Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vitus ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1911
Vogeler—Vogt
1912
Doppler’ske princips rigtighed ved observation af
solranden, og 1888 udkom hans første epokegjørende arbeide
«Om bestemmelsen af stjerners bevægelse i Visionsradien»
ved spektrografisk iagttagelse». V. opdagede ad denne
vei de «spektroskop i ske dobbeltstjerner».
Vogeler [f-], Heinrich (1872—), t. maler,
tilhører siden 1894 malerkredsen i Worpswede (s. d.). Som
maler vælger han med forkjærlighed eventyrmotiver;
han har udgivet flere mapper med raderinger (17 blade
til Hauptmanns «Versunkene Glocke», 10 blade «An
den Frühling»), men har især vundet navn som
smagfuld bogillustrator.
Vogel von Falckenstein [f-], Ernst Friedrich
Eduard (1797—1885), preus. general. 1864 chef for
generalstaben ved de preussiske og østerrigske tropper,
som rykkede ind i Jylland, kommanderede 1866 syvende
armékorps, besatte Hannover og tvang den hannoveranske
hær til at overgive sig efter kampen ved Langensalza.
Fik derefter kommandoen over Mainhæren mod
sydtyskerne, som han beseirede flere gange. Var 1870
generalguvernør over de tyske kystprovinser.
Vogel weide//"-J, se Walther von der Vogelweide.
Vogeserne (Wasgau, lat. Vosagus, fr. les Vosges),
tysk-fransk grænsefjeld, den sydligste og mægtigste del
af den øverrhinske lavslettes vestrand. V. svarer efter
form og geologisk bygning til Schwarzwald (s. d.),
øst-randen. I syd falder V. brat af til bakkelandet mellem
V. og Jura, den Burgundiske port (350 m.), mod nord
rækker det egentlige V. til Zabern-passet (250 m.),
øst-heldet falder brat ned mod Rhinsletten, vestheldet
skraaner jevnt. Høieste top Sulzer Belchen (fransk:
Ballon de Guebuiller) 1426 m.. Ballon d’Alsace
(grænsefjeldtop) 1250 m. V. deles ved Brenschdalen i de
sydlige høiere, krystallinske og de nordlige lavere V. af
fremherskende sandsten; i dem hæver sig Donon 1008 m.
Østheldets vande samler sig i 111 (til Rhinen), i vest løber
de ogsaa til Rhinen, nemlig gjennem Mosel (med Moselotte,
Meurthe o. fl.) og Saar, i syd løber l’Oignon til Rhône.
I syd indeholder V. jern, bly, kobber. Stor industri i
alle dale, op i hvilke der ogsaa fører jernbaner, som
dog ikke gaar over fjeldet mellem Zabern og Belfort.
Nordenfor Strassburg danner Nedre V. et yndigt
bjergland, foran hvilket ligger et tertiært bakkeland, i
hvilket (især i nærheden af Wörth) findes petroleum
(ved Pechelborn talrige boretaarne). Fortsættelser af V.
er Hardt (s. d.) og det rhinskhessiske bjergland.
Voghera, Italien, by i prov. Pavia. ved Staffora, høire
tilløb til Po; 13 000 indb. Silkeavl.
Vogne. Tohjulede og halvrunde v. med aabning
bagover brugtes af oldtidsfolkene i krig og til veddekjørsel.
V. med fire hjul kom først i brug hos perserne, der
ligesom grækerne og romerne anvendte saadanne til
befordring af personer og gods. I middelalderen var
hesteryggen det sedvanlige befordringsmiddel, bare
kvinder og svagelige mænd kjørte i «karm» (s. d.). I det
16 aarh. begyndte man at hænge op fadingen i
læderremme, istedetfor at lade den hvile lige paa akslerne;
noget senere kom de lukkede v. med glasvinduer. Et
hundredaar efter fik de kuskesæde, tidligere havde
kusken redet. Samtidig bfgyndte man at anbringe
fadingen paa fjærer, som var S-formede og strakte sig fra
aksel til aksel. Vognen blev derved meget høi. Fra
beg. af 19 aarh. er G fjærene, som anbragtes paa hver
sin aksel, saa at fadingen hang ned mellem dem. Nu
bruges næsten udelukkende saakaldte trykfjære. Smgl.
de enkelte art.: G h a r-à-b a n c s, Dogcart, Faeton,
Gig, Kabriolet, Kalesche, Karet, K a r i o 1, K
i-bitka. Kupé, Landauer, Omnibus, Troika og
flere. [Litt.: H. Schetelig, «Gammelt kjøre- og ridetøi»
(1910).]
