Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1691
Tyskland
1707
ledelse, og keiseren maatte opgive sine planer. I det
indre var det 18 aarh. gjennemgaaende en
blomstringstid. Det oplyste enevældes principer gjennemførtes
ogsaa andre steder end i Preussen og fik udslag i
voksende industri, kolonisering og opdyrkning. Den
franske filosofi trængte ind og befrugtede kulturen, men
da revolutionen bragte dens idéer til udbrud, blev det
af skjæbnesvanger betydning, at der ikke eksisterede
nogen tysk statsenhed, som kunde overtage ledelsen af
et nyt samfund og opfylde folkets vaagnende
enheds-haab. Østerrige (Leopold II, 1790—92, Frans II, 1792—
1806) og Preussen forfulgte kun det maal at vinde frem
paa hinandens bekostning, og under første koalitionskrig
sluttede Preussen 1795 særfred med Frankrige.
Resultatet af Østerriges kampe med Frankrige blev det gamle
Tyske riges faktiske opløsning 1803, endelig beseglet 1806
ved keiserens nedlæggelse af kronen. Efterat Preussen
var knust i slaget ved Jena 1806, maatte T. lystre
Napoleon; venstre Rhinbred var tabt, og fyrsterne paa
høire side stod i Rhinforbundet som Napoleons
undergivne. Toget til Rusland gav stødet til en reisning i
Preussen, hvis gjenfødelse var forberedt af ikke-preussere
som Stein og Hardenberg, og efter slaget ved Leipzig
var T. befriet. Resultatet svarede dog ikke til den
sterke bevægelse. Af Wienerkongressen fremgik et tysk
forbund uden indre sammenhæng og uden forsøg paa
at skabe en virkelig ledelse. Østerrige under Metternich
blev foreløbig den toneangivende stat, og om reformer og
national samling var der ingen tale. Det laa i udlandets,
Ruslands og Frankriges, interesse at holde T. splittet,
og Metternich støttede denne politik. Der begyndte
dog at dæmre en ny trang til enhed, men den havde
meget at kjæmpe imod. At enheden maatte skabes
under Preussens ledelse, udtaltes første gang omkring
1815 fra sachsisk side, men det varede endnu et par
aartier, før følelsen heraf begyndte at brede sig. De
enkelte tyske stater var optaget af forfatningskampe.
Wienerkongressen bestemte, at der skulde indføres
landstænderske forfatninger i enkeltstaterne, men under
den reaktion, som begyndte straks efter 1815, gik det
smaat hermed. Kun nogle smaastater som
Sachsen-Weimar, Waldeck o. a. fik stænderordningen, senere fulgte
en del af Rhinforbundets større lande, men efter 1820
indskrænkedes de nye forfatninger sterkt. Preussen fik
ingen stænderordning før 1847, og den vandt meget
liden paaskjønnelse. Tiltrods for, at de sydtyske staters
forfatninger ofte heller ikke var af stort værd, opstod,
ikke mindst som følge af Preussens hele
bureaukratiske administration, en merkbar modsætning
mellem syd- og nordtysk tænkemaade, som siden har
holdt sig. Det eneste virksomme skridt, som i perioden
1815—48 blev gjort i retning af T.s samling, var Preussens
oprettelse af toldforeningen 1834. Heri laa virkelig et
stykke selvstændig politik af megen betydning for T.s
økonomiske udvikling, men forøvrigt stod
regjerings-verket stille, og forbundsdagen nød ingen anseelse.
Stagnation fra oven, i folket en uklar trang til frihed og
samling; saaledes var stillingen ved februarrevolutionens
udbrud 1848. Først fra da af tager arbeidet paa
grundlæggelsen af et tysk rige fart. — Der udbrød i mars
1848 revolution rundt om i de tyske stater, og det
lykkedes de fleste steder at rokke det reaktionære styre.
Imidlertid indtraadte der hurtig et tilbageslag, i
Øster-j ige blev bevægelsen knust, og resultatet af reisningen i
Preussen var kun ringe. Fra 1850 sad reaktionen atter
ved roret, og med enhedsbestræbelserne "gik det ikke
bedre. Revolutionstidens begeistring førte til, at man
sammenkaldte en nationalforsamling i Frankfurt for at
udarbeide en ny forfatning, der valgtes en rigsforstander,
og forbundsdagen opløstes. Men paa forfatningsspørsmaalet
delte forsamlingen sig mellem Østerrige og Preussen;
det € stortyske» parti vilde en samling om førstnævnte,
«lilletyskerne» om Preussen. Mars 1849 seirede et lilletysk
forslag, og man tilbød Fredrik Vilhelm IV af Preussen
den tyske keiserkrone. Han afslog den, dels af mangel
paa mod til at tage et afgjørende skridt, dels fordi
forfatningens revolutionære oprindelse stred mod hans politiske
grundsyn. Samtidig havde T. udadtil vist sin svagbed.
