Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Serbien ... - Ordbøgerne: U - unlooked ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
633
unnennbar—unqualified
samt nogle krøniker og annaler. Medens slaget paa
Kosovosletten (1389) stansede den videre udvikling af
aandeligt liv i det egentlige S., udviklede der sig en
merkelig kultur i Dalmatien med Ragusa og Spalato
som midtpunkter. I Dalmatien havde der opr. boet en
romansk befolkning, der først sent fortrængtes af
serberne, og efterat disse var blevet de herskende, øvede
italiensk, der endnu tales i flere kystbyer, en betydelig
indflydelse. Renaissancen overførtes fra Italien, og en
omfattende kunstdigtning begyndte. Marulic (f. 1450)
skrev paa serbisk, italiensk og latin historiske og teologiske
verker, desuden geistlige skuespil, der dyrkedes meget i
den følgende tid. Den mest berømte af de dalmati.ske
digtere er Gundulié (d. 1638), der uddannede serbisk
versekunst til stor fuldkommenhed. Men hele denne
litteratur blev aldrig national serbisk, afhængig som den
var af vesteuropæisk kultur (selv Corneille og Molière
oversattes) og desuden i høieste grad sproglig paavirket
af italiensk. En egentli’g serbisk nationallitteratur
begyndte først med opstanden mod tyrkerne. Dens
grundlægger er Obradovic (d. 1811). Bekjendte forfattere fra
en senere tid er Vak Stefanovic Karadzic (d. 1864), der
har store fortjenester af skriftsprogets udvikling,
Milutinovic (d. 1847), Petrovic Njegos (d. 1851) og Radicevic
(d. 1853). En særlig skole begyndte Gaj (d. 1872) med
den «illyriske bevægelse» (se Illyrisme), der samlede en
stor skare digtere og forfattere. Nyere digtere er Jaksic,
Jovanovic (lyriker), Matija Ban (dramatiker), Veselinovic
og Babic. Den bedste realistiske folkelivsskildrer er Simo
Matavulj. Folkeviselitteraturen er meget rig og merkelig.
[Litt.: Murko, «Geschichte der älteren südslawischen
Litteraturen».] — Historie. Det nuværende S. beboedes
i oldtiden af thrakiske folk; erobredes af romerne og
gjordes til provins 29 f. Kr. som Moesia superior. Blev
under folkevandringen herjet af huner, østgoter og
langobarder, 550 e. Kr. erobret af Justinian. Ga. 600 besattes
landet af avarerne, mod hvem Heraklios (s. d.) indkaldte
serberne fra det sydlige Galicien. Ca. 638 besatte de
landet helt og bredte sig over Bosnien og nabolandet ud
til Adriaterhavet. Serberne vedblev at anerkjende den
byzantinske keisers overhøihed; i 8 aarh. gik de over
til den græsk-katolske lære. S. blev styret af en
stor-supan, senere kaldt tsar el. kralj (konge); under ham
stod syv supaner. Omkring 900 blev bulgarerne herre
over S., og 934 fulgte det med disse under byzantinsk
herredømme. 1043 gjorde Stefan Dobroslav S.
uafhængigt; hans søn Mikael 1050—80 tog kongetitelen. Efter
ny afhængighed af Byzans blev S. befriet af Stefan
Nemanja 1165—96; hans dynasti styrede dygtig og
besad hele Gammel-S. Stefan fæstnede sin magt i nær
tilknytning til presteskabet. Den største af
Neman-jiderne var Stefan Dusjan 1336—56; han slog
byzan-tinerne og underkastede sig Bulgarien, Makedonien,
Albanien, Thessalien og Nord-Grækenland og tog 1346
tsartitel; han organiserede riget og lod en lovbog samle.
Det erobrede tabtes under hans svagere efterfølgere, 1367
uddøde Nemanjiderne. — Et nyt dynasti kom til magten
med Lazar I 1374—89, der faldt mod Murad i slaget paa
Kossovopolje 15 juni 1389. De følgende fyrster var kun
tyrkiske vasaller, og 1459 udslettede Muhammed II det
serbiske rige. Mange anseede familier blev udryddet,
Serbien
635
200 000 skal være bortført som slaver. S. blev et eget
pashalik med tyrkiske militærbesætninger. Serberne
beholdt derimod jorden, og de bevarede ligesom alle
os-mannisk undertvungne sit indre nationale liv: seder,
sprog og religion; navnlig rørte folkesange og kirkeligt
liv sig kraftig. 1718—39 tilhørte S. Østerrige, men blev
slet styret og kuet som under tyikerne; opstandene i
slutningen af 18 aarh. mislykkedes. 1804 reistes med
mere held opførsfanen af Kara-Georg (s. d.); Belgrad
erobredes, og tyrkerne trængtes tilbage. Ved russisk
mægling fik S. ved freden i Bukarest 1812 indre
selvstændighed og amnesti for oprøret. Tyrkerne fordrede
dog alle vaaben udleveret, og da dette blev negtet, trængte
tyrkiske hære ind. Kara-Georg blev slaaet og flygtede
til Østerrige, S. kuedes haardt. — 1845 blev et nyt oprør
reist af Milosh Obrenovic (s. d.), hvem det efter talrige
kampe lykkedes at blive arvelig fyrste og skaffe S.s
selvstyre anerkjendt af sultanen. Stor materiel og kulturel
fremgang fandt sted under Milosh, men misfornøielsen
med hans vilkaarlige strenghed tvang ham til afgang
1839. Hans ældste søn Milan blev fyrste, men døde
s. a. og fulgtes af broderen Michael (s. d.), som allerede
1842 blev styrtet af Karageorgevitsj’ernes tilhængere.
