Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rom ... - Ordbøgerne: T - toilé ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tolder—toleration
175
Romance—Romantisk
176
i ethvert fald er behandlet med digterisk frihed. I
modsætning til novellen (s. d.), som kun giver den sidste
fase af en udviklingshistorie, skildrer r. hele udviklingen
eller i ethvert fald en større del af den og gjør rede for
de hovedfaktorer, som har bestemt den. Om r.s
udvikling maa forøvrigt henvises til artiklerne om de
forskjellige landes litteratur.
Romance [romanse]. 1. (Litt.), se Ballade (bd. I,
sp. 675). — 2. R. er i musiken en følelsesfuld liden
lyrisk sang._ Ogsaa et lignende stykke uden ord.
Romancero, romancesamling, specielt den spanske,
«R. general», som udkom i Madrid 1600 og skulde
indbefatte alle eksisterende spanske romancer (episke,
fortællende folkeviser); af disse var flere samlet tidligere i
«Cancienero», «Silva> og «Flor», alle fra 16 aarh.
Enkelte forfattere udgav selvlavede romancer i egne bøger;
hid hører «R. del Gid» (1605) af Escobar. Ved
roman-tiken kom interessen for de gamle spanske romancer
atter op, først i Tyskland, hvor Grimm i 1815 udgav
en «Silva», og Herder begyndte at oversætte. Den
fuld-stændigste samling bragte spanieren Duran (s. d.), som
gav en ny «R. general» i 5 bind (Madrid, 1828—32). En
samling af de ældste romancer besørgedes 1856 af Wolf
og Hofmann; den kom i betydelig udvidet spansk
udgave 1899 ved Menéndez y Pelayo. Paa dansk et
udvalg ved A. Richter.
Roman de la rose [råmå’-dø-la-rå’z], langt
allegorisk gammelfransk digt, af to forfattere. Den ene,
Guillaume de Lorris (omkr. 1240) skrev de første 4000
vers (og lidt over) i trubadurernes retning (se
Frankrige, litteratur; rosen betegner kjærligheden). Resten
af digtet, over 20 000 vers, skrev Jean de Meung 40
aar senere; han er en af de faa originale skikkelser i
middelalderen, ved siden af Abailard og Roger Bacon,
men langtrukken, plump og satirisk, ofte vittig; man
har kaldt ham en middelalderlig Voltaire. R. blev
efterlignet over det hele Europa.
Romne^sca, se Gaillarde.
Romanïno, Girolamo (1485—1566), ital. maler fra
Brescia, paavirket af venetianerne, specielt af Giorgione,
et kraftig, dekorativt talent, kanske lidt flygtig, især
betydelig som frescomaler. Hans første periode viser den
gyldne, venetianske farvetone; vi nævner et arbeide som
alterbilledet for S. Giustina i Padua (1513, nu i galleriet
smst.) og freskerne i Gal. Martinengo, Brescia. Hans
senere arbeider har en sølvgraa tone, der efter ham bliver
alm. hos Brescianerskolen ; fra denne periode kan nævnes
et alterverk fra 1521 i galleriet i Padua.
Romano, se Giulio Romano.
Romanov hed det russiske herskerhus, som beklædte
tronen 1613—1762. Som dets stamfader opgives en mand
ved navn Andrei med tilnavnet Kobyle («hoppen»), som
skal være indvandret fra Preussen og 1341 omtales som
hørende til storfyrsten af Moskvas tjenerskab. Til en
af de familier, som kan føres tilbage til ham, hørte
Roman Jurjevitsj, hvis datter Anastasia 1547 egtede tsar
Ivan IV, den skrækkelige. Dennes datter Maria blev
atter gift med Anastasias brorsøn Feodor Nikititsj. Dette
slegtskabforhold bevirkede, at en rigsforsamling i Moskva
21 feb. 1613 valgte Feodors søn Mikael Feodorovitsj R.
til tsar efter det lange interregnum siden 1592, da det
forrige dynasti uddøde. Huset R. uddøde med Peter II
1730 og keiserinde Elisabeth (1741—62).
Romanshorn, by i den schweiziske kanton Thurgau,
ved Bodensjøen; 5 000 indb. Driver industri og
betydelig handel, især med korn, ost, og frugt. R. er et vigtigt
jernbaneknudepunkt og dampskibsanløbssted ved
Bodensjøen. Bekjendte overfartsruter er R.—Lindau og R.—
Friedrichshafen.
Romansk bygningskunst, se Bygningskunst.
