Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1691
Tyskland
1698
den sydvestlige gruppe («vestgermansk»). Tysk
særmerkes ved overgangen fra ældre th (p) til d i alle
stillinger; du, Dorn, Bad = eng. thou, thorn, bath.
Eiendommelig tysk er gjennemførelsen af forstavelsen
ge- i fortids particip: ge-kommen. Der skjelnes mellem
to hoveddialekter, høitysk og nedertysk (se Plattysk),
kaldt saaledes efter vedkommende landes natur,
høi-landet overfor slettelandet. Der skjelnes mellem tre
tidsrum: oldtysk til ca. 1050, middeltysk til ca. 1500
og nytysk. Ved forbindelsen af steds- og tidsdelingen
fremkommer oldhøitysk, oldnedertysk o. s. v. Allerede
i det ældste historiske tysk er der et skarpt skille mellem
høitysk og nedertysk. Høitysk præges af sin
lydfor-skyvning, en gjentagelse af den første eller fællesgotiske
(se Goter). Lydforskyvningens virken er i ordenes
forlyd kun tydelig fastholdt ved dyt, t } z, p y pf (smlg.
Tochter, Zahn, Pfund), ellers sterkt udvisket. Høitysk
deles i: 1. Alemannisk (Schwaben, Schweiz, Øvre-Elsass);
2. bayersk-østerrigsk; 3. øst mellemtysk, d. e.
thûringsk-frankisk; 4. øvresachsisk-thiiringsk blanding paa forhen
slavisk grund; 5. vest-mellemtysk, d. e.
høifrankisk(Nord-Bayern, Rhinlandene). — Nedertysk deles i: 6.
Neder-frankisk (hollandsk eller nederlandsk, og flamsk, samt
maalet i Rhinprovinsens nordvesthjørne); 7. nedersachsisk
(westfalsk, hannoversk) ; 8. nedersachsisk-nederfrankisk
blanding paa forhen slavisk grund øst for Elben.
Oldtysk har et antikt præg. I middeltysk er alle
fuldtonende endevokaler a, o, u, i flydt sammen til e,
ligesom i dansk, engelsk og nordfransk. Endnu fastholdes
meget af oldsprogets grammatiske form-apparat. Dette
forenkles i nytysk, særlig i nedertysk; dog gaar
forenklingen ikke saa vidt som i engelsk og dansk.
Høitysk skriftsprog er den dag idag mere antikt end alle
andre germanske skriftsprog paa islandsk nær. Af
tyske runeindskrifter findes kun ca. et snes. De ældste
tyske skriftverker er øvre-frankiske, 7 aarh. Karl den
stores rigs-enhed fremkaldte det fælles sprognavn tysk,
men endnu intet rigs-skriftsprog. Et delvis fælles-høitysk
skriftsprog bragte ridderdigtningen, men det store
interregnum opløste det i kaos. Siden bredte det keiserlig
østerrigske kancelli sin skriftform noksaa vidt. Luther
satte kronen paa verket med sin bibeloversættelse, han
fulgte nærmest det kursachsiske kancelli, som atter var
paavirket af det østerrigske. Luthers høitysk fortrængte
som skriftsprog plattysken. Nederlænderne forholdt sig
afvisende; det førte til, at det blev en egen nationalitet.
Det ældste lag af fremmedord inden særlig tysk sprog
er latin-romansk. Ridderdigtningen fremkaldte en ny
romansk strøm, humanismen en ny latinsk. Det tyske
sprog blev dog aldrig saaledes spækket med fremmed
stof som f. eks. engelsk. En sprogrensning indlededes
af det «Frugtbringende selskab> 1617; ivrig var Schottel
med sin «Bellum grammaticale» 1673. Samme stræben
fremmes nu af en tysk sprogforening og i det hele af
al tyskerne. Myndighederne støtter den; jfr. de officielle
ord Schaffner, konduktør, Fahrkarte, billet, Fernsprecher,
telefon. [Litt.: Paul J. Grimm, «Grundriss der
germanischen Philologie»; Kluge, «Etymologisches Wörterbuch»
og «Von Luther bis Lessing»; Mentz, «Bibliographie
der deutschen Mundarten»; P. Langhans, «Alldeutscher
Atlas» og tidsskriftet «Deutsche Erde».] — Litteratur.
De ældste efterretninger om tysk litteratur skylder vi
romerske forfattere. Tacitus fortæller, at germanerne
havde krigssange og gude- og heltedigte, men ingen af
disse er bevaret. Det ældste germanske
litteraturmindes-merke, vi nu har, er Ulfilas gotiske bibeloversættelse fra
4 aarh. Minder om folkevandringstidens liv og bedrifter
er bevaret i «Hildebrandslied» (8 aarh., s. d.). Fra 9
aarh. skriver sig de betydelige religiøse digtninge
«Heiland», en skildring af Frelserens liv, og benediktiner-
54 — Illustreret norsk konversationsleksikon. VI.
munken Otfrids «Evangeliebog», hvor for første gang det
gammelgermanske bogstavrim er opgivet for enderimet.
