Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lensviken ... - Ordbøgerne: R - ribbon-grass ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
richissime—Richtschnur
87
Lenz—Leo
88
brug (fædrift) og fiskeri. Der er gode beiter, og jorden
er frugtbar. Udbyttet af fiskerierne var for 1909 2670
kr. Rypejagten spiller en ikke ubetydelig rolle.
Foruden en del sagbrug er der en sæbefabrik, en
mineralvandfabrik. Gisund sparebank, oprettet 1897. Antagen
formue 1909 1 452 000 kr., indtægt 507 000 kr. Faa
oldfund. Fra Finsnes ved sydenden af Gisundet fører
offentlig kjørevei over til Maalselvens dalføre i øst.
Lenz, Heinrich Friedrich Emil, se Lenz’lov.
Lenz, Jacob Michael Reinhold (1751—92), t.
digter. L. var en prestesøn fra Livland; han studerede
en tid teologi i Königsberg og udgav her et stort epos
«Die Landplagen». 1771 kom han som hovmester for
et par unge adelsmænd til Strassburg, hvor han gjorde
Goethes bekjendtskab og lidenskabelig forelskede sig i
den forladte Friederike Brion, til hvem flere af hans
skjønneste digte er skrevet. Ved sine kraftgeniale, af
Shakespeare paavirkede, men nu ganske ulæselige og
uopførlige skuespil er han ved siden af F. M. Klinger
Sturm- und Drang-periodens mest typiske digter.
Blandt hans dramatiske arbeider kan nævnes «Der
Hofmeister» (1774) og «Die Soldaten» (1774). I sine
«Anmerkungen übers Theater» har han udformet periodens
dramaturgi. En roman «Waldbruder», et slags
modstykke til Goethes «Werther», blev først efter hans død
trykt i Schillers «Die Horen». 1776 kom han til Goethe
i Weimar, men viste sig ganske ustyrlig og blev tilsidst
udvist af byen. 1778 blev han uhelbredelig sindssyg, og
i stor elendighed døde han i Moskva. [Litt.: Tieck udg.
hans «Gesammelte Schriften», 3 bd. (1828); Waldmann,
«L.in Briefen» (1894); E. Schmidt, «L.und Klinger» (1878).]
Lenz, Max (1850—), t. historiker, 1881 professor i
Marburg, 1888 i Breslau, fra 1890 i Berlin. Har bl. a.
udgivet «Briefwechsel Landgraf Philipps des Grossmütigen
von Hessen mit Bucer» (3 bd., 1880—91); af hans verker
kan nævnes «Martin Luther» (1883), «Geschichte
Bismarcks» (1902) og «Napoleon» (1905), i hvilken sidste
han skildrer keiseren som en opr. fredsven.
Lenz, Oskar (1848—), bekjendt t. geolog og
afrikareisende, professor i Prag. Undersøgte 1874—76 Ogowe’s
vanddistrikt i Vest-Afrika, drog 1879 til Marokko for at
udforske Atlas-bjergene, gjennemreiste det vestlige Sahara
og var den fjerde europæer, som kom til Timbuktu (juli
1880). Reiste 1885—87 tvers gjennem Syd-Afrika fra
Kongo til Sambesi, Har bl. a. skrevet «Skizzen aus
West-Afrika» (1879), «Timbuktu» (1884), «Wanderungen
in Afrika» (1895).
Lenzburg, by i Schweiz, kanton Argau, ved Hallwiler
Aa, 408 m. o. h.; 2588 indb. (1901). L. bar slot (fra
10 aarh.), bomulds- og silkeindustri og driver handel
med vin og frugt.
Lenz’ lov, først udtalt af den rus. fysiker Heinrich
Friedrich Emil Lenz (1804—65): Den elektriske
strøm, som induceres i en leder, naar denne bevæges i
et magnetisk felt, har saadan retning, at den kraft, det
magnetiske felt øver paa strømlederen, virker modsat
lederens bevægelsesretning.
Leo, paver. 1. L. I (d. 461), pave 440—61, kaldt den
store, en af pavestolens største skikkelser, hævdede
papatets anseelse indadtil ved at anvende Matt. 16, 18
om pavemagten, overfor staten ved at udvirke et keiser-
ligt reskript, hvorefter ulydighed mod paven regnedes
for majestætsfornærmelse, overfor vranglærerne ved at
hævde læren om Kristi to naturer og overfor rigets
fiender ved 452 at stanse Attilas fremrykning og 455
at forhindre vandalerne i at afbrænde Rom. 1754 doctor
ecclesiæ. Skrifter udg. af Balbrini 1753. — 2. L. II, pave
682—83, udtalte anatema over sin forgjænger Honorius I.
