Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - La Mara ... - Ordbøgerne: R - Reissaus ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1645
La Mara—Lamartine
1646
Reissaus—reître
«Historisk studie over den græsk-slaviske verden» (1871),
Slaverne i Lilleasien, Afrika og Spanien» samt «Venedigs
statshemmeligheder» (1884).
La Mara, se Lip si us.
La Marche [lamars’], Olivier de (1425—ca. 1501),
fr. forfatter tilhørende den saakaldte flamsk-burgundiske
digterskole, der afslutter middelalderens franske digtning
og kan betegnes som en samling pedantiske retorer,
be-kjendte for sin svulstighed, lærdom og kunstige
snirklet-hed i stil og rim. Sammen med ham nævnes Cretin,
Chastelain og Molinet.
Lamarck [lama’rk], Jean-Baptiste Pierre
Antoine de Monet, chevalier de (1744—1829), berømt
fr. naturforsker. Studerede efter familiens ønske først
teologi ved jesuiterskolen i Amiens, men slog ved
faderens død 1760 ind paa den militære bane og avancerede
under syvaarskrigen til officer. Efter krigens afslutning
studerede han medicin i Paris, men slog snart over i
naturvidenskabelig retning og beskjæftigede sig en
tidlang væsentlig med botaniske studier. Udgav 1778 med
statsunderstøttelse «Flore française» efter Linnées
mønster. Efter at have foretaget flere studiereiser til Holland
og Tyskland udnævntes L. 1793, skjønt væsentlig
botaniker, til professor i de hvirvelløse dyrs zQologi ved
Jardin des plantes og kastede sig fra nu af ivrig over
zoologien. Udgav 1809 «Système des animaux sans
vertèbres» og 1815—22 «Histoire des animaux sans vertèbres».
I disse arbeider sondrede han for første gang skarpt
mellem hvirveldyr og hvirvelløse dyr. Mest berømt er
L. som naturfilosof; i 1809 udkom hans hovedverk:
«Philosophie zoologique», som ved fremkomsten kun
vakte liden opsigt og blandt fagfolk blev tiet ihjel, for
først efter afstamningstankens seierrige gjennembrud at
naa frem til den fortjente anseelse. L.s lære staar
Darwins nær, men var ikke paa langt nær støttet paa et
saa rigt grundlag af kjendsgjerninger som denne.
Ligeoverfor «darwinismen» er «lamarckismen»
karakteriseret ved en mere ensidig fremhæven af organernes brug
og ikke-brug som en væsentlig faktor ved deres
omdannelse gjennem tiderne. Den saak. ny-lamarckisme,
som væsentlig stemmer med L.s spekulationer, tæller i
vore dage adskillige tilhængere, særlig blandt botanikere.
— I sit sidste arbeide, «Système des connaissances
positives de l’homme», hævder L. livet som en rent fysikalsk
proces, uløselig knyttet til de i det organiske stof
boende kemiske og mekaniske kræfter, i modsætning til
den dengang alm. raadende lære om en egen organismerne
iboende «livskraft».
Lamarcki^sme, se foreg, artikel.
Lamarmöra, Alfonso F errer o, cavaliere del
(1804—78), ital. general og statsmand, f. i Turin, deltog
i krigen 1848 og blev samme aar brigadegeneral; 1848
og 1849 var han tre gange krigsminister; drog 1856 til
Krim som chef for den sardinske kontingent. Efter
freden general; atter krigsminister juli 1856-"april 1859,
da han som generalstabschef gjorde tjeneste i felten.
Efter Villa-Franca-freden premierminister samt krigs- og
marineminister, men fratraadte jan. 1860 og blev i nov.
1861 første præfekt i Neapel. Atter 1864 dannede han
et kabinet og overtog udenrigsministeriet, gjennemførte
septemberkonventionen med Frankrige og sluttede i april
1866 forbund med Preussen. 1 den paafølgende krig
udkastede han som generalstabschef felttogsplanen, men
viste efter Custozza-nederlaget (24 juni) saa ringe
handlekraft, at han nødtes til at nedlægge sine embeder. Flere
gange senere søgte L. at retfærdiggjøre sin handlemaade
og vendte sig bl. a. skarpt mod Preussen, medens han i
deputeretkammeret virkede for tilnærmelse til Frankrige.
Stor opsigt vakte 1873 hans «Un po’ piu di luce», en
offentliggjørelse af hans adjutants diplomatiske mission
i Berlin 1866. 1891 reistes en rj^tterstatue af ham i Turin.
