Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1691
Tyskland
1703
mange virtuosdirigenter. Den flerstemmige korsang dyrkes
med begeistring overalt i T., hvor man ogsaa finder flere
af samtidens bedste koncertorkestre. Flere høit anseede
undervisningsanstalter findes særlig i Berlin. De
fornemste operascener findes ogsaa der og i Dresden. —
Teater. Den middelalderlige tyske mysteriescene
adskiller sig ikke fra andre landes. Men henimod
middelalderens slutning udvikles af helt andre forudsætninger
det karakteristiske tyske «Fastnachtspiel», som i
Nürnberg naar sin høieste blomstring med Hans Sachs.
Nûrn-berg-mestersangerlauget aabner et fast teater med
overdækket scene og aaben tilskuerplads. Det var borgerlige
dilettanter, der fremførte disse stykker, og deres kunst
blev ca. 1600 hurtig overfløiet af de professionelle bander,
som navnlig fra England kom ind i T. og indførte baade
en ny skuespilkunst og en ny art dramaer, nemlig
mord-og spektakelstykker, der desuden som gjennemgaaende
person havde en harlekinfigur, der udfyldte alle døde
punkter. Disse bander afløstes ret snart af «høityske
komedianter», der bar deres repertoire frem med stadig
større forraaelse indtil den art, som sammenfattes under
navnet «Haupt- und Staats-Actionen», blev resultatet.
Mod slutningen af 17 aarh. gjorde Joh. Veltken et
forsøg paa at spille litterært teater, idet han en tid med
held opførte baade Molière, Galderon og Goldoni, men
det var dog først da Gottsched (s. d.) tog sagen i sin
haand, at der kom forbindelse mellem teater og litteratur.
Hans vigtigste støtte var den dygtige bandeleder Karoline
Neuber. Fra hendes ensemble nedstammer den
tradition, som gaar igjennem hele det 18 aarh.s tyske
teaterhistorie. J. F. Schönemann arbeidede hos hende, til
hans trup hørte siden Ekhof, grundlæggeren af
menneskefremstillingen paa den tyske scene, som tilsidst overtog
Gothaer hofteater, hvorfra Schillers første scene,
Mann-heimerteatret, hentede sine hovedkræfter. Til
Schönemanns kræfter hørte K. Ackermann, over hvis ensemble
senere byggedes Hamburger nationalteatret, hvortil
Lessing knyttedes (1767—69). I spidsen for
Hamburgerteatret traadte 1771—80 og 1785—98 den store Ludv^^.
Schröder, der spillede Shakespeare og Goethe. Hos
Ekhof i Gotha uddannedes Iffland, der siden blev en af
hovedkræfterne paa Goethes teater i Weimar og derpaa
udviklede berlinerscenen med dens karakteristiske
naturlighed i modsætning til den stiliserende weimarscene.
— Førerpladsen mellem tyske scener indtog i 19 aarh.
fra 1821 under Schreyvogels ledelse Burgteatret i Wien,
som senere lededes af H. Laube og Dingelstedt. De
øvrige teatre kom i forfald paa grund af et
overhaand-tagende virtuosvæsen, som hindrede et kultiveret
samspil i at udvikles. Først da Meiningerne (s. d.)
begyndte at gjøre sine gjestereiser, opdagede man paany
i Nord-T. samspillets store værdi. Omtrent samtidig
begynder Ibsen sin seiersgang over de tyske scener.
Berlin bliver nu centrum. Den nye skuespilkunst fik
sit hjemsted i Deutsches teater med Kainz, H. Nissen og
Agnes Sorma; M. Reinhardt overtog det 1901 og har her
og paa sine andre scener øvet sin glimrende
iscenesætterkunst, der tilstræber baade at fremhæve den enkeltes
præstation og frembringe milieuvirkninger. — Presse.
T. fik sin første avis i ordets moderne betydning i det
første aarti af det 17 aarh. Den udkom som ugeblad i
Strassburg. 1660 opstod den endnu eksisterende «Leipziger
Zeitung», som tillige er det ældste eksisterende eksempel
paa et officielt eller officiøst organ. Rent lokale nyheder og
indenlandsk politik er der endnu længe fremover intet
spor, og pressen stod under skarp censur. Fremgangen
var derfor langsom. Den betegnes i det 18 aarh. ved
grundlæggelsen af «Hamburger Correspondent» 1710,
«Vossische Zeitung> 1722, «Augsburgische allgemeine
: Zeitung» 1798. Af betydning for den nationale reisning
efter napoleonstiden var den af J. J. v. Görres (s. d.) fra jan.
