Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vaskebjørn ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1827
Vattersott—Vedel
1828
Vattersott, hydrops, kan skyldes forskjellige
sygdomme, især hjerte- og nyresygdomme, samt svækkende
sygdomme som kræft. Vedkommende organer bliver
abnormt rige paa vand. V. giver sig særlig tilkjende,
naar den har sit sæde i huden; i saa fald opstaar der,
særlig i leggene, tildels ogsaa i andre legemsdele, en
hævelse af huden og det underliggende væv; trykker
man paa en slig leg med fingeren, bliver der i nogen
tid staaende et indsøk i huden.
Vauban [våha’J, Sebastien le Prêtre de (1633—
1707), fr. marskalk og ingeniør, har havt stor indflydelse
paa læren om fæstningers anlæg, forsvar og angreb.
1669 generalinspektør over alle franske fæstninger, 1703
marskalk. Han byggede i alt 33 fæstninger, ledede 53
beleiringer og deltog i 140 fegtninger.
Vaucluse [våklyz], Frankrige, departement i hjørnet
mellem Rhône og Durance, 3578 km.^ 238 600 indb.
Hovedstad Avignon. Ved landsbyen V. den berømte
Vauclusekilde (elven Sorgue).
Vaud, Pays de [pæji’-dvå’J (t.WsLa.dt), Schweiz, kanton
langs Genfersjøens nordlige bred op over Jura-kammen,
3252 km.^ 324 000 indb., mest fransktalende protestanter.
I vest, i Jura, hæver sig Dole og Mont Tendre (begge
omtrent 1680 m.), blandt høifjeldsdalene her kan nævnes
La Vallée (de Joux), 1000 m., det rindende vand løber
i Orbe eller til Genfersjøen. Det øvrige (Gros de Vaud)
hører til det schweiziske Mittelland og er en bølgende
høislette(4C0—600 m.; Jorat, nord for Lausanne, 932 m.),
gjennemstrømmet af Orbe, Glane og Broye; dens
skraa-ning (le Vignoble) ned mod Genfersjøen har vinavl. I
s. 0. fra Genfersjøen til Rhône ligger V. i Alperne
(Diablerets 3246 m.. Dent de Mordes 2938 m.). Korn-,
frugt-, vinavl (Vs af hele vinhøsten i Schweiz), urmageri,
bergsaltudvinding. Hovedstad Lausanne.
Vaudeville [vådvVl], syngestykke, se Drama.
Vautier [våtjé], Marc Louis Benjamin (1829—
98), schw.-t. maler. V., der tilhørte Dûsseldorferskolen,
skildrer i sine talrige malerier schweizisk og schwabisk
bondeliv med sikker forstaaelse og med varm
hengivenhed for emnet.
Vauvenargues [våvnårg], Luc de Clapier, marki
de (1715—47), fr. filosof, hvis hovedverker er
«Introduction à la connaissance de l’esprit humain» og
«Reflexions et maximes», der i formen minder om La
Rochefoucaulds, men i indhold røber en mere sympatisk
opfatning af menneskenaturen.
Vauxhall [våkshålj, en del af London, ved venstre
bred af Themsen, havde indtil 1859 de berømte Old V.
Gardens (forlystelsespark), s.ø. for V.-bridge.
Vaxholm, Sverige, by (2200 indb.) og (paa en
ligeoverfor liggende holme) fæstning i skjærgaarden udenfor
Stockholm.
Ve, i nordisk mytologi den ene af Odins brødre.
Veblungsnes, strandsted ved Raumas udløb i den
indre Romdalsfjord, paa elvens Vestbred, Grytten herred,
Romsdals amt. Flere hoteller. Paa V. boede i 1910 381
mennesker i 75 huse. Paa Raumas nordbred ret overfor
V. Åndalsnes strandsted, endepunkt for den under
bygning værende Romsdalsbane.
Vecchio [vékkjo] (ital.), gammel.
Vecellio [vetséljo], Tizian o, se Tizian.
Ved kaldes de dele af stammen, som afsættes af et
dannelsesvæv (kambium) indover mod stammens midte
og som ligger udenfor marven. Veden udgjør den aller
største del af stammen. Hvert aar dannes et nyt lag
(en aarring) udenpaa den gamle v., om vaaren dannes
celler med større cellerum, som er skikket til at lede
vand med opløste stoffe til vekststederne (blade og
stængelspidser), seneve paa aaret dannes tykvæggede celler
med lidet cellerum, som særlig giver stammen fasthed.