I 10 aarh. træder den latinske klosterdigtning i
forgrunden (Ekkehards «Waltharius» og nonnen Rosvitha,
der efterligner Terents i sine dramaer). Korstogene og
riddervæsenets vekst bragte et stort litterært opsving;
forbindelsen med Orienten gav en mængde nyt stof, og
samtidig gjorde indflydelsen fra fransk digtning sig sterkt
gjældende. Af tidens betydeligere forfattere skal nævnes
Heinrich v. Veldecke, Hartmann v. Ane, Wolfram v.
Eschenbach og Gottfried af Strassburg. Vigtigere end
nogen navngiven mands verk fra korstogstiden er dog
de mægtige heltedigte «Nibelunge Not» (s. d.) og
«Ku-drun» (s. d.), begge i sin nuværende form fra begyndelsen
af 13 aarh. I «minnesangen» (s. hvis hovedemner
er kvinden og naturen, faar riddertiden sin rent lyriske
digtning (vigtigste poet Walther v. d. Vogelweide, af
hvem vi ogsaa har politiske digte). Et eiendommeligt
middelalderfænomen er den saak. «vagantpoesi», de
vandrende skolarers (vaganternes, s. d.) snart satiriske, snart
livsglade, snart fortvilede viser, der i følelsesegthed og
stemningsrigdom langt overgaar tidens øvrige lyrik.
Efter-haanden som ridderdigtningen forfalder, opstaar den
borgerlige «mestersang» (s. d.). Dens bedste navn er
nürnbergskomageren Hans Sachs, en af det tyske sprogs
største fornyere og den første betydelige repræsentant
for det verdslige drama, som havde udviklet sig af de
middelalderlige «mysterier» (s. d.). — Reformationen gav
for kort tid den tyske litteratur et djervt, folkeligt præg.
Luther grundlægger med sin bibeloversættelse den nyere
tyske prosa, lyriken fornyes ved en rig salmedigtning,
og der fremkommer en overvældende mængde polemiske
skrifter, af hvilke skal nævnes Sebastian Brants
«Narrenschiff», Thomas Murners «Narrenbeschwörung» og Johann
Fischarts «Geschichtslitterung», men fremfor alle G.
Rubi-anus’ og Ulrich v. Huttens «Epistolae virorum
obscu-rorum» (2 bd., 1515 og 1577), en samling fingerede breve,
der med bidende vid og kosteligt humør blotter den
katolske geistligheds moralske og videnskabelige brøst.
Reformationens sterke aandelige liv stagnerede snart i
gold, ufolkelig «humanisme», de ulærdes litteratur blev
viser og folkebøger (s. d.) som dem om «Doctor Faustus»
og «Till üglspeil», og med trediveaarskrigen og dens
herjinger indledes en lang ufrugtbarhedsperiode i tysk
aandsliv. Det 17 og beg. af 18 aarhundrede
karakteriseres væsentlig ved allehaande litterære
reformations-forsøg. I denne hensigt stiftedes en række litterære
samfund, f. eks. det «Frugtbringende selskab» i Weimar
(1617). Ma^rtin Opitz udfoldede en fortjenstfuld
virksomhed ved sit arbeide for det tyske sprogs renhed, og
i sin bog «Von der deutschen Poeterey» (1624) hævdede
han de formelle krav, bl. a. til større regelbundethed
i metriken. Med romanen «Schäfferei von der Nimfen
Hercinie» indførte han hyrdedigtningen i T. og fik her
talrige efterfølgere. I den nærmeste tid efter Opitz
glider tysk litteratur mere og mere over i allehaande
svulst og unatur (Andreas Gryphius, Christian v.
Hoffmans-waldau og Kaspar v. Lohenstein). I opposition til den
herskende smag staar alene satirikeren Christian Weise.
Det blev dog ikke han, men Christoffel v.
Grimmelhausen, som skrev tidens eneste endnu læste digterverk,
romanen «Simplicius Simplicissimus» (1668), en skildring
af forholdene i trediveaarskrigens T. Forøvrigt findes
tidens største litterære navne udenfor den skjønlitterære
kreds; her skal nævnes mystikeren Jakob Böhme,
polyhistoren Pufendorf og filosofen Leibniz. — I første
halvdel af 18 aarh. var Johann Christoph Gottsched den
toneangivende digter og æstetiker. Han bekjæmpede
Haupt-und Staats-Actionerne (s.d.) og Hanswurstkomedierne, som
helt beherskede den tyske scene, drev sprogrensning og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
