Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyrkiet ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1681
Tyrkiet
1685
mien og Ægypten og trængte i Europa 1529 helt frem
til Wien. Hans flaader beherskede Middelhavet indtil
Gibraltar og foretog røvertog mod de portugisiske kolonier
i Indien. Barbareskstaterne i Nord-Afrika underkastede
sig hans overhøihed. Dynastiet fik i Suleiman sin mest
glansfulde skikkelse og riget sin høieste magtudfoldelse.
Siden begyndte tilbagegangen. De forhen saa kraftfulde
herskere demoraliseres og svækkes, janitscharernes livvagt
tilriver sig magten, administrationen forsumpes lidt efter
lidt. En langsom gjennem fire aarh. fortsat
opløsningsproces tager sin begyndelse. Allerede den svage Selim II
(1566—74) lod tøilerne glide fra sig, idet han lod
storvesiren Muhammed Sokolli regiere. Vistnok fravristede
han venetianerne Ægypten, Zante og Kefalonia, men
1571 beseiredes hau af de kristne i det store sjøslag
ved Lepanto. Murad III (1574—1595) erhvervede sig
tronen ved at myrde fem brødre, og Muhammed III (1595—
1603) lod ikke mindre end 19 brødre bringe af dage.
Murad IV (1623 —40) formaaede endnu at holde riget
sammen, men under hans efterfølgere blev der ført en
række uheldige krige og Mustafa II (1695—1703) maatte
ved freden til Karlovits (1699) afstaa Ungarn og
Siebenbürgen til Østerrige, Asov til Rusland, Podolien og
Ukraine til Polen og Peloponnes til Venedig. Mustafa
efterfulgtes af broderen Achmed III (1703—30). Ogsaa
han førte ulykkelige krige, bl. a. med Rusland og
Persien og styrtedes 1730. I den følgende tid rev russerne
den ene provins efter den anden fra T., saaledes
Krim 1771, og 1774 maatte T. afstaa resten af
landet nord for det Sorte hav, indrømme russerne fri
skibsfart paa det Sorte og det Kaspiske hav og overhøihed
over Moldau og Valakiet. Selim III (1789—1807)
formaaede dog at vinde en større del af det tabte land
tilbage ved freden i Jassy (1792). De mange krige
paaskyndede det indre forfald; regjeringens anseelse var
svækket, finanserne ødelagt, og oprør øgede forvirringen
og forsumpningen. 1798 erobrede Bonaparte Ægypten.
Selim forsøgte forgjæves at indføre reformer, og tilslut
blev han afsat. Mahmud II (1808—39) satte sig til
opgave at gjenoprette portens autoritet, men uden held.
Serberne havde gjort opstand 1804, og efter lange kampe
fik de 1826 ved paatryk fra Ruslands side en halv
uafhængighed indrømmet. Ogsaa grækerne havde i sit
oprør 1821 held med sig, og efterat den tyrkiske flaade
var ødelagt ved Navarino 1827, rykkede Rusland frem
overland og stod 1829 foran Adrianopels mure, hvorefter
T. var nødt til at afstaa landet omkring
Donaumundingen til Rusland og anerkjende Serbiens og
Grækenlands uafhængighed. Samtidig var T. i krig med Ægyptens
pasha Mehemed Ali, hvis adoptivsøn Ibrahim pasha
1831 erobrede store dele af Syrien, hvorefter sultanen
1833 maatte anerkjende Mehemed som arvestatholder
over Ægypten, som derved opnaaede noget nær
uafhængighed. Under Abd-ul-Medschid (1839—61) var T.s
stilling som følge af Mehemed Alis fornyede indfald i
Syrien ligefrem kritisk, men riget reddedes ved hjælp
fra Englands, Ruslands, Østerriges og Preussens
firemagts-forbund. 1841 afsluttedes i London en overenskomst,
ifølge hvilken Porten forpligtede sig til at holde Bosporus
stængt for alle fremmede krigsskibe. Frihedsidéerne fra
1848 gik sporløst hen over T.; og kravene om reformer,
navnlig af hensyn til de græsk-katolske, men indirekte
ogsaa til bedste for den øvrige kristne del af landets
befolkning blev ganske overhørt. Dette ledede til den
russisk-tyrkiske krig (1853—56), hvorom se Krimkrigen.
