Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tayport ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1457
Tayport—Teater
1458
vergerer mod nul med voksende n, faar man T.s række:
f(x + h)^f(x) + f f (x) +
Sætter man i disse udviklinger rr = 0, og skriver man x
istedetfor h, faar man heraf Maclaurins formel og række.
Tayport [tépådt] (Ferry Port on Craig), Skotland,
liden havneby i Fifeshire, ved den sydlige bred nær
mundingen af Tayfjorden, her IV2 km. bred, færge over
til det lige overfor liggende Broughty Ferry.
T-bînd er stykker af et bind, som er forenet slig, at
de ligner en T. Bruges særlig til visse forbindinger paa
bækkenet og hovedet.
Te er de tørrede blade af tebusken (s. d.). Til
fremstilling af te bruges de yngste og yngre blade; i Kina
plukkes tre, undertiden fire gange aarlig (fra begyndelsen
af april—juli, senest aug.\ paa Java indtil-ti gange aarlig.
Det er af stor vigtighed for høsten, at indsamlingen sker
paa det rigtige tidspunkt. Behandlingsmaaden er noget
forskjellig, men i hovedsagen følgende: de omhyggelig
afplukkede blade henlægges nogen tid i solen eller varmes
svagt paa pander, til de visner og falder sammen.
Derefter rulles de til smaa spindler eller ogsaa smaa kugler,
som det kan sees paa den færdige te. Den videre
behandling afhænger af, om man vil fremstille grøn el.
sort te; til grøn te tørres de rullede blade ligefrem
i solen eller paa ophedede jernpander, og det færdige
produkt bliver gulgrønt eller blaagrønt. Til sort te
underkastes bladene først en svag gjæring i nogle timer,
hvorved der indtræder visse ikke kjendte omdannelser i
bladenes indhold og teen samtidig forandrer farve og
bliver rødbrun. Erfaringsmæssig virker den gjærede te
mindre hidsende end den ugjærede grønne. Efter
gjæringen tørres den sorte te ligesom den grønne, og nu
parfumeres i hvert fald en del af den kinesiske te med
forskjellige blomster (af jasmin, orange etc.). Efter
tørringen og eventuel parfumering følger sortering,
frasigt-ning af støvet og indpakning i kasser, som udfores med
tynd blyfolie og gjerne udvendig overtrækkes med malet
papir. De største indeholder 200 kg., de mindre
brøkdele deraf indtil V32 (af 200 kg.). Saavel af grøn som
af sort te haves flere hovedsorter, der underafdeles sterkt;
af kinesiske grønne sorter kan nævnes haysan (hyson),
imperial eller perle-te, tonkay, gunpowder, af sorte
pecco, oolong, souchong, congu og mandarinte, den sidste
i forskjellig formede sammenrullede klumper, oftest
indpakket i papir hver for sig; kommer kun i ringe mængde
til Europa. For assam , ceylon- og java-te bruges
lignende navne. Som en ganske speciel sort maa nævnes
murstens-te, der bestaar af forskjelligt teaffald og støv
sammenpresset til store murstensformede kager; den
udføres mest til Central Asiens steppelande, hvor den
koges sammen med det alkaliske steppevand og tilsættes
mel, fedt etc. til en ret, der er vidt forskjellig fra vor
te. Den fineste te faaes af første plukning og bestaar af
grenspidser med endnu sammenrullede, graafiltede blade
og to til tre af de næste udfoldede; med hver plukning
stiger størrelsen af bladene, og værdien nedsættes; paa
lignende maade synker værdien af høsten med tebuskens
alder. Indisk og javanesisk vare er i regelen mere
ensartet end kinesisk, fordi dyrkning og behandling drives
i det store og under anvendelse af maskiner og
tørre-apparater; medens man i Kina avler teen i smaabedrifter,
hvor den hele fremstilling er langt mere primitiv. Den
blaagrønne te er vistnok oftest eller dog ofte farvet;
desuden forekommer forfalskninger dels med indblandede
blade af andre planter (der opgives jordbær, rose,
due-urt o. fl.), dels med pulveriserede mineralske stoffe. En
eiendommelig forfalskning er med én gang brugte og
senere atter tørrede og rullede teblade. Te indeholder
indtil 4 pet. af alkaloidet coffeïn og ca. 15 pet. garvestof.
Te, kemisk tegn for tellur (s. d.).
