Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lægmand ... - Ordbøgerne: S - samvittighedsnag ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
377
Lægmand—Længde
378
menneskets livsytringer i sund og syg tilstand, medens
lægekunsten bliver den praktiske anvendelse af
resultaterne for at forebygge og helbrede sygdom. den
forhistoriske tid var der kun tale om den raaeste empiri,
erfaringerne overleveredes ved mundtlig tradition og
samledes af presterne, der var lægekunstens udøvere.
Ved begyndelsen af den historiske tid kan man spore
den første begyndelse til en 1. i biologiske og diagnostiske
bemerkninger og famlende forsøg paa en systematisk
beskrivelse af sygdommene. Først Hippokrates (460—
377 f. Kr.) grundlagde et fuldstændigt system (de fire
grundvædsker: blod, slim, gul og sort galde var det
væsentlige saavel i sygdom som i sundhed) med sterk
betoning af naturens helbredende evne og iagttagelsens
og erfaringens betydning for lægen. Efter hans tid
dannedes talrige skoler (dogmatikere, empirikere,
hu-moral- og solidarpatologer, pneumatikere), medens hans
lære, navnlig med hensyn til anatomi og fysiologi,
udvikledes videre af den alexandrinske skole (Herofilos og
Erasistratos). Vel samlede allerede paa Kristi tid romeren
Celsus forskjellige teorier og retninger, ogsaa fra den paa
den tid mindre anseede kirurgis omraade; men det var
dog først grækeren Galenos (f. 131 e. Kr.), der, samtidig
med at han foretog anatomiske og fysiologiske
undersøgelser paa dyr, forstod af alt det fra den klassiske
oldtid overleverede at danne et system, der, efterhaanden
modificeret af den arabiske medicin (Avicenna, d. 1037
e. Kr.), holdt sig lige op til renaissancen, da hans lære
om de saavel i sundhed som i sygdom herskende
aande-lige kræfter (spiritus) stemte godt overens med
kristendommens spiritualisme. I middelalderens mørke sank 1.
dybere og dybere, Galenos og Avicenna kanoniseredes af
presteskabet, skolastiken (13 og 14 aarh.) forbød al fri
forskning, «munkemedicinen» blev den herskende,
kirurgien udøvedes af barberere og «snidere». Først med
renaissancen (begyndelsen af 16 aarh.) spredtes dette
mørke af Vesal paa anatomiens, Paré paa kirurgiens og
Paracelsus paa patologiens omraade, og sit endelige
dødsstød fik galenismen i 17 aarh. ved Harveys paavisning
af det store kredsløb med den paafølgende opblomstren
af fysiologien og dannelsen af de iatrofysiske og
iatro-kemiske skoler, medens «den engelske Hippokrates»,
Sydenham (2 halvdel af 17 aarh.) fremhævede betydningen
af iagttagelse og erfaring. Samtidig forbedredes
undervisningen i høi grad ved den af Boerhaave ved Leydens
universitet indførte kliniske undervisning ved sygesengen.
Det 17 aarh.s tilbøielighed til systematik fortsattes i
første halvdel af 18 aarh. (Stahls animisme, Hoffmanns
fysikalske animisme og Boerhaaves moderniserede
iatro-kemi), medens i aarhundredets anden halvdel Hallers
biologiske opdagelser gav stødet til et vældigt opsving i
patologien. Auenbruggers opdagelse af perkussionen var
begyndelsen til den fysikalske diagnostik, og vitalisternes
bestræbelser for at udgranske livskræfternes væsen og
sæde i organerne affødte Bichats grundlæggelse af den
almindelige anatomi med undersøgelse af vævenes struktur
og egenskaber. Endnu i det 19 aarh.s begyndelse var 1.
merkværdig hildet i forskjellige, paa teoretiske
spekulationer baserede systemer (Hahnemanns homøopati,
Mes-mers magnetiske helbredelsesmetoder); men det kom
snart til et endeligt brud med filosofien gjennem ud-
sam vittighedsnag— sanatory
viklingen af den fysikalske diagnostik (Laënnec, Corvisart;
Rokitansky, Skoda), og af den eksperimentelle fysiologi
og patologi (Magendie, Bell, Joh. Müller, Traube) og
gjennem grundlæggelsen af den cellulære biologi (Schleiden,
Schwann, Kölliker, Virchow). Tekniken (mikroskopi med
farve- og injektionsmetoder, mikrofotografi, speil- og
Rontgen-undersøgelser) fuldkommengjøres med rivende
fart, bakteriologien hjælper til at erkjende
sygdoms-aarsagerne, den fysikalsk-diætetiske terapi vinder frem.