Romanske folk (el. latinske folk) kalder man ofte de
folk, som taler de saakaldte romanske sprog. Men i
virkeligheden eksisterer begrebet r. f. ikke.
Sprogfællesskab er ikke det samme som racefællesskab, og hvor nu
de romanske sprog tales, boede i oldtiden vidt forskjellige
folkeslag, der efterhaanden antog det latinske sprog.
Noget andet er, at flere af de r. f. ved siden af
sprogfællesskabet i tidens løb har faaet et vist fællesskab i
litteratur, kultur og religion.
Romanske sprog tales i Europa af ca. 105 mill.; om
deres udbredelse, se de enkelte sprog. De omfatter
følgende sprog: 1. fransk, 2. provençalsk, 3. katalansk, 4.
portugsisk, 5. spansk, 6. sardisk, 7. italiensk, 8.
rætoromansk, 9. rumænsk, hvortil kommer det nu uddøde
dal-matiske sprog. De gaar alle tilbage til latinen, der ved
oldtidens slutning var udbredt over det samme omraade,
som de nu indtager. Fransk er altsaa den form, som
latinen har antaget i Frankrige ved stadig omformning
fra den ene generation til den anden, italiensk
repræsenterer en anden udvikling af samme grundform og saa
fremdeles. De r. s. er saaledes ikke døtre af latinen,
men nylatinske sprog. Med undtagelse af rumænsk, som
tidlig er blevet isoleret, danner de et sammenhængende
hele, ikke alene geografisk, men ogsaa paa den maade,
at der ikke er skarpe grænser mellem dem. Provençalsk
gaar f. eks. gradvis over i katalansk mod syd og i
italiensk mod øst. Kun skriftsprogene, der er udviklet af de
centrale dialekter, er indbyrdes bestemt forskjellige.
Navnene fransk, spansk, italiensk o. s. v. er af forholdsvis
sen oprindelse. I den tidlige middelalder var lingua
romana (romersk sprog) den alm. betegnelse over hele
omraadet; den er bevaret paa rumænsk (limha romina)
og rætoromansk. Paa grund af den fælles afstamning
viser de r. s. i alt væsentligt samme sprogbygning. Det
latinske formsystem er dels opgivet, dels ændret paa
forskjellige maader. De har ogsaa for en stor del samme
ordforraad, men indflydelser fra andre sprog har farvet
flere af dem forskjellig: spansk og portugisisk har en
mængde arabiske ord; der mangler i de øvrige sprog,
rumænsk er eiendommeligt ved en mængde slaviske,
tyrkiske og andre laanord. Paavirkning fra de
før-la-tinske folkeslags sprog kan derimod kun paavises i ringe
udstrækning.
Romantisk, en retning indenfor filosofi, litteratur og
kunst, som opstod i Tyskland mod slutningen af 18 aarh.
Retningen betegner en reaktion mod det 18 aarh.s
kulturidealer og søger istedet at knytte forbindelsen med
middelalderens livsopfatning, slig som den først og
tydeligst kom tilsyne hos de romanske folk i riddertiden
(heraf navnet). Op mod revolutionstidens forherligelse
af «borgersindet» sætter r. den subjektive inderlighed,
mod oplysningstidens klassiske regelbundne, forstands-
tolder - (t) Zöllner m — @
receiver of customs; (bibelsk)
publican - ® douanier m ; (bibelsk)
péager m.
toldfri - g) zollfrei - @
toll-free, duty-free — ® exempt de
droits; (t.t.) en franchise; (tanker
er t.) les pensées sont libres.
toldfrihed - (t) Zollfreiheit f
— (g) exemption from duty — (?)
exemption des droits de douane;
franchise f.
toldkasserer — (t) Zollkas
sierer, einnehmerm — @ Collector
of Customs — @ receveur m (des
douanes).
toldpligtig - ® zollpflichtig
- (e) liable to duty - ® passible
d’un droit (d’entrée).
toldvisitation — ® Zollrevi-
sion f - (ê) the customs’
examination — ® visite (f) à, de la douane.
toldvæsen — ® Zollwesen n
— (e) the customs — ® les
douanes f pl.
tôle ® m, (jern)blik.
tolerable (e), tolérable ® ud
holdelig; taalelig.
tolerance tolérance ® f,
Toleranz ® f, taalsomhed,
fordragelighed; tolerance.
tolerant ® & (§, tolérant ®
fordragelig, tolerant.
tolérantisme ® m, ovei dreven
fordragelighed, tolerance.
tolerate (i), tolérer
to-lerieren ® tolerere, fordrage, se
gjennem fingre med.
toleration (e) tolerance.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
