Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Napoleon I ... - Ordbøgerne: S - skriver(karl) ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skrubtudse- skrumpe
1015
Napoleon II—Napoleon (IV)
1016
Masson, cN. et sa famille» (6 bd., 1897—1903) o. fl.
Gnur-gaad et Montholon, «Mémoires écrits à Sainte-Hélène»
(8 b ^,1822—25), tildels dikteret af N. Mere kjendte
fremstillinger fra nyere tid skyldes Rosebery, Sloane, N. P.
Jensen, Houssaye (de sidstnævnte er militære forfattere).
Vigtige kildesamlinger er «Correspondance de Napoléon I»
(32 bd., 1858—69) samt «Lettres inédites de Napoleon I»,
udgivet af L. Lecestre (2 bd., 1897); en anden samling
med samme titel er udgivet af L. de Brotonne (1898—
1903). Et interessant norsk bidrag til N.-litteraturen er
Alexander Kiellands «Omkring N.» (2 bd., 1905). Om
N. jfr. forøvrigt Bonaparte og Frankrige, historie.
[Bibliografi: F. Kircheisen, «Bibliography of N.» (London
1902); A. Lumbroso, «Saggio di una bibliografia ragionata
deir Epoca Napoleonica> (1894 ff.).]
Napoleon II (1811—32), konge af Rom, senere hertug
af Reichstadt, eneste søn af N. I og Marie Louise, ved
sin fødsel udnævnt til konge af Rom. Baade 1814 og
1815 søgte faderen at sikre sønnen tronfølgen, naar han
selv frasagde sig tronen, men forgjæves. Barnet blev
bragt til Schönbrunn ved Wien til bedstefaderen, keiser
Frans, der sikrede ham herskabet Reichstadt. Han blev
uddannet til officer og lod ane betydelige egenskaber,
men døde af tuberkulose.
Napoleon III (1808—73), keiser af Frankrige, søn af
Ludvig Bonaparte (s. ’d.) og Hortense, født Beauharnais,
Efter Napoleon l’s fald
fulgte han sin moder til
Genf, senere til
Augsburg, hvor han gik i
latinskole. 1831 blev
han kaptein i den
schweiziske milits. 1832
udgav han «Politiske
drømmerier», hvori han
udtalte, at «Frankriges
gjenfødelse» kun kunde
ske ved gjenoprettelse af
det Napoleonske
keiserdømme med
demokratiske institutioner. Efter
hertugen af Reichstädts
død 1832 ansaa han sig
selv for den store
Napoleons nærmeste arving og
syslede med planen om
at overraske den franske
regjering og faa magten
i Frankrige. 1836 gik han ind i en kaserne i Strassburg og
hyldedes som keiser af et artilleriregiment, men blev dog
straks efter arresteret og ført til Paris og derfra til Amerika.
Hans moders sygdom kaldte ham imidlertid tilbage til
Schweiz, hvor han blev boende efter hendes død 5 okt.1837.
Da den franske regjering krævede ham udvist af Schweiz,
drog han til London, hvorfra han 1839 udsendte skriftet
«Idées Napoléoniennes». Da Napoleonsdyrkelsen i
Frankrige fik ny næring ved overførelsen af Napoleon l’s lig
fra St. Helena til Paris 1840, prøvede han et nyt kup,
idet han fulgt af general Montholon (s. d.), Persigny (s. d.)
og 50 væbnede mænd landede i Boulogne og søgte at
vinde garnisonen der. Han blev imidlertid fanget og
Keiser Napoleon III.
6 okt. s. a. af pairskamret dømt til livsvarigt fængsel.
Han blev sat i fæstningen Ham, hvorfra han udsendte
forskjellige afhandlinger, bl. a. om «Pauperismens
afskaffelse». 1846 slap han, forklædt som arbeider, ud af
fængslet og drog tilbage til England. Efter
februarrevolutionen valgtes han 17 sep. 1848 til medlem af
nationalforsamlingen, og den bonapartistiske agitation tog
ny fart. 10 dec. 1848 valgtes han med 5’/2 mill, stemmer
til præsident. Ved reiser i landet, taler, bestikkelser,
Presseagitation m. m. og ved en paa samme tid
konservativ og kirkevenlig ordenspolitik og en
demokratisk, arbeidervenlig holdning vandt han tillid i næsten
alle folkelag. Officerskorpset i Paris rensedes og
fornyedes, og 2 dec. 1851 erklærede han saa
nationalforsamlingen opløst og appelerede til folket, der ved alm.
stemmeret skulde udtale sig om den nye forfatning, han
foreslog (præsidentskab paa 10 aar, senat og lovgivende
forsamling). Modstanden kvaltes med hensynsløs magt,
og 7^/2 mill, stemmer gav ham tilslutning. Paa en ny
rundreise agiterede han for keiserdømmet som garanti
for fred og national ære. Senatet vedtog 7 nov. 1852 at
indføre arvekeiserdømmet, og en folkeafstemning gav
21—22 nov. keiser N. 8 mill, stemmer, hvorpaa han 7
dec. holdt sit indtog i Paris og tog bolig i Tuilerierne.