Organo- og serumterapien aabner nye muligheder for
behandling af sygdomme, og i kirurgien feirer den af
Listers antiseptik fremgaaede aseptik, i forbindelse med
den generelle og lokale bedøvelse, sine store triumfer.
Lægekunstens udøvelse splittes i forskjellige specialiteter
(for øien-, næse-, hals- og øren-, kvinde , hud- og kjøns-,
nerve-, mave-, barne- og ortopædiske sygdomme etc.).
Lægmand (af græ. laïkos, mand af folket) blev i
oldkirken, efterhaanden som de hierarkisk-jødiske
forestillinger overførtes paa det kristne presteskab, betegnelse
for menighedens almindelige medlemmer, modsat klerus
(s. d.). Senere er det ogsaa blevet betegnelse for en
ikke-fagmand overhovedet.
Lægmandsdomstole, se Jury.
Lægprædikant kaldes den, der uden teologisk
uddannelse og ordination præker offentlig. Ikke alene i
sektkirkerne, særlig i England, øver 1. en stor
virksomhed, men ogsaa i de lutherske folkekirker (indremissiori,
Hauge, Rosenius). Se forøvrigt art. Indremission og
Lutherstiftelsen.
Lægter. 1. Fartøi til losning og lastning af
dybt-gaaende skibe, som ikke kan gaa til kai eller brygge. —
2. Store pramme, som er særlig bygget for hensigten,
eller afriggede skibe til transport af varer over sjøen;
de maa som regel slæbes, da de liden eller ingen
bevæg-kraft har og derfor kan rumme en stor ladning.
Læk (lækage), hul i skibet, hvori vandet strømmer
ind. Kan opstaa ved skibets arbeiden i sjøen, hvorved
nagler løsner, ved grundstødning, minesprængning,
kollisioner o. a. Man lukker vandtætte døre til de rum,
hvori 1. er, afstiver skottene, pumper læns og tilstopper
1. For hurtig at tilstoppe 1. anvendes enten l.-matte eller
trækonstruktioner, som kan spændes saa tæt til
skibssiden, at der kan seiles paa dem. Skyldes 1. f. eks., at
drevet mellem et træskibs planker er faldt ud, kan
lækagen udbedres ved «mauring», sagflis, jord, sand el. 1.,
som i et kar sænkes ned i vandet foran lækagen og
derpaa af vandet trykkes ind i denne.
Län, SV. form for len (s. d.); se Sverige.
Ländler, en især i Bayern og Østerrige meget afholdt
valsartet, landlig dans, munter og af moderat bevægelse.
Den antages at skrive sig fra distriktet Landels i
Enns-dalen (Østerrige).
Længde. 1. (Astr.). En stjernes 1. er buen af
eklip-tiken mellem vædderpunktet og det punkt, som skjæres
af storcirkelen gjennem stjernen og ekliptikens poler,
regnet mod øst til 360 °. Jfr. Bredde. — 2. (Geogr.).
Ved et steds l.-cirkel eller meridian forstaaes
storcirkelen gjennem stedet og begge poler, i almindelighed
dog bare halvcirkelen gjennem stedet og polerne. Der
kan altsaa trækkes utallige 1.-cirkler paa jordoverfladen,
og de kan alle bruges som udgangscirkel for en orien-
scientiousness, scrupulosity — (g
(délicatesse de) conscience f;
scrupules m pl.
samvittighedsnag — ®
Gewissensbisse pl — (e) remorse,
compunction — (î) remords m.
samvittighedsløs - ®
gewissenlos — (e) unprincipled,
unconscientious, unscrupulous, void
of conscience — (f) sans conscience
(scrupule); peu scrupuleux.
samvittighedsløshed — ®
Gewissenlosigkeit f — (e) want of
conscience - (f) manque (m) de
conscience.
samvittighedssag,
-spørs-maal — ® Gewissenssache,-frage,
verfängliche Frage f — © matter
^question) of conscience; indiscreet
question — (?) cas (m) de conscience,
cas douteux.
samvær - ® Bei-,
Zusammensein n. Gesellschaft f - (g) being
(living) together; meeting,
party-(D (vort) le temps que nous avons
passé ensemble.
sanability @ helbredelighed,
sanable (e) helbredelig, som
lader sig læge.
sanative @ helbredende,
lægende.
sanativeness (e) helbredende
virkninger, indflydelse.
sanatorium — (^ Kur-,
Heilanstalt f - © & (D sanatorium m ;
© ogs. health-resort.
sanatory © sundheds-;
helbredende, lægende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
