Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige ... - Ordbøgerne: Z - zopfig ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1343
zubüssen—Zudrang
denne sag var atter paa dagsordenen 1850—51, men
stænderne modsatte sig nogen mere indgribende
forandring i de bestaaende forhold. Først under hans søn
Karl XV (1859—70) kunde ministeriet de Geer 1865
komme til enighed med stænderne om den endnu i sine
hovedtræk gjældende rigsdagsforfatning med to kamre
istedetfor den gamle standsrepræsentation. Denne reform
fik den største betydning for landets politiske og
økonomiske udvikling. Denne paaskyndedes ogsaa af den i
1859 indledede frihandelsvenlige toldpolitik og af den
kommunale valgreform 1862, som indførte selvstyre i
kommunale anliggender. Under Karl XV spillede
skandinavismen (s. d.) en fremtrædende rolle, indtil Danmarks
nederlag i 1864 viste dens afmagt. Karl XV efterfulgtes
af sin broder Oscar II (1870—1907); om forholdet til
Norge under hans regjering se Norge, historie, og
Unionen. Næringsveiene, især industrien, har
gjen-nemgaaet en rig udvikling. Norrland er ved jernbaner
knyttet nærmere til resten af landet, statsindtægterne er
steget under et protektionistisk toldsystem. Et sterkt
nationalt tilsnit præger den nye konge, Gustaf V’s regjering (siden
1907). Forsvarsvæsenet er omordnet og styrket, og en
stemmeretsreform i demokratisk retning gjennemført.
(Se pi. Kart over Skandinavien og Syd-Sverige.)
[Litt. : Fryxell, «Berättelser ur svenska historien» (bd. 1—46,
1830—80); Geijer, «Svenska folkets historia» (1—3, 1832—
36); H. O. Hildebrand, «Sveriges medeltid» (1—3, 1879 ff.);
Carlsson, € Sveriges historia under konungarne af pfalziska
huset» (I—VII, 1855—85); Malmstrôm, «Sveriges politiska
historia från Karl XII’s død til 1772» (1—4, 1855—77);
E. Hildebrand m. fl., «Sveriges historia intill XX seklet»
(10 bd., 1902 flg.); E. Hildebrand, «Svenska
statsförfatt-ningens historiska utveckling från äldsta tid till våra
dagar» (1896); K. J. H. Hallendorff, «Vårt folks historia»
(2 udg. 1907—08).]
Sverker, svenskekonger. 1. S. I (konge 1130—56,
valgtes til konge af østgøterne, da Steinkils æt var
uddød); muligens er han ogsaa blevet hyldet af svearne
og vestgoterne. Stamfader til en ny kongeæt, der
kjæm-pede med Erik den helliges efterkommere om tronen.
— 2. S. II Karlsson (d. 1210), konge 1195—1207, søn
af Karl Sverkersson, kom til magten støttet af den
mægtige jarl Birger Brosa af Folkungeætten, hvis datter
Ingegerd han egtede. Han søgte at befæste tronen i
forbund med det fremvoksende hierarki og gav ved et
brev 1200 kirken særlig domsmagt. Efter jarlens død
udbrød den indre strid paany, og 1207 maatte S. flygte til
Danmark, hvorfra han vendte tilbage med en hær, som
blev ødelagt i slaget ved Lena 1208. Under et nyt forsøg
paa at tilbagevinde sit rige faldt han ved Gestilsen 1210.
Sverre Sigurdssøn (1151—1202), n. konge, f. i Norge,
men blev efter 1156 opfostret paa Færøerne hos
farbroderen biskop Roe og viet til prest. 24 aar gl. fik han
ifølge sin egen beretning af sin moder Gunhild vide, at
hans virkelige fader var kong Sigurd Mund (s. d.). Kort
efter (1176) drog han til Norge, hvor birkebeinerne netop
havde reist oprør mod Magnus Erlingssøn under Eystein
Meylas anførsel. S. blandede sig ikke i striden, men
gjestede slegtninge i Sverige. Her traf han levningerne
af birkebeinerne og gik efter nogen nølen ind paa deres
opfordring om at blive deres fører. I spidsen for dem
Sverresborg—Svind
1346
trængte han derpaa frem til Nidarox og blev hyldet som
konge paa Øreting 1177. Han optraadte som den
arveberettigede kongesøn og forkjæmperen for den gamle
statsret overfor Magnus Erlingssøns illegitime
kongedømme. Under endeløse farer og strabadser
disciplinerede og uddannede han sine birkebeinere. Med
dem seirede han 19 juni 1179 over Magnus i slaget
paa Kalvskindet, hvor Erling Skakke faldt, og 27 mai
1180 led kong Magnus et nyt afgjørende nederlag paa
Ilevolden udenfor Nidaros, hvorefter han flygtede til
Danmark. Herfra kom han tilbage med en hær, men tabte
atter gjentagne gange overfor kong Sverre, sidste gang
i sjøslaget ved Fimreite i Norefjord, hvor han faldt.
