Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tapisserie ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1447
Târik ibn Zijâd—Taro
1448
den ene side, og en enkelt eller samtlige arbeidsgivere
indenfor vedkommende fag paa den anden side. En t.
er en kollektiv arbeidsaftale; den forudsætter parternes
organisation, og at de enkelte personer paa begge sider
i arbeidsforholdet ikke optræder individuelt, men gjen
nem organisationen og ubetinget underordner sig dennes
afgjørelser. I en af parterne paa forhaand godtaget tarif
opstilles arbeidsbetingelserne, særlig lønsatserne for de
forskjellige klasser af arbeide og arbeidere. En særaftale
mellem arbeidsgiveren og den enkelte arbeider maa altid,
hvor parterne er organiseret, gaa ud paa at rette sig
efter den for faget opstillede tarif. Hvor en saadan
foreligger, bliver enhver forhandling parterne imellem
overflødig; de ved paa forhaand, hvad de gaar til. En t.
gjælder altid for en bestemt aarrække og kan i den
fastsatte tid ikke vilkaarlig fraviges eller forandres. Den
tjener derfor til at sikre faget arbeidsro i den tid, t.
varer. Denne form af arbeidsaftale gaar ikke mange aar
tilbage. Den første egentlige t. blev oprettet i Tyskland
inden bogtrykkerfaget 1896 som resultatet aflangvarige,
bitre kampe. Denne nye arbeidsretslige konstruktion
udbredte sig med rivende hurtighed til alle lande, idet
reformen straks blev optaget paa fagforeningernes
program og hurtig ogsaa vandt arbeidsgiverne for sig. Disse
opnaaede nemlig foruden at undgaa streiker i
kontraktperioden ogsaa til en vis grad at sikres mod
smuds-konkurrance, da konkurrenter jo ikke vil kunne faa
billigere arbeidshjælp. De forhandlinger, som gaar forud
for afslutning eller fornyelse af en t., ledsages gjerne af
trudsel om arbeidsnedlæggelse fra en af siderne eller fra
begge, for det tilfælde, at opstillede krav ikke
imødekommes. T. er en ny retsdannelse af overordentlig
betydning og rækkevidde, en hovedhjørnesten i den sociale
ret, som holder paa at udvikle sig.
Târik ibn Zijâd (d. ca. 715), arab. hærfører af berberæt,
sendtes 711 af Musa ibn Nusair, Nord-Afrikas statholder,
til Spanien, landede med nogle tusen mand ved Gibraltar
(D j e b e 1-a 1-T â r i k), slog vestgoternes konge Roderik
ved Vadi Bekka og underlagde sig hurtig det halve
Spanien. Den misundelige Musa lod T. fængsle, men
713 fik T. friheden ved kalifen Walid I’s mellemkomst.
Tarim, elv i det indre Asien, Øst-Turkestan, opstaar
ved sammenløb af Jarkand-Darja, som kommer fra
Karakoramfjeldene, og Kasjgar-Darja, som kommer fra
Pamir. Efter foreningen optager T. Aksu-Darja nordfra
og Ghotan-Darja sydfra; denne sidste elv rinder tvers
igjennem ørkenen Takla-makan og fører vand bare
under flom. Senere flyder T. østover i en mod syd
aaben bue og faar flere tilløb fra Tiensjan i nord, men
ingen fra syd; tilslut taber den sig i Lopnor (s. d.) efter
et løb paa omtr. 2000 km.
Tarlatan, se Gaze.
Tarm, se Menneskets anatomi og Fordøielse.
Tarmbetændelse, se Tarm kat arr h.
Tarmfistel, se Fistel.
Tarmkatarrh (enteritis) har sit sæde i tarmens
slimhinde, som ved irritation af de nydte næringsmidler og
navnlig ved infektion af de i disse værende bakterier
bliver sædet for en betændelse. Herved forøges tarmens
slimafsondring og tarmens bevægelser, Peristaltiken,
særlig tyktarmens, saa at tarmindholdet udtømmes,
forinden vædskeopsugningen har fundet sted. —
Hovedsymptomet ved t. er hyppige udtømmelser af
tyndtflydende, indtil helt vandige ekskrementer, diarré, og
knibende smerter i underlivet, koliksmerter.
