Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Samfærdselsmidler - Sprog - Ordbøgerne: S - sparebank ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1211
1211 Norge
1212
er oprettet forskjellige stationer for traadløs telegrafi. —
Sprog. De ældste sprogmindesmerker i Norge er
en-del indskrifter paa stene, ringe og lign. med runer af
den ældre germanske runerække (24 tegn), fundet paa
de forskjelligste kanter af landet. Samme slags
indskrifter findes i Sverige og Danmark ; de dateres 3—8
aarh. e. Kr., den ældste i Norge 4 aarh. (Einangerstenen).
Sproget i disse indskrifter udmerker sig ved urgamle
lydforhold (HariwolafR, Herjolv) og rigdom paa
former (waritu, vi to skrev). I ælde overgaar det alle
andre overleverede germanske sprog, endog gotisk. Af
sprogforskjelligheder indeholder indskrifterne, skjønt
spredt over hele Norden, neppe andre end saadanne,
som kan begrundes i ulige tilblivelsestid og
runeristernes større eller mindre færdighed. Forudsat at
indskrifterne er affattet i vedkommende egnes sprog,
antages det derfor, at denne sprogform repræsenterer et
urnordisk fællessprog. Men enten der her
foreligger et urnordisk fællessprog eller en dialekt af
urnordisk, har kjendskahet til denne ældgamle sprogtype
været af stor videnskabelig betydning og har kastet nyt
lys over de nordiske sprogs udvikling. — Fra ca. 800—
ca. 1050, vikingetiden, findes indskrifter med den
yngre (nordiske) runerække (16 tegn). Disse indskrifter
viser gjennemgribende forandringer i sproget. Ved
bortfald af midtvokaler og endevokaler, ved lydassimilation
og lydsvækkelse etc. er ordene blevet kortere (urn.
stai-naB = oldn. steinn) og bøiningsformerne færre. Hele
sprogets basis er rykket længere frem i taleorganet.
Sproget er blevet lettere og lysere, talen har faaet et
raskere tempo. I vikingetiden kan paavises forskjel
mellem sprogene i de nordiske lande. Noget efter 900
finder vi saaledes i Danmark sammendragning af de
oprindelige tvelyd (rispi stin = norsk: reiste stein). Omkr. 1000
antages i alm. ulighederne at være blevet saa store, at der
bliver tale om forskjellige nordiske sprog. Det
maa imidlertid bemerkes, at runeindskrifterne giver et
meget mangelfuldt billede af sproget. Først efter
kristendommens indførelse, da man begyndte at skrive med lat.
bogstaver paa pergament, bliver kilderne fyldigere, og
fra ca. 1150 har vi i Norge i en stadig voksende litteratur
sikre vidnesbyrd om det norrøne (norsk-islandske)
sprog. I de ældste litterære kilder skiller norrønt eller
norsk (i Norge og paa Island) sig fra østnordisk (svensk
og dansk) ved mange kjendemerker, hvoraf vi her kun
nævner : norsk har i flere ordstammer u, hvor østnord.
har o (oldn. brû; østnord. bro); norsk har ofte z-omlyd,
hvor ostnord. ikke har det (oldn. tekr; østnord. taker);
«jeg» heder paa oldn. ek, i østnord. jak, senere dansk
jæk, jeg; norsk har de oprindelige tvelyd au, ei, øy,
medens østnord. sammendrager dem til ø, e, ø (jfr.
norsk: hauk, leik, røyk; svensk: hök, lek, rök: dansk:
høg, leg, røg). Allerede de ældste oldnorske
haand-skrifter (1150—1200) viser dialektforskjel indenfor det
norske sprogomraade. Efter den forskjellige behandling
af visse lydforhold kan der opstilles to grupper af
oldnorske dialekter: 1. østnorsk i Trøndelagen og paa
Østlandet; 2, vestnorsk paa Vestlandet og de norske
vesterhavsbygder Island, Færøerne o. fl. Indenfor disse
hovedgrupper kan der paavises videre differentiering.
Lidt før 1300 skiller saaledes østlandsken sig be-
mere end nok. S. time ogs.
fritid.
Sparebank, -kasse — ®
Sparkasse f - © savings bank - (f)
caisse (f) d’épargne.
sparebøsse — (t) Sparbüchse f
- I) saving-box, thrift-box,
moneybox — ® tirelire f.
sparen © spare.
spareness © tyndhed,
spinkel-hed, magerhed.
Sparerib (of pork) ©
ribbensteg.
sparepenge — ® Spargeld n,
-pfennig m - © savings ~ ®
épargne f; (petites) économies f pl.
