Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1691
Tyskland
1709
der overførtes paa det nye rige, blev derfor yderligere
løsnet overfor enkeltstaterne. Men der var skabt en
ny stormagt i Europa, og ved glansen af sine vaaben,
sine ledende mænds overlegenhed og sin befolknings
glimrende egenskaber stilledes den straks i allerførste
række. — T.s historie efter 1871 falder naturlig i to
hovedafsnit, Bismarck (1871—90) og tiden efter ham.
Bismarcks udenrigspolitik gik fra først af ud paa at
skabe et nært forhold til Østerrige, men samtidig holde
venskab med Rusland. Alene hensynet til den franske
revanchelyst gjorde denne politik naturlig; hertil kom
Preussens polske undersaatter. Bismarcks russiske
politik led afbræk ved begivenhederne 1877—78. Han
overtog mæglerrollen mellem Rusland og Østerrige-England
paa Berlinerkongressen og bevirkede eller hindrede
ihvertfald ikke, at den russiske gevinst fra krigen sterkt
mindskedes. Den derved opstaaede kulde mente han at
maatte afbalancere ved et forbund med Østerrige og
senere Italien, det senere treforbund. I det hele stod
T. ved Bismarcks afgang sterkt; for hærvæsenet blev der
sørget ved hyppige udvidelser; septennatet (syvaarsloven)
1874 og dets fornyelser 1881 og 1888 bragte fredsstyrken
op fra 400000 til 470000 mand, og man begyndte at
bygge en flaade, foreløbig dog kun med beskedne maal
for øie. — Indrepolitisk falder Bismarcks periode i to
afsnit, den liberale og den reaktionære tid. Det sterkeste
parti i rigsdagen ved de fire første valg, 1871, 1874, 1877
og 1878, var de nationalliberale, og til disse støttede
regjeringen sig væsentlig i rigets første 7—8 aar.
Økonomisk blomstrede den frie konkurrance og frihandelen;
de franske milliarder og den abnormt voksende selvtillid
fremkaldte en mængde, ofte slet funderede foretagender.
I løbet af faa aar indtraadte imidlertid en krise;
priserne steg, Ruslands og Amerikas protektionisme trykkede
den tyske industri, paa alle omraader krævede man statens
indblanding. Socialdemokratiet fik efterhaanden stor
politisk betydning og steg fra 1871 — 77 200 pet. i stemmetal.
Omkring 1878—79 staar man da ved en gjennemgribende
ændring i regjeringens politik og partiernes stilling. Et
moment ved siden af det økonomiske er kulturkampen
(s. d.). Ligesom centrum (s. d.) i virkeligheden mest er et
politisk parti, repræsenterende en anti-preussisk,
decentraliserende rigsopfatning, saaledes var kampen ogsaa fra
Bismarcks side hovedsagelig en kamp om magt og kunde
forholdsvis let opgives, da forholdene nødvendiggjorde
forlig med centrum. Dettes hjælp behøvede Bismarck
til at gjennemføre sin protektionistiske toldlov af 1879.
Toldspørsmaalet sprængte og svækkede det
nationalliberale parti, ved valgene 1881 blev det halveret, og
rigsdagens sterkeste parti var nu lige til 1912 centrum.
Regjeringens politik maatte da føres med stadigt hensyn
til det, og samtidig med toldloven fulgte en alm.
svingning til høire. De to attentater paa keiseren 1878
benyttedes til at faa socialistloven vedtaget; som positivt
kampmiddel mod socialdemokratiet vilde Bismarck
anvende en social lovgivning, som blev gjennemført i aarene
1883—89. De politiske resultater af den var dog ikke
store; medens socialdemokraterne i rigsdagen ved valget
1887 overfor de forenede konservative og liberale
(kartelpartierne) var gaaet ned fra 24 til 11, voksede de 1890
til 35. Samme aar faldt Bismarck. Medens han havde
bevaret sin stilling under den liberale keiser Fredriks Ill’s
korte regjering 1888, viste det sig snart, at den nye
keiser Vilhelm II selv vilde regjere. Bismarcks
indenrigske politik havde ikke altid været heldig; keiseren vilde
forsøge en vei udenom undtagelsesloven, men afgjørende
var formentlig rent personlige forhold; 20 mars 1890
gik Bismarck af og erstattedes af general von Gaprivi. —
Keiser Vilhelm II har havt fire rigskanslere: Gaprivi (1890
—94), Hohenlohe (1894—1900), Bûlow (1900—09) og
Bethmann-Hollweg (siden 1909). Imidlertid har han selv
afgjørende sat sit præg paa T.s politik. I det store og
hele er T.s udenrigspolitik imidlertid ledet i Bismarcks
aand, dog sterkt præget af, at T. er blevet kolonialmagt
og storpolitiken overhovedet verdensomfattende istedetfor
europæisk. Grundlaget for T.s kolonirige blev lagt i
Bismarcks tid, 1884; siden er der, især i Afrika, stadig føiet
nyt land til, og tysk politik er virksom ogsaa udenfor de
eg. tyske besiddelser, saaledes i Lilleasien (Bagdadbanen).