1814 udgivne «Rheinische Merkur» i Koblenz, skjønt den
blev undertrykt allerede 1816. Men forbilledet for et
presseorgan som udtryk for den offentlige mening og den
politiske agitation var givet ; det blev fulgt navnlig med
stort talent af Du Mont, som 1814 grundlagde
«Kölnische Zeitung» (s. d.). I 1820-aarene bringer Heinrich
Heine og Ludwig Börne en frisk luftning i den tyske
presse. Fremtrædende organer for de aandelige og
politiske bevægelser i 1840-aarene blev navnlig «Allgemeine
Zeitung» i Augsburg, «Deutsche allgemeine Zeitung»
(1837—79) i Leipzig og «Deutsche Zeitung» i Frankfurt
a. M. I Berlin fandt oppositionen i denne periode et
talentfuldt organ i den gamle «Vossische Zeitung», som
dengang ofte maatte finde sig i advarsler og trusler
om undertrykkelse. En indflydelsesrig forkjæmper for
et samlet Tyskland under Preussens ledelse blev
«Münchener neueste Nachrichten» (fra 1848). I Bismarcks
tid blev en stor del af pressen afhængig af denne
statsmand, som ved alle midler, ogsaa bestikkelser (se R e
p-tiliefond), gratis spaltefyld fra saak. pressebureauer
eller vink og «inspirationer» forstod at udnytte den for
sine formaal. Ikke desto mindre gjennemgik den tyske
presse en overordentlig sterk udvikling. Den blev moderne
i indhold, overordentlig omfattende i sine interesser, og
naar den end ikke den engelske presse i solid
grundighed, den franske i litterær elegance, staar den i det
store og hele paa høide med det bedste i samtidens
internationale presse. Journalistisk fremragende tyske
aviser er i det 20 aarh. navnlig «Frankfurter Zeitung»,
«Kölnische Zeitung», «Berliner Tageblatt», «Der Tag»
og «Berliner Lokalanzeiger» samt den socialdemokratiske
«Vorwärts». Den tyske tidsskriftpresse har i de seneste
aartier havt en lignende vældig vekst som dagspressen.
— Historie (se endvidere artiklerne under de enkelte
lande). Det nuværende T. var opr. beboet af folk af
ukjendt nationalitet; forskjellige alpefolk og keltiske
stammer sad inde med Syd-T. Paa den tid, da T.s
folkeslag kom i nærmere berøring med romerriget, i
1 aarh. f. Kr., beboedes imidlertid størstedelen af T. af
germaner (s. d.). Fra Cæsars tid kom T. ind i
romerrigets interessesfære; Cæsar gjør Rhinen til grænse;
Augustus vil skyde grænsen frem, men stanses af
Arminius, og Tiberius opgiver hans plan. Germanerne
var paa dette tidspunkt fastboende, men splittet i mange
folkeslag. De beherskedes af konger eller høvdinger,
men folkeforsamlingen af alle frie »mænd spillede en
stor rolle. En samling i større germanske stammer
fuldbyrdedes i de første aarhundreder e. Kr.,
formodentlig saavel ad fredelig som ad krigersk vei.
Saaledes fremstod navnlig franker, sachser, thüringer,
alemanner og bayrer. Under folkevandringen besættes
landet øst for Elben af slaver, men germanerne vinder
frem mod syd og vest, og en tysk stamme, frankerne,
bliver den seirende i Mellem-Europa. Deres rige strakte
sig i det 6 og 7 aarh. østover til Elben ; de endnu
hedenske sachser mod n.v. stod dog udenfor. Under
Merovingernes forfald blev det en fra rigets tyske del,
Austrasien, stammende siegt, Karolingerne, som førte
rigstanken videre, og i Karl den store fik riget sin organisator.
Karls betydning for T. var navnlig den, at han betvang
Sachsen, et forland, der snart blev tyskhedens kjerne.
Da han aar 800 lod sig krone til keiser i Rom, knyttede
han for 1000 aar verdensimperiets idé til herredømmet
over T. Et tysk rige var imidlertid endnu ikke skabt,
og først efter indviklede delings- og tronfølgestridigheder
samlede forliget i Verdun (843) første gang størstedelen
af T.s folk som enhed under ét scepter, det østfrankiske
rige. Rigsforbindelsen var dog meget løs; de forskjellige
stammer, hver under sin hertug, bekjæmpede hverandre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