Teaktræ [tik-] er veden af indisk ek (tectona
grandis), et indtil 40 m. høit træ af familien verbenaceæ,
med store egformede, paa undersiden hvidfiltede blade,
hvide blomster og stenfrugter omtrent saa store som
hasselnødder. T. hører hjemme i Ostindien og Bagindiei
og nærliggende trakter, hvor det ogsaa dyrkes og paa
flere steder danner mægtige skoge. Veden er meget
værdifuld, haard og holdbar; den indeholder en
harpiksagtig olje, som gjør, at spiker, som slaaes ind i veden,
ikke ruster, en egenskab, som gjør den særlig tjenlig
som skibsmateriale. Trærne fældes, naar stammen er
omtr. 20 m. høi og 1 m. i tvermaal.
Teater. En virkelig udvikling har t. kun havt i
Europa. Den gamle indiske t. opstod under paavirkning
fra Grækenland, og det japanske t. er uden betydning
for os. — Det europæiske t. grundlagdes i Grækenland,
men det antike t. havde en fra det moderne t. ganske
forskjellig karakter. Det var ikke overdækket som vort,
og der spilledes i det om dagen. Det havde udviklet
sig af den runde plads omkring Dionysos’ alter,
hvor-paa der dansedes ved hans fester. Pladsen med alteret
kaldtes orkestret og anbragtes helst ved foden af en
skraaning, forat publikum kunde følge bacchuskorets
dans. Paa skraaningen anlægges senere i en halvkreds
en rigtig, amfiteatralsk tilskuerbygning (theatron).
Efter-haanden som dionysoskultusen faar mere dramatisk
karakter med skiftende skuespillere, inddrages et telt, der laa paa
den ene side af dansepladsen, og hvor man klædte sig
om, i handlingen, og heraf udvikles en hel bygning,
Skene, umiddelbart foran hvilken skuespillerne optræder,
medens det syngende og dansende kor opholder sig paa
orkestret. I den græske storhedstid i 4 aarh. byggedes
hele indretningen af marmor (tidligere træ), og det
berømte t. i Athen rummede da ca. 17 000 tilskuere.
Indgangen til t. var ad parodoi, d. e. rummene mellem
skene og theatron. Dekorationen var altid den samme,
idet forsiden af s/cene-bygningen var forsynet med tre
døre. Dog anvendte man enkelte sætstykker. Først i
det romerske t. løftes scenen, hvor skuespillerne
optræder, i veiret, og orkestret, hvor koret tidligere havde
optraadt, inddrages til tilskuerpladser. Rom eiede tre
faste t., bygget fra 55—13 f. Kr. — Til det romerske t.
gaar den moderne scene tilbage. Men det
mellemliggende middelalderlige t. udvikler sig uafhængig af
det, gjennem de dramatiske gudstjenstlige handlinger
{ministeria sacra, hvoraf mysterier, s. d.). Men 1519
konstruerer italieneren Bramante, for at opføre de antike
komedier, den perspektiviske illusionsscene i lukket rum,
der saaledes er et produkt af renaissancen. Der indføres
forteppe; fra ca. 1600 skiftende dekorationer, fra 1620
rigtige kulisser. Belysningsvæsenet udvikles med
rampelys o. s. V. Af dette renaissanceteater er det moderne
t. en videre udvikling, som stadig gaar ud paa at forøge
den sceniske illusion. Saaledes opfandt man i
begyndelsen af 19 aarh. den lukkede stuedekoration. — For
dekorations- og maskinvæsenets udvikling har operaen
og balletten (fra ca. 1600) været af stor betydning. —
Det Shakespeare’ske t. var af en anden art. De 17 t.,
som London under Elisabeth besad, var aabne eller
kun tildels overdækket. Scenen bestod af et
fremspringende podium, hvor dialogerne udførtes, og som
ved et teppe var adskilt fra baggrunden, hvor der
kunde foretages mindre sceneforandringer. I et moderne
t. indtager, i modsætning til det antike, scenebygningen
ligesaa stor plads som tilskuerrummet, som rummer
indtil 3000 tilskuere (Scala i Milano). Man søger nu at
komme bort fra de altfor store tilskuerrum, med mange
etager. Wagners amfiteatralske operahus i Bayreuth,
der rummer 1500 og har forsænket orkester, er i flere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