I den europæiske magtgruppering har T. holdt sig til
treforbundet, men dog gjennemgaaende søgt godt forhold
til Rusland. Forholdet til Frankrige er ikke blevet
godt, og samtidig har der dannet sig en modsætning
mellem T. og England, som synes at være en
bestemmende faktor i europæisk politik. Den opr. ubetydelige
tyske flaade er ved store bevilgninger af 1897, 1900 og
1912 bragt op til at være Europas næst sterkeste, og
udgifterne er fra 1872 til 1912 vokset fra 36 til 470
mill. mk. Samtidig er hærudgifterne steget fra 325 mill,
til 850 mill. mk. I kraft af sin mægtige militærstyrke
er T. stadig fastlandets hovedmagt. — Dan indre politik
siden 1890 frembyder et broget billede under keiserens
idelige personlige indgriben og partiernes vekslende
stilling til hinanden. Hovedlinjerne har været: mod
socialdemokratiet og med enten konservative-centrum eller
konservative liberale. Socialdemokraterne har ved de
seks rigsdagsvalg 1890 til 1912 naaet fra 35 til 110
repræsentanter og er nu rigsdagens største parti med
over en tredjedel af de afgivne stemmer. Keiserens
forbitrede kamp mod dem har ikke frugtet, ligesaalidt som
den i sig selv imponerende sociale lovgivning. Trods
indre splid har deres stemmetal blandt vælgerne været
i uafbrudt fremgang, og de bar gjort store erobringer
fra de frisindede. De regjerende klassers konservatisme
er foreløbig for sterk til at begunstige en lempeligere^;v
opposition. De konservatives politik har siden Bismarck
sat sin blomst i agrarpartiet (Bund der Landwirte) hvis
bestræbelser gaar ud paa ved tvangsforanstaltninger at
holde prisen paa landbrugsprodukter i veiret uden
hensyn til de ulemper, forbrugerne faar heraf (toldloven
1902, indførselsforbud, kjødnød). Gentrum, der religiøst
og nationalt er antipreussisk, staar kulturelt og moralsk
oftest paa konservatismens side. De fleste større love har
maattet gjennemføres ved dets hjælp, og en alvorlig
kamp mod det er kun reist 1907, da det negtede en
bevilgning til Sydvest-Afrika. Bülow proklamerede da en
blok mellem liberale og konservative mod de sort-røde
rigsfiender, seirede ved valget, men overlevede det kun
to aar. Under Bethmann Hollweg har centrum atter
som regel været loddet i vegtskaalen trods sine tab ved
valgene 1912, og nogen ændring heri er med de nuværende
regjeringstraditioner ikke sandsynlig. — Af særlig
interesse er T.s økonomiske forhold, som bl. a. ogsaa spiller
en betydelig rolle for rigets sammenhold. Da
enkeltstaterne skal dække rigets manglende midler, men tillige
skulde have del i, hvad told og tobaksskat oversteg et
vist beløb, opstod efterhaanden stor forvirring, og riget
kom i nød. Gjælden steg 1900—13 fra 2V2 til 5
milliarder mark. Det blev mere og mere ønskeligt at skaffe
midler gjennem en rigsskat, men denne lod sig vanskelig
lægge paa indtægt og formue, fordi enkeltstaterne
allerede for en del havde indført saadan skat (jfr.
Miquel). Man har da ved skattepaalæg 1906 og 1909
væsentlig holdt sig til afgifts- og forbrugsskatter, flere
omsætningsskatter og en værdistigningsskat; en
progressiv arveskat modsatte de konservative og centrum sig.
De sidste skattereformer er saaledes sterkt
konservativt-agrarisk prægede og bærer sin del af skylden for
regjeringens valgnederlag 1912. [Litt.: Lamprecht, «Deutsche
Geschichte» (16 bd., 1891—1909); verkerne i Zwiedineck-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
