Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1691
Tyskland
1699
gjorde den franske klassicisme til T.s litterære forbillede.
Paa dette grundlag var det imidlertid ikke muligt at
skabe nogen livskraftig tysk digtning; de kritiske
forfattere, schweizerne Johann Jacob Bodmer og Johann
Jacob Breitinger indledede oppositionen mod den
Gott-sched’ske kunstlære og henviste til engelsk litteratur.
Af forfattere, som nærmest sluttede sig til de nævnte
kritikere, skal fremhæves Christian Fürchtegott Geliert
(den engelskpaavirkede roman «Leben der
schwedischen Gräfin v. G.» og religiøse digte), schweizeren
Albrecht v. Haller (religiøs og filosofisk naturskildrende
poesi) og Friedrich v. Hagedorn og Joh. Wilhelm Ludwig
Gleim («anakreontiske digte»). Nærmere den nye tid er
vi dog hos Friedrich Gottlieb Klopstock, der med Milton
som forbillede digtede sin af høispændt religiøs idealisme
baarne «Messiade» (1755—77) og paavirket af Ossian skrev
sine patriotiske skuespil «bardieter» med emner fra T.s
oldhistorie. Væsentlig franskpaavirket er derimod
Christoph Martin Wieland, hvis elegante og smidige prosa
fik stor betydning. — Det afgjørende gjennembrud i
tysk litteratur skyldes Gotthold Ephraim Lessing. Han
er T.s første fremragende dramatiske forfatter, og endnu
større betydning har han havt ved sine kritiske skrifter
(«Laokoon», «Hamburgische Dramaturgie»,
«litteraturbrevene»). Lessing hidførte det endelige brud med den
franske klassicisme, for ham er det klart, at germansk
følelsesliv maa skabe sin egen kunstneriske form, og han
henviser til Shakespeare som det store forbillede.
Lessings arbeide føres videre og uddybes paa flere omraader
af folkedigtningens opdager Johann Gottfried Herder,
der endnu sterkere betoner følelsesmomentet. Herder
bliver sammen med indtrykkene fra Shakespeare og
Rousseau udgangspunktet for «Sturm- und
Drang-perio-dens» (s. d.) lidenskabelige reaktion mod det 18 aarh.s
golde forstandsdyrkelse. Denne periodes betydeligste
navne er Bürger, Maximilian Klinger, Lenz, Maler Müller
og Schubart. Ogsaa Goethe og Schiller gaar oprindelig
ud fra «Sturm- und Drang bevægelsen» og tilhører den
ved sine ungdomsarbeider (Goethes «Werther» og «Götz»,
Schillers «Die Räuber»). Deres udvikling førte dem dog
langt væk fra dette udgangspunkt, idet de begge ender i en
afklaret og harmonisk behersket nyklassicisme. Schiller
er ved sine historiske dramaer og sine ballader blevet
det tyske folks nationaldigter som ingen anden. Han er
den typiske repræsentant for den tyske idealisme, hans
stils «Schwung» i dette ords bedste betydning og hans
følelsesbevægethed er lige egte og oprindelig tysk. Med
Goethe og den omtrent samtidige filosof Immanuel Kant,
den kritiske filosofis største navn, faar tysk aand efter
flere aarhundreder paa ny universel betydning. Hverken
Goethe eller Schiller fik betydeligere direkte efterfølgere.
Af deres samtidige, der staar paa egen grund, skal nævnes
den frugtbare humorist Jean Paul Friedrich Richter og
den geniale lyriker Friedrich Hölderlin, en lidenskabelig
beundrer af den hellenske skjønhedsverden. I
opposition baade til det 18 aarh.s realisme og til Goethes
nyklassicisme staar romantiken (s. d.), der dukker op i
de allersidste aar af 18 aarh. Dens filosofiske syn gaar
ud fra Fichtes «jeg-lære», dens egentlige filosof bliver
Schelling med sin naturfilosofi, og dens filosofiske
system-bygger Hegel. Den romantiske litteratur søger at knytte
forbindelsen med middelalderens livsopfatning, den
forkynder den subjektive inderlighed, den er ofte formløs
og uklar, men fantasifyldt og anelsesvækkende og
tenderer i religiøs henseende mod katolicismen. I brødrene
August Wilhelm og Friedrich Schlegel fik skolen sine
æstetiske teoretikere, i Friedrich v. Hardenberg (Novalis)
sin betydeligste lyriker, i E. T. A. Hoffmann sin ypperste
prosaist og i Heinrich v. Kleist en dramatiker af høieste
rang. Blandt romantikens øvrige betydelige navne er
Wackenroder, Ludwig Tieck, Chamisso, Eichendorff og
de la Motte Fouqué. Romantikens forkyndelse af
individualitetens ret førte til folkeindividualitetens som en
nødvendig konsekvens, og perioden indleder da ogsaa et
intimt studium af folkeeiendommeligheden, som den
aabenbarer sig i historien, i fortidsminder, i sproget
(Jacob og Wilhelm Grimm, som ogsaa samler de tyske
folkeeventyr), i de gamle folkebøger (Joseph v. Görres)
og i folkedigtningen, der samles af Arnim og Brentano
i «Des Knaben Wunderhorn» (1806—08). — Udenfor den
egentlige romantiske skole, men ofte i nær tilslutning
til den staar en række lidt senere fremtraadte forfattere,
dramatikerne Grillparzer og Grabbe, fortælleren
Immer-mann, og lyrikerne v. Flaten, Lenau, Uhland, Wilhelm
Müller, Gustav Schwab og Mörike. Romantiken havde
i politisk henseende været reaktionær. Da
frihedsbevægelserne igjen tager fart omkr. 1830, slutter en række
forfattere sig til dem under navnet «det unge Tyskland».
