Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Geologi - Klima - Ordbøgerne: S - sortilege ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1211
sosie—soubreveste
andre forskere. N. er i geologisk henseende en naturlig
del af det stykke af jordoverfladen, som kaldes
Fennoskandia, omfattende N., Sverige og Finland og
karakteriseret ved, at fjeldgrunden bestaar af overordentlig gamle
dannelser, for en væsentlig del af grundfjeld. I N. har
vi flere store grundfjeldsomraader, adskilt af felter med
yngre sedimenter eller eruptiver. Et grundfjeldsomraade
omfatter den sydøstligste del af landet, beliggende
østenfor Kristianiafjorden—Mjøsen og fortsættende i det svenske
grundfjeld, et andet falder syd for en linje
Hardangerfjorden, Gjøvik og vest for Kristianiafeitet, som senere
skal omtales. Et tredje strækker sig fra Bergenstrakten
og i kyststrøget nordover i det nordlige N., hvor det
opløses i mindre, forresten endnu ufuldstændig kjendte
partier. De store jernmalmforekomster i Sydvaranger
ligger i grundfjeld, ligeledes Kongsberg sølvforekomster.
Bergarterne i grundfjeldet er mest gneis, granit,
glimmerskifer o. a. Paa grundfjeldets overflade er saa de yngre
lagrækker afsat. Det ældste, vi kjender, er den saakaldte
sparagmitformation, som findes udviklet i det centrale
N. Bergarterne er væsentlig sparagmit, konglomerat og
kalksten uden fossiler. Herover kommer saa lag
tilhørende kambrium, silur og devon, bedst kjendt fra det
saakaldte Kristianiafeit, en landstrimmel fra
Langesunds-trakten til Mjøsen, hvor de forsteningsførende lag efter
Brøggers undersøgelser er bevaret mod ødelæggelse ved
cn indsynkning. De danner ofte meget fossilrige lag af
lerskifer, kalksten, øverst sandsten, paa tilsammen 13 —
1500 m. mægtighed. Disse lag dækker meget store dele
af landet, men som oftest i en skikkelse, hvori de er
meget vanskelig gjenkjendelige og helt uden fossiler. Ved
en intens fjeldkjedefoldning, den saakaldte caledonske
fjeldkjedefoldning, er de i hele fjeldstrøget fra
Stavanger-trakten og op gjennem det nordlige N. presset og foldet,
saa de nu mest fremtræder som mere eller mindre
krystallinske skifere, fylliter og glimmtrskifere, hvori kun
meget sjelden fossiler er fundet. Trykket er kommet
fra nordvest, og det kan paavises helt ned i
Kristianiafeitet, i hvis nordlige del betydelige foldninger med strøg
n.v.—s.ø. kan iagttages. I det nævnte fjeldkjedestrøg
findes en række betydelige forekomster af kis (Røros,
Sulitelma), jernmalm (Dunderlandsdalen) o. a. Eruptive
bergarter, yngre end de fossilførende lagrækker, findes
ogsaa meget udbredt. Bedst studeret er de i
Kristiania-fcltet, hvor der er udskilt en række typer. Fra det store
tidsrum mellem devon og istiden har vi i vort land kun
en liden rest af kulførende overjurasiske sandstene
bevaret ved indsynkning paa Andøen i Vesteraalen. Om
istiden har vi i N. som ellers i Nord-Europa tydelige spor
gjennem den intense isskuring, som har afglattet
fjeldoverfladen og ogsaa i større maalestok havt betydning
for udformningen af landets relief. Paa denne overflade
er der under isens tilbagerykning afsat store
morænemasser; mest kjendt er de to anselige grusrygger, som
under navn af raer løber langs begge sider af
Kristianiafjorden. Havet har siden istiden gjennemgaaende havt
en meget høiere stand end nu, optil 220 m. høiere
omkring Kristiania, og der er da i denne tid afsat store
masser af lagdelt sand og 1er, indeholdende havdyr,
væsentlig muslinger og snegle, som giver os anledning til
at følge de klimatiske forandringer fra de koldere forhold
1211 Norge
1212
nærmest istiden til nutidens. — Klima. N. har baade
indlandsklima med kold vinter og varm sommer og
kystklima med mild vinter og kjølig sommer. Aarets
middeltemperatur er under 0° G. paa høifjeldet og i
det indre af Finmarken. Paa vest- og sydkysten er den
7°. Røros har -f-0.5°, Kongens grube-4-1.0 Hjerkinn
-^0.4°, Kautokeino -f-3.2°, Karasjok -f- 2.8°, Vardø
-f 0.7°, Nordkap 1.8°, Tromsø 2.4°, Bodø 4.1 Røst
4.8°, Brønnø 5.2°, Trondhjem 4.7°, Kristiansund 6.4°,
Bergen 7.1°, Lærdal 6.4°, Voss 5.2°, Ullensvang 6.6°,
Skudenes 7.4°, Oksø 7.0°, Færder 6.8°, Kristiania 5.5°,
Lillehammer 3.2°, Rena 1.4°. Maanedstemperaturen,
se maanedsnavnene. Koldeste døgn er 10 jan. i indre
Finmarken, 15 jan. i det indre sydlige N., 20 feb.