— 3. L. III, pave 795-816, sendte Karl den store
nøklerne til St. Peters grav og kronede ham til romersk
keiser 800. — 4. L. IV, pave 847—55, befæstede
Vatikanets omegn, «den leoninske bydel», mod saracenerne.
Han forherliges i en af Rafaels stanzer som den, der
ved et under stansede en brand. — 5. L. V, pave 903.
— 6. L. VI, pave 928—29. — 7. L. VII, pave 936—39.
— 8. L. VIII, keiserlig modpave 963 — 65. — 9. L. IX,
pave 1049—59, tyskeren Bruno, der af sin fætter keiser
Henrik III udvalgtes til pave. Med ham holdt de
cluniacensiske klosteridealer sit indtog paa pavestolen.
L. holdt aarlige paaskesynoder i Rom. 1050 fordømtes
Berengar af Tours. L. kjæmpede med normannerne om
Benevent. Under ham fuldbyrdedes skismaet med den
græske kirke. — 10. L. X (1475—1521), pave 1513—21,
hed oprindelig Giovanni Medici og var søn af Lorenzo
af Medici. Han havde sin slegts interesse for klassisk
litteratur og kunst og kaldte kunstnere som Rafael og
Michelangelo til Rom, men manglede religiøs interesse.
For at faa penge til Peterskirkens fuldendelse udskrev
han den almindelige aflad, som fremkaldte Luthers
reformation. Bullen «Exsurge Domine» 16 mai 1520
fordømmer Luther. — 11. L. XI, pave 1605. — 12. L. XII,
pave 1823—29, gav jesuiterne Collegium Romanum
tilbage. Han fordømte frimurerne og bibelselskaberne.
24 dec. 1824—24 dec. 1825 udskrev han jubelaar, hvad
der bragte mange penge i pavekassen. — 13. L. XIII
(1810—1903), pave 1878—1903, hed oprindelig Gioacchino
Pecci, blev presteviet 1837; i det pavelige diplomatis
tjeneste først i Italien, fra 1843 som nuntius i Brüssel,
hvor han lærte kampene mellem klerikale og liberale at
kjende. 1846—78 biskop i Perugia og kardinal;
grundlagde et Thomas-akademi, idet han betragtede thomismen
som lægedom mod tidens vildfarelser. 1870 stemte han
for ufeilbarhedsdogmet. Ledede efter Pius IX’s død det
konklave, der valgte ham selv til pave. Hans styrelse
var konsekvent reaktionær. Overfor kongeriget Italien
fastholdt han kravet om pavens verdslige magt og levede
som «fange i Vatikanet». I kulturkampen med Bismarck
bar han seieren hjem. 1892 opfordrede han de franske
katoliker til at bøie sig for republiken. 1896 erklærede
han den engelske bispevielse for ugyldig. I encyclikaen
«Rerum novarum» 1891 udtalte han sig om det sociale
spørsmaal og tilraadede oprettelsen af katolske
arbeiderforeninger. 1883 aabnede han Vatikanets arkiv for
historieforskerne. Ved sin redelige kristelige personlighed
hævdede han pavestolens anseelse.
Leo, byzantinske keisere. 1. L. I, keiser 457—474,
kjæmpede uheldig mod vandalerne i Afrika og tog i de
hjemlige trosstridigheder ligeledes parti mod arianerne.
— 2. L. III Isaureren, keiser 717—41, var oprindelig
officer og styrtede Theodosius III. Med stor dygtighed
og energi afslog L. arabernes angreb paa Konstantinopel,
reorganiserede derefter hærvæsen og administration
rigdom(me); ® ogs. righoldighed,
frugtbarhed ; fylde ; kostbarhed,
pragt = richness
richissime ® hoved-, stenrig.
Richtbeil (t) n, skarpretterøks.
Richtbier ® n, kranselag.
Richtbühne ® f, skafot.
Richte ® f, retning, lige vei ;
orden; rettesnor; række, in die
R. gehen skyde gjenvei.
richten (t) rette; reise,
(op)-stille; dømme, domfælde; henrette,
zu Grunde r. ødelægge, sich
auf etwas r. belave sig paa
noget.
Richter (t) m, dommer.
richterlich ® dommermæssig.
Richthaus ® n, domhus,
tinghus.
richtig ® rigtig. mit ein-
ander über etwas r. werden
komme overens med hinanden om
noget, eine Rechnung r.
machen betale en regning, es ist
hier nicht r. det spøger her.
Richtig-finden (t) n, -befund
m, rigtigfindende.
Richtigkeit (t) f, rigtighed,
orden.
Richtkorn ® n, sigtekorn.
Richtkranz (g m, krans paa
en reist bygning.
Richtmass ® n, rettesnor.
Richtplatz ® m, retterplads.
Richtscheit (t) n, linjal.
Richtschmaus ® m,
kranselag.
Richtschnur ® f, loddesnor;
rettesnor, forskrift, regel;
veiledning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
