Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien ... - Ordbøgerne: V - violet ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1015
1015 Spanien
1016
violet—vipstjert
som ledede hele strømmen af den italienske lyrik ind
over sit lands poesi. Ved deres side staar sonettisterne
de Acuna og de Getina. Mod det italienske væsen
stemmer sig den i datidens Frankrige beundrede Gastillejo.
Paa det dramatiske omraade udmerker sig Juan del
Encina, «det spanske teaters patriark», forfatter baade
af hyrdespil og mysterier, <autos>; Torres Naharro
indfører karakterer og levende mennesker paa scenen, og
giver de første udkast til den senere imbrogliokomedie.
Lope de Rueda, omreisende teaterdirektør, opfandt det
mellemspil, som kaldes «paso>, og som baseres paa en
dagligdags begivenhed. Modstykket til ridderromanen
er den pikareske, skjelmeromanen, som i dette tidsrum
kommer til rig udfoldelse og fra S. gaar ud over Europa;
«Lazarillo deTormes», det første specimen i denne genre,
har man tillagt Mendoza, med urette; det næste er
«Guzman de Alfarache» af Aleman. Ogsaa paa et andet
gebet, her rigtignok fra først af paavirket fra Italien,
blev S. Europas læremester, nemlig paa hyrderomanens
(Montemayors «Diana»). Antonio de Guevara, hvis
«Gyldne bog» gik verden rundt, skabte en egen stilart
i prosaen (parallelisme og koncinnitet), som gjenfindes
f. eks. i den engelske euphuisme. Prosaen forøvrigt
optages af endel historieskrivere, deriblandt Diaz del
Castillo, hvis beretning om erobringen af Mexico er
kommet til ære ved den franske digter Heredias’
oversættelse, dels af nogle mystiske forfattere (saadanne
kunde ikke mangle i et saa mørkt-fanatisk katolsk
land), endelig af et par selvstændige og kritiske aander,
som Juan de Valdés og Luis Vives. Heltedigtet dyrkes
af mange (at nævne: Ercillas «Araucana»). Boscans
elever deler sig i to skoler, den i Sevilla og den i
Salamanca; ypperst i den første var Herrera, hovedet
for de spanske petrarquister, og øverst i den anden den
mystisk-lyriske Luis de Leon. — De største navne,
verdensmestrene i spansk litteratur, tilhører 17 aarh.:
Cervantes («Don Quijote») og dramatikerne Lope de
Vega, Calderon. Andre berømte skuespilforfattere er:
de Gastro. fra hvem Corneille tog stoffet til sin «Gid>,
Alarcon. Tirso de Molina, Rojas Zorrilla, Moreto; S.
bliver fra nu af længe leverandør af teaterstykker til
Europas scener. Svarende til Italiens marinisme og som
en fortsættelse af guevarismen finder vi paa denne tid
culteranismen og conceptismen (i poesien Gongora, i
prosaen Gracian); det var en stræben efter at skrive fint
og spirituelt, men det blev til en unatur, som greb
de fleste forfattere. Picaroromanen florerer fremdeles
(Quevedo, Espinel). — I 18 aarh. faar S. som andre
lande parolen fra Frankrige, der jo ogsaa skjænkede
det de bourbonske konger. Parnassets lovgiver i denne
tid var Luzan, den spanske Boileau. Den engelske
metode med tidsskrifter som «Spectator» optoges af
Feijoo «Teatro critico»); han gik for at være den
spanske Voltaire. Paa hans side stod Sarmiento, som
behandlede spansk litteraturhistorie. Om spansk sprog
skrev Mayâns; sammenlignende filolog var Hervas. Det
spanske akademi stiftedes 1714. Meget bekjendt blev
Isla, den humoristiske forfatter af «Fray Gerundio»,
endvidere fabeldigteren Samaniego og den baade engelsk
og fransk paavirkede Gadalso, som grundede
digterskolen i Salamanca, hvis største navn er Meléndez
Valdés. Dramatikere som Moratm den ældre o. a.
klynger sig til de franske genrer (tragedie, Molière,
græde-komedie), medens H uer ta forsøgte at opretholde
skuespillet, som det var før; høiest af dem staar Ramon de
la Cruz, forfatter af realistisk nationale saineter, en
af-fødning af de tidligere «pasos», og Moratm den yngre.
— I 19 aarh. ligger Quintana (kronet som digterkonge
1855) og Gallego under for den franske indflydelse; begge
disse blev dog yderst spanske under krigen mod Napoleon.
Romantiken holder sit indtog med et par teaterstykker
af Marti’aez de la Rosa, og støttes kraftig af Rivas.
