Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kulsvier ... - Ordbøgerne: R - Raufdegen ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rauhreif—rautig
1520 1512
Kultivator—Kulturhistorie
Ord, som ikke findes
hemmer kulsyrens udskillelse gjennem lungerne.
Saa-ledes har en række sygdomme i lunger og hjerte denne
følge, ligesom ogsaa hængning, drukning o. a. medfører
en k. Symptomerne er blaalig farve af huden,
aande-drætsbesvær og en døsighed, der i sværere grader gaar
over i bevidstløshed og død. I lettere grader bliver
tillige slimhinderne blodoverfyldt, og man merker bl. a.
stikning i øiets slimhinde.
Kultivator, se Harv.
Kultraadlamper, se Glødelamper.
Kultur (af lat. cultara, dyrkning) betegner røgt og
forædling af noget, der i en eller anden henseende
besidder muligheder for udvikling og forbedring. Man taler
saaledes om kultivering af jord, planteslag og dyreracer.
I snævrere betydning anvendes betegnelsen om det
levesæt, der er skabt ved menneskets arbeide for at beskytte
sig mod naturmagterne og gjøre sig til disses herre, der
er fremkaldt ved dets stræv for at vinde et trygt, materielt
grundlag for livet. De sociale k.-bestræbelsers
grundprincip bliver derfor at organisere det menneskelige
arbeide slig, at de bedste resultater opnaaes ved det
mindst mulige kraftforbrug, og saaledes at det hele
samfunds tarv varetages samtidig som der levnes det
enkelte individ raaderum for personlig udvikling, for
den fulde udnyttelse af individuelle evner og anlæg.
Endelig bruges betegnelsen i betydning af dannelse,
aandsdannelse.
Kultur betegner i landbruget omtrent det samme som
dyrkning, overensstemmende med den oprindelige
tydning. Eng-k., skog-k., have-k. er dyrkning
henholdsvis af eng, skog og have. Plante-k. er dyrkning
af planter. Dyb-k. er en dybere bearbeidning af jorden
o. s. V. En jord er i h ø i k., naar den er velstelt og i
god hævd, d. v. s. omhyggelig bearbeidet, vel gjødslet og
ugræsfri. — (Skogbr.). Skogens kunstige foryngelse i
modsætning til dens reproduktion ved selvl3esaaning
(eventuelt rod- og stubbeskud eller nedsænkere). Skog-k.
udføres enten som saaning fra haand eller plantning (s. d.).
Den første metode er betydelig billigere, men som regel
mere usikker end plantningen og bør ikke anvendes i
egne med kystklima, paa fugtig eller fed jord, hvor
planterne er udsat for at fryse op, eller paa meget tør mark
og ved forhaandenværende sterk ugræsvekst. Ligesaa i
fjeldskoge eller i det hele paa steder med ugunstige
klimatiske forhold. For Norges vedkommende bliver
derfor plantning den almindelige k.-metode. K. (i flertal
«kulturer») benyttes ogsaa som benævnelse paa den ved
saaning eller plantning fremelskede skogbestand. Skog-k.
indtager nu en fremskudt plads i vort lands skogbrug,
særlig i det skogfattige Vestland og Nordland. Gjennem
det Norske skogselskab og dets underafdelinger,
amts-skogselskaberne, ydes der aarlig store bidrag til
iverk-sættelse af skog-k. paa private eiendomme.
Kulturhistorie er det gjængse navn for den
videnskab, der behandler den menneskelige udviklings historie.
Ofte opfattes den som en gren af den alm. historie,
jevnsides stats-, religions-, litteraturhistorie o. s. v. Hellere
bør den dog sees som en selvstændig, al menneskelig
viden omfattende disciplin, der paa grundlag af den alm.
historiske forskningsmetode (jfr. Historie) samler
enkeltvidenskabernes resultater, sammenstiller og belyser
ider K, maa søges under C.
dem og ud fra dem bestemmer de enkelte tiders og folks
stilling i udviklingen. K. arbeider saaledes med et stof
af uhyre omfang, fra menneskehedens høieste aandelige
frembringelser til de mest dagligdagse foreteelser; den
maa virke haand i haand med politisk historie,
retsvidenskab, filologi, økonomi, kunsthistorie, etnologi,
folklore o. s. v., og den maa fra de nationalt bestemte
enkeltkulturer arbeide sig frem til verdensomfattende
synspunkter. — K. er en ung videnskab. Historien
beskjæftigede sig i middelalderen væsentlig med politiske
og biografiske fakta, og i de første aarhundreder efter
renaissancen opslugte stater, dynastier og hoffer al
interesse. Hvad der fremkom af kulturhistorisk stof, havde
oftest kuriositetens præg og fremsattes spredt og uordnet.
