Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Thessalonike ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1513
Thessalonïke—Thiis
1514
Larissa, Trikala, Karditsa og Magnesia, befolkningen er
overveiende græsk.
Thessalonike, oldtidsnavnet paa Saloniki (s. d.).
Thessalönikerbrevene, to breve fra apostelen Paulus
til menigheden i Thessalonike.
Thêta, det græske bogstav gjengives alm. ved th (el. t).
Thetis, i græsk mytologi en nereide, datter af Nereus,
gift med Peleus, med hvem hun fik sønnen Achilleus.
Theuriet [tøriæ], André (1833—1907), fr. forfatter;
i finansdepartementet til 1886. T. hørte til den
par-nassiske skole og begyndte med digte («Le chemin des
bois» og andre samlinger); siden gik han over til
prosaen og skrev talrige romaner: «Raymonde», «M.me
Véronique, scènes de la vie forestière», «Tante Aurélie»,
«Au paradis des enfants».
Thibault [tibå], Anatole, se France, Anatole.
Thidrekssaga, se Didrik af Bern.
Thièle [tiœl] (Zihl), Schweiz, elven fra
Neuchateller-sjøen til Bielersjøen, en fortsættelse af Orbe.
Thierry [tiæri’], Jacques Nicolas Augustin
1795—1856), fr. historiker. Hans hovedverk,
«Normannernes erobring af England» (1825 ff.) og «Skildringer
fra merovingertiden» (1840) betegner baade i stil og
emner et fuldstændigt brud med ældre historisk
fremstilling og har været banebrydende.
Thiers [tiær], Marie Joseph Louis Adolphe
(1797—1877). fr. historiker og statsmand, kom som ung
jurist 1821 til Paris, hvor
han snart blev en af
liberalismens ordførere. Efter
ihærdige historiske
studier udgav han 1823—27
«Den franske revolutions
historie» i 10 bd., der
fandt en god modtagelse
hos det liberale
borgerskab, som deri saa en
længe ønsket
retfærdig-gjørelse af revolutionen.
I bladet «National»
virkede han fra 1830 for en
liberal revolution, for et
dynastiskifte til fordel
for familien Orléans og
for parlamentarisk
stats-skik («Le roi règne et ne
gouverne pas»). Efter
julirevolutionen ledede han
efterhaanden forskjellige ministerier; 1840 første- og
udenrigsminister og ledede som saadan overførelsen
af Napoleons lig fra St. Helena til Paris. Han
gjennem-førte samme aar en lov om Paris’ befæstning, og hans
kraftige støtte af Mehemed Ali mod Tyrkiet var nær
ved at fremkalde en europæisk krig, men kongen
ønskede ikke krig og afskedigede T., der nu 1840—48 stod
i opposition til regjeringen. 1848 medlem af
nationalforsamlingen. Den 2 dec. 1851 arresteret og landsforvist
som modstander af statskupet; vendte tilbage 1852. I en
aarrække viede han sig nu overveiende videnskabelig
syssel («Konsulatets og keiserdømmets historie» i 20 bd.,
1845—62). 1863 medlem af den lovgivende forsamling
og kritiserede her skarpt Napoleon Ill’s udenrigspolitik.
Meget tidlig forudsaa og forudsagde han i merkelig
rammende ord de kommende begivenheder. I juli
1870 søgte han af al evne at modarbeide
krigserklæringen, men forgjæves. Efter keiserdømmets fald
drog T. til London, St. Petersburg, Wien og Florens
for at faa de paagjældende stater til at interessere sig
for Frankrige, men uden resultat. Nationalforsamlingen
i Bordeaux valgte ham 17 feb. 1871 til chef for den
Marie Joseph Louis Adolphe Thiers.
udøvende magt. T. og Jules Favres sluttede 26 feb.
foreløbig fred med det Tyske rige (endelig fred 10 mai).
18 mars udbrød kommunens oprør i Paris, som T. med
energi dæmpede i mai. Hans hovedarbeide gik nu ud
paa at faa de tyske okkupationstropper ud af landet
ved hurtigst mulig at faa de 5 milliarder betalt, hvilket
skede let og hurtig. Trods sine store fortjenester vakte
han i stigende grad monarkisternes vrede, idet disse
(ikke med urette) beskyldte ham for at ønske en
republikansk forfatning (som efter T.s mening var den bedste,
«fordi det er den, der deler os mindst»). 23 mai 1873
fik han et mistillidsvotum i nationalforsamlingen (360
stemmer mod 344) og gik derefter af.
Thiers [tiær], Frankrige, by i depart. Puy-de-Dôme,
ved Durolle (kort øst for Allier) og jernbanen Clermont
—Ferrand—St. Etienne; 17 400 indb. Knivfabrikation.
Thietmar (Dietmar) fra Merseburg (975—1018),
t. historieskriver, sachser, 1009 biskop i Merseburg, skrev
et verk i 8 bøger om tiden 908—1018, der er en god
og paalidelig kilde, især til Henrik Il’s historie.
Thiglath-Pilëser (assyr. Tukulti (Tuklat)-apil-Eshara),
konge over Assyrien 745—727 f. Kr., i bibelen: Pul (2
Kong. 15, 19), det babyloniske regentnavn. Han førte
krige mod Babylonien, Medien, Armenien^ og kom tillige
i en farlig nærhed af Israel og Juda. I 738 tog han
tribut af Menachem af Samaria; 733 og 732 krigstog
mod Israel og Damaskus ; det nordlige Efraim blev
erobret (2 Kong. 15, 29), ligesaa Damaskus, hvor T.
blev hyldet af Achaz af Juda. Da saavel sidstnævnte
som kong Hosea af Efraim opfyldte sine vasalforpligtelser,
fik T. ingen yderligere foranledning til at gribe ind
i de palæstinensiske forhold.
Thiis, Christian Hauge (1843—), n. fabrikeier og
eksportør. Var først agent, men stiftede 1870 sammen
med Carl Schreiner og Gustav Nielsen en fabrik for
forædling af brisling til ansjos. Overtog firmaet alene 1872,
udvidede det med nedlægning af hermetik og har drevet
fabriken frem til en af de største i branchen.
Hovedopgaven er fremstilling af al den billige
husholdnings-hermetik, fiskeboller, kjødboller og kager. Æren for de
billige fiskeboller tilkommer ham.
Thîîs, Jens Peter (1870—), n. kunsthistoriker, tog
artium 1888, var siden amanuensis ved Skulpturmuseet
og bibliotekar ved Kunstindustrimuseet i Kra. 1895 blev
han konservator ved Nordenfjeldske kunstindustrimuseum
i Trondhjem, hvor han bl. a. til fremme af den norske
kunstvævning fik oprettet et væveverksted, og udnævntes
1908 til direktør for Kunstmuseet i Kra. T. har
gjentagne gange foretaget længere studiereiser i udlandet,
Tyskland, Frankrige, Eng- ........
land, Holland, Belgien og ’ ’
Italien, hvor han har
stu-d eret renaissancens
malerkunst og haandtegninger.
Ved forskjellige
udstillinger i Helsingfors,
Stockholm, Wien og Köln har
han arbeidet for at gjøre
norsk kunst kjendt i
udlandet, medens han her
hjemme har søgt at vinde
forstaaelse for den
moderne udenlandske kunst,
specielt den nyere
franske. Hans hovedverker
er «Norske malere og
billedhuggere», 1-111(1904
— 07) og «Leonardo da
Vinci. I: Florentinertiden»
(1909). Ellers har han
(Fot. af Arnt Engen, Trondhjem.)
Jens Peter Thiis.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
