Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Værdibrev ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1935
Västernorrlands län—Vævning
1936
har i senere tid staten plantet skog. Her drives
betydelig vævnings-industri, før mest som husflid. Byerne
Ulricehamn og den vigtige fabrikby Borås, nedenfor
hvilken ligger industribygden Mark. Spredte skogbygder
ogsaa langs Vattern samt i grænsen mod Närke (Tiveden).
Søndenfor Vänera den store frugtbare Västgötaslette,
gjennemstrømmet af Tidan og Lidan. Over sletten hæver
sig bl. a. enkelthøider Mösseberg, Billingen, Kinnekulle,
Halleberg og Hunneberg. Slettens byer er Falköpiiig,
Skovde, Skara, Tidaholm, Mariestad, Lidköping.
Vestgrænsen dannes af Götaälfven (byen Vänersborg,
Troll-hättafallen, Götakanalen forbi disse, fabriklandsbyen
Trollhättan), Alingsås, samt V.s hovedby Göteborg.
Västernorrlands län, Sverige, ved Bottenviken,
mellem Västerbottens, Jämtlands og Gäfleborgs län,
omfatter landskaberne Medelpad og Ångermanland (med
undtagelse af et par sogne, som tilhører Västerbottens
län); 25 532 km.^ 250 500 indb., 10 pr. km.^
Gjennem-strømmes af Angerman- og Indalsälfven. Tre byer:
Sundsvall, residensbyen Hernösand og Örnsköldsvik.
Västervik, Sverige, by i Kalmar län (Småland), yderst
ved Gamlebyviken, Østersjøen; 10 000 indb. I nærheden
Stegeholms (Stäkeholm) ruin (bro over). Norsk
vice-konsulat.
Västmanland, Sverige, landskab ved det inderste af
Målaren, mellem denne, Uppland (Gåstrikland), Dalarne,
Varmland, Närke og Södermanland, 8908 km.^ Mod
Dalarne og Vårmland naaleskoge. En stor del af V.
regnes til Bergslagen (gruber omkring Nora og
Lindes-berget i vest, samt Norberg og Salberget i øst). I
Sal-berget brydes (dog ikke saa meget som fordum)
sølvmalm. I nærheden byen Sala. I Mälarbygderne (tidlig
bebygget, med talrige runestene) høit udviklet
aker-brug. V.-sletten gjennemstrømmes af Sagån, Svartån,
Kolbacksån, Hedstiömmen, Arbogaån. Betydeligste by
Vasterås, andre byer er Arboga, Köping.
Västmanlands län (el. Våsteiås län), Sverige,
omfatter den østlige halvdel af Västmanland, den vestligste
del af Uppland (Fjärdhundra) samt tre sogne af
Södermanland; 6740 km.^ 156000 indb., 24 pr. km.^
Residensby er Våsterås.
Vætte (oldn. vættr) kaldes i nordisk folketro et
overnaturligt væsen eller aand, som holder til i menneskenes
nærhed. Svarer nærmest til alver og tusser. Ligesom
til haugebonden og tusserne ofrede man mad og drikke
til v. (paa de saakaldte vætte-hauge). Bonden maatte
holde sig til vens med v., hvis han skulde have nogen
fremgang med sit gaardsbrug. Jfr. Alver, Tusse,
Haugebonden.
Vättern, Sveriges næststørste indsjø, i grænsen mellem
Svealand (V.s nordende) og Götaland, mellem Närke,
Östergötland, Småland og Västergötland; 1898 km.^
128 km. lang, 119 m. dyb, 88 m. o. h., bredden 20 —
25 km. (ved Motala 30 km.), i nord og syd noget smalere.
V.s vand er klait og koldt som kildevand og let
bevægeligt, saa det ofte uden merkbar foranledning
begynder at bølge. Faa øer, den største af dem er Visingsö.