Lamarque [lama’rk], Jean Maximin, greve (1770—
1832), fr. officer. Sluttede sig tidlig til revolutionen og
avancerede hurtig til de høieste militære stillinger
(allerede 1793 brigadegeneral). Ogsaa Napoleon satte ham
høit, overdrog ham f. eks. at følge Joseph til Neapel.
Udmerkede sig ved Wagram, i Rusland og i Spanien.
Sluttede sig til Napoleon i de 100 dage og landsforvistes
af Bourbonerne. Vendte 1818 tilbage til Frankrige og
arbeidede i en aarrække ihærdig, men forgjæves paa at
faa en hærreform gjennemført (<0m nødvendigheden af
en staaende hær», 1820). 1828 deputeret, hørte til
venstre-oppositionen mod regjeringen. Hans ligfærd i
1832, hvori deltog 200 000 mennesker, formede sig som
en stor demonstration mod julikongedømmet. Memoirer
og breve i tre bind 1835.
Lamartine [lamartin], Alphonse Marie Louis
de Prat de (1790—1869), en af Frankriges største
digtere, af gammel, adelig, burgundisk familie; opdraget
først af en prest, siden af en jesuit i Syd-Frankrige.
Heiste i Italien, hvor han knyttede en platonisk
kjærlig-hedsforbindelse med modellen for en af hans senere
romaner, fiskerpigen Graziella, som døde af sorg, da han
maatte tilbage. Traadte ind i garden under Ludvig XVIII,
men opgav snart den militære karrière. Nærede uvilje
mod Napoleon. 1816 indgik han et serafisk forhold med
en sygelig og sværmerisk dame, Madame Charles, som
blev hans digtnings berømte «Elvire». I 1822 egtede
han en rig engelsk dame og beklædte flere diplomf^tiske
stillinger i Italien. Kom i akademiet 1829. Foretog,
forfængelig som han var, med hustru og datter en utidig
kostbar reise i Orienten (skildret i en af hans bøger).
1833 kom han endelig ind i deputeretkammeret, men
med sin mangel paa sans for virkeligheden og det
praktiske passede han kun daarlig i politiken, som han uden
held prøvede paa at amalgamere med poesien
(«Recueillement poétiques», 1839). Han sværmede for demokratiet,
men holdt samtidig paa det konstitutionelle monarki,
som han haabede kunde udbedres ved moderne
tilsætninger; i denne aand skrev han sin ganske uhistoriske,
men veltalende «Girondinernes historie» (1847). Til
belønning for hans opposition mod julikongedømmet
gjorde man ham 1848 til den provisoriske regjerings
chef, men efter statskupet 1851 trak han sig tilbage til
privatlivet; længe maatte han forgjældet slide med litterært
hoveriarbeide (saaledes «Cours de littérature», kritiske
forsøg, «Confidences»). L. kom først af den franske
romantiske skoles digtere: «Méditations poétiques» (1820),
fortsat i «Nouvelles méd.» (1823) og «Harmonies poétiques
et religieuses» (1830). Det nye ved hans digtning laa i
følelsens oprigtige inderlighed: digteren fremlægger helt
sin egen individualitet. Det blev en elegisk, zart, gratiøs
erection; (opstand) rising, revolt,
rebellion; (paa skib) rigging — (f)
élévation, érection f; (holdning)
port m; (hests) encolure f; (oprør)
soulèvement m, insurrection f;
<paa skib) gré(e)mentm; mâture f.
Reissaus (g n: R. nehmen
stikke af.
Reissblei (t) n, blyant.
Reissbrett (g n, tegnebret.
reissen (f) rive; rispe; ridse;
skissere; tegne; skjære, kastrere;
irettesætte; revne.
Reissfeder (t) f, ridsefjær.
Reissnadel (î) f, tegnestift.
Reissschiene (g f, tegnevinkel.
Reisszeug ® n, bestik.
Reitbahn (t) f, ridebane,
manège.
Reitel ®m, bok, bøk; pakstok,
knippel; faskinekjetting; prelbom
(paa hammer).
reiten ® ride; bedække (om
dyr); trykke (om armod); plagiere
(en forfatter).
Reiter ® m, rvtter.
reiterate réitérer ®
gjen-tage (atter og atter).
reiteration (g, réitération (?)
f, (hyppig) gientagelse.
reiterative (e) ord som betegner
en gjentagelse; rimdannelse (f. eks.
dilly-dally).
Reiterei (î) f, rytteri,
reiterhaft, reiterlich ®
ryt-termæss’g.
Reiterin ® f, rytterske.
Reitrad ® n, cykkel.
reître ® m, (tysk) rytter (i
fransk tjeneste).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
