Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vilhelm ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1885
Vilhelm
1886
Normandie samt V. II og Henrik I af England. Han
var en kraftig herskenatur, jagt hans største glæde. —
2. V. II Rufus (ca. 1056-1100), konge 1087—1100,
søn af foreg.; en voldsom, herskelysten kriger, feidede
med Skotland, Wales og Frankrige og maatte bekjæmpe
hyppige oprør af selvraadige vasaller. Havde en stor
strid med Anselm, erkebiskop i Canterbury, hvem han
forjog 1097. — 3. V. III (1650—1702), konge 1689—1702,
søn af V. II af Oranien og Henriette Maria Stuart. Ved
Frankriges angreb 1672 udnævntes V. til statholder og
generalkaptein, og brødrene de Witt myrdedes. V. skaffede
Nederlandene en heldig fred i Nijmwegen; hans politiske
maal var fra nu af at modarbeide Ludvig XIV’s politik.
1677 egtede V. Maria Stuart, datter af Jakob II. Dennes
daarlige styre bragte et stort parti til at indkalde V.,
15 nov. 1688 landede han i England, Jakob II flygtede
til Frankrige, og 23 feb. 1689 overdroges kronen ham,
efterat han først havde undertegnet «declaration of
rights». Jakob Il’s forsøg paa at gjenvinde Irland
mislykkedes, og den franske flaade blev slaaet ved La Hogue
1692. Kampen mod Ludvig XIV fortsattes, og ved
freden i Rijswijk 1697 anerkjendtes V. som engelsk
konge. Under forberedelserne til den spanske
arvefølgekrig døde han. Talrige reformer gjennemførtes under
V.s regjering, grunden til Englands parlamentariske
styre blev lagt, og hans statskunst bragte England
frem i første række. — 4. V. IV H e n r i k (1765—1837),
konge 1830—37, tredje søn af Georg III. Djerv og drøi
i sit væsen kaldtes han «matroskongen» og var lidet
intelligent. 1834—35 havde V. tory-ministeriet Peel, det
sidste engelske ministerium mod underhusets flertal.
Gav 1833 en fri forfatning i Hannover.
Vilhelm, konger af Nederlandene. 1. V. I
(1772—1843), konge 1815—40, søn af den sidste
arvestatholder Vilhelm V, deltog i forskjellig tjeneste i
krigene mod Frankrige 1793—95, 1806 og 1809 og mistede
1806 til Napoleon sine tyske besiddelser. 1813
landede han i Nederlandene og udraabtes til konge; 1815
føiedes Belgien til hans rige, og han blev samtidig
storhertug af Luxembourg. V. evnede ikke at
sammensmelte de to lande, og ved oprøret 1830—31 forspildte
han chancerne for en forsoning. Han nedlagde kronen
1840 og levede i Tyskland med titelen greve af Nassau.
— 2. V. II (1792—1849), konge 1840—49, storhertug af
Luxembourg, søn af foreg., udmerkede sig under
Wellington i Spanien og ved Waterloo, blev af faderen 1830
sendt til Belgien, hvor han var meget populær, men
blev desavoueret af kongen i sine bestræbelser for at
mægle. 1831 førte han med held hæren mod Belgien.
Som konge arbeidede han paa de ødelagte finansers
forbedring og indvilgede tilslut i forfatningskravet. —
3. V. III (1817—90), konge 1849—90, storhertug af
Luxembourg, søn af foreg., havde i sine første
regjerings-aar Thorbecke (s. d.) som førsteminister og
gjennem-førte i denne tid flere reformer. V. styrede strengt
parlamentarisk og var afholdt paa grund af sin jevnhed og
godgjørenhed. Hans første hustru Sofie af
Württemberg fødte ham tre sønner, der alle døde barnløse, 1879
egtede han Emma af Waldeck, med hvem han 1880 fik
datteren Vilhelmine (s. d.), der fulgte ham paa tronen.
