Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kyrenæikerne ... - Ordbøgerne: R - redemptive ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1585
Kyrenæikerne—Kyst
1586
Ord, som ikke findes
■ K, maa søges under C.
redemptive—redingote
Kyrenæikerne kaldes tilhængerne af den iSlosofiske
lære, som skyldes Aristippos fra Kyrene (s. d.)
og efter denne satte nydelsen som maal. Læren
udartede og tabte efterhaanden sine tilhængere; dens
grundidéer udvikledes klarere af epikuræerne.
Kyrie eleison (græ.), Herre, forbarm dig! et liturgisk
udtryk, der skriver sig fra den græske kirke, hvor det
udtrykte menighedens (respektive korets) tilslutning til de
af diakonen fremsagte bønner. Det forekommer som
refrain i enkelte af vore salmer og bruges i vor nye
høimesseliturgi som udtryk for menighedens tilslutning
til syndsbekjendelsen.
Kyrill af Alexandria, hvor han var patriark 412
—44 og bragte denne bispestol til sin høieste magt, var
en lærd teolog, men ogsaa en stridbar kirkepolitiker.
Da Konstantinopels patriark, Nestorius, vægrede sig ved
at kalde Maria «Guds moder», angreb K. ham og fik
Rom paa sin side. Til afgjørelse af den dermed begyndte
lærestrid sammenkaldte keiser Theodosius et kirkemøde
i Efesus 431, hvor det ved K.s list lykkedes at faa
Nestorius’ lære fordømt. K.s egen kristologi gik i
mono-fysitisk (s. d.) retning. Han har efterladt sig betydelige
dogmatiske og etiske arbeider.
Kyrill af Jerusalem, hvor han var patriark 351—86.
Allerede som presbyter fik han det hverv at undervise
katekumenernes øverste kuld, og fra denne undervisning
stammer hans berømte 23 «katekeser», der er oversat
paa norsk af Belsheim (i «Vidnesbyrd af kirkefædrene»).
De 18 første handler om daaben og troens indhold, de
5 sidste, der er bestemt for de døbte, om nadveren,
gudstjenesten og Fadervor. K. er antagelig ogsaa forfatter
af det nicænsk-konstantinopolitanske symbol.
Kyrill (Konstantin) (827—69), slavisk missionær,
opdraget under patriarken Fotius (s. d.), blev først arkivar
og bibliotekar i Konstantinopel, men gik senere sammen
med sin broder Methodius som missionær til slaverne,
først i Syd-Rusland, saa (863) i Mähren. For at skaffe
mährerne en bibeloversættelse skal K. have dannet det
saakaldte glagolitiske (jfr. Gl ago li ca) alfabet. Han
døde og blev begravet i Rom. Methodius fortsatte hans
virksomhed og blev erkebiskop af Mähren og opnaaede
af Rom udtrykkelig tilladelse til gudstjeneste paa slavisk.
Methodius bragte kristendommen ogsaa til Böhmen.
Kyrillos Lukäris (omkr. 1572—1638), patriark i
Konstantinopel. Han vilde reformere den græske kirke i
tilslutning til Calvin’s lære og blev understøttet fra
Holland og England. Af sin egen kirke blev han
be-kjæmpet og fire gange afsat.
Kiirnberger, Ferdinand (1823—79), t. forfatter. Han
vakte opsigt med en omfangsrig roman «Der
Amerikamüde» (1856), der underkastede forholdene i den nye
verden en skarp kritik. Senere udgav han flere
novellesamlinger. Som den bedste af hans fortællinger betragtes
«Bergschreck». K. var ogsaa en talentfuld kritiker. En
række værdifulde betragtninger over hans samtids
litteratur er samlet i «Litterarische Herzenssachen» (1877).
Kyros (græ., lat. Cyrus, gammel-pers. Kurush). 1. Den
gjennem de græske klassikere og senere ogsaa gjennem
de babyloniske kileindskrifter velkjendte grundlægger af
det persiske verdensrige. K., som tilhørte den ariske
perserstamme, var oprindelig fyrste over Ansan; dette
udgjorde en del af Elam, som K. bemægtigede sig
tilligemed hovedstaden Susa. 550 f. Kr. overvandt han sin
tidligere lensherre, mederkongen Astyages, og indtog hans
residens Ekbatana (s. d.). Efterat K. i de følgende aar havde
underlagt sig landene i øst og vest (546 tog han den
lydiske hovedstad Sardes fra kong Krøsus og gjorde sig
til herre over Lilleasien og de græske kyststæder), rettede
han i 538 det afgjørende slag mod det kaldæiske rige,
hjulpet af det babyloniske presteskab, som lod sin konge
i stikken. K. skal være faldt 529 i en krig mod
massageterne ved Jaxartes. Han blev begravet ved Pasargade
i Persien (jfr. Bygningskunst, persisk). K., som
søgte at verne om folkenes nationale og religiøse
eien-dommeligheder, stillede sig meget liberalt overfor de i
Babylonien fangne jøder, hvem han gav tilladelse til at
vende tilbage til fædrelandet (jfr. Ezra kap. 1). — 2. K.