Vestmagterne forlangte gjennemførelsen af en række
grundige reformer, nærmere formuleret i Paris-traktaten af 30
mars 1856. Kun delvis kom disse til gjennemførelse, hvilket
ikke mindst skyldtes de elendige finansforhold. Under
meget fortvilede forhold overtog Abd-uI-Asis (1861—76)
regjeringen. Ved sin fanatiske egensindighed og
udygtighed gjorde han kun ulykkens omfang endnu større. Der
udbrød grusomme kristenforfølgelser. 1860 nedslagtedes
den kristne befolkning paa Libanon, og i Damaskus fandt
5000 kristne døden for morderhaand. En fransk
okku-pationshær maatte gjenoprette ordenen, men anarkiet
satte dybe merker efter sig. 1866 reiste Kretas kristne
indbyggere sig, og 1867 lykkedes det Serbien at faa de
tyrkiske besætningstropper tilbagekaldt fra landets
om-raade, og samme aar udvidedes Ægyptens selvstyre.
Medens udnyttelsen af landets hjælpekilder blev
forsømt, skattetrykket voksede, finansforvaltningen kom i
den største uorden, korruptionen bredte sig, bortødslede
sultanen umaadelige summer paa sin hofholdning og
sine liv-tropper. 1875 indtraadte en virkelig
statsbankerot. Imidlertid havde Rusland ved alle midler
arbeidet paa at vinde tilbage den stilling, det havde tabt
ved Krimkrigen, og giennem sin gesandt i Konstantinopel,
general Ignatiev, søgte det med held at paaskynde
opløsningsprocessen. Tiislut blev det tyrkerne indlysende,
hvilken skjæbnesvanger indflydelse han øvede, og hans
tilbagekaldelse blev forlangt. Abd-ul-Asis blev afsat og
kort efter myrdet, og Murad V sat paa tronen, men han
blev kort efter vanvittig og efterfulgtes af sin broder
Abd-ul-Hamid II (1876—1909), som begyndte med at
give landet en forholdsvis frisindet forfatning, men meget
hurtig slog om; allerede det følgende aar
suspenderedes forfatningen og afløstes af enevoldsstyre. Krigen
(1877—78) med Rusland blev kort, men blodig. Tyrkerne
forsvarede sig tappert, navnlig under Osman pasha i
Plevnapasset, men de laa under for overmagten, og ved
freden i Santo Stefano 1878 kunde Rusland diktere sine
betingelser; dets grænser blev skudt frem i Asien,
fyrstendømmet Bulgarien blev udvidet, Serbien og Rumænien
blev uafhængige kongeriger. Vistnok blev disse
bestemmelser revideret ved en konference af stormagterne i
Berlin 1878, men T. var ydmyget, og dets magt havde
faaet et alvorligt knæk. Det blev herefter almindelig at
benævne det «Europas syge mand>. Abd-ul-Hamid var
ikke uden forstaaelse af en moderne tids krav, og paa
enkelte omraader var han en ivrig reformven. Ved
hjælp af tyske instruktører fik han saaledes hæren sat
paa fode, og han arbeidede ivrig for
samfærdselsmidlernes udvikling, blandt andet for gjennemførelsen af
planen om en jernbane gjennem Lilleasien og over
Bagdad til den Persiske bugt (se Bagdadbanen).
Med stor kløgt forstod Abd-ul-Hamid at holde de ofte
indbyrdes uenige stormagter tilbage. Men rigets
frem-adskrideade opløsning kunde han ikke hindre. 1879
maatte han finde sig i, at Østerrige tilrev sig
over-høihedsretten over Bosnien og Herzegovina, 1881 fik
Grækenland næsten hele Thessalien og Frankrige Tunis,
1882 satte England Ægypten under sin forvaltning, og
1886 indlemmede det faktisk allerede uafhængige
Bulgarien Østrumelien i sit omraade. Ligeoverfor de
europæiske magters krav om indre reformer i de af en
blandet, for en stor del ikke-tyrkisk befolkning beboede
provinser, særlig Makedonien, viste den høie Port en
afgjort uvilje, selv efterat der i T. selv var fremstaaet en
udbredt og faretruende opposition i det ungtyrkiske
parti, som var besjælet af vesteuropæiske idealer. Sultanen
forsøgte at undertrykke den voksende modstand mod
hans blinde vilkaarlighed ved hjælp af blodbad,
men forgjæves. I det stille voksede bevægelsen,
haaret af harme over tyranniet og en sterk tro paa, at
T. kunde reddes, hvis det fik et moderne,
forfatningsmæssigt styre med evne til at udnytte rigets store
rigdomskilder. Det ungtyrkiske forfatningsparti, som havde sit
centrum i Paris, begyndte fra 1905 at danne hemmelige
organisationer i Makedonien, og bevægelsen blev tilslut
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
