Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oslo ... - Ordbøgerne: S - stemningsmenneske ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1489
hvor der begaaes et manddrab. Den drikker op bondens
juleøl, hvor den kan komme til. Man vergede sig mod
o, ved at sætte tjærekors over dørene og paa øldunkene.
O. er forklaret som aasgaardsrei, ridtet til gudernes
bolig Aasgard, eller som gudernes ridt til juleveitsle. Men
dette er feilagtig. O. er ikke et guderidt, men et
dødningeridt, der farer henover jorden for at hente dem, som
dør. Den sandsynligste forklaring af navnet er «det
rædselsfulde ridt», «rædselsridtet>, af det gammelnorske
ord (i genitiv) qskur, rædsel. O. anføres af Guro
Rysse-rova (d.v. s. Gudrun med hestehalen), som er
volsuDg-sagnenes Gudrun Gjukedotter. Bunden til hestehalen
slæber hun den døde til dødsriget. Hun ledsages af sin
husbond Sigurd Svein (d, e. Sigurd Faavnesbane). De
eg. o.-sagn tilhører kun den rygske folkeæt; men nær
besiegtet er hordernes forestillinger om jolesveinar og
j oleskrei. O. svarer ogsaa nøiagtig til ny græker nes
forestillinger om Charon, som farer omkring og henter de
døende paa en hest med en halvfjerdingvei lang hale,
hvortil han binder de døde.
Oslo (oldn. As 16, d. e. engsletten under aasen), nu
«Gamlebyen» i Kra., er en af Norges ældste byer, anlagt
1048 af Harald Haardraade. Det gamle O.s grænser gik
fra midtveis i den nuværende Bækkegade imellem
Schwei-gaardsgade og Grønlandsleret, hvor «TaSvinjarbekkr»
faldt ud i «Bøjarvik», som i fortiden gik langt op langs
Tøienbækken, derfra under Enerhaugen indtil krydset af
Smedgaden og Aakebergveien, til retterstedet
«Mørtu-stokkar», den nuværende Justitsplads; derfra til grinden
for gaarden Vaalen (Vaalerengen), videre over Kverndalen
ret bort i Krosbrekka (Korsbrinken) langs med
Ekeberg-kleiven og ned i sjøen ved Thrælaborg, jevnret ud for
Vippetangen og midtfjords i Bjørviken til Tøienbækken
igjen. — Ved Norges tredje nationalhelgen St. Halvard
blev O. det religiøse centrum for hele Østlandet. —
O. var i den senere del af middelalderen den største
kjøbstad i Viken, og dets glanstid falder 1286—1350.
Dets udførselshandel bestod i tømmer, skindvarer, huder,
talg og smør, dels til Holland, men maaske mest til
Østersjøen, særlig Rostock, som til gjengjæld sendte hid
korn varer, mel og malt, humle, øl og vin, specerier
og salt, klæde samt kobbersmide, kjedler og glysvarer
(galanterier). Den østhanseatiske handel begyndte
allerede tidlig, men blev først farlig ved dronning Margretes
norskskadelige politik; ved Kristofer af Bayerns
privilegier af 1447 til rostockerne, til tak for hjælp i hans
dansk-tyske politik, blev disses handel imidlertid aldeles
lammende for den norske. Et udtryk for denne
nedgang er O.s borgeres klage af 1508 til hertug
Kristian (II), i hvilken det siges, at borgernes antal var
skrumpet ind fra 5—600 velstaaecde mænd til 60—80
husarme. Kristian II rettede paa denne elendighed ved
nye privilegier for O., og fra da af begyndte O. at reise
sig igjen, takket være ikke mindst trælasthandelens
op-sviog i det 16 aarh. Omkring 1600 var derfor O. atter
en saa blomstrende by, at Peder Claussøn kunde kalde
den den skjønneste kjøbstad søndenfjelds. — O.s
folketal har neppe nogensinde været 5000. — O., som fra
bispedømmernes oprettelse havde været bispesæde, blev i
14 aarh. landets eg. hovedstad, hvor kongerne oftest boede.
I 1506 —10 holdt Kristian II som prins hof paa Akershus.
Oslo 1490
stemningsmenneske—stemple
— O. var for det meste bygget af træ og tillige trangt.
Hovedgadernes mindste lovlige bredde var omtr. 9 alen,
almenningerne, d. e. de hovedgader, som førte ned til
sjøen, 6 alen, og veiterne eller geilerne 2^2 alen, samt
bryggerne 9 alen brede, moderne maal. De private
by-gaarde var vidtløftige bygningskomplekser. Der kjendes
ca. 70 ved navn, og enkelte kan placeres.
