Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Socialisme ... - Ordbøgerne: V - verworfen ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
953
Socialî’sme
954
rworfen - verzehrbar
paa anden maade erhvervet kapital, d. e. den del af
formuen, som bruges eller kan bruges til at frembringe nye
værdier. S. er for saa vidt, som blot økonomisk lære
betragtet, en teori om kapitalens forvaltning; men i videre
forstand er den tillige et paa helt filosofisk og historisk
grundlag opbygget videnskabeligt system, en
helhedsopfat-ning af samfundets liv og organisation og den enkeltes
forhold til samfundet. Den fremstilles af sine tilhængere
som et botemiddel, det eneste virkelig virksomme
botemiddel, rriod de ulykker og ulemper, som den mener, den
nuværende økonomiske samfundsordning uafhjælpelig
fører med sig: fattigdom, medfødt ulige vilkaar i kampen
for tilværelsen, forbrydelser, visse laster o. s. v. S. vil
indføre lige ret til arbeide, lige ret til livsnydelse. Den
socialistiske lære hed tidligere kommunisme (s. d.).
De to betegnelser bruges nu iflæng; men skulde der
nu skjelnes mellem dem, maa det blive saaledes, at
kommunismen lærer, at livsgoderne fordeles efter de enkeltes
behov, medens s., den mere moderne retning, vil have
dem fordelt efter hvert enkelt individs arbeidsydelse,
hvorhos den egentlige s. ikke vil afskaffe eiendomsretten
til personlige forbrugsgoder. — S. som videnskabelig
teori opstod i begyndelsen af det 19 aarh., idet den paa
grundlag af den ældre kommunisme (s. d.) underkaster
det moderne kapitalistiske industrisamfund sin kritik og
fremkommer med forslag til en anden og bedre
samfundsordning end den, dette herskende ulighedens og
uretfærdighedens samfund er bygget paa. I Frankrige
fremkom Gh. Fourier fra 1808 af med et nyt socialt system,
efter hvilket samfundet skulde opstykkes i et slags lige
talrige kommuner, som hver paa sit omraade skulde
drive al produktion i fællesskab og overskuddet retfærdig
deles mellem arbeide, kapital og talent, idet privat kapital
hos ham endnu er tilladt. Den af ham foreslaaede
organisation er altsaa et slags kooperation og har vist
sig at kunne gjennemføres i praksis (se Go din,
Familistère). Saint-Simon (s.d.) og hans skole lærte, navnlig
efter 1817, at saa længe produktionsmidlerne endnu
tilhørte en enkelt klasse, var intet virkelig fremskridt
muligt, hvorfor eiendomsretten til jord og anden kapital
skulde tilhøre samfundet eller staten, som skulde
overdrage brugsretten til frivillige sammenslutninger af
arbeidere og videnskabelige «industrichefer». I England
optraadte samtidig (1817) Robert Owen (s. d.), selv en
fortræffelig industriorganisator, med en række forslag,
som oprindelig tog sigte paa at afhjælpe den langvarige
og skrigende nød, som herskede i England mod
slutningen af Napoleons krige. Han saa i den paa hans
tid sterkt voksende maskinteknik en fare for
arbeider-standen, som truedes med at blive maskinernes slaver.
Ogsaa han foreslog et slags kooperative sammenslutninger,
indenfor hvilke han mente der kunde udvikle sig det
frieste og mest tiltalende samfundsliv. Et mere
demo-kratisk-revolutionært præg har den s., som blev forkyndt
af franskmanden Louis Blanc, hvis bog om «Arbeidets
organisation» udkom 1839. Blanc ønskede fremfor alt
at faa rokket ved den frie konkurrance, i hvilken han
saa kapitalismens bedste støtte. For at modvirke denne
skulde staten yde økonomisk hjælp til arbeidersamlag
for at sætte dem istand til at drive alle slags
produktion; denne skulde foregaa i saakaldte «nationalverk-
steder», som skulde træde istedetfor de private fabriker
og verksteder. Blanc fik under revolutionen anledning
til at se sine forslag prøvet; det blev imidlertid en
ynkelig fiasko. Louis Blanc kan betragtes som ophavsmanden
til socialdemokratiet (s. d.), idet han opstillede kravet
paa en politisk reform som middel til samfundets
omformning, at altsaa den demokratiske stat skulde gjøres
til redskab for fremskridt i socialistisk retning. P. J.