Betændelsen i tarmslimhinden kan give anledning til blødning
og til saardannelser (blodige diarréer). — T. kan have
sit sæde i de forskjellige dele af tarmen. Den øverste
del af tyndtarmen er ofte lidende sammen med
mavesækken (mave-t.). I regelen slutter sig til tyndtarms-
katarrhen en katarrh i den øverste del af tyktarmen. —
T. optræder hyppigst hos smaa børn og især om
sommeren (fordærvede næringsmidler ?). Diarréen er i mange
tilfælde eneste symptom ; ikke sjelden er dog t. ledsaget
af feber, og almenbefindendet lider. — Den kroniske t.
udvikler sig i tilslutning til den akute eller som
selvstændig lidelse. En hyppig form er den kroniske
tyk-tarmkatarrh (colitis), hvis aarsag oftest er den kroniske
forstoppelse, — Ved behandlingen af t. spiller diæten
den største rolle (se Diarré). Ved behandlingen af den
kroniske colitis lægges hoved vegten paa at bringe den
træge aft’øring i orden.
Tarmsaar kan opstaa ved betændelse i tarmen, eller
naar tarmen er sæde for tuberkulose, kræft o. a. lidelser.
En særlig form af t. er saar i den aller øverste del af
tarmen, tolvfingertarmen (ulcus duodeni). Lidelsen, der
navnlig findes hos mænd, giver tildels de samme
symptomer som mavesaar.
Tarmsaft afsondres hos mennesket af kjertelceller i
tarmslimhinden. Afsondrende kjertelceller (Paneth’ske
celler) findes i fordybninger i slimhinden (de
Lieber-kûhn’ske krypter). T. indeholder flere fermenter (s. d.).
Det vigtigste er erepsinet, som fortsætter den spaltning
af eggehvidestoffene, der er paabegyndt af mavesaftens
og bugspyttets (s. d.) fermenter. Desuden indeholder t.
en substans, enterokinase, som ikke selv er et ferment,
men som gjør bugspyttets eggehvidespaltende ferment,
trypsinet, virksomt. T. indeholder 1.07 pet. faste stoffe,
mest salte; der er kun 0.2 pet. organiske stoffe i t.
Se Fordøielse.
Tarmslyng er en lidelse, der fremkommer, naar
tarmen slynger sig om sig selv eller om en efter lidelse
i underlivet dannet streng, eller den paa anden maade
bliver klemt sammen. Der opstaar derved en stansning
i tarmpassagen og de deraf følgende symptomer (se Ileus),
en meget farlig tilstand, der snarest maa hæves, hvad der
i de fleste tilfælde kun kan ske ved operation, ved
hvilken man retter ud den slyngede tarm. Hvis dette ikke
lykkes, lægges en aabning paa tarmen (se E n t e r o t o m i).
Tarmsygdomme, se Tarmkatarrh, Tarmsaar,
Tarmslyng.
Tarn, Frankrige, tilløb fra høire til Garonne, fra
Mt. Lozère (Gevennerne) gjennem Gausses forbi Albi,
hvor den danner fossen Saut-de Sabo, optager fra venstre
Agout, fra høire Aveyron og munder ud nedenfor Moissac,
375 km. (147 km. farbar).
Tarn, Frankrige, departement ved det sydlige hjørne
af Gevennerne, svarer til landskabet Albigeois (prov.
Languedoc); 5780 km.^ 324000 indb. (1911). Fire
arrondissementer: Albi, Gastres, Gaillac, Lavaur. Hovedstad Albi.
Tarn-et-Garonne [-e-garå’n], Frankrige,
departement, omkring sammenløbet af elvene Tarn og Garonne;
3730 km.^ 182 500 indb. Departementet T. dannedes
1808 af dele af Guyenne og Languedoc. Hovedstad er
Montauban.
Tarnöpol, Østerrige, by i Øst-Galizien, ved Sereth,
vest for Avratynaasen, ved jernbanen Lemberg—Odessa;
34 000 indb. (1910).
Tarnow, Østerrige, by i Vest-Galizien, nær
sammenløbet af Biala og Dunajec; 38 000 indb. (1910).
Tarnowitz, Preussen, by i Schlesien, i T.-aaslandet,
det store schlesiske bergverksdistrikt, 300 m. o. h., ved
jernbanen mellem Oderdalen (Oppeln) og Weichseldalen
(Auschwitz); 14 000 indb. (1910). Jern- o. a. industri.
Taro (colocasia antiquorum), en i tropeegne som
kjøkkenurt dyrket plante (tilhørende araceæ), der
ud-merker sig ved sin store knold, som kan blive saa stor
som et barnehoved. Fra knolden dannes udløbere, som
svulmer knoldformig op i spidsen, og store, langstilkede
skjoldformede blade. Saavel knolden som bladene spises.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