Sin seier benyttede Sverre til at foretage \’igt!ge
ændringer i administrationen. Istedetfor den gamle
fylkesind-deling traadte en ny inddeling i system, hvis bestyrere,
sysselmændene, udgik fra den kongelige hird. Ved
indsættelse af de kongevalgte lagmænd, oprindelig ikke
dommere, men almuens retskyndige konsulenter, skaffede
han kongedømmet indflydelse paa den dømmende
myndighed. — Imidlertid er kampen ikke endt med kong
Magnus’ død. S. maatte endnu i flere aar kjæmpe med
modpartiets levninger (kuvlunger 1185—88, vårhelger
1190, øiskjegger 1193—94) og udholdt en endnu langt
farligere strid med geistligheden og det kirkelige parti
baglerne (s. d.). Erkebiskop Eystein, som fra først af
havde lyst Sverre i ban, havde vistnok forligt sig med
ham 1183; men hans eftermand, erkebiskop Erik, fordrede
overenskomsten af 1163 om geistlighedens indflydelse
paa tronens besættelse og kronens ofring til St. Olav
fuldt ud respekteret. S. ikke alene forkastede disse
aftaler, men hævdede endog kongedømmets ret til at øve
indflydelse paa bispe- og prestevalgene. Erik flygtede til
Danmark og lyste S. i ban; denne svarede med at tvinge
bisperne til at krone ham. Paven bekræftede bannet,
hvorpaa samtlige bisper forlod landet. 1196 stiftede
Nikolas Arnessøn baglerpartiet. Under den svære kamp,
som nu paafulgte, kom S. vistnok i store forlegenheder,
særlig efterat InnocensIII havde lyst interdikt over landet:
men hans geni viste sig ogsaa nu fra den mest glimrende
side. I 1199 udsendte han «En tale mod biskoperne»,
et stridsskrift, hvori han før nogen anden af Europas
fyrster hævder kongedømmets guddommelige oprindelse og
herredømme over landskirken. Han slog sine
modstandere ved Strindsjøen udenfor Nidaros, ved Oslo 1200
og indtog efter en længere beleiring vinteren 1201—1202
baglernes faste borg ved Tønsberg. Kort efter, 9 mars
1202, døde han i Bergen, S. var stor som hærfører og
administrator; han udmerkede sig ved skarp sindighed,
vid, fast vilje, seig udholdenhed, en i forhold til tiden
merkelig humanitet og mildhed overfor modstandere.
Sverre, Johan Tidemann (1867—), n. officer.
Officer 1891, siden 1898 kaptein i feltartilleriet. S. har
nedlagt et stort arbeide i udviklingen af norsk
idræts-og sportsliv, bl. a. en aarrække som formand i Kra.
turnforening, som medlem af komitéerne for Norges
deltagelse i de olympiske lege i Athen, London og
Stockholm og for tiden (1913) som formand i styret for Norges
turn- og idrætsforbund.
Sverre, Ole Andreas (1865—), n. arkitekt. Har
gjennemgaaet Trondhjems tekniske skole og studeret
zubüssen (t) skyde til; sæUe
til, tabe.
Zucht (t) f, dyrkning, avl,
forplantning; kuld; tugt(ighed);
disciplin.
Zuchteber (t)m, avlsgalt, raane.
züchten ® opdrætte; -tugte;
-elske.
Züchter (t) m, opdrætter.
Zuchthaus © n, tugthus.
Zuchthäusler ® m,
tugthusfange = Züchtung m.
Zuchthengst (t) m, avlshingst,
beskeler.
züchtig ® tugtig, anstændig,
ærbar.
züchtigen ® tugte; straffe,
revse.
Züchtiger ® w, tugtemester =
Zuchtmeister m.
Züchtung ® m, tugthuslem,
straffange.
zuchtlos ® udisciplineret,
tøi-lesløs.
Zuchtrut(h)e ® f, (tugtens) ris.
zuckeln ® trippe, lunte,
zucken ® dirre, rykke; fare
sammen, skjælve; glimte; trække,
zücken ® trække, drage.
Zucker ® m, sukker.
Zuckerbaa ® m, sukkeravl.
Zuckerwaren ® pi, -werk n
sukkertøi.
zuckerig ® sukkerholdig,
zuckern ® sukre.
Zuckung ® f, ryk, trækning,
zudem ® desuden, forøvrigt.
Zudrang ® m, tilstrømning
trængsel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
