Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vasdragsregulering ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1821
Vasdragsregulerlng
1822
af et sekund) varierer sterkt, dels fordi nedbøren ikke
falder jevnt og under vore klimatiske forhold væsentlig
fordi nedbøren i vinterhalvaaret falder som sne, der
bliver liggende til vaaren, da den ved indtrædende varme
pludselig smelter. Vore vasdrag har derfor under
sne-smeltningen, som regel i tiden april til juli, en udpræget
vaarflom; ofte optræder ogsaa paa grund af sterkt
regn-veir en udpræget om end forholdsvis mindre høstflom.
Derefter aftager vandføringen nogenlunde jevnt, indtil
den som regel i mars naar sit minimum. Paa
Vestlandet og langs kysten forøvrigt kan forholdet arte sig
noget anderledes, idet der paa grund af det særegne
klima kan indtræde flere flomme i aarets løb. De vande
og sjøer, som findes i vasdragets nedbøromraade (det
areal, som afgiver sin nedbør til vasdraget), øver til en
vis grad en selvregulerende indflydelse paa vandføringen,
idet de efter at være fyldt af tlommen lidt efter lidt
tømmes ud gjennem lavvandsperioden. Glommens
vandføringer (nedenfor Øieren) varierer f. eks. mellem følgende
grænser: naturlig lavvandføring =130 m.’^ pr. sekund
(har gaaet helt ned i 80 m.^ pr. sekund), flomvandføringen
kan gaa over 3000 m.^ pr. sekund, den gjennemsnitlige
vandføring fordelt over hele aaret vilde være vel 600 m.^
pr. sekund. Efter den gjennemførte regulering af Mjøsen
bliver vandføringen i lavvandsperioden (den regulerede
vandføring) 220 m.^ pr. sekund. Det er af flere hensyn
ofte af betydning, at et vasdrags vandføring mest mulig
udjevnes, i særdeleshed hvis de i vasdraget forekommende
vandfald udnyttes i industrielt øiemed. Det i
kraftstationen installerede maskineri maa nemlig som regel
baseres paa lavvandføringen, da man ellers aarligaars
vil faa en forskjelligvarecde, hel eller delvis stans i
driften. Det er i de færreste tilfælde lønsomt at drive
«flomdrift». Naar vandfald skal tages i brug, vil det,
om overhovedet muligt, som regel ogsaa være fordelagtigt
at foretage en regalering af vandføringen. Hvis der kan
skaff’es saa store magasiner, at hele afløbet fordeles jevnt,
faar man en ideel regulering. Man maa da ogsaa gjøre
regning paa at kunne magasinere vand fra det ene aar
til det andet, da den totale nedbør varierer sterkt i de
forskjellige aar. Det vil som regel ikke lønne sig at
gjennemføre en ideel regulering. Ved bestemmelsen af
den grad af regulering, som er lønsom at gjennemføre,
maa man sammenligne reguleringsudgifterne med
værdien af den energi, som indvindes. Den indvundne
energi beregnes som forskjellen mellem det antal
hestekræfter, som faldene kan yde ved den større regulerede
vandføring, og det antal hestekræfter, de yder ved
lavvandføringen. Ved en regulering skabes egentlig ikke
ny kraft, men en del af (ved ideel regulering hele) det
arbeide, som fremkommer ved vandets fald ned gjennem
vasdraget, og som med vandføringen varierer sterkt til
forskjellige tider, udjevnes over hele aaret, saaledes at
det med fordel kan tages i industriens tjeneste. Ved
udarbeidelse af en reguleringsplan bør man have nøie
kjendskab til vasdragets hydrologiske forhold
(afløbsforhold). Bestemmelsen af den regulerede vandføring,
som kan paaregnes med de for haanden værende
magasiner, kan baseres paa nedbørsobservationer
(regnhøide-maalinger) og størrelsen af nedbøromraadet. Af den
totale nedbør vil imidlertid kun en del komme vasdraget
tilgode, en del vil nemlig atter fordunste og en del
trænge ned i jorden. Disse koefficienter varierer alt efter
nedbøromraadets klimatiske og geologiske forhold; ofte
regnes hertillands to tredjedele af nedbøren at komme
i vasdraget. Nedbøren fordeler sig i alm. ujevnt over
nedbøromraadet, alt efter terrænets formation og de
regnførende vindes retning; resultaterne af beregningerne
vil saaledes afhænge af oedbørstationernes antal og
beliggenhed. Vasdragets afløb staar forøvrigt heller ikke
til enhver tid i direkte forhold til nedbøren, dels paa
grund af vasdragets selvregulering, dels fordi det
meste af vinternedbøren først løber af om sommeren.
