Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vetturin ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1871
Vibrere—Victoria
1872
tioner). Drivmidlet kan være komprimeret luft eller
elektrisk strøm. V. anvendes i industrien for at
fremkalde en rystebevægelse, f. eks. ved formmaskiner for
at lette fjernelsen af modellen, i lægevidenskaben for at
paavirke enkelte legemsdele ved bankning, f. eks. mod
reumatisme i en arm eller mod hovedpine.
Vibrere (lat.), svinge, sitre.
Viburnum, se Krossved.
Vice . . . (lat.), i stedet for, paa en andens vegne,
bruges i sammensætninger med betydning under.. ,, f. eks.
viceadmiral (se A d m i r a 1 s g r a d), vicekonge, vicepræsident.
Vicekonge. Ifølge novembergrundlovens § 14 kunde
kongen, naar han opholdt sig i Sverige, beskikke en v.,
som paa hans vegne forestod rigets styre og præsiderede
i det norske statsraad. V. maatte være medlem af
kongehuset, skulde bo i riget og have en appanage af
statskassen. Stillingen ophævedes ved grundlovsforandring
af 30 juni 1891.
Vice^nza, Italien. 1. Provins i Venedig, 2735 km,^
470 000 indb. — 2. Provinsens hovedstad, ved
Bacchig-lione, ved nordfoden af Monte Berici, 54 000 indb. Flere
gamle kirker og slotte. Fabrikation af maskiner,
musikinstrumenter o. a.
Vice versa (lat.), modsat, omvendt.
Vichy [visi’] (det romerske Aquæ Galidæ), Frankrige,
by i depart. Allier, ved Allier; 15 000 indb. Badested
(70000 kurgjester), hvis talrige mineralske varme vande
(12—45°, kulsyre og dobbeltkulsurt natron, udførsel af
over 15 mill, flasker) var kjendt allerede i romertiden.
Vico, Giovanni B att i s ta (1668—1744), i tal. filosof,
gjorde historien til gjenstand for filosofisk studium og
udgav 1725 «Scienza nuova», der søger at paavise almene
love for den historiske udviklingsgang, idet denne
overalt gjennemløber de samme tre stadier, det
guddommelige, det heroiske og det menneskelige. Dette er det
første forsøg paa en saakaldt «historiens filosofi».
Vicomte (af lat. vice-comes)^ i den ældre middelalder
grevens (comes) nærmeste underordnede og ved visse
leiligheder hans stedfortræder. Nu betegnelse for en
rang mellem greve (fr. comte) og baron.
Victor, fire paver. 1. V. I, 189—99, opnaaede
gjen-nem keiser Gommodus’ medhustru Marcia begunstigelser
for de kristne. I striden med lilleasiaterne om
tidspunktet for paaskefesten brød han med disse og krævede
underkastelse under den romerske skik. — 2. V. 11,
1055—57 (biskop Gebhardt af Eichstädt), var Henrik III
en god støtte. — 3. V. III, 1087, den høitfortjente abbed
Desiderio af Monte Gassino, blev Gregor VII’s
efterfølger, men brød med hans politik. — 4. V. IV,
1159—64, modpave mod
Alexander III.
Victor Emanuel
(Vit-torio Emanuele), konger
af Sardinien og Italien.
1. V. E. I (1759—1824),
konge af Sardinien 1802
—21. Var reaktionær
og blev ved revolutionen
1821 tvunget til at
nedlægge regjeringen. — 2.
V.E.I I (1820—78), konge
af Sardinien 1849-61, af
Italien 1861—78, søn af
Karl Albert, ved hvis
nedlæggelse af kronen han
blev konge mars 1849,
da Sardinien stod paa
undergangens rand. —
Efterat der var sluttet fred
med Østerrige, lykkedes
Victor Emanuel II.
Victor Emanuel III.
det V. E., ikke mindst
ved Gavours (s. d.)
glimrende dygtighed, at
ny-organisere landet
finansielt, militært og
administrativt. Det blev
Sardinien, om hvem alle
italienske enhedstanker
samledes, og V. E. viste
sig tilliden værdig. 1
krigen 1859 vandt han
Lombardiet. 1860
støttede han
frihedsbevægelsen i de italienske stater,
valgtes til konge i flere
af dem og antog 1861
titel af konge af Italien.
1864 flyttede han fra
Turin til Florens, 1866 blev
Venedig vundet og 1870
Rom. Mindre ved store
evner end ved sin personligheds samlende magt og
sin villighed til at høie sig ind under de skiftende
situationer havde V. E. skabt Italien. Han støttede sig
siden væsentlig til Tyskland. — 3. V. E. III (1869—),
konge af Italien 1900, sønnesøn af foreg, og søn af
Umberto, hvem han fulgte. Som konge har han regjeret
strengt parlamentarisk. Han er gift med prinsesse
Elena af Montenegro (1873—) og har med hende bl. a.
sønnen Umberto (1904—).
Victoria I Alexandrine (1819—1901), eng.
dronning, keiserinde af Indien, eneste datter af Georg Ill’s
l;ierde søn, hertug Edvard af Kent og prinsesse Louise
V. af Sachsen - Koburg.
Blev 1820 arving til den
engelske trone, fik en
omhyggelig opdragelse og
udraabtes ved
farbroderen Vilhelm IV’s død 20
juni 1837 til dronning.
Egtede 1840, vist af egen
tilbøielighed, sin fætter
prins Albert af
Sachsen-Koburg (1819—61);
eg-teskabet var lykkeligt
og havde befolkningens
sympati, men det
skuffede hende, at han ikke
fik kongetitel; først 1858
opnaaede han titelen
prins-gemal, og han
maatte holde sig borte
fra enhver officiel
optræden. Politisk havde
V. oprindelig sympati for
whiggerne, senere ændredes hendes anskuelser, men hun
bevarede stedse den største loyalitet overfor de skiftende
ministerier. I sit egteskab havde hun 9 børn, bl. a. Edvard
VII (s. d.), Arthur, hertug af Gonnaught (s. d.), og V., tysk
keiserinde. Et udvalg af hendes breve udkom i 3 bd. 1907.
Victoria (Sofie Marie V.) (1862—), dronning af
Sverige, datter af storhertug Fredrik af Baden og
datterdatter af keiser Vilhelm 1; nedstammer paa
fædrenes side fra huset Vasa. Egtede 1881 kronprins Gustaf (V)
og blev dronning 1907; tre sønner.
Victoria, en af staterne i Australien, ligger i det
sydøstlige syd for Ny Syd-Wales og øst for Syd-Australien;
227 610 km.^ med 1315 551 indb. (1911), den mindste,
men forholdsvis bedst befolkede af staterne (6 pr. km.^).
1 det indre gaar de Australske Alper parallelt med kysten ;
(Fot. af Hughes & Mullins, London.)
Dronning Victoria I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>