Husmatrikul-tomt «Kissen» oppe i Halvardsgade og «Saksegaarden»,
som i den senere middelalder var Hamarbiskopernes
herberge under deres besøg i O., er med sine
middelalderske kjeldere levninger af de gamle bygaarde. — De
offentlige byg verker var meget af sten. Kongsgaarden
laa nede paa øren ved Alnaelvens os (nu Sørengen); den
var oprindelig bygget af Harald Haardraade, men efter
brand i 1222 gjenopbygget af Haakon Haakonssøn; fundne
fundamenter tyder paa stenhus. Oppe paa Aakeberget
havde Haakon Haakonssøn tillige bygget en borg, Kirker
havde O. mindst 9 af. Den ældste, Mariakirken, som
laa sydvest for Kongsgaarden og nær denne, var bygget af
Harald Haardraade af kalksten i romansk stil, men ca.
1300 af Haakon V betydelig udvidet, i gotisk stil i tegl,
og gjort til kgl. kapel, der havde 14 altere ; den er i
kilderne nævnt som en af Norges vakreste kirker. Ved
kgl. gaver var den tillige overmaade rig. Den blev
plyndret for sine kostbarheder af Kristian II i 1523 og
brændte samme aar uden at blive restaureret. Af de
levnede fundamenter, som indeholder kongegrave, kjendes
kirkens udseende. H a 1 v a r d s k i r k e n, hvis
fundamenter ligger under St. Halvardsplads, var bispedømmets
domkirke, bygget af Olav Kyrre af kalksten i romansk
stil. men efter brand i 1254 udvidet i gotisk stil. Den
var en stor og rig bygning og havde, foruden den hellige
Halvards skrin paa sit høialter, 24 med store indtægter
rigt begavede altere. Den var i brug endnu i 1658, men
for at spare den kgl. kasse blev den i aarene 1667 — 89
nedbrudt og brugt som murverk i Akershus volde. Af
dens grundplan og stene paa Akershus kan man se dens
størrelse og ane dens arkitektoniske rigdom. O. havde
mindst fire sognekirker, nemlig Korskirken,
Klemens-kirken, Nikolaskirken og Lafranzkirken med hospital.
Desuden fandtes kirke i hver af byens tre klostre,
nemlig Benediktiner nonneklostret paa leret ved Tøienbækken
ved Bodsfængslet, Dominikanerklostret, viet St. Olav, den
nuværende bispegaard, som i sine kjeldere har bevaret
tre hvælvede rum fra klostertiden, samt endelig et
Fran sik a n erkl oster, paa den anden side af Loelven,
over hvilken Ge i tab ru førte. Levninger af sidstnævnte
kloster findes i det nuværende O. hospital, oprettet
1541. Lige ved Halvardskirken laa den store befæstede
bispegaard. som ved en bro var sammenbundet med
St. Halvards domkirke. Efter reformationen blev
bispe-gaarden tilligemed klostrene og de andre kirker
inddraget under kronen, og 1539 fik O. borgere bispegaarden
til stenbrud, efterat superintendenten havde faaet
Olavs-klosteret til residens. Næsten hvert aarhundrede
herjedes O. af ildebrande: 1254, 1352, 1523 og 1567, 1611
(da 55 huse strøg med) og endelig den 17 aug. 1624,
da en tre dages ildsvaade lagde byen i aske. Brandene
i 1523 og 1567 havde været frivillig paasat af
borgerne i krig. — O. var ubefæstet. Allerede i 1567 havde
derfor Fredrik II villet have bven flyttet, men bor-
® impressionnant; solennel, qui
va au cœur.
stemningsmenneske - ®
Stimmungsmenscli m — (e)
impulsive person — (f) homme
impressionnable, à sentiments.
stempei — Stempel m;
Gepräge n — (e) stamp; (til mynter)
die; (i dampmaskine, pumpe)piston
- d) (verktøi) pilon, marquoir; (i
maskine) piston; (det paatrykte)
timbre, (mynt-) coin ; (fig.) sceau,
cachet m, empreinte f.
Stempel (t) m, stempel;
støvvel.
stempelafgift - (t)
Stempelabgabe, -gebühr f — (g stamp
duty — (f) droit (m) de timbre.
Stempelamt (t) n,
stempel-kontor.
Stempelbogen (g m, ark
stempelpapir.
stempelkontor — (t)
Stempelamt n - ie] stamp-office — (î)
(bureau du) timbre m.
Stempelmerke — (D
Stempelmarke f — @ stamp — (f) timbre
m.
stempeln ® stemple,
stempelpapir — (t) Stempel-
papier n — (e) stamped paper —
® papier (m) timbré.
Stempelung ® f, stempling,
stemple — (t) stempeln — (e)
stamp, brand; (ved at slaa hul
gjennem) nick — (?) marquer;
imprimer une marque, un stigmate
sur; (s. som) qualifier de.
Stemple (e) tverbjelke, i grube.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