Kredsens betydeligste mand er den store lyriker
Heinrich Heine. Ved siden af ham kan nævnes journalisterne
Börne og Wolfgang Menzel, dramatikeren Gutzkow,
romanforfatteren Laube og lyrikerne Hoffmann v.
Fallers-leben, Herwegh, Freiligrath og Dingelstedt. — I de
nærmeste aartier før og efter det nye tyske riges oprettelse
(1870) møder vi ingen samlende bevægelse i tysk
litteratur. Der er efterklang efter romantiken og efter 1830
—40-aarenes politiske digtning, og en realistisk,
menneske-skildrende litteratur vokser efterhaanden frem.
Betydelige novellister er T. Storm, W. Raabe, G. Keller og
P. Heise, bondenovellen dyrkes af F. Reuter, B.
Auerbach, L. Anzengruber og P. Rosegger, samfundsromanen
af Spielhagen, den historiske digtning af K. V. Scheffel og
K. F. Meyer, dramaet af Friedrich Hebbel, den
betydeligste tyske dramatiker efter Kleist, og Otto Ludwig. 1
denne forbindelse maa ogsaa nævnes Richard Wagners
musikdramaer. I 1880-aarene bliver realismen og
naturalismen de fremherskende litterære retninger^ Zola og
Ibsen øver en dominerende indflydelse. Sudermann og
Hauptmann er retningens betydeligste forfattere; noget
til side for den staar den fine novellist Th. Fontane og
den djerve lyriker D. v. Liliencron. I begyndelsen af
1890-aarene begynder en reaktion mod naturalismen at
gjøre sig gjældende. En række yngre forfattere slutter
sig sammen om tidsskriftet «Blätter für die Kunst» og
søger at bane vei for en sjælfuldere, mere formskjøn
digtning. De betydeligste navne er her Stefan George,
Richard Dehmel, Hugo v. Hofmannsthal og Rainer Maria
Rilke. Af senere fremstaaede, der har vundet et navn,
kan nævnes Thomas Mann, Frank Wedekind, Jacob
Wassermann og Arthur Schitzler. Ingen af dem har
øvet nogen indflydelse udenfor hjemlandet; den eneste
tyske forfatter fra de sidste aartier, der har vundet et
verdensnavn, er digter-filosofen Friedrich Nietzsche.
Denne tid har for den tyske litteratur været en
forsøgenes og eksperimenternes; paavirkning fra alle
verdens kanter gjør sig uafladelig gjældende, teorier dukker
op og forsvinder, slagord sættes i omløb og gaar ud af
kurs med samme lethed og fart. En enkelt bevægelse
har dog vist en forholdsvis stor levedygtighed; det er
den som kjendetegnes ved slagordet «Heimatkunst» (s. d.).
Se forøvrigt artiklerne om de forskjellige forfattere.
[Litt.: W. Scherer, «Gesch. der deutschen Litt.» (1883);
H. Hettner, «Geschichte der deutschen Litt, im 18 Jahrb.»
(ny udg. 1909); R. Haym, «Die romantische Schule» (1870);
G. Brandes, «Romantiken i Tyskland» og «Det unge
Tyskland» («Saml. skr.» 4 og 6), R. M. Meyer, «Die deutsche
Litt. des 19 Jahrh.».] — Kunst. Bortseet fra de for
historiske fund, er arbeider fra den saak. «karolingiske
renaissance» de ældste kunsthistoriske mindesmerker paa
tysk grund. Hid hører f. eks. domkirken i Aachen. En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