Vognborg er en samling vogne (stridsvogne), der i
ældre tider under kamp opstilledes som forskansninger.
Vogt [f-], Henrik L ud Vig Volrath (1817—89), n.
teolog. Efter i 1838 at have taget teologisk
embedseksamen med udmerkelse blev han lærer først ved Kra.
borgerskole, saa ved Kra. katedralskole, hvor han 1840
blev adjunkt, 1852 overlærer, og han vedblev i denne
stilling til sin død. Hans navn er fremforalt knyttet til
den bibelhistorie, han udgav, dels for folkeskolen, dels
for middelskolen. V.s princip var saavidt muligt at
benytte bibelens egne ord. Ved siden deraf har han skrevet
en kirkehistorie til skolebrug og en beskrivelse af det
Hellige land (1879).
Vogt [f-], Johan Herman Lie (1858—), n.
naturforsker, blev 1886 professor i metallurgi ved universitetet
i Kra. og gik 1912 over til den Tekniske høiskole i
Trond-hjem. V. har leveret en række videnskabelige arbeider af
metallurgisk og geologisk indhold. Særlig paaagtet er
hans undersøgelser over norske ertsforekomsters geologi.
Vogt [f-], Johanne, f. Collett (1833—1906), n.
forfatterinde. Foruden et par barnebøger udgav hun en
række jevne og fordringsløse fortællinger: «En æresret»
(1893), «Dagligdags» (1896) og «Da professoren reiste»
(1900) samt novellesamlingerne «Fortællinger» (1887),
«Spredt og samlet» (1897) og «Fortællinger og skisser»
(1902). Af betydelig interesse er hendes historiske
skildring «Statsraad Colletts hus og hans samtid» (1903).
Vogt //-7, Jørgen Herman (1784—1862), n.
embedsmand. Efter at være blevet cand. jur. slog han
ind paa embedsbanen, blev 1809 sorenskriver i
Norfjord og var 1814 ansat i Kjøbenhavn.
Rigsforsamlingen paa Eidsvold valgte ham alligevel ind i
finanskomitéen, og om høsten kom han hjem til Norge,
hvor han i nogle maaneder bestyrede
finansdepartementet, indtil grev Wedel blev udnævnt til statsraad.
Siden blev han sendt til Kbh. for at forhandle om det
finansielle opgjør med Danmark. 1825 blev han
statsraad og var siden medlem af regjeringen helt til 1858,
dog med nogen afbrydelse, idet han var medlem af en
del kommissioner, særskilt den store kommission for
udarbeidelse af en ny straffelov (1829—36). 1845 blev
V. stillet for en rigsret for at have bevirket kgl.
resolutioner i strid med stortingets beskatningsret, men
frifundet. Efterat kronprins Karl var blevet vicekonge
1856, gav den korrekte gamle embedsmand tydelige
udtryk for sit misnøie med det nye styre og blev derfor
nødt til at søge sin afsked (1858). V.s «Optegnelser» er
et værdifuldt kildeskrift.
Vogt [f-], Lorenz Juhl (1825—1901), n.
toldembedsmand og historiker, fra 1865 toldinspektør i
Fredriks-hald, hvor han 1868—84 sad i kommunestyret, og som
han 1873—79 repræsenterede paa stortinget. Medlem
af toldtarifkommissionerne 1858 og 1874, og af den store
toldlovkommission 1867 og af udskibningskommissionen
1878. Skrev bl. a. «Frihandelens fremgang og seier i
Storbritannien og Irland» (1864), «Den norske arbeiders
beskatning og forbrug» (1877) og «Dublin som norsk
by. Fra vort ældste kjøbstadsliv» (1896).
Vogt/^y, Nils (1817—94), n. amtmand og statsraad,
cand. jur. 1839, ekspeditionssekretær i
justitsdepartementet 1847, 1850—60 amtmand i Søndre Bergenhus,
1860—71 stiftamtmand i Kristiansand og amtmand i
Lister og INIandal. Sad paa stortinget 1857—58 og 1862
—71, da han en aarrække var lagtingspræsident og ét
aar stortingspræsident. Medlem af unionskomitéen 1865
og dennes norske ordfører. 1871—84 statsraad og mest
chef for indredepartementet, hvilken stilling rigsretten
1884 fradømte ham. 1884—90 amtmand i Buskerud.
Vogt [f-], Nils (1859—), n. redaktør, cand.jur. 1881.
Indtraadte 1882 som redaktionssekretær i «Morgenbladet»,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
