Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien ... - Ordbøgerne: V - violet ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
virage—viril
1015
1015 Spanien
1016
José Ghurriguera, der virkede i begyndelsen af 18 aarh.
Med hans skole afsluttes den typisk spanske arkitektur;
den senere tørre klassicisme med udgangspunkt i slottet
i Madrid (efter udkast af italieneren Juvara, 1720) er af
mindre interesse. — Billedhuggerkunst. Gjennem
den romanske og gotiske periode er Frankrige ogsaa paa
skulpturens omraade forbilledet for spansk kunst; i 15
aarh. gjorde dog ogsaa flamsk indflydelse sig gjældende,
særlig i de store udskaarne altere. Med renaissancen
vandt italiensk indflydelse indpas; tidens betydeligste
billedhugger var Alonso Berruguete (1480—1561), der har
studeret i Florens og Rom. Det 17 aarh. blev
blomstringsperioden for S.s billedhuggerkunst saavel som for dens
malerkunst. Den typiske spanske realisme, parret med
en mystisk-fanatisk følelsesinderlighed, gjør sig især
gjældende i den bemalte træskulptur, der i denne
periode er en særegenhed for spansk billedhuggerkunst.
Den første store mester var nordspanieren Gregorio
Her-mandez (1566—1636); senere spillede sydspanske
kunstnere hovedrollen ; af disse maa nævnes Juan Martinez
Montanez (ca. 1580—1649) og hans elev Alonso Gano
(1601—67), der ogsaa var virksom som maler; endvidere
dennes to elever Pedro de Mena (d. 1693) og José Mora
(1638—1725). Den sidste repræsentant for den
nationale skole er Francisco Zarcilla y Alcaraz (1707—81). —
Malerkunst. Middelalderens spanske malerkunst
følger i alt væsentligt franske forbilleder. Med renaissancen
kom her som i de andre kunstarter italiensk
indflydelse. Men samtidig finder man den første
begyndelse til nationalt særpræg hos kunstnere som Luis de
Yargas (1502—68), Luis Morales (d. 1568), Francisco de
Ribalta (ca. 1555—1628) og Juan de las Roélas (1558—
1625). Allerede i denne tid begyndte Sevilla at
fremtræde som den ledende by paa kunstens omraade. Det
16 aarh. blev saa den spanske malerkunsts
blomstringstid. Hvad der særpræger denne, er en udpræget, næsten
kras realisme, malerisk kraft, ofte med sterk lys- og
s^kyggegivning, men fremfor alt en ekstatisk inderlighed,
-der i de religiøse billeder kan stige til fanatisme.
Kirkens og hoffets dominerende stilling stiller det religiøse
maleri og portrætet sterkt i forgrunden. Stor indflydelse
paa den spanske malerkunsts udvikling fik den bizarre
Domenico Theotocopoli (el Greco), der virkede i S. fra
li75—1614. Af kunstnere fra periodens begyndelse kan
nævnes Francisco de Herrera den ældre (1576—1656) og
Yeiasquez’ lærer Francisco Pacheco (1571—1654). Ogsaa
Jusepe de Ribera (1588—1656), hvis virksomhed falder
i Italien, har havt stor betydning fpr udviklingen. Sin
høide naaede den spanske realisme i Diego Rodriguez
de Silva Velasquez (1599—1660), en kf verdenskunstens
største maleriske genier; den religiøse følelsesinderlighed
faar sit reneste udtryk i Bartolomé ^Esteban Murillo
(1617—82), begge fra Sevilla. I foihold til disse træder
kunstnere som Francisco Zurbaran (1598—1662) og
Alonso Gano, der allerede er nævnt som billedhugger, i
anden række. Dette slegtled repræsenterer imidlertid
fkke alene høidepunktet, men ogsaa afslutningen paa
den nationale spanske malerkunst, naar undtages en
heit isoleret foreteelse, Francisco Goya (1746—1828), der
med sin paa én gang realistiske og fantastiske kunst
endnu i klassicismens tid repræsenterer den egte spansk-
nationale tradition og samtidig peger fremover mod
moderne strømninger i Europas malerkunst. Af det
19 aarh.s malere kan nævnes Fortuny (1839—74) og
Pfodilla (1847—) samt Ignacio Zuloaga (1870—), der
synes at betegne en gjenopvaagnen af den nationale
kunst. (Se forøvr. specialart. om de nævnte kunstnere.)