den yngre, anden søn af perserkongen Dareios II Nothos,
407 f. Kr. statholder over Kappadokien, Frygien og Lydien ;
som saadan understøttede han i Peloponneserkrigen
spartanerne mod athenerne. Efter faderens død drog K. med
en hær, hvori mange græske leietropper, mod Persien
for at hevne sig paa den nye konge Artaxerxes II;
imidlertid faldt han i slaget ved Kunaxa (401). Dette tog samt
græl^ernes tilbagetog har Xenofon skildret i sin «Anabasis».
Kyros kaldtes i oldtiden den elv i Transkaukasien, som
nu benævnes Kura (s. d.).
Kürschner, Joseph (1853—1902), t. forfatter, udgav
samlingen «Deutsche Nationallitteratur» (1882—99, 221 bd.
og registerbd.) og redigerede 5—24 aarg. af den
udmer-kede haandbog «Deutscher Litteratur Kalender». Ogsaa
andre haandbøger og mindre samlinger skyldes K.
Kys er læbernes berøring med en anden persons læber,
kinder, haand o. s. v., eller med en gjenstand; ved k. vil
man udtrykke kjærlighed, venskab, ærbødighed eller
lignende følelser. De østasiatiske kulturfolk og mange
vilde folkeslag bruger ikke k. ; hos de gamle vestasiatiske
kulturfolk og i den europæiske kulturkreds spiller
derimod k. en meget betydelig rolle. Som tegn paa
underkastelse kyssedes herskernes hænder, klæder, fødder;
k. paa mund forudsatte derimod oftest fortroligere
forhold mellem de kyssende. I den klassiske oldtid blev
k. anvendt omtrent som i vor tid, særlig mellem nære
slegtninge som hilsen og venßkabstegn ; i oldkirken
anvendtes freds-k. og broder-k. (s. d.), som tildels endnu
er i brug i den romerske og den græske kirke især som
p a a s k e-k. Hellige gjenstande, som krucifikser, relikvier,
kysses meget i de katolske kirker; i de evangeliske og
reformerte kirker derimod sjelden ; ved edsaflæggelse
kysses bibelen inden den anglikanske kirke. I de
nordeuropæiske lande er k. paa munden næsten overalt bare
brugt som kjærlighedsudtryk; k. paa kinden som hilsen
og venskabstegn mest mellem damer; k. paa haanden^
anvendt af mænd overfor damer, som tegn paa
ærbødighed er nu langt sjeldnere end i det 17—18 aarh. [Litt.:
K. Nyrop, «Kysset og dets historie» (Kbh. 1897).]
Kyst kaldes nærmest grænselinjen mellem land og hav,
i almindelighed dog brugt om en smalere eller bredere
brem af landet langs havet. Den hører landet til, men
er stadig udsat for havets indgreb. Ogsaa delta- og
dynedannelser har k. til skuesplads. Man skiller mellem
flade og bratte k., de første i alm. lavlandets, de sidste
(D f, ind-, udløsning, løskjøbelse;
gjenløsning, forløsning; indfrielse.
redemptive indløsende,
indløsnings ; (teol.) forløsnings-.
reden @ tale. mit sich r.
lassen lade sig sige. viel R.s
von etw. machen gjøre mange
ophævelser over noget.
Redensart (t) f, talemaade.
redented (e) sagtakket.
reder — ® (Schiffs)Reeder m —
(e) ship owner — ® armateur m.
rederi - ® Reederei f — @
(company of ship-)owners ;
(bedriften) ship-owning business — ®
maison, compagnie, société f
(d’armateurs); (bedriften) armement;
commerce (m) d’armateur.
redescendre (f) stige el. tage
ned igjen.
Redeschwall m, ordstrøm,
redevaoie ® skyldig ; tak
skyldig.
redevance (g f, afgift,
redevancier (?) m, skatte-,
tiendeyder.
redevenir ® atter blive,
redevoir (?) skylde fremdeles,
red-eye sørv, slags fisk.
red-hand @ paa fersk gjerning.
red-heat @ rødglødhede,
rødglødning.
red-hot@ (rød)glødende, glohed,
redigere — ® redigieren — @
edit — (?) rédiger.
rédiger ® affatte, forfatte,
redigere.
rédimer ® kjøbe fri; forløse,
redingote (g f, frak;
(dame)-kappe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
