Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tarok ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1451
Tassonî—Taug
1452
romme fra Bolognauniversitetet, da man mistænkte ham
for at være forfatteren af nogle smædeskrifter. 1565 blev
han hofkavaler i Ferrara hos kardinal Lodovico af Este,
som han ledsagede paa en reise til Frankrige. Kort
efter optoges han ved hertug Alfons I I’s hof i Ferrara,
hvor han vandt stor popularitet ved sit smukke ydre,
sine fine manerer og sin kunst; han ophøiedes til
historiograf for huset Este. Her udbrød der sindssygdom, som
med afbrydelser formørkede hele hans senere liv. Fra
nu af førte han en omflakkende og ulykkelig tilværelse,
men arbeidede i sine lyse øieblikke stadig paa sine verker.
Tilsidst indtraf han i Rom, hvor paven vilde lade ham
krone paa Capitolium som digterkonge, men
høitidelig-heden blev paa grand af en kardinals sygdom udsat,
og før den kunde finde sted, var T. død hos munkene i
klostret Sant’ Onofrio. — Hans storverk er heltedigtet
«LaGerusalemme liberata», som skildrer, hvorledes Gotfred
af Bouillon og korsfarerne indtog den hellige stad fra
tyrkerne (overs, ogsaa til d.). T. indtager en fremtrædende
plads i hyrdedigtningens historie; han harskrevet
pastoralskuespillet «Aminta», hvor han bragte salonhyrdei ne op
paa scenen; stykket bæres af skjøn lyrik og et
fortryllende sprog. Han forfattede ogsaa et sørgespil
«Torris-mondo> (hvor handlingen er knyttet til Norge); det
hører til de daarligste af de i det hele maadelige
italienske renaissancetragedier. Han skrev tillige endel
lyriske og religiøse digte, ved siden af breve, filosofiske
dialoger og æstetiske afhandlinger; hans prosa regnes
for meget god. [Litt.: Solertis biografi, som udkom til
minde om 300-aarsdagen for T.s død.]
Tassôni, Alessandro (1565—1635), ital. forfatter;
traadte, som saa mange andre litterater paa den tid, i
tjeneste hos forskjellige stormænd. Hans stolthed og
uafhængighedstrang gjorde ham dog mindre skikket til
en saadan stilling. Hans store verk er det komiske
heltedigt «La secchia rapita> (1622), hvor han fortæller
om den frygtelige krig som udbrød mellem bolognesere
og modenesere, da disse havde røvet et træspand fra
hine; guderne tager parti og deler sig i to leire, altsaa
en travesti af «Iiiadens» og «Æneidens» manér.
Ta’ster, tastatür, se Tangenter og Klaviatur.
Tatarer, opr. navn paa en mongolsk folkestamme,
senere overført, ikke alene paa mongolerne i det hele
taget, men ogsaa paa andre, dem nærstaaende og af
dem undertvungne folkeslag. Na bruges t. som
omfattende betegnelse for en gren af den uralaltaiske
folkestamme, som strækker sig i nordøstlig retning fra
Middelhavet og det Sorte hav, og som navnlig berører
Rusland og Sibirien.
Tatarïet, i middelalderen navnet paa det indre Asien,
hvis befolkning blev sammenfattet under navnet tatarer
(s. d.). Senere var Lille T. navnet paa det sydøstlige
Rusland, medens Store T. betegnede det nuværende
Central-Asien ; Høie T. var det kinesiske Turkestan
eller nuværende Øst-Turkestan, Frie T. det nuværende
russiske Turkestan eller Vest Turkestan.
Tatere, se F an ter.
Tatius, Titus, efter sagnet en sabinsk konge i Cures,
der angreb Rom for at tage hevn for sabinerindernes rov.
