Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sprogvidenskab ... - Ordbøgerne: V - vorhanden ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1077
Sprogvidenskab
1078
at kunne fremkalde levende forestillinger; det er ikke
nok at oversætte til modersmaalet, man maa ofte bruge
handlinger, gestus, billeder o. s. v. I det hele er denne
metode mere besiegtet med den naturlige
modersmaals-tilegnelse, skjønt den altid kun bliver en kunstig og
mere eller mindre ufuldkommen efterligning af den. I
praksis griber de to metoder stadig over i hinanden.
Selv i den mest reflekterede grammatiske s. indgaar
et moment af vane, og den naturlige metode tager i sin
inddeling af sprogstoffet grammatiske hensyn. Dette
sidste gjælder især paa skolerne, hvor forskjellige
praktiske hensyn spiller ind. I de fleste lande er skolernes
undervisning i levende sprog nu lagt nærmere til den
naturlige metode. Ved at gaa ud fra det talte sprog har
man opnaaet en bedre udtale, og ved at der lægges vegt
paa forestillingerne, ikke bare paa formerne, er der i
sprogstoffet blevet en naturligere fremadskriden fra det
enkle til det mere sammensatte. Som foregangsmænd
paa den praktiske sprogundervisnings omraade kan
nævnes: H. Sweet, Vietor, O. Jespersen, i Norge særhg
Joh. Storm samt A. Western og K. Brekke.
Sprogvidenskab el. lingvistik er læren om det
menneskelige talesprog. Dens opgave er dels at forklare
de fysiske og psykologiske faktorer, der betinger den
sproglige meddelelse gjennem lyd frembragte af
taleorganerne, dels at undersøge de enkelte sprogs
udvikling og forholdet mellem dem. Den er en
kulturvidenskab, der ligesom historie, arkæologi, samfundslære
o. s. V. giver bidrag til læren om mennesket. Snart
virker den haand i haand med disse og andre
videnskaber, snart bringer den oplysninger, hvor de maa til.
Ikke alene historiske og kulturhistoriske begivenheder
sætter sit spor i sproget, men den indre aandsudvikling
betinger ogsaa paa mange maader det sproglige udtryk.
S. er i det store og hele et barn af 19 aarh. Blandt
oldtidens folkeslag udmerkede alt inderne sig som
skarpsindige grammatikere, hvis system endnu tildels, som
paa ordsammensætningens omraade, lader sig anvende.
Det meste af den nu i sproglæren brugelige terminologi
gaar dog tilbage til den klassiske oldtids syslen med
sproglige spørsmaal. Om tidligere tiders sprogstudium
og sprogforklaring gjælder ellers, at det er præget af
den største vilkaarlighed og famlen, og at det ikke har
ført til noget. Ved begyndelsen af 19 aarh. kommer
man efter, at det eneste sikre kjendetegn paa slegtskab
mellem sprog er overensstemmelse i sprogbygoingen,
medens selve sprogelementerne, ordene, kan veksle paa
mangfoldige maader og navnlig brede sig fra det ene
sprog til det andet. Det er R. Rasks fortjeneste sterkt
at have fremhævet dette. En ikke mindre rigtig
er-kjendelse, der baner sig vel omtrent samtidig, er den,
at ethvert sprogligt udtryk maa bedømmes i forhold til
tidligere perioders sproglige udtryk. Hele s.s metode
beror paa en streng gjennemførelse af disse to principer.
Det gjælder om at føre de sproglige former tilbage til
den opr. skikkelse og forklare de udviklinger, der har
fundet sted. Ved en sammenligning mellem det i
runeindskrifter foreliggende urnordiske sprog med gotisk og
andre oldgermanske dialekter kan man saaledes
rekonstruere det fællesgermanske ursprog. Ved hjælp af
sprogsammenligning har man faaet rede paa slegtskabs-
vorhanden—Vorkäufer
forholdet mellem mange af de eksisterende sprog. Den
germanske gruppe, den keltiske, den slaviske, latin,
græsk, albanesisk, armenisk, den iranske og den indiske
gruppe er enheder med en mængde indbyrdes
forskjellig-heder, men ogsaa med et bestemt fællespræg i
sprogbygningen, og sprogsammenligningen paaviser, hvad der
er opr. fælles, og hvilken form det saakaldte
indoeuropæiske ursprog har liavt. Ogsaa mange andre sprog
er det lykkes at føre tilbage til forskjellige enheder,
medens det maa være fremtiden forbeholdt at paavise,
hvorvidt disse igjen alle eller delvis viser tilbage til
endnu ældre enheder. — Haand i haand med
bestemmelsen af sprogenes slegtskabsforhold gaar undersøgelsen
af de forbindelser, der findes mellem dem som følge af
indbyrdes udveksling af sprogstof. For saa vidt ligheder
mellem sprog ikke beror paa slegtskab (eller paa
tilfældigheder, der dog i regelen er let kjendelige ved den
spredte forekomst), stammer de fra paavirkning fra det
ene sprog til det andet. Udskillelsen af laante ord og
sprogelementer i det hele taget er ikke alene af
vigtighed for sproghistorien, men giver ogsaa et dybt indblik
i vedkommende folks a andel ige og materielle udvikling.