Proudhon (s.d.) vilde gjennemfore arbeiderstandens
emancipation ved hjælp af noget, han kaldte mutualisme (s. d.\
gjensidig udveksling af arbeide og tjenester, formidlet
ved et slags byttebank. Eiendom erklærede han at være
«tyveri» («Qu’est que la propriété», 1840). Proudhon
vilde forsone s. og individualisme ; han kritiserede dem
begge og opnaaede derved at grundlægge den moderne
anarkisme (s. d.), idet han hævdede, at ethvert menneske
burde være etisk saa vidt fremskredet, at det kunde
være sin egen lovgiver, og at et fuldkomment samfund
maatte afskaffe al regjeringsmagt som unødig og
trykkende indgriben i menneskenes egen frie
selvbestemmelsesret. I Tyskland havde allerede i aarhundredets begyndelse
filosofen Fichte været inde paa en tankegang, der
nærmede sig S.S. Noget senere blev Wilhelm Weitling (s. d.)
forkynder af en utopistisk kommunisme. Først K. G.
Winkelblech (s. d.) udviklede i sit «System der
Welt-økonomie» (1848) en videnskabelig begrundet s., men gik
i sine reformkrav dog ikke synderlig videre end
foreneligt med en fremskreden liberalisme. En særstilling i
s.s historie indtager den betydelige tænker J. K.
Rod-bertus, som giver flere merkelige udkast til en forklaring
af s.; efter hans lære maa grundrenten og kapitalrenten
bevirke, at arbeidet ikke faar sit fulde udbytte; derved
opstaar pauperisme og underforbrug, hvilke atter er
handelskrisernes aarsager. Han kræver derfor indførelse
af fælleseie til jord og kapital (selv var han rig godseier).
Rodbertus har havt stor indflydelse paa kateder-s. (s. d.)
og stats-s. (s. d.), som begge ved at befæste monarkiet
og bryde kapitalens magt tilstræber en socialistisk
organisation af produktionen som en statssag. Hans
idéer føres videre af Lassalle (s. d.), den geniale agitator
for en national, praktisk s., sat ud i livet i form af
pro-duktionssammenslutninger med statskredit à la Louis
Blanc. Den egentlige grundlægger af den videnskabelige
s. er den store teoretiker Karl Marx (s. d.), hvis verk,
«Das Kapital» (1867—94) lige til den nyeste tid har været
s.s rustkammer. Han gaar ud fra, at den sociale
revolution, ved hvilken s. kommer til at bryde igjennem, vil
indtræde som en «katastrofe», en voldsom naturproces,
der følger sin egen uafvendelige lovmæssighed.
Sammen med Friedrich Engels (s. d.) gav Marx i det
«kommunistiske manifest» (1848, s. d.) den revolutionære s.
dens program. Lassalle og Marx arbeidede hver til sin
kant, men 1878 sammensmeltedes deres tilhængere til
ét parti. 1862—76 virkede organisationen
Internationale (s. d.) trods indre splid stimulerende paa s.s
propaganda. En egen form for s. er den saakaldte agrar-s.,
som er at føre tilbage til engelskmanden Thomas Spence
(ca. 1800), men har faaet sit glimrende udslag i Henry
George’s (s. d.) epokegjørende hovedverk «Fremskridt
og fattigdom» (1879). En række af s.s teorier har i
den nyeste tid fundet sterk kritik inden s.s egen leir
verworfen (t) forskudt,
fordømt; forvorpen, ryggesløs,
verworren (t) forvirret,
verwundbar (t) (let) saarbar.
verwunden (t) saare.
verwunderlich (t) forunderlig,
verwundern ® (for)undre,
forbause. sich v. (ror)undre sig.
verwünschen ® forbande;
forhekse, forgjøre.
verwunschen ® fortryllet,
forgjort.
verwürzen ® krydre for sterkt ;
udvande.
verwüsten ® tierje; ødelægge,
very (e) meget, særdeles;
(bibelsk) sand; (selv)samme; selve.
verzagen ® tabe modet, blive
forsagt, fortvile.
verzagt ® forknyt, modløs.
verzählen ®: sich v. fortæile
sig, tælle feil.
verzahnen ® forsyne med
tænder.
verzapfen ® aftappe ; skjænke
ud; sammenfole.
verzappeln ®: sich v. sprælle
sig ihjel.
verzärtein ® forkjæle,
forvænne.
verzaubern ® fortrylle;
forhekse ; forvandle.
verzäunen ® omgjærde,
indhegne.
verzechen ® svire op.
verzehnfachen ® tidoble,
verzehnten ® svare tiende af.
Verzehr ® m, fortæring,
verzehrbar ® spiselig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