Andre fremtrædende spanske romantikere er lyrikerne
Espronceda, Zorrilla y Moral, den sidste tillige dramatiker,
Tassara, digterinden Gertrudis de Avellaneda, Bécquer
(à la Hoffmann og Heine), romanforfatteren Fernândez
y Gonzâles (à la Rocambole), kritikeren Larra. Paa
overgangen til den nyeste tid staar fortællerne Caballero
og P. de Alarcon, teaterdigterne Lopez de Ayala og
Tamayo y Baus. Realister eller naturalister à la Zola:
Emilia Pardo Bazan, L. Alas; mere selvstændige: Valera,
Pérez Galdos, Pereda, Ibanez, Palacio Valdés, Coloma.
Af vore dages digtere kan merkes : Campoamor, Nunez
de Arce, Balart, Bartrina. Ogsaa hos os kjendes
dramatikerne Echegaray (Nobelprisen 1904) og Vetar Aza, San
Zavier; en sainetist er Ricardo de la Vega. Blandt de
moderne litteraturhistorikere og kritikere rager Menéndez
y Pelayo høit op; andre: Cotarelo, Pidal. [Litt.:
Fitzmaurice-Kelly, «Littérature espagnole»; E. Gigas i J.
Clausens «Illustr. verdens-litteraturhistorie», IL] — Kunst.
Arkitektur. Under paavirkning af Syd-Frankriges
romanske arkitektur begyndte i S. pn livlig
byggeperiode i 12 aarh. Hovedverket er katedralen i Santiago
de Compostela (fuldendt 1188), med forbillede i S.
Sernin i Toulouse. Videre kan nævnes S. Isidoro i
Leon (1149) og katedralen i Salamanca. Typisk for tidens
arkitektur, særlig i overgangsperioden til gotiken, er en
rig dekoration med mauriske elementer, især udmerkede
portaler, samt kuppeltaarn over krydset mellem
langskib og tverskib. Disse eiendommeligheder holdt sig i
den gotiske periode. Dertil kommer saa forkjærlighed
for store rum med brede buespænd og for mindre
vinduer og større vægflader end i samtidig fransk
arkitektur, der dog fremdeles er toneangivende. Hovedverkerne
i denne periode er Burgoskatedralen (paabeg. 1221) og
Toledokatedralen (paabeg. 1227). Videre er at nævne
katedralerne i Leon, Barcelona, Gerona, Palma (paa
Mallorca) og Sevilla, den største af dem alle. Der
hersker en stigende forkjærlighed for rigdom i dekorationen,
et typisk nationalt træk i spansk arkitektur, hvis
høidepunkt naaes i plateresk- eller guldsmedstilen, en
eiendommelig overgangsstil, med renaissancedetaljer,
behandlet i udpræget gotisk aand og tilsat med mauriske
elementer. Denne stil, der behersker første halvdel af 16
aarh., er bedst repræsenteret i Salamanca (bl. a.
universitetet og Collegio mayor). Ca. 1550 vandt en tør og kold
italiensk renaissance indpas; dens hovedverk er Filip H’s
Escorial (paabeg. 1563), hovedsagelig bygget af Juan de
Herrera. Men med baroken vendte igjen den
karakteristiske dekorationsrigdom tilbage. Nævnes kan Francisco
Herrera den yngres Zaragozakatedral (paabeg. 1677); den
arkitekt, der bedst repræsenterer perioden, er imidlertid
violet © & (g (m) fiol; fiolet,
flolblaa = violett(blau)
violeter (f) farve fiolet.
violeur ® se violateur,
violier ® m, levkøi.
violin Violine ® f, violon
® m, fele, fiolin; ® ogs. fiolinist;
(vagt)arresten, hullet.
Violinist ® m, violinist @
fiolinspiller, fiolinist.
violist (g), violiste (f) m,
bratschist.
Violoncell ® n, violoncelle
® f, violoncello © violoncel.
violoncellist
violoncelliste ® m, (violon)cellist.
violone, violono © kontrabas,
violoniste ® m, fiolinist,
viorne ® f, (bot.) krossved.
Viper ® f, viper (e), vipère
(D f, hugorm; (flg.) slange.
vipereau ® m, hugorm-,
øgleunge.
vipérin (î), viperine (e)
hugorm , øgle-.
vipérine (D f, viper’s
bug-loss @ (bot.) slangehoved.
viperous (e) hugormagtig;
slange-; giftig.
vippe — ® wippen, schaukeln
— © see-saw, bob up and down,
rock — ® (se) balancer.
vippebret — ® Wippe f - (es
see-saw( board), plank-tilt — ©
balançoire f; jeu (m) de la bascule.
vips — ® husch! — © pop’,
whip! — ® zest! crac!
vipstjert - ® Bachstelze f.
Ackermännchen n - © wagtail
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
