Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ungarske vine ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1757
Ungarske vine—Ungfinner
1758
tyrkerne saa langt som til at beleire Wien, men kort
efter vendte bladet sig, Habsburgerne vandt en række
seire, især under Eugen af Savoyen, baade over tyrkerne
og over ungarske oprørere (navnlig Frans II Rakoczy,
1703—08). Under Karl VI (1711—40) fik U. sine
nuværende grænser; hans datter Maria Theresia (1740—80)
stod i et godt forhold til Ungarn, som hjalp hende godt
mod Fredrik II af Preussen, og dette gode forhold holdt
sig i det store og hele i den følgende tid. I 1820-aarene
begynder en sterk magyarisk nationalisme at vaagne i
U., og den er saa paagaaende, uden hensyn til alle de
andre nationaliteter i landet, at regjeringen efterhaanden
giver efter for en lang række af dens krav. Oppositionen
bliver imidlertid mere og mere radikal og er ikke fornøiet
med regjeringens indrømmelser. Da efterretningen om
februarrevolutionen i Paris kom til U., tiltvang
oppositionen under ledelse af Ludvig Kossuth sig derfor et
rent, radikalt, magyarisk ministerium. Dette vilde
imidlertid de andre nationaliteter i U., især rumænere og
kroater, ikke finde sig i; under den kroatiske ban,
Jellachich, negtede de at lystre regjeringen i Budapest
og knyttede forbindelser med Wien. Modet steg derfor i
Østerrige, og ud paa høsten kom det til et brud og
aaben krig. Den østerrigske keiser Ferdinand (1835—48)
abdicerede til fordel for sin endnu regjerende brodersøn
Frans Josef, som stod friere overfor afgivne løfter og
forpligtelser. Den østerrigske armé under Windischgrätz
evnede imidlertid ikke et erobre U., og Frans Josef blev
tilslut nødt til at bede Rusland om hjælp. Overfor slig
overmagt kunde ungarerne ikke klare sig, og den 13 aug.
1849 overgav overgeneralen Görgei sig ved Vilagos paa
naade og unaade til russerne. Den østerrigske regjering
«bragte landet til ro» med overordentlig haardhed; en
lang række officerer og andre blev henrettet, forfatningen
ophævet og med den alle frisindede reformer; tysk blev
det officielle sprog, Transsylvanien og Kroatien blev
udskilt og U. delt i 5 regjeringskredse, uden toldgrænse
mod Østerrige, uden fælles centraladministration eller
høiesteret. I 10 aar blev U. saaledes behandlet som en
østerrigsk provins; men den uheldige italienske krig i
1859 skræmte regjeringen i Wien; og i 1860 fik landet
igjen en regjering, en forfatning og en begrænset
selvstændighed. Den nye rigsdag krævede imidlertid helt og
ubetinget selvstyre, og da Østerrige ikke vilde indrømme
dette, maatte det endnu i nogen aar regjere ved hjælp
af tyske embedsmænd og militære. Først efter
nederlaget mod Preussen i 1866 skjønte regjeringen i Wien,
at nu maatte den give sig, og alt aaret efter kom
forsoningen istand, og Frans Josef blev kronet til konge
af U. Ifølge den nye forfatning skulde de to lande være
fuldt selvstændige, bare krigs- og udenrigsministeren
skulde være fælles, og udgifterne til forsvar og diplomati
skulde bevilges af delegationer fra de to parlamenter
efter et fast bestemt forhold; om dette forhold har der
siden været ført adskillig strid, og i 1907 lykkedes det
Østerrige at faa det lidt forandret til sin fordel (nu
betaler Østerrige 63.6 pet., U. 36.4 pet.). Efter opgjøret i
1867 fulgte en lang og frugtbar lovgivningsperiode i U.
(religionsfrihed, kommunalt selvstyre, jernbaner,
skolevæsen, retspleie o. s. v.); men efterhaanden som de
radikale nationalister blev sterkere, drev magyarerne
en stadig mere haardhændt undertrykkelsespolitik
overfor alle de andre nationaliteter, som igjen har svaret
med obstruktion af forskjellig slags; i parlamentet har
det kommet til de mest skandaløse scener, og den
politiske forvirring i landet er stor. For tiden (1913)
befinder nationalitetsbevægelsen sig i en bagevje; men paa
den anden side venter man sig meget af den i 1910
indførte alm. stemmeret, saasnart forholdene bliver lidt
mere afklaret. (Se Kart over Østerrige.)