Tilløb er Huskvarna ån fra det smålandske høiland
ved Nässjö, Mjölna ån fra indsjøen Tåkern ud i
Vadstena-viken, fra vest Lisån, afløbet fra Unden sjö (117 m.
o. h., 100 km.^) og Viken sjö m. fl. Afløbet er
Motala-ström (s. d.).
Væv (anat.) er de af celler dannede grundbestanddele,
hvoraf legemet bestaar. V. studeres under mikroskopet.
Man skjelner i hovedsagen mellem fire slags v., nemlig
epitelvæv (som overhud og kjertelvæv), støttevæv
(som bindevæv, ben- og bruskvæv), muskelvæv og
nervevæv.
Væv (bot.), se G elle væv.
Væv, se Vævning.
Væverfugle (ploceidæ), artrig gruppe af tropiske eller
subtropiske, finkelignende spurvefugle, som indbyrdes er
meget afvigende. De fleste er støiende, stridbare,
hækker i kolonier og streifer udenfor hækketiden om i store
flokke. Findes især i Afrika, men talrige arter træffes
ogsaa i Indien og Australien. Bekjendt for sine
kunstfærdige runde eller kolbeformige reder, som flettes
sammen af blade, bambustrevler o. 1. og hænges op
under en kvist eller et andet ophøiet sted. Paa den ene
side af redet findes alm. nedentil et nedadhængende
rør, som ofte ender i en slags forstue, hvor fuglen
gjerne opholder sig. Indenfor denne ligger redekammeret,
hvor hunnen ruger sine 2 — 3 eg. Rederne bygges af
han og hun i fællesskab og er fra 10 cm. til over 2 m.
lange. — De selskabelige vævere danner af
græs-straa, blade etc. et stort, fladt fællesrede med indgang
til de enkelte redehuller fra undersiden. Disse reder
bruges hele aaret, udbedres hvert aar og tjener ogsaa
som soveplads og tilflugtssted i daarligt veir. Den mest
kjendte art af denne afdeling er den sydafrikanske
philotærus socius.
Væ vi’ctis (lat., «ve de overvundne!»), et udtryk, som
tillægges gallerkongen Brennus.
Vævning er det arbeide, hvorved man fremstiller
tøier af to sæt traade, som bringes til at krydse
hinanden. Til v. benyttes en vævestol, hvor det ene sæt
traade (rending
eller varp) er
opviklet paa en
valse
(traadbom-men)ogudspændt
mellem denne og
en anden valse
(tøibommen), paa
hvilken det
fær-digvævede tøi
op-vikles. Det andet
sæt traade (islæt
el. veft) dannes
af en
sammenhængende traad,
som føres frem
og tilbage lodret
rendingen ved
hjælp af en
skyttel (s. d ), som
har et
traadma-gasin. Eftersom
islættraaden føres
over eller under et større eller mindre antal
rendings-traade vil det vævede stofs mønster og karakter veksle.
I vævestolen maa hver enkelt rendingstraad kunne løftes
op eller sænkes ned i forhold til nabotraaden, og det
samlede antal rendingstraade deles i to grupper,
overfag og underfag, hvorimellem der bliver et rum
aabent for indføringen af islættraaden. Ved de enklere
mønstre udføres løftningen og sænkningen af
rendings-traadene ved hjælp af skafter, som dannes at to
paralleltliggende trælinjaler, mellem hvilke er udspændt
traade (oljede bomuldstraade eller staaltraade), som ved
midten har en løkke elier en malje, hvorigjennem
ren-dingstraaden føres. Alle de rendingstraade, som under
vævningen stadig skal beholde samme stilling relativt til
hinanden og til islættraaden, kan føres gjennem samme
skaft, som er ophængt i snorer, ved hvis bevægelse
skaftet løftes eller sænkes. Ved den enkleste vævning,
lærredsvævningen, føres islætten regelmæssig over
og under de efter hinanden følgende rendingstraade, men
for hver ny islættraad, som indføres, foregaar dette
i omvendt orden. I det vævede tøi vii hver anden
Vævning: Gammel norsk vaivestol,
«uppstadgogn».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