1853 egtede han, efter at have faaet afslag fra flere gamle
fyrstehuse, den spanske grevinde Eugenie de Montijo,
med hvem han fik en søn (se Napoleon IV). Snart
an-erkjendtes det nye keiserdømme af de gamle fyrstehuse
og regjeringerne i Europa, senest og uvilligst af Rusland,
og N. blev snart ledende i udenrigspolitiken (Frankriges
deltagelse i den orientalske krig og den italienske krig).
1 1860 aarene voldte dels den mexikanske krig, dels
Preussens seire 1864 og 1866 megen skuffelse i
Frankrige. Desperate, letfærdige og tildels uhæderlige
bonaparti-ster, støttet af den bigot letsindige keiserinde, tog mere
og mere magten fra den nu sygelige keiser, der i jan.
1870, angst for ansvaret, til bonapartisternes store
mis-fornøielse indførte en parlamentarisk forfatning. Den
hohenzollerske kandidatur i Spanien blev anledning til
krigen med Preussen, der blev til en krig med Tyskland.
Skjønt Frankriges økonomiske forhold var gode, var en
nødvendig hærreform blevet udskudt indtil 1868, og den
var ikke færdig, da krigen brød ud. Slaget ved Sedan
2 sep. 1870 hidførte revolutionen i Paris 4 sep. og
republikens indførelse. Efter afslutningen af den foreløbige
fred blev N. givet fri fra «krigsfangenskabet» paa
Wilhelmshöhe ved Cassel og drog saa til England, hvor han
døde efter en operation. Hans skrifter er udgivet under
titelen «Oeuvres de N. III» (5 bd., 1854—69); desuden
«Histoire de Jules César» (1865—66) og «Oeuvres
posthumes» (1873). Jfr. iøvrigt Frankrige, historie, og
Bonapartiste r. [Litt.: Delord, «Historie du second
empire» I—IV; Ollivier, «L’empire libéral» (1894—1911),
hidtil 14 bd.]
Napoleon (IV), Louis Eugene Jean Joseph
(1856—79), fr. keiserprins, søn af N. III og Eugenie,
fulgte 1870 med hæren og overvar slaget ved Saarbrücken
(«fik ilddaaben», som det hed officielt), men blev
derefter sendt til England. Da han i 1874 blev myndig,
proklamerede bonapartisterne ham som N. IV. I haab
om ved vaabendaad at vække franskmændenes sympati
® qui a une faim de loup, qui
crève de faim.
skrubtudse - (t) Kröte f - ©
toad - ® crapaud m.
skrue - (t) Schraube f; (paa
dampskib) ogs. Propeller m ; (have
en s. løs) einen Sparren zuviel
haben — @ screw; (paa dampskib)
screw(-propeller), propeller; (have
en s. løs) be crack-brained, have a
soft place in one’s head — ® vis;
(skibs-) hélice; (have en s. løs)
avoir le timbre (la tête) fêlé(e).
skrue vb — (g schrauben; (s.
op, pris) in die Höhe schrauben
-screw; (s. af) unscrew; (ned)
turn down (the lamp); (s. op) (fig.)
magnify - (?) visser; (s. af)
dévisser; (ned) baisser (la lampe),
(op) monter (la lampe), (ög.)
hausser, élever.
skruegjænge — (t)
Schraubengang m, -gewinde n — (g) (screw-)
thread, worm — © filet m.
skruestikke - (J) Schraubstock,
Schraubenkloben m — (§ vice —
(f) étau m.
skrukke se rynke ;
næver-skrukke.
skrukket se rynket,
skrukketrold - (t) Kelleresel
m, Assel f - @ wood-louse — ®
cloporte m.
skrullet — (t) blödsinnig,
verstört, verwirrt - (g crack brained,
crazy, light-headed - ® idiot,
imbécile.
skrumpe: s. ind — (t) ein-,
zusammen-, verschrumpfen — (e)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
