Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkeforsamling ... - Ordbøgerne: P - precipitous ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1139 KirkekoHegîet
preconcert-predetermination ^^^ ^^^
KirkekoHegîet, se
Generalkirkeinspektions-kollegiet.
Kirkelandet, den nordligste af de tre øer, hvorpaa
kjøbstaden Kristiansund ligger. Den nøgne, ikke synderlig
høie 0 (77 m.) er 2.70 km.’- stor, og der bor 8863 indb.,
der for den væsentligste del hører til Kristiansund (s. d.).
Kirkelig arkæologi kaldes den videnskab, som
kunst-og kulturhistorisk behandler saavel selve
kirkebygningen som dens udstyr (inventar) fra oldiiirkens dage til
nutiden.
Kirkelærer (doctor ecclesiæ) er i den katolske kirke
det officielle hædersnavn paa kirkefædre, der har
ud-merket sig ved enestaaende lærdom. De fire store k. er
Ambrosius, Augustin, Hieronymus og Gregor den store.
Kirkemagt kaldes kirkens guddommelig anordnede
magt over sine børn, se Luk. 10, 16; Ap. gj. 20, 28; Efes.
4, 11 ff. Den katolske kirke henfører hertil baade en
indre, sakramental k. (potesias ordinis) og en udvortes
(potestas jurisdictionis), idet kirken har ret til at regulere
alle livsforhold. K. øves af paven gjennem hierarkiet.
Protestanterne forstaar k. om sjælesorg gjennem ord og
sakramenter og om «nøglemagten» til at meddele
absolution; her henføres k. til menigheden.
Kirkemusik og kirkesang som medvirkende ved
gudstjenesten kan føres tilbage til menneskeslegtens aller
ældste tider. Fra 4 aarh. nævnes Basilios og
Ghryso-stomus som grundlæggere af k. i den græske kirke. Og
omtrent samtidig indførtes i den romerske kirke den
ambrosianske kirkesang og senere den gregorianske med
dens dertil særlig uddannede sangere. En ivrig
for-kjæmper for k. var Karl den store, bl. a. som stifter af
en mængde indflydelsesrige klosterskoler. 1 den tidlige
middelalder udviklede der sig ved siden af de
professionelle kantorers sang ogsaa folkelige bestanddele af k.,
hymner, sekvenser, proser, som ved kirkefesterne blev
sunget af menigheden. Først i 10 aarh. opstod den
flerstemmige sang, som efterhaanden naaede en betydelig
høide og afsatte den nederlandske kontrapunktistiske
skole med mestre som Oehegem, Hobrecht, Josquin,
Orlando Lasso o. a., og nye former som messe, motet,
magnifikat. Skolen gik i forfald, men gjenfødtes i den
romerske, med mestre som Palestrina, Aneri’erne,
Nanini-erne, Vittoria, Soriano. Omtrent samtidig fremstod den
protestantiske koral, og her gik Luther i spidsen, idet
han gjorde et udvalg af latinske kirkemelodier og
folkesange og lempede dem efter tidens krav. Til
medhjælpere ved dette arbeide havde han John Walter og
Ludwig Senfl, og det fortsattes af mænd som Seth Galvinus,
Eccard, Grüger, Hasler og Prætorius’erne. I Frankrige
kodificerede Goudimel (1565) og i England John Marbeck
salmesangene. Af k. udviklede sig omkr. 1600 operaen
og den homofone stil. Af det geistlige drama fremgik
oratoriet, med Garissimi som foregangsmand, og de endnu
yngre former, den vokale kantate og den instrumentale
koncert. Herved fik Instrumentalmusiken en selvstændig
plads og forøgede i betydelig grad k.s glans og farve.
De første forsøg gjordes af Gabrieli. Schütz overførte den
nye stil til Tyskland, hvor den naaede sin største høide
hos Bach, Händel, Haydn og Mozart (rekviem). Nyere
mestre er Rossini, Berlioz, Beethoven (missa solemnis),
Liszt, Verdi, Mendelssohn, Gherubini, Brahms. Hos os
—Kirkesang
1140
er k. særlig dyrket af Ghr. Gappelen, Ludv. M. Lindeman,
Winther-Hjelm, Elling, Haarklou o. a.
Kirkenes, post, telegraf og handelssted ved
Sydva-ranger kirkested ved bunden af Bøkfjorden, Sydvaranger
herred. Finmarken. Ved K. vokser der nu frem en hel
arbeiderby, og der er betydelige kaianlæg og oplagstomter
for aktieselskabet Sydvaranger jernfelter (s.d.), der faar sin
havn ved K. Fra K. fører jernbane ind til malmfelterne,
der ligger paa østsiden af Langfjorden, syd for kirkestedet.