paa kysten fra Nordkap til Skudenes. Varmeste døgn
er 15 juli i det indre sydlige N., 5 aug. paa kysten fra
Vardø til Lindesnes. Aarsamplituden er 29 ° i Karasjok,
25° i Tønset, 11° paa Røst og Ona. Termisk anomali
(s. d.) er i januar + 10° i Karasjok og Tønset, -f- 25 ° paa
Røst ; i juli -f 6 ° i Karasjok, + 3 ° i Tønset og 0 ° langs
kysten fra Røst til Lister. 240 dage med frost i Karasjok,
228 i Røros, 100 i Lofoten, 60 paa Ona og Utsire.
Laveste observerede temperatur: -f- 51 ° i Karasjok, -f- 45 °
i Tønset, -f- 12° paa Røst og Ona. Høieste observerede
temperatur: 34° i Kristiania, paa Voss og ved
Varanger-fjorden, over 30° i landets lavere egne, ogsaa i
Finmarken, 25° langs vestkysten, 20° paa Røst. Relativ
fugtighed: 70 pet. i det indre, 80 pct. ved kysten. —
De herskende vinde blæser om vinteren ud fra landet
og langs kysten med denne til høire, om sommeren fra
sjøen og langs kysten med denne til venstre. —
Vindens styrke er liden (meget vindstille) i det indre, større
paa kysten, gjennemsnitlig frisk om vinteren, laber om
sommeren. I det indre blæser det friskere om
sommeren end om vinteren. Paa kysten omvendt. Indlandet
har næsten ingen dage med storm, kysten indtil 60 om
aaret, flest om vinteren, sjelden om sommeren.
Skydækket er større om vinteren end om sommeren.
Indlandet har omkring 60 klare dage om aaret, kysten i
det sydlige 40, nordlige 30, Vardø og Røst 20.
Overskyede dage i aaret: sydlige indland 120, kysten 180. —
Nedbør. Antallet af dage med regn og sne er i aaret
100 i det indre af Finmarken og det sydlige N., over
150 i ct belte indenfor kysten fra Jarlsberg til Nordkap,
over 200 i de ytre fjordegne i Bergens stift. Det er
den sidste halvdel af aaret, som har de fleste nedbørdage.
Vaaren er den tørreste tid. Østlandet har de fleste
regndage i aug., vestkysten i okt. til nov. — Den aarlige
nedbørhøide er mindst øverst i Gudbrandsdalen (300 mm.)
og paa Østlandet, langs rigsgrænsen og i indre Finmarken
(500 mm.). Den er størst langs vestkysten, lidt indenfor
denne, med en række maksima: 1000 mm. i Nordmarken
og i Slemdal, 2000 indenfor Stavanger, 2000 til 2500
sydvest for Folgefonnen og øst for Bergen mellem
Hardanger og Sognefjorden, 3000 i Søndfjord, 2500 og
derover imellem Sognefjorden og Nordfjord, over 1000 i
Nordland, Lofoten og Vesteraalen. Den vaadeste maaned
er aug. paa Østlandet og i indre Finmarken, deo. i
Bergens stift, nov. i Nordland, okt. paa den ytre kystlinje.
Tørrest er vaaren: Østlandet i feb., kysten i juni. Over
100 mm. regn i 24 timer kan falde paa de nedbørrigeste
sosie (f) m, dobbeltgjænger,
gjenfærd.
so-so (e) taalelig, passabel, saa
som saa.
sot - (t) Seuche, Krankheit f
-fe^ sickness, disease - (?) maladie,
épidémie f
sot @ drukkenbolt, dranker;
supe, pimpe.
sot ® (m), dum; forlegen, for-
virret ; ærgerlig, latterlig ; dumrian,
fæj taabe, tosk.
soteriology @ sundhedslære,
sotie ® f, (middelalderligt)
narrespil.
sot-l’y-laisse (f) m, preste-
stykke (paa fugl).
sottise ® f, dumhed,
taabelig-hed; narrestreg; grovhed,
skjelds-ord.
sottish (^ dum, taabelig;
for-soffen, sløvet af drik.
sottishness @ dumhed,
taabe-lighed; sløvhed.
sou ® m, sou (5 centimer);
skilling, hvid.
soubah (e) provins,
guverne-ment (i Indien).
soubassement ® m, fod,
sokkel.
soubresaut (f) m, pludseligt
sprang, hop, spræt; ryk, stød;
rystelse, forskrækkelse ; (med.)
trækning, sitring.
soubresanter(f)hoppe, sprætte;
sitre.
soubrette (e) & (g f, soubrette,
kammerpige, terne.
soubreveste (g f, (ærmeløs)
vest.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