Hos mange trær lever v. bare faa aar, senere
impregneres den med garvestoffe o. 1., som beskytter den mod
forraadnelse. V. bestaar hos naaletrærne af tracheider,
hos de tofrøbladede desuden af vedparenkym, kar
(trachéer) og vedceller. I vedparenkymet lagres vinteren
over meget af plantens opsamlede næringsforraad,
karrene og vedcellerne er styrkevæv, karrene desuden
ledningsvæv.
Veda (d. e. viden) kaldes de hellige skrifter, som
stammer fra den ældste os bekjendte periode af den
indiske religion. Grundlaget i den temmelig omfangsrige
Vedalitteratur dannes af fire tekstsamlinger (samhitas), der
paa indisk benævnes mantras (se nærmere herom under
Ri g veda). — Den yngre, prosaiske V. bestaar af de
saa-kaldte brahmanas (som især tager sigte paa offervæsenet),
hvortil slutter sig de saakaldte âranyakas,
«skogbetragt-ninger» (brahmanen skal under en periode af sit liv
trække sig tilbage til skogen for der i ensomhed at drive
studium af V.) og upanishads (s. d.). Efter-vediske og af
langt ringere autoritet end brâhmanas er de saakaldte
sutras (s. d.). V. betragtes som inspireret, som
frem-staaet gjennem aabenbaring, og som ufeilbar rettesnor
for tro og liv. De egentlige veda-bøger (mantras) bærer
rent indisk præg; men deres alder er vanskelig at
bestemme (muligens anden halvdel af andet aartusen f. Kr.).
Veda’nta, et af de indiske filosofiske systemer, som
knytter sig til de i de saakaldte brâhmanas og upanishads
(se Ved a) nedlagte filosofiske spekulationer. Der nævnes
ikke mindre end 363 forskjellige systemer; men alene
seks gjælder som ortodokse, deriblandt, foruden
Sank-hya (s. d.), V. Denne er en udpræget identitetsfilosofi :
brahma, al værens evige princip, er identisk med âtman,
sjælen. Naar man frem til erkjendelsen heraf, naar man
samtidig det sidste maal for al filosofisk spekulation:
befrielsen fra sjælevandringen.
Vedasproget, se Indien, sprog.
Vedbend (bergflette, efeu, lat. hedera helix), busk af
vedbendfamilien (araliaceæ), med tiltrykte grene, som
klatrer ved hjælp af hefterødder. Bladene er læderagtige,
paa de sterile skud tre- til femlappede, paa de
blomsterbærende hjerteformede og udelte. Grønne blomster i
skjerm, sorte bær. Hos os er den udbredt langs kysten
fra Drøbak til nord for Bergen.
Vedbendfamilien (araliaceæ), tofrøbladet, frikronet
familie i siegt med de skjermblomstrede (umbelliferæ).
For det meste trær eller buske med sammensatte blade,
sjeldnere er bladene udelte, blomsten hos de fleste slegter
i skjerm, femtalligt bæger, krone og støvblade, to til
mange frugtblade; frugten en stenfrugt eller et bær.
Ca. 400 arter, mest fra de indisk-malaiiske lande og
tropisk Amerika; hos os bare én art, vedbend (s. d.).
Vedceller (libriformceller), lange, spidse celler med
fortykkede, forvedede vægge, lidet cellerum, smale porer.
De findes mest yderst i aarringene, i høstveden, og
tilhører plantens styrkevæv.
Veddeløb, veddeløbsridning, se Ridekunsten
og Travsport.
Veddemaal. Af v. opstaar ingen bindende forpligtelse,
ligesom erkjendelse af gjæld, stiftet ved v., er
uforbindende. V., hvor det vindesyge øiemed fremtræder som
det fremherskende, betragtes paa samme maade som
lykkespil og kan medføre indtil et aars fængsel.
Vedel, Anders Sørensen (1542—1616), d.
historiker, 1566 magister, 1568 slotsprest i Kbh., 1584 kgl.
historiograf. 1575 udgav han sit første hovedverk,
fordanskningen af Saxo. Oversættelsen, som nærmest maa
betegnes som en fri, folkelig omskrivning, er et af de
værdifuldeste ældre danske sprogminder. 1581 skrev
han «Om den danske krønike at beskrive» (udg. 1787),
et forarbeide til den store danmarkshistorie, som længe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
