Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polen ... - Ordbøgerne: S - surmelk ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
surnuméraire—surprenant
1787
Pole’nta—Polevoj
1788
Albrecht 1492—1501; Alexander I 1501 — 06, Sigismund I
den gamle 1506—48, Sigismund II August 1548—72).
1413 fik alle adelige lov til at holde parlament, naar de
vilde, en republikansk bestemmelse. 1453 indrettedes
to kamre, magnatkammeret (senatet) og
ridderkammeret; det sidste hed fra 1468 landbokammeret. 1496
fik rigsdagen ret over dommerne, og landbefolkningen
udleveredes til dens forgodtbefindende. Trods de sidste
Jagelloners talrige forfatningsændringer voksede adelens
magt stadig, og dens aand var i virkeligheden
republikansk. Efter Jagellonernes uddøen 1572 blev landet i
virkeligheden en republik. Adelens valgret blev fra
teoretisk til praktisk, og den nye konge Henrik af Anjou
(1573—74) maatte i et «Pacta conventa» tilstaa adelen
uhørte friheder. Stefan Bathory (1575—86) af
Siebenbürgen var vel en fremragende mand, som tog sig af
bøndernes sag og af den indre sikkerhed og hævede P.s
krigerry ved kamp med Rusland, men opgaven var
uløselig. Til de sociale ulemper kom heftige religiøse
stridigheder mellem jesuiter og de talrige protestanter, og under
huset Vasa (1*587—1668) satte disse forhold frugt i en
ulykkelig udenrigspolitik. Johan III af Sverige havde
egtet en datter af Sigismund II, og deres søn Sigismund III
valgtes 1586 til konge i P. Han fik dog ikke, som ventet,
den svenske krone, derimod førte hans tronbestigelse til
en lang og fordærvelig strid med Sverige, der bl. a.
kostede P. Livland. Modsat faderen var Sigismunds søn
Vladislav IV (1632—48) anti-jesuitisk og søgte tilslutning
til Rusland til fælles optræden mod t3^skerne; han lod sig
forlede til at stille kosakkerne i P. under polske adelsmænd.
Dette fremkaldte en forbitrelse, som under Johan II
Kasimir (1648—68) førte til et farligt kosakoprør. Næsten
samtidig laa P. i krig med Sverige, Rusland og Preussen,
og landet kom i den største fare. Med disse aar
begynder P.s tydelige dekadence. I de foregaaende aartier
var det endnu gaaet erobrende frem overfor Rusland,
og dets grænser ca. 1650 laa omtrent i linjer mellem
Danzig, Posen, Dnjestr, Gharkov, Gholm og Dorpat.
I Wehlau (1657) maatte det nu opgive lenshøiheden over
Øst-Preussen, i Oliva (1660) afstaa Livland til Sverige;
i Andrussov (1667) afstod det det meste land øst for
Dnjepr til Rusland. I det indre var magnaternes magt
større end nogensinde og det sedelige forfald stort. 1652
benyttedes første gang det saakaldte liberum veto,
hvorefter en enkelt adelsmand kunde sprænge rigsdagen, og
adelens ret til at danne «konføderationer> gjennemførtes.
— Efter Michail Visnoviecki (1668—73) fulgte den tapre,
men som statsmand uheldige Johan III Sobieski (1674
—96), og hermed var al polsk selvstændighed forbi.
Udlandet intrigerede og beherskede valget. Rigsdagene
sprængtes uden resultat, lavadelen var forarmet og
bondens stilling umenneskelig. P. bestod kun ved udlandets
naade. Til konge valgtes 1697 August II af Sachsen
(1697—1733), under hvem P. til lidet held for det selv
indvikledes i den store nordiske krig. 1704 lod Karl XII
Stanislav Leczinski vælge til konge, hvorefter August 1706
renoncerede paa tronen, som han dog 1709 gjenvandt.
Han maatte sikre sin trone ved russisk hjælp 1717, og
siden da forlod russiske tropper ikke P. Efter hans død
fulgte en krig om arvefølgen, hvorefter hans søn August 111
(1734—63) valgtes til konge. Indre stridigheder mellem
adelsslegterne Gzartoryski og Potocki optog hans
regjering. Hverken hos P.s regenter eller i dets adel fandtes
kræfter til at modstaa de truende farer, som den
europæiske situation frembød. 1764 tvang russerne valget
af Stanislav Poniatovski igjennem (1764—95), og da der
i P. reiste sig en konføderation mod den russiske
overmagt, undertrykte russerne den, hvorefter Østerrige og
Preussen blandede sig i sagen. P.s deling, som alierede
August II havde foreslaaet, begyndte. Ved første deling
1772 tog Østerrige Øst-Galizien og dele af Lille-P.,
Rusland resten af landet øst for Dnjepr og høire Dünabred,
Preussen Vest-P. (undtagen Danzig og Thorn) og
Netze-distriktet. Ved anden deling 1793 tog Preussen Stor-P.,
Danzig og Thorn og Rusland Volhynien, Podolien m. m.