Ungarske vine. De fineste u. v. gaar under navn
af tokayervine (s. d.). Desuden producerer Ungarn
ogsaa en stor mængde andre vine af de forskjelligste
kvaliteter, saavel røde som hvide. Ogsaa saakaldt
ungarsk rhinskvin gaar i handelen. Af most,
som inddampes, før den forgjæres, faaes «kogte vine>.
Ungarns vinproduktion, som tidligere udgjorde 10—15
mill, hl., gik paa grund af vinlusens herjinger ned til
ca. 2 mill, hl., og var i 1905 ca. 3 mill. hl. aarlig.
Ungdomslag, Norigs, er et paa møde i Trondhjem
12 juli 1896 oprettet «landslag», en sammenslutning af
et større antal i 1880-aarene og især i beg. af
1890-aarene stiftede ungdomsforeninger rundt om i Norge.
Organisationen har som program at virke for afholdelsen
af foredrag og lærekurser inden foreningerne og i det
hele støtte disses arbeide for oplysningsvirksomhed,
afholdssag, maalsag, idræt, husflid, skogplantning m. m. ;
det udgiver ogsaa i forening med Studentmaallaget
en samling «Norske folkeskrifter». Antallet af
ungdomslag var 30 juni 1912 799 med omkr. 38000 medlemmer,
hvorhos endel foreninger staar udenfor
landsorganisationen.
Ungdomssløvsind (dementia præcox) er en
sinds-sygdomsform, som i alm. begynder omkring eller en
kort tid efter begyndelsen af puberteten (se K j ø n
s-modenhed). Arvelige anlæg synes at kunne spille
nogen rolle; forøvrigt er aarsagen ukjendt.
Unge kvinders, Unge mænds kristelige forening,
se Kristelig forening for unge kvinder og
Kristelig forening for unge mænd.
Unger, Carl Richard (1817—97), professor ved
Kra. universitet, bekjendt som udgiver af gamle norske
og islandske tekster, i begyndelsen i forening med P. A.
Munch og Keyser, senere alene. Saaledes har han udgivet
flere redaktioner af de norske kongesagaer,
«Kongespeilet», norske bearbeidelser af middelalderlige
romantiske digtninge samt helgenlegender og homilier. U.s
udgaver udmerker sig ved omhu og nøiagtighed ; i
bedømmelsen af de gamle skriveres særegenheder var han en
mester. Medens U. var en fremragende kjender af den
gamle prosastil, har han for forstaaelsen af skaldeversene
kun udrettet lidet.
Unger, Franz (1800—70), østerr. botaniker og
palæontolog. Blev 1835 professor i botanik i Graz og
1849 professor i plantefysiologi i Wien, hvorfra han
1866 tog afsked. U. har indlagt sig stor fortjeneste ved
sine palæontologiske studier og har paa tysk og latin
skrevet en række betydningsfulde verker om planternes
fysiologi og anatomi.
Unge Tyskland kaldes en retning i tysk litteratur;
den opstod ca. 1830, var paavirket af Byron, Heine og
Börne. U. T. var det litterære frihedsparti og
bekjæm-pede den konservative romantik. Hovedmændene var
Karl Gutzkow, Heinrich Laube, Theodor Mündt og
Ferdinand Freiligrath. [Litt.: G. Brandes, «Det unge
Tyskland».]
Ungfinner, et politisk parti i Finland, fra begyndelsen
af nærmest en klub af litterært og videnskabelig
interesserede mænd, som vistnok var fennomaner (s. d.), men som
skilte sig ud fra dette partis sterkt konservative ledende
kredse og ikke indtog en saa steilt afvisende holdning
til det svenske sprog som disse, skjønt de bestemt
sympatiserede med det sproglige forfinskningsstræv.
Efterhaanden fik u.s sammenslutning ogsaa et politisk præg,^
og under de storpolitiske kampe 1905—08 splittedes de
to finsk-sproglige retninger fuldstændig, idet u. optog
forfatningskampen i forbund med svekomanerne. Senere
kjølnede imidlertid atter u.s forhold til det svenske
folkeparti, uden at de dog dermed har udsonet sig med
gammelfennomanerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
