Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skotland ... - Ordbøgerne: V - Verbriefung ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
837
Skot—Skotland
841
mod nord og vest. En angelsachsisk konge Edwin
grundede paa denne tid Edwinesburgh, nu Edinburgh.
Kulturstandpunktet var endnu lavt, samfundet bestod af en
række halvvilde klaner med udpræget stammefølelse;
korndyrkning og kvægavl var hovednæringsveiene. —
Efterat skoternes konge, Kenneth MacAlpin, havde kuet
picterne, samlede han skoter og picter i ét rige, Skotia
(844), senere føiede han hertil det sachsiske lavland,
hvorimod han ikke kunde hindre de norske vikinger i
at danne egne riger paa Hebriderne og Orknøerne. Fra
892 herjede dublinkongen Ivars søn og sønnesønner i
S,, uden at dette fik varige folger. Derimod fæstnede
omtrent samtidig Sigurd jarl paa Orknøerne sit vælde i
det nordlige S., hvis kultur og befolkning fra denne tid
af modtog et udpræget norsk islæt. 945 forlenedes
Malcolm I med Cumberland og Strathclyde for at hjælpe
angelsachseren Edmund mod de danske, hvorfor senere
det engelske kancelli regnede hele S. for len af England,
en teori, de skotske konger bestred i talrige kampe i
den følgende tid. Som modtræk mod England stillede
paven S. direkte under sig og unddrog det erkebiskopen
af Yorks overhøihed. Malcolm II (1005—34) udvidede
S. med Northumberland 1017. Hans dattersøn Duncan
(s. d.) blev 1040 myrdet af Macbeth, føreren for det
keltiske element, men denne blev fordrevet af Malcolm III
Ganmore (1054—93), der fik hjælp hos sin svoger Edgar
i England. Mange angelsachsere kaldtes til S., engelsk
kultur trængte ind, romerkirken seirede helt, lovene
blev nedskrevet, myntvæsenet ordnet og en
kjøbstad-ordning blev givet; dog bevarede høiskotterne talrige
keltiske seder og skikke. Ved et tog ind i S. tvang
Vilhelm Erobreren Malcolm til at hylde sig. Efter
forskjellige tronstridigheder blev David I konge 1124—53.
S. omdannedes til en feudal stat efter normannisk
mønster. Byer voksede frem, mange engelske og flamske
kjøbmænd indvandrede. Kirken fik gjennemført tiende.
De følgende konger deltog hyppig i Englands indre
stridigheder og havde ofte stykker af Nord-England til
len. 113 aarh. blev forholdet mere fredeligt paa grund
af kongehusenes slegtskab. — Efter Alexander II (1214
—49) fulgte hans søn Alexander III (1249—86), med
hvem Kenneths mandslinje uddøde. Han maatte hylde
Edvard I af England som lensherre; derimod kom
Hebriderne under S. mod en aarlig afgift til Norge. Efter
Alexanders datterdatter Margrete (s. d.), pigen fra Norge
(d. 1290), optraadte talløse tronkrævere. Parlamentet
valgte Edvard I til voldgiftsmand, men han fik
stormændene til at anerkjende Englands overhøihed, tog
alle slottene i sin magt, lod sig hylde rundt om i landet
og tildømte John Baliol kronen, hvorpaa denne hyldede
Edvard som lensherre 1292. Da Edvard vilde gjøre
sine lensrettigheder gjældende, forholdt skotterne sig
afvisende og gjorde oprør 1294, saasnart den
engelsk-franske krig udbrød. Paven løste Baliol fra
troskabseden, og S. indgik forbund med Frankrige. Efter
nederlaget ved Dunbar 1296 blev Baliol engelsk fange, S. til
Inverness underkastedes, den hellige sten i Scone,
hvorpaa de skotske konger altid kronedes, sattes i den
engelske kroningsstol, og S. regjeredes af engelske
statholdere. Mod det engelske voldsherredømme reiste
folket sig ført af en fredløs ridder, Vilhelm Wallace.
Verbriefung—verdammt
Med sin bondehær slog han englænderne ved Stirling
sep. 1297 og tog styret som «rigets beskytter» i Baliols
navn. Juli 1298 blev Wallace slaaet ved Falkirk, blev
senere fanget og dræbt 1305. Edvard gav en forfatning
for S., indsatte atter statholdere og lagde S. retslig
under konge og parlament i England.
Fremmedherre-dømmet smeltede skoterne sammen i fælles had mod
germanerne i syd. 1306 kronedes Robert Bruce som
Robert 1 (1306—29) paa Scone; han blev først slaaet og
jaget, vandt siden frem især ved adelens tilslutning.