Endeligtog ved tredje deling 1795 Preussen Warschau ra. m..
Østerrige hele Lille-P. og Rusland Litauen. — Siden har
P.været delt mellem tre stormagter; polakkerne tæller (1911)
ca. 18 mill., hvoraf omtrent halvdelen bor i Rusland,
(ijen-nem talrige oprør og paa anden maade har de lagt sin
nationale bevidsthed for dagen. 1807 oprettede Napoleon
storhertugdømmet Warschau under Sachsen; det øgedes
1809 med Krakov, men faldt 1812. V^ed
Wienerkongressen fik Preussen Vest-Prem sen og Posen, Østerrige
Gali-zien (uden Krakov), Rusland resten. Rusland gav 1815
sin del en meget fri konstitution, men efter et oprør
1830—31 afløstes den af en russisk gu verne m
entsforfat-ning; et oprør 1863 var resultatløst. I Preussen gjorde
polakkerne oprør 1848, i Galizien 1846 (hvorefter Krakov
lagdes til Østerrige). Bedst er tilstanden nu i Galizien,
hvor polakkerne er det herskende folk og underkuer
ruthenerne, daarligst i Preussen, hvor en brutal
koloniserings-og germaniseringspolitik tynger befolkningen haardt.
[Litt.; Roepell, «Geschichte Polens» (1840), fortsat til 1506
af Garo (1863—88); Schie mann, «Ruszland, P. und
Livland bis ins 17 Jahrhundert» (2 bd., 1886—87); von der
Brüggen, «Polens Auflösung» (1878).]
Pole’nta (ital.), grød af maismel.
Poler (eng. poles) betegner i tømmerhandelen
rundlast af 4 toms topmaal med gjennemsnitlig 17—18 fods
længde.
Polering af metalsager, hvorved overfladen bliver
glat og speilende, udføres enten ved blanktrykning, idet
man med polerstaal trykker ujevnhederne ned og
samtidig fortætter metallets yderste lag, eller ved
blankslibning og blankpudsning, idet ujevnhederne fjernes
ved hjælp af stedse finere slibe- og pudsemidler. De
alm. anvendte polerpulvere er wienerkalk, tinaske,
trippelse og polerrødt. — P. af træ udføres ved hjælp af
schjellakpolitur (schjellak opløst i alkohol), der sammen
med lidt linolje udgnides paa træet med en klud. Egentlig
er det ikke selve træet, som bliver blankt, men dets
porer udfyldes af lakken, og dennes overflade poleres
ved gnidningen.
Polerrødt, se Bolus, E n g e 1 s k r ø d t.
Polerstaal, glashaardt, fint poleret staalverktøi, som
bruges ved polering.
Polërsten, blodsten, agat el. 1., bruges ved polering.
Polevoj, Nikolai Aleksejevitsj (1796-1846), rus.
forfatter. P. var fra Sibirien, oprindelig kjøbniand og
ustuderet, men blev historiker, digter og politiker. Udgav
bladet «Moskvas telegraf», som 1834 blev undertrykt,
surnuméraire ® (m),
overtallig ; surnumeraer plads ; volmitør
plads ^ surnumérariat ® m.
suroffre ® T overbud,
suros (f) m, overben.
suroxydation (f) f,
overoksy-dering.
suroxyde (f) m, overoksyd.
suroxyder (f) overoksydere.
surpass surpasser ®
overgaa, ■ træffe ; rage op over ;
overstige.
surpassable © som lader sig
overgaa, overtræffe.
surpassing (e) udmerket,
ualmindelig.
surpaye ® f, overbetaling;
tillæg (îii betaling).
surpayer (?) betale for dyrt,
for høit.
surpeau (f) f, overhud,
surpeupler (?) overbefolke,
surplice surplis (?) m,
messeskjorte.
surpliced (e) i messeskjorte,
surplice-fees @ akcidenser.
surplomb (?) m, heldln)ing,
kuling.
surplomber (t) helde, lude,
rage frem, ud over.
surplus (ê) & (?j m, overskud,
det tiloversblevne, au s. (f) for
resten.
surpiusage (é) overskud; større
udgift end indtægt (i
regnskabs-førsel).
surpoids ® m, overve-t.
surprenant surprising (g
overraskende, forbausende,
forunderlig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