At bestemme afløbsforholdene paa grundlag af
nedbørobservationer vil saaledes hos os i almindelighed være
en usikker fremgangsmaade; flere af Vestlandets
vasdrag har f. eks. vist over det dobbelte totalafløb af,
hvad man efter nedbørobservationerne skulde vente.
Den sikieste fremgangsmaade til bestemmelse af et
vasdrags afløbsforhold vil altid være en direkte og daglig
observation af vandføringen. Ved et for
vandførings-maaling særlig egnet sted opsættes da et vandmerke,
hvor vandstanden daglig kan aflæses. Vandføringen
bestemmes ved en række forskjellige vandstande, og naar
man har det tilstrækkelige antal maalinger, opstilles en
vandføringskurve, som angiver den til enhver vandstand
svarende vandføring. Ved hjælp af daglige
vandstands-observationer kan man saa opstille en afløbskurve, som
angiver vandføringen for hver dag, eller en
summations-kurve, hvor det daglige afløb efterhvert bringes i tillæg,
saaledes at kurven angiver saavel det totale afløb som
de daglige variationer for det tidsrum, man har
observationer. Har man observationer for et tilstrækkeligt antal
aar, kan man paa dette grundlag bestemme den
regulerede vandføring, som kan opnaaes ved forskjellige
magasiner, idet vandføringen er afhængig af størrelsen
af de magasiner, som vælges. For et vasdrag, hvor
vand-føringsobservationer mangler eller er utilstrækkelige, kan
man anstille anslagsvise beregninger baseret paa
afløbs-koefficienter og forholdet mellem regulerede vandføringer
og de herfor nødvendige magasiners størrelse i
nærliggende vasdrag med lignende klimatiske, geografiske
og geologiske forhold. I Norge findes for tiden i
forskjellige vasdrag ca. 200 vandmerkestationer, som
sorterer under vasdragsvæsenet. Vasdragsdirektøren
udgiver aarlig «vandstandsiagttagelser» med en del andre
hydrologiske meddelelser vedkommende vasdragene. De
nødvendige magasiner tilveiebringes ved, at man i
vasdragets sjøer anordner de fornødne tekniske
foranstaltninger for at kunne opsamle et vist kvantum vand, som
man igjen kan tappe ud efter behovet. Findes ikke
sjøer, kan man, hvor terrænet dertil er egnet, anordne
kunstige magasiner; dette er f. eks. i Tyskland meget
almindeligt (Talsperren). Magasinerne skaffes ved, at man
enten opdæmmer sjøen over den naturlige vandstand,
eller sænker den under lavvandstanden, eller ofte ved
en kombination af begge dele. I første tilfælde anordnes
en dam (s. d.), medens sænkning foregaar enten gjennem
en aaben kanal eller ved større dybder gjennem en
tunnel. Man maa forsyne gjennemiøbene med luger
eller andre reguleringsanordninger, saaledes at man til
enhver tid kan slippe den bestemte vandføring, som
trænges. Den høide, hvori magasinet kan udtappes,
mellem høieste og laveste reguleringsgrænse, kaldes
reguleringshøiden. Udgifterne ved en regulering
vil i almindelighed vokse forholdsvis sterkere end
reguleringshøiden, ikke alene derved, at de tekniske
anordninger, som damme, luger o. s. v., bliver forholdsvis
dyrere ved større høider og vandtryk, men ogsaa fordi
erstatningerne (ekspropriationsudgifterne) som regel
vokser med reguleringshøiden. Det vil derfor, som
ovenfor antydet, i almindelighed for enhver regulering være
en vis grænse, som man af økonomiske hensyn ikke
med fordel kan overskride, og denne grænse er afhængig
af det antal hestekræfter, som indvindes ved en
forøgelse af reguleringshøiden, og disses værdi. Af større
reguleringer, som hidtil er udført i Norge, kan nævnes:
Mjøsens regulering, reguleringshøide 2.2 m.,
magasinets størrelse 796 mill, m.®; vandføringen (i Glommen
nedenfor Øieren) er i lavvandsperioden forøget fra 130 m.^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