Tatovering kaldes den skik at forsyne huden med
stedsevarende figurer eller mønstre. Ved den hyppigst
anvendte fremgangsmaade indprikkes et farvestof, f. eks.
sod eller tusch, i huden ved hjælp af en torn, en naal
eller kamlignende redskab mel spidse tænder. Skikken
gaar tilbage til de ældste tider; i Europa synes den at
have været kjendt allerede i stenalderen. Særlig høit er
t. udviklet hos polynesierne og hos de japanske fiskere,
som med stor kunstfærdighed tatoverer saa godt som
hele legemet. T. har udviklet sig af legemsbemalingen,
som har været i brug hos de fleste primitive folkeslag,
og har foruden som pynt tjent til at betegne
vedkommendes stamme, rang eller personlige bedrifter. Hos
mørkhudede folkeslag, hvor farven ikke kan komme til
sin ret, anvendes ar-t.; tegningen skjæres da ind og
saaret holdes aabent, saa der danner sig ophøiede ar. Hos
de moderne kulturfolk anvendes t. med forkjærlighed af
visse klasser, f. eks. sjomændene,
Tatra (Hohe-Tatra), Østerrig-Ungarn, fjeldgruppe, af
Karpaternes indre zone, i grænsen mellem Ungarn og
Galizien, Karpaternes vakreste del, granitfjelde, med topper
fra 2300—2660 m. (Gerlsdorfer Spitze i det eg. Hohe-T.
2663 m.), saaledes over snegrænsen (2400 m.), men for
bratte til at bære noget sammenhængende snedække.
Stor skog (op til 1500 m.) og meget vildt (gemser o. a.\
Tidligere jøkelbedækning har dannet botner og talrige
fjeldsjøer («Meeraugen»). T. danner et folkeskille: i nord
polaker, i vest og syd slovaker, i s.ø, tyrker. Flere
meget søgte sommeropholdssteder (Csorbesjøen o. a. st.).
Tattersall [tætdsdl], etablissement i London,
samlingssted for venner af ridesport, stiftet 1766 af Richard
Tattersall; navn paa lignende anstalter andensteds.
Tatti, se S a n s o V i n o.
Tauchnitz, Christian Bernhard, friherre v. (1816
—95), t. boghandler, grundlagde 1837 i Leipzig et forlag,
som bl. a. har udgivet engelske forfattere paa
originalsproget («Tauchnitz Edition» siden 1841).
Tauern, Østerrige, en krystallinsk gruppe af
Øst-alpernes midtzone, i Tirol og Salzburg, fra Brennerpasset
(nøiere Biralûcke pas) østover til Liesing—Palten-dalen,
i en længde af omtrent 250 km., deraf paa en
sammenhængende strækning af 155 km. uden anden overgang
end stier, med en bredde af 40—60 km. Kun paa et
par steder synker den smale kam under 2300 m., og
den bærer en lang række af jøkeldækkede tinder, af
hvilke den høieste er Gross Glockner (3798 m.). Andre
er Sonnblick, 3258 m,, og Ankogel, 3355 m. Talrige
korte tverdale skjærer sig ned mod de i nord og syd
begrænsende længdedale, i nord Salzach og Inn, i syd
Drau og Mur. T. deles ved Murtori i H o h e T. og N i
e-dere T., med flere særskilte foranliggende grupper som
f eks. Deferegger-, Roth-(Venediger-) og Schoberfjeldene.
Af jøklerne er Pasterzegletscheren at merke. Talrige pas.
Niedere T. naar kun 2863 m , er uden jøkler, men rig
paa skog og beite. Gjennem Hohe T.s hovedkam fører
T.-tunnelen (9.6 km., 1255 m. o. h.) fra Gastein til
Möll-dalen, forbindelseslinje fra Tyskland til Triest.
Taug af hamp bruges til skibstakkelage eller
taug-verk. Tynde t. kaldes liner og slaaes saaledes, at de
bliver snoet med solen^ medens tykkere t, slaaes den
modsatte vei, mod solen (kabelslag). For at staa sig
mod veiret, bliver staaende taugverk oftest tjæret. Til
løbende t. og til t. for kraftoverføring i fabriker
anvendes foruden hamp ogsaa manila (s. d.).
Staal-traadtaug slaaes af et stort antal traade af stor styrke
(brudfasthed op til 180 kg. pr. mm.^). Et heisetaug kan
Forskjellige former af staaltraadtaug.
Lukket slaaltraadlaug.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