Endnu vigtigere er saadanne sproglige oplysninger,
hvor historiske efterretninger fuldstændig mangler. Det
finske sprog bærer saaledes den dag idag præget af en
forhistorisk sterk paavirkning af germanske og andre
indoeuropæiske sprog. Paa lignende maade lader
historiske begivenheder sig i mange tilfælde paavise ad
sproglig vei. At det russiske riges grundlæggelse skyldes
indkaldte skandinaver, er uigjendrivelig godtgjort af
V. Thomsen gjennem undersøgelsen af gamle russiske
stedsnavne, der viser sig at være rent nordiske.
Zigeuner nes vandringer i Europa i ældre tid kan nærmere
bestemmes ud fra de ord, som deres sprog har optaget
fra de forskjellige europæiske sprog. I andre tilfælde
kan en stammes vandringer inden samme sprogomraade
paavises derved, at sproget ikke stemmer med de
omgivende dialekter, men med en mere eller mindre
fjerntliggende egns dialekt. — Naar en gruppe beslegtede
sprog har samme ord for den samme ting paa en
saa-dan maade, at laan fra det ene sprog til det andet er
udelukket (d. e. ordet optræder i de forskjellige sprog i
forskjellige former efter hvert enkelt sprogs
udviklingslove), er det tegn paa, at ordet stammer fra en tid,
da vedkommende sprog endnu udgjorde en enhed, og
tingen har da altsaa været kjendt af det folk, der talte
det opr. ursprog. Ad denne vei har man forsøgt en
bestemmelse af det kulturtrin, som det folk stod paa,
der talte det indoeuropæiske ursprog, men denslags
undersøgelser er forbundet med store vanskeligheder,
saa at mange enkeltheder er tvilsomme. Ogsaa den
sproglige bestemmelse af dette folks opr. hjemsted er
foreløbig noget usikker. — Studiet af de enkelte sprogs
udviklingshistorie har ført til opdagelsen af en række
alm. betingelser for sprogets udvikling. Læren herom,
som man kan kalde for alm. sproglig biologi, er ikke
alene af betydning for erkjendelsen af hvert enkelt
sprogs historie, idet det ene sprog i mange henseender
kan kaste lys over det andet uden hensyn til, om de
er besiegtet eller ei, men ogsaa for forstaaelsen af
sproglivet i det hele taget. Sprogets forandringer rammer
vorhanden ®
forhaanden(væ-rende); til stede.
Vorhandensein (g n, eksistens,
tilværelse.
Vorhang ® m, forhæng, teppe;
gardin.
vorhängen ® hænge for.
Vorhängeschloss ® n,
hæn-gelaas.
Vorhaut ® f, forhud.
Vorhemd (t) n, krave,
skjortebryst.
vorher (t) i forveien, før.
Vorhersagung,
-Verkündigung (t) f, forudsigelse.
vorherig (t) tidligere, fore
gaaende.
Vorherre - ® der liebe Gott,
der Herrgott — (e) heaven,
goodness — © le Seigneur, Dieu.
vorherrschen ® være
fremherskende.
vorhin (t) nylig, nys.
Vorhof (t) m, forgaard;
vaa-benhus; vestibule ; forkammer
(hjerte).
vorholen ® hente, tage frem.
vorhören (t) hore indom en;
forespørge.
Vorhut (D f, fortrop, -trav.
vorig ® foregaaende, tidligere;
forrige.
Vorjahr ® n, foregaaende aar,
førr aaret.
vorjärhrjg ® fjorgammel,
vorletzt ® for øieblikket.
vorkauen, «käuen ® tygge
for; give en noget ind med skeer.
Vorkauf ® m, opkjøb.
Vorkäufer ® m, opkjøber.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
