei og Frankrige Kuangtschu.
Følgen heraf var en sterk fremmedfiendtlig bevægelse.
Enkekeiserinden Tsu-Hsi (s. d.) tilrev sig hele magten
og tillod bokseropstanden (s. d.) uhindret at brede sig.
Efter stormagternes tog til Peking aug. 1900 maatte K.
indgaa en overenskomst 13 jan. 1901 om at betale 450
mill, taël paa 30 aar og sende prins Tschun (s. d.) paa
undskyldningsreise til Tyskland. Med reformerne er det
siden gaaet langsomt, i virkeligheden synes intet at være
udrettet udover en delvis hærreform. Okt. 1907 befalede
regjeringen oprettelsen af provinsraad og lovede aug. 1908
et raadgivende rigsparlament til 1917. Nov. 1908 døde
Tsu Hsi og keiser Kuang-Hsu omtrent samtidig. Denne
sidstes brodersøn Hsuang-Tung (1906—), besteg tronen
under formynderskab af sin fader, «soneprinsen» Tschun,
under hvis regimente reformarbeiderne synes at faa lov
til at visne ganske rolig. [Litt.: En række skrifter af
udførbarhed; mulighed; farbarhed,
fremkommelighed.
practicable © gjørlig,
udfør-bar; mulig; farbar, fremkommelig.
practical @ praktisk, a p.
joke nærgaaende (grov) spøg.
practicality ©praktisk natur,
practice ©brug, skik; øvelse;
praksis ; fremgangsmaade ; list.
kunstgreb ; (pi) væsen ; uvæsen ;
fremfærd.
practise © drive (f. eks. en
profession); bruge; udøve;
praktisere; indøve; øve sig (i); begaa,
forøve; lirke (med), p. on
bearbeide; benytte sig af.
practitioner © praktikus ;
praktiserende læge; sagfører.
Prädikat ® n, prædikat, titel ;
omsagn; karakter.
praecognita © pi,
forkundskaber.
præpostor © klasseforstander,
ugehavende, ordensmand.
Präge ® f, prægeanstalt ; præg.
prägen (î) præge; trykke,
indprente.
pragmatic ©, pragmatique
® pragmatisk (historieskrivning);
© ogs. forretningsmæssig; materiel;
(altfor) tjenstivrig, geskjæftig;
paatrængende; (kongelig) forordning.
Prägung (Î) f, prægning.
Prahl (t) m, pragt, prunk, bram.
prahlen ® prale, skryte.
Prahlerei (î) f, pral, kyt.
pralerisch, prahlhaft (Î)
pra-lerisk ; brautende, brammende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