Kirke- og undervisningsministeriet svarer i
Danmark til det norske kirke- og undervisningsdepartement
(se Kirkedepartementet) og bestaar af to
departementer med tre ekspeditionskontorer.
Kirkeordinans. Efterat grundlaget til den lutherske
kirkeordning var skabt ved reces af 30 okt. 1536, fandt
en nærmere udformning af denne sted ved k. Denne
udstedtes først 1537, resp. 1539; senere udkom en egen
norsk k. af 1607, der i det væsentlige stemte overens
med den danske.
Kirkeparade, nærvær ved gudstjeneste af samlet
militærafdeling under kommando. K. blev før i tiden hver
søndag befalet for en del af de garnisonerende afdelinger;
fremmøde i paradeantræk. Afskaffedes hos os 1899.
Under felttjenesteøvelser o. 1. kan dog fremdeles anordnes
feltgudstjeneste.
Kirkeprovins kaldes i den katolske kirke det
erke-biskoppelige distrikt, der omfatter flere bispedømmer.
Samtlige biskoper i k. udgjør provinsialsynoden under
erkebiskopens forsæde.
Kirkeret (ius ecclesiasticum) er læren om kirkens
retsforhold. Indre k. kalder man indbegrebet af de
retsregler, som gjælder om kirken som saadan, dens
organer, bestyrelse og medlemmer; ydre k. omfatter
retsreglerne om kirkens forhold til staten og til andre
religionssamfund i staten. Man taler ogsaa om positiv
k., omfattende den enkelte stats retsregler for det enkelte
kirkesamfund, i modsætning til naturlig eller
almindelig k., som fremgaar af kirkens begreb og væsen i
almindelighed. Medens den katolske kirke hævder, at
dens retsregler er bindende og aftvingelige paa samme
maade som statens retsregler, paastaar den protestantiske
kirke dette kun for de af staten givne forskrifter. [Litt.:
U. A. Motzfeldt, «Den norske kirkeret» (Kra. 1844);
S. Broch, «Norsk k.:^ (Kra. 1904). Angaaende den norske
k.s historie kan henvises til litteraturen om den norske
kirkes historie (se Kirkehistorie); her kan nævnes:
A. Taranger, «Om eiendomsretten til de norske
preste-gaarde» (Kra. 1896); samme, «Kirkegodsets retsforhold>
og «Den protestantiske kirkeforfatnings udvikling og
nuværende standpunkt» (Kra. 1902); samme, «Norsk k ,
I. Kirkerettens og kirkeforfatningens historie» (Kra. 1910);
videre E. Hertzberg, «Om eiendomsretten til det norske
kirkegods» (Kra. 1898); samme, «Atter om
prestebords-godsets retsstilling» (Kra. 1905).]
Kirkeritual er en forskrift for gudstjenestens og de
kirkelige handlingers udførelse. 25 juli 1685 udkom
«Danmark og Norges k.», hvori er indført alt, «som til
guds-tjenestes forretning og kirke-ceremonierne» henhører.
Et nvt ritual for den norske kirke udkom i alterbogen
af 1889.
Kirkesang, se Kirkemusik.
mening; noget man paa foihaand
har tænkt sig,
preconcert @ aftale paa
for-haand; foregaaende aftale,
overenskomst.
préconçu (?) forudfattet.
préconisation(Df, stadfæstelse
(af bispevalg).
préconiser (f) stadfæste ;
lovprise, rose.
précurseur ®m, precursor
(e) forløber, forbud = signe
(symptôme) p.
precursory @ forudgaaende ;
bebudende.
predacean (i) rovdyr,
predacious (§ rov-, som lever
af rov.
predate (e) datere tidligere.
predatory @ plyndre-,
plyndrings-; sulten, glubende.
prédécéder ® (jur. udtr.) dø
først.
prédécès (?) m : en cas dep.
hvis han (hun) dør før den anden.
prédécesseur ® m,
predecessor (g) forpjænger, formand (i
embedet).
predestinate prédestiner
(?) forudbestemme, prædestinere :
udkaare.
predestination (e),
prédestination (D f, forudbestemmelse,
prædestination; (absolut)
naade-valg, udkaarclse.
predestine @ bestemme forud,
predeterminate © forud
bestemt.
predetermination (e), prédé-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