Spargel ® m, asparges,
sparger © overslagssil i
bryggeri.
sparebank—sparkish
stemtere ud ved at forandre endelsen a efter lang
stavelse til æ, senere e, hvorved man paa Østlandet fik
bl. a. to slags infinitiv (bTtæ, men vera). Paa den anden
side skiller islandsk sig ud ved bl. a. at bevare h i
fremlyd foran I, n og r (hlaupa, hnykkja, hringr), hvor
h i Norge synes forsvundet i 11 aarh. Indbyrdes
dialekt-paavirkning kan ofte iagttages. Ved siden af denne
differentiering og vekselvirkning mellem dialekterne viser
der sig i hele den oldnorske skriftperiode (1150—1350)
en fremadskridende sprogbevægelse i moderne retning,
hvori alle dialekter deltager, om end ikke samtidig eller
i samme udstrækning. Omkr. 1300 udvikler der sig et
mere ensartet kancellisprog (diplomsprog). Naar
undtages nogle sporadiske (fonetiske og grammatiske)
uregelmæssigheder i slutten af perioden, og en og anden
svecisme (efter foreningen med Sverige 1319), bevarer
oldnorsken i skrift den hele tid et selvstændigt og
temmelig konstant præg trods de ovenfor paapegte
afskygninger. Ordforraadet er rigt og fremmedordene
forholdsvis faa, især i klassisk oldnorsk. Den næste sprogperiode,
middelnorsken (1350—1525), falder ind i en national
nedgangstid, hvorom henvises til Norge, historie. Medens
vi fra oldnorsk og oldislandsk tid har en forholdsvis rig
og mangesidig litteratur, har vi i N. fra middelnorsk tid,
foruden nogle jordebøger og afskrifter af ældre dokumenter,
væsentlig kun diplomer (kongebreve, retsforhandlinger,
testamenter, skjøder, grænseopgange etc.). I disse
talrige breve har man imidlertid et betydeligt materiale
til oplysning om sprogudviklingen. Hele sprogperioden
kan kaldes en overgangstid fra oldnorsk til nynorsk
og udmerker sig ved store forandringer over hele det
hjemmenorske sprogomraade. 1 den første
mands-alder efter 1350 er bevægelsen langsom. Sproget har
endnu mest af oldnorsk karakter, kun at
uregelmæssighederne fra sidste del af forrige periode vender
hyppigere tilbage, og somme nye optræder. Men i de to
sidste tiaar af 14 aarh. bliver det saa mange paafaldende
forandringer, at man maa tro, at det nærmest er
tradition, som en tidlang i skriften har holdt oppe flere
ældre former, som talesproget allerede havde opgivet.
Efter 1400 bliver forandringerne baade flere og større,
og allerede efter den første fjerdepart af det 15 aarh.
kan man sige, at det begynder at pege mod nynorsk.
Af vigtige forandringer i middelnorsk tid nævnes: ældre
korte vokaler aabnes og bliver lange foran enkelt
konsonant (medhfastha = oldn. miâfasta), medens lang vokal
forkortes foran lang konsonant (haati = oldn. håttr) ;
ord sammendrages ved bortfald af ubetonet vokal
(maan-dagh 1380 = oldn. månadag —) ; p gaar ca. 1425
over til t (ting = oldn. ping) eller d, længe skrevet th
(they, dat = oldn. peir, pat); ê bliver d eller forsvinder
(bygd, orsaka = oldn. bygâ, orsakaôi) : /? bortfalder efter
ubetonet vokal, hvorved adskillelsen af de tre
grammatiske kjøn bliver skarpere (iordha 1473 = oldn.
jqr-âin); kasusbøiningen i nomina indskrænkes, dels ved
lydsammenfald fremkaldt ved lydudviklingen, dels ved
analogier; genitiv af subst, udtrykkes ved dativ eller
omskrives med præposition, og nominativ og akkusativ
falder sammen; personalbøiningen i verber bortfalder,
idet 3 pers. faar overtaget; nye former og ord
(laan-ord) dukker frem: ickie, pika, 1378, heiderlig ; norrønn.
spar-hawk © spurvehøg.
Sparherd ® m, jernkomfur,
spar-hung © behængt med
spat.
Sparing © sparsom; knap,
smal ’om kost); kneben.
Spark — ® Fusstritt, -stoss m
- © kick — ® coup (m) de pied.
Spark ® m, spergel,
spark © gnist; funke; sprade,
laps, løve; lapse sig; gjøre sig
lækker, gjøre kur.
spark-arrester, -catcher ©
gnistfænger (paa lokomotiv).
sparke — ® mit dem Fusse
stossen, einen Fusstritt geben,
ausschlagen - © kick, spurn - ®
donner un (des) coup(s) de pied à.
sparkish © som en gnist, livlig,
sprætten ; fin(t antrukken), staselig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