— Historie. Fra forhistorisk tid findes i S.
stendysser, kjøkkenmøddinger og talrige oldsager af sten og
metaller. Den ældste kjendte befolkning var ibererne,
fra hvem baskerne (s. d.) menes at nedstamme. Ga. 1100
f. Kr. anlagde fønikerne kolonier, bl. a. Gadiz (Gadir),
Malaga og Sevilla, senere fulgte grækerne. I 6 aarh.
indvandrede kelterne over Pyrenæerne og besatte store
dele af S.; efterhaanden smeltede de sammen med den
indfødte befolkning til keltibererne. SamtMig fortsatte
karthagerne den fønikiske kolonisation og udbyttede
særlig de rige sølvminer. Efter den anden puniske krig
gik herredømmet i S. over til romerne (206 f. Kr.), men
disse fik først efter 200 aars kampe og talrige oprør
keltibererne og lusitanerne betvunget. S. deltes i tre
provinser: Bætica, Lusitania, Tarraconensis og
romaniseredes hurtig, saa at det blev et hovedsæde for romersk
kultur. Videnskab, handel, industri og akerbrug stod
paa et høit trin. Folkevandringen ødelagde den romerske
kultur, 409 trængte svever og vandaler ind over
Pyrenæerne, 412 efterfulgt af vestgoterne. Disse overtog
den romerske administration og de bestaaende sociale
institutioner, men faatallige og afhængige af adel og
geistlighed evnede de ikke at skabe noget kraftigt rige.
— 711 faldt deres sidste konge Roderik mod araberne
i slaget ved Vadi Bekka, og snart efter var S. et emirat
under Omaijadekalifatet i Damaskus. De nye herrer
afkrævede befolkningen de sedvanlige afgifter i lande
erobret af muhammedanerne og uddelte jord til sine
krigere, men lod forøvrigt med stor tolerance landets
sprog, religion og seder uantastet. Omaijaden
Abd-ar-rahman (756—788) erklærede sig for uafhængig emir i
Gordoba, og Abd-ar-rahman III (922—961), de spanske
araberes største hersker, antog kaliftitelen. For
verdenskulturen er det arabiske herredømme i S. et
betydningsfuldt tidsrum som mellemled mellem hellenismens
videnskab og kultur og renaissancens. I alle
henseender stod den spansk-arabiske kultur høit over den
samtidige europæiske og befrugtede denne paa utallige
omraader. Videnskab, litteratur, kunst, industri, handel
og akerbrug stod høit, og pragtfulde bygninger og
ruiner minder endnu om den glimrende fortid. Det
spanske kalifats svaghed var dog som Tyrkiets nu de
muhammedanske erobreres manglende evne til at smelte
sammen med den undertvungne befolkning. Efter
Omai-jadedynastiets fald 1031 splittedes dets omraade i talrige
smaariger (se bl. a. A b b a d i d e r n e), og i Nord-S., der
havde holdt sig uafhængig den meste tid, stiftedes de
kristne kongeriger Leon, Kastilien, Aragonien og Navarra
(s. d.). Mod de kristnes truende fremtrængen indkaldtes
Almoraviderne (s. d.) ca 1090 og Almohaderne (s. d.)
ca. 1150 fra Afrika, og fra da af var berberne, de spanske
romancers moros, det herskende element i det
muhammedanske S. Alligevel udvidedes de kristne riger stadig
mod syd, navnlig efter deres afgjørende seier ved Las
Navas 1212. I samme aarh. erobrede Ferdinand III (s. d.)
— (|) hochequeue ; bergeronnette f.
Tirage ® na, hiving (i spil osv.) ;
dreining, sving.
virago (e) & (g f, mandhaftig
kvinde.
virak — ® Weihrauch m - ®
(frank)!ncense — ® encens m.
virelai ® m, virelay @
gammalfransk sang med omkvæd,
virement ® m, (tilsjøs) (spils)
dreining, v. (de bord) vending,
baut.
virer (tourner et) v. (vende
og) dreie (sig), v. (de bord)
(tilsjøs) vende; (flg.) sadle om.
virescent@ grønnende, grønlig,
vireux (D giftig, skadelig.
virev(e)au (f) m, (lidet)
brat-spil.
virevolte ® f, hurtig svingning.
virgate @ kjep-, stavformig.
virgin (e) jomfru, mø; kysk,
jomfruelig; ur-; gedigen, ren;
naturlig.
virginal ©jomfruelig, jomfru-,
virginals C«) pl. spinet, slags
klaver.
Virginie ® m, virginia(tobak).
virginité (f) f, virginity (e)
mødom; jomfruelighed, renhed.
virgouleuse (f) f, vinterpære.
virgule @ & (î) f, komma,
viridescence (g grønlighed,
viridescent @ grønlig,
viridifier (f) farve grøn.
viridifoliéd) med grønne blade,
viridité (?) f, viridity @
grønhed, grøn farve.
viril (e), virile ® manddlig;
mandhaftig; mands-.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