1314 slog hans skotske fodfolkshær det engelske rytteri
ved Bannockburn, og S. var frit. 1323 sluttedes
vaaben-stilstand og 1328 fred i Northampton: S.s uafhængighed
anerkjendtes, og Bruces søn David egtede Edvard Ill’s
søster. 1326 indkaldte Bruce S,s første eg. parlament,
hvori byerne første gang er repræsenteret. Edvard III
blandede sig i tronstridighederne efter Bruces død, slog
skotterne 1333 og indsatte Edvard Baliol, som maatte
afstaa landet syd for Firth of Forth til England. Ved
fransk hjælp kom David II Bruce tilbage 1342, var en
tid fanget af englænderne, men vandt sluttelig hele S.
undtagen Berwick-upon-Tweed. Med David II uddøde
1371 Bruces æt paa mandssiden. — Stænderne valgte
nu Robert II Stuart (1371—90), dattersøn af Robert
Bruce. I sin meste tid førte han krig med England,
under hans svage søn Robert III (1390—1406) og under
dennes søn Jakob I’s fangenskab i England førte
hertugen af Albany (d. 1420) faktisk styret. Da Jakob I
(1406—37) slap fri, førte han en energisk kamp mod
de hensynsløse stormænd, inddrog talrige len og satte
domstolen «court of session» over baronernes
domstole, blev derfor myrdet af stormændene. Under sønnen
Jakob II (1437—60), en tid umyndig, kjæmpede
kongemagten stadig med de urolige, voldsomme stormænd,
der i spidsen for klanerne optraadte som selvstændige
fyrster, især Douglas’erne og sidelinjen Angus. Jakob III
(1460—88), gift med Margrete af Danmark, fik 1469
Shetlandsøerne i pant for medgiften af Kristian I;
fortsatte kampen mod lensmændene, men faldt efter
nederlaget ved Stirling. Jakob IV (1488—1513) arbeidede
ivrig paa landets udvikling, søgte at fremme handel og
sjøfart, og skabte en god, liden krigsflaade. Flamlændere
drev hele handelen, som bestod i lidt udførsel af
naturprodukter og indførsel af industrivarer. Trods egteskabet
1503 med Margrete af England bekrigede han dog
svogeren Henrik VIII, men faldt ved Flodden 1513. — Ved
udgangen af middelalderen var S. et fattigt, barbarisk
land. Byerne var smaa, borgerstanden næsten uden
indflydelse. Adelen havde hele magten; til den stod
landbefolkningen i et patriarkalsk afhængighedsforhold.
De magtløse konger søgte hjælp hos høigeistligheden,
men lov og ret gjaldt intet overfor feudalvildskaben.
Klanhøvdingerne førte blodige slegtsfeider, blodhevn og
plyndringstog hørte til dagens orden. Det
middelalderlige, skotske parlament evnede ikke at holde
stormændene i ave, lavadelen havde ingen magt som i England,
parlamentet havde kun ét hus sammensat af kirkeherrer,
stormænd og byrepræsentanter, men vovede kun at sige
ja til de bestemmelser, «the lords of the articles»
vedtog. I feidetider mødte kun det sterkeste parti i
parlamentet. Ordnet skattevæsen var ukjendt, kongen levede
Verbriefung ® t, skriftlig
tilsikring.
verbringen ® tilbringe;
bortødsle, ødelægge.
verbröckeln, verbröseln (t)
smulre.
verbrüdern (t) forene
broderlig.
Verbrüderung ® f, broderlig
forening.
verbrühen ® skolde,
verbuhlen ® svire bort (ved
udskeielser).
verbuhlt (t) udsvævende,
liderlig.
verbum — ® Verbum,
Zeitwort n — @ verb — (f) verbe m.
verbummeln (t) øde, svire
bort; glemme; gaa i hundene,
verbummelt forsviret; reduceret.
verbünden ® forene, alliere,
verbürgen ® borge, indestaa,
garantere for. sich für einen v.
gaa i kaution for en.
Verbürgung (î) f, kaution,
verbüssen ® afsone,
verbuttet ® forkrøblet,
ver-coquin ® m, vinmøMarve;
kvæse; dreiesyge.
Verdacht ® m, mistanke.
verdächtig ® mistænkelig;
fordægtig.
verdächtigen (t) p]øre, have
mistænkt.
Verdächtigung ® f,
mistæn-keliggj øreise.
verdammen ©domfælde;
(for)-dømme.
verdammt ® fordømt,
forbandet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