Skuptschinaen valgte derpaa Alexander Karageorgevitsj
(s. d.) til fyrste 1842—58; men denne blev atter fordrevet
ved et oprør, fremkaldt af hans afhængighed af Østerrige.
Den gamle Milosh blev ved Ruslands hjælp atter fyrste
1858—60 og fulgtes Ved sin død af sønnen Michael 1860
—68. Efter dennes mord valgte skuptschinaen Milan IV
Obrenovitsj 1868—89 og vedtog den nugjældende
forfatning 11 juli 1869. 1876 indlod S. sig paa en uheldig
krig med Tyrkiet og reddedes kun ved stormagternes
hjælp. 1877—78 deltog det i Ruslands krig, erobrede Nisj
og fik ved Berlinerkongressen 1878 fuld suverænitet og
en forøgelse paa 11 000 km.’^ — Mars 1882 proklameredes
S. som kongerige. En letsindig krig med Bulgarien 1885
førte kun til nederlag, de indre forhold var urolige og
misfornøielsen med Milans uduelighed stor. Det radikale
parti fik dog gjennemført en ny demokratisk forfatning
jan. 1889. Mars s. a. abdicerede Milan, og sønnen
Alexander I blev konge 1889—1903 under regentskab
af Ristic (s. d.) o. a. konservative ledere. Under
paa-virkning af sin livlæge Dokic (s. d.) og med støtte hos
de misfornøiede radikale erklærede kongen sig myndig
1893 og tog et radikalt ministerium. Han blev dog snart
uenig med de radikale; Milan kaldtes tilbage, ophævede
forfatningen af 1889 og gjenindførte ved et statskup 1894
den ældre, mindre fri forfatning af 1869. De politiske
stridigheder og Milans intriger øgede forvirringen;
kongens vilkaarlighed og egteskab med Draga (s. d.) vakte
en stigende misstemning mod dynastiet, og natten til
11 juni 1903 myrdedes kongeparret af en flok
sammensvorne officerer. — Skuptschinaen valgte Kara-Georgs
sønnesøn Peter I (s. d.) til konge. Hans andel i mordet
er lidet sandsynlig, men morderne opfattedes i S. som
befriere, og først 1906 blev de afskediget fra statstjenesten
paa grund af stormagternes, navnlig Englands, krav.
Forholdet til Østerrige var en tid spændt og brød ud i
en toldkrig, indtil man enedes om en
handelsoverens-komst feb. 1908. Tillige ønskede S. en tverbane til
Adriaterhavet^ hvilket krydsede Østerriges plan om en
unnennbar (g unævnelig ;
usigelig.
unnerve (e) svække, lamme,
magtstjæle.
unnütz ® unyttig; unødig,
ørkesløs; slet, skammelig.
unobjectionable (g) udadlelig;
uskyldig.
unoffending @ uskyldig,
uskadelig.
unpaar ® ulige; umage =
unpaarig,
unpack @ udpakke; afkløve,
unparalleled (e) uden
sidestykke.
unpass, -pässlich ® upasselig,
utilpas.
unpeg @ tage af knaggen(e).
unpeople (e) affolke.
unplaced (e) uden embede;
uanbragt.
unpocket @ tage op af lommen,
un poised (e) ude af ligevegt.
unprecedented @ uden
sidestykke (præcedens).
unprejudiced (e) fordomsfri,
unpremeditated @ uoverlagt,
unprepossessing© lidet
indtagende (ydre).
unpretending, -pretentious
@ fordringsløs, beskeden.
unprincipled (e) uden (faste)
grundsætninger ; samvittighedsløs,
unproductive (è) ufrugtbar;
lidet fordelagtig; ulønsom, unyttig,
un prop (e) slaa støtterne unda.
unprovoked lel umotiveret,
unqualified (ê) uskikket,
udygtig; ublandet; ubetinget, absolut.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