Vilhelm den tause af Oranien (1533—84), holl.
frihedshelt, f. i Nassau af fattig greveslegt, arvede 1544
fyrstendømmet Orange (s. d.) i Frankrige. Filip II gjorde
ham 1559 til statholder i Holland, Zeeland og Utrecht,
men forholdet mellem dem blev snart kjøligt. V., der
var opdraget katolsk, men mere og mere nærmede sig
protestantismen, harmedes med andre nederlændere over
spaniernes færd og var 1561—64 med i bevægelsen mod
Granvella (s. d.). V. saa efterhaanden som sin opgave
at samle alle nederlændere, katolske og protestantiske.
til enhed, men da det mislykkedes, forlod han 1567
landet. Et angreb paa spanierne 1568 slog feil, og V.
levede nogle aar i ulykkelige kaar. Da begynder
gensernes (s. d.) reisning, V. vendte tilbage 1572, udraabtes
til statholder og antog 1573 den reformerte tro. 1576
—77 syntes det at skulle lykkes for ham at samle baade
de sydlige og nordlige Nederlande, men det slog feil, og
1579 maatte han nøies med de nordliges union i Utrecht.
1584 blev han myrdet af burgunderen Gérard. Med
aand og veltalenhed forbandt V. diplomatisk vidsyn og
jernvilje, med egte religiøs følelse et frisind og en
tolerance, der løfter ham hoit over hans tid. Han skabte
Nederlandenes storhed og var huset Oraniens
stamfader.
Vilhelm, prinser af Oranien. Statholdere i
Nederlandene. 1. V. I, se Vilhelm den tause. —
2. V. II (1626—50), statholder i Nederlandene 1647—50,
sønnesøn af foreg., var en fremragende personlighed,
men de store forventninger, der stilledes til ham,
slukkedes ved hans tidlige død. Han var 1648 imod at
slutte fred med Spanien, kunde ikke sætte sin vilje
igjennem, men sikrede sig ved et sfatskup ret til at
beholde tropperne og planlagde en ny krig i forening
med Frankrige, da han døde af kopper. — 3. V. III, se
Vilhelm, konger af England. — 4. V. IV (1711—51),
statholder 1747—51, tilhørte en fra V. den tauses broder
nedstammende sidelinje med tilnavnet Friso, var
statholder i Frisland og Groningen, da han 1747 efter
aristokraternes fald ogsaa valgtes i de øvrige provinser. —
5. V. V (1748—1806), statholder 1751—95, søn af foreg.,
var lidet selvstændig og lod sig længe lede af en tysk
hertug, som 1784 maatte fortrække. 1795 erobrede
franskmændene landet, og V. flygtede til udlandet.
Vilhelm, konger af Preussen og tyske keisere.
1. V. I (1797—1888), konge af Preussen 1861—88, t.
keiser 1871—88, anden søn af Fredrik Vilhelm III og
dronning Louise, viste
tidlig udprægede
soldategenskaber: orden,
disciplin, selvbeherskelse. Han
deltog 1814—15 i
frihedskrigen, blev 1817 oberst,
1818 generalmajor, 1825
generalløitnant, 1840
general. Efter med
resignation overfor
slegts-hensyn at have opgivet
sin ungdomskjærlighed,
prinsesse Radziwill,
egtede han 1829 Augusta
af Sachsen-Weimar (s. d.).
Ved faderens død 1840
var hans udvikling
væsentlig færdig: han var
preusser, soldat,
legitimist. Han vilde gjøre
Preussen til europæisk
stormagt, derfor øge og
styrke dets hær og ikke svække dets kongemagt.
Under revolutionen 1848 vilde han slaa bevægelsen
ned med vaaben og maatte paa grund af sin
upopularitet opholde sig nogle maaneder i England.
Imidlertid var han ikke som broderen uforstaaende
overfor sin tid; han saa en relativ berettigelse i de liberale
krav og var imod reaktionen efter 1849, ligesom den
vigende preussiske politik i høi grad oprørte ham. 1857
overtog han regjeringen for sin sindssyge broder og blev
ved hans død selv konge. Han begyndte med at tage
et liberalt ministerium, men kom snart i strid med
landdagen paa militærspørsmaalet. Skabelsen af en sterk
(E:fter maleri af Lenbach )
Vilhelm I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