Først med den vaagnende følelse af sammenhæng i
verdensudviklingen kunde dette blive anderledes. I
middelalderen indsnævredes historien af den kristelige metafysik,
renaissancen skjærpede blikket for individets betydning,
men den enkelte saaes uden sammenhæng med
menneskehed og natur. Først det 18 aarh. gav jordbund
for videre synspunkter. Voltaires «Essai sur l’histoire
générale et sur les moeurs et l’esprit des nations» (1756)
kan betragtes som grundlæggende for k.; betydning fik
ogsaa Montesquieu, Christoph Meiners, Gondorcet og
fremfor alle Herder (s. d.) ved sin «Philosophie der
Geschichte» (1785—92). Den gjennem disse og andre
forfattere vakte sans for sammenhængen i
menneskehedens udvikling fik i 19 aarh. rig næring ved
enkeltvidenskabernes opblomstring, retshistorie, etnografi, folklore,
antropologi, folkepsykologi o. s. v., og ny afgjørende
paavirkning gav Comte, Darwin og Spencer. Ved midten
af 19 aarh. fremkom talrige værdifulde kulturhistoriske
arbeider, bl. a. af Guizot, Macaulay, Draper og Lecky;
paa den anden side førte doktrinær spekulation ofte for
vidt, saaledes i Buckles og Hellwalds forsøg paa ud fra
henholdsvis Gomtes og Darwins lære at fremstille
udviklingen som kausalt sammenhængende. Her maa ogsaa
nævnes Karl Marx’s materialistiske teori, hvorefter
økonomisk fremskridt og social klassekamp er det ene
drivende i udviklingen. Imidlertid fik netop de hidtil
ofte tilsidesatte økonomiske synspunkter i 19 aarh. den
største betydning for det kulturhistoriske studium. Med
de tekniske fremskridt og den voksende samfundsinteresse
er sansen for k. modsat rent politisk historie steget sterkt,
og der gjøres Europa over et intenst arbeide paa alle
k.s omraader. Fastholder end mange historikere, som
D. Schäfer, statens overveiende betydning for udviklingen,
har dog selv denne retning i videre omfang end før
inddraget kulturhistoriske momenter i skildringen. Sikrest
staar k. stadig i enkeltstudierne. Forsøgene paa
omfattende systematisering, som i nyeste tid bl. a. er gjort
af Breysig («Kulturgeschichte der Neuzeit», 1900 ff.),
møder altid skepsis, og naar Lamprecht (s. d.) har villet
opstille en særlig kulturhistorisk metode, maa eksistensen
af en saadan betviles, medens nødvendigheden af den
historisk-kritiske metodes anvendelse ogsaa paa k.s
om-raade maa fastholdes overfor dilettantismen. [Litt.:
«Zeitschrift für Kulturgeschichte» (1893—1902) og «Archiv
für Kulturgeschichte» (1903 ff.); Troels Lund, «Dagligt liv
i Norden» I—XIV; «Verdenskulturen», udg. af Aage Friis
(1906 ff,).]
Rauhreif ® m, rim(frost).
Rauh zeit ® f, fældetid.
Raum ® m, rum; plads;
(byggejtomt; rumfang; lokale,
lei-lighed; røghul (i mile). R. geben
give efter for; tilstaa, opfylde.
räumen ® rydde (bort);
tømme; opmudre; renske.
Räumer (t) m, rydder; inudrer ;
rømmenaal.
räumlich ® rummelig.
Räumlichkeit ® f, rum, ud
strækning; lokale; husrum,
raumschots (î) rumskjøds.
Räumte ® f, rum sjø.
Räumung (t) f, rydning;
bortskaffelse ; tømning ; opmudring ;
rensking; rømning,
raunen (t) hviske.
Raupe (t) f, aame, (kaal)orm;
rund, fløielsagtig snor; kantilje;
grille, indfald.
raupig ® fuld af aamer (mark),
rauque (f) hæs.
rauquement ® m, hæst brøl.
rauquer ® brøle, udtale hæst.
Rausch (î) m, rus.
rauschen ® bruse, suse ; knitre,
rasle; brage (bifald).
Rauschgold (t) n, flitter(guld
rauschig ® beruset, drukken
brusende, susende.
räuspern (t): sich r. kremte,
raute — ® brüllen — (e) low
- (f) mugin
Raute (t) f, rombe ; rude ; felt ;
ruder (i kortspil); facet; (arkit.)
list; (nøkkel)ring, -bue.
rautig ® rudedannet, -formig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