Det siesvig-holstenske spørsmaal havde vakt en vældig
bevægelse i landet og bidraget væsentlig til den
nationale reisning; men Preussens og forbundets indblanding
blev tilbagevist af Rusland, og Danmark kuede oprøret.
— Østerrige saa sin fordel i at bibeholde det gamle
forbund, og da Preussen 1850 i Olmûtz gav efter i
vigtige politiske mellemværender, var den østerrigske
politik atter sterkest. Kun paa det økonomiske omraade
bevarede Preussen førerskabet. Østerriges forsøg paa
at sprænge toldforeningen mislykkedes, og T. samledes
kommercielt mere og mere om Preussen. — De
følgende aar præges stadig sterkere af Bismarcks (s. d.)
optræden. Mod Fredrik Vilhelms hovedløse politik og
liberalismens taagede enhedstrang salte han den simple
formel, at T. nu kun kunde samles af Preussen og kun
ved magt, og han gjennemførte denne tanke med ligesaa
stort geni som brutalitet. Da kong Vilhelm 1862 havde
tilkaldt ham som redningsmand i den indre preussiske
krise, udfoldede hans politik sig i sin fulde styrke. I det
danske spørsmaal vilde han først og fremst ikke tillade
nogen ny mellemstat mellem Preussen og Danmark; det
gjaldt om at gjøre Østerrige delagtigt i byttet for senere
at gjøre op med det, og han tvang derfor den eg. upopulære
tysk-danske krig igjennem. De indre spørsmaal holdt han
foreløbig svævende og lod kongen afslaa indbydelsen til
en fyrstekongres 1863. Efter seieren over Danmark gik
udviklingen mere og mere i retning af krig mellem de to
magter, om end begge en tid helst vilde undgaa den.
Østerrige vilde ikke finde sig i en preussisk annektion af
hertugdømmerne, og Bismarck skjød da det indre spørsmaal frem
til afgjørelse og foreslog sammenkaldelsen af en alm. tysk
rigsdag og dannelsen af et T. uden Østerrige. Herpaa
svarede Østerrige med at kræve det Tyske forbunds
indgriben; dette vedtoges med de fleste større staters
stemmer, og i juni 1866 begyndte Preussen krigen. Da
Østerrige var slaaet, maatte Bismarck opbyde al sin evne
for at hindre kongen og generalerne i at diive sagen
paa spidsen; han foretrak at nøies med et nordtysk
forbund fremfor en foreløbig usikker samling af hele
T., og aug. 1866 dannedes da forbundet. Dets 1867
vedtagne forfatning er med ændringer den endnu for
det Tyske rige gjældende. Forbindelsen mellem staterne
var noksaa løs, og det hele var indrettet paa, naar tiden
kom, at kunne optage resten af T. i sig. Bismarck gav alm.
stemmeret til rigsdagen, et dengang i monarkiske stater
usedvanligt skridt. I det hele indledede krigen 1866
en liberal æra, i hvilken regjeringen støttede sig til de
nationalliberale og førte en frisindet økonomisk politik.
Forsøgene paa gjennem denne at vinde Syd-T. slog dog
feil; der herskede i sydstaterne en levende uvilje mod
Preussen, sterkt næret af katolikerne, medens man paa
den anden side heller ikke kunde finde det nødvendige
grundlag for et sydtysk forbund. Til denne modsætning
mellem nord og syd knyttede Napoleon III for en del
haabet om at vinde de «kompensationer» ved Rhinen,
som han ønskede. Et opgjør mellem T. og Frankrige
blev mere og mere uundgaaeligt ; Bismarck vilde det
og bidrog til dets indtræden 1870. Den mægtige
begeistring i kampen mod arvefienden samlede T.,
Frankrige blev slaaet, og 18 jan. 1871 kronedes Vilhelm I til
tysk keiser i Versailles. Det nye rige havde dog svære
fødselsvanskeligheder. Det Nordtyske forbunds forfatning,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
