Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wergeland ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1971
Wergeland—Werner
1972
føler græssets aarer at pulse og hører rosens hjerte at
banke.» Omkring 1840 er han naaet til det høidepunkt
af fantasiflugt og skjønhedsberuset naturfølelse, som
betegnes ved vidunderdigtet «Jan v. Huysums
blomsterstykke», endvidere ved «Egebladene», «Robert Major»,
«Mig selv», «George F. v. Krogh», «Sydsøseileren»,
«Sognefjorden», «Auktion over Grotten», «Fordums venner» og
mange flere. Det er dybt betegnende for W., at netop
i de aar, da forfølgelsens stormveir raste som værst om
ham, netop da steg hans genius høiest paa sin stolte
bane, netop da skabte hans fantasi den herligste
vidunder-verden af skjønhed og poesi. Han siger det selv: «Som
insektets stik i muslingen avler fornærmelser kun perler
1 mit hjerte; de skulle engang pryde min aands diadem.»
At W. havde solgt sig, i det øieblik han tog mod en aarlig
pension af Karl Johan, det tror vel neppe nogen nu
længer. Men at det i samtidens øine maatte virke
mistænkeligt, at republikaneren, unionsstormeren,
flyveblads-forfatteren, «Statsborger»-redaktøren o. s. v. W. lod sig
tildele en naadeskilling af kongens privatkasse, det kan
vi nok begribe. Man regnede ikke med W.s barnlige
begeistring for helten og personligheden Karl Johan, i
hvem han stadig saa republikaneren fra 18 brumaire.
Man regnede i det hele taget ikke med den
kjendsgjer-ning, at W. hele livet igjennem var digter, intet andet
end digter. Det maatte hans herlige sygeleie, hans
skjønne død til, foråt de mange kunde tilegne sig denne
sandhed. Men da kom ogsaa forstaaelsen. Blandt W.s
ypperste verker fra de senere aar nævner vi dramaerne
«Barnemordersken» og «Venetianerne», farcerne
«Pape-gøien» og «Den konstitutionelle», de skjønne digtninger
«Svalen», «Jøden», «Jødinden» og «Den engelske lods», det
tankevækkende essay «Historiens resultat», den ypperlig
skrevne «Konstitutionshistorie» samt det spillende livlige
skrift om « Jødesagen i det norske storting». 12 juli 1845
døde W. efter et 14 maaneders langt lidelsesfuldt sygeleie.
Hans sygdom og død satte kronen paa hans livsverk.
Det var som han trængte disse to frygtede
forbundsfæller for ret at kunne vise menneskene, hvor ren han
var i dybet af sit væsen, hvor godt hans sjæl taalte
lidelsens ildprøve, gjennem den steg han triumferende
op af jordlivets knugende forkrænkelighed til evighedens
frie stjernehøider. Han sang sig ind i døden med digte
som «Sidste reis», «Til foraaret», «Til min gyldenlak»
og «Den smukke familie». [Litt.: «Norsk
forfatter-lexikon», VI; H. Lassen, «H. W. og hans samtid»,
2 udg.; samme forf., «Kritik og polemik»; samme forf.,
«I anledning af O. Skavlans skrift om H. W.»; H.
Schwa-nenflûgel, «H. W.»; E. Vullum, «H. W.»; O. Skavlan,
«H. W.». W.s skrifter er udgivet af H.Lassen; de
foreligger desuden i en folkeudgave med indledninger af
G. Nærup og professor J. E. Sars.]
Wergeland, Josef Frantz Oscar (1815—95), n.
militær, broder af H. A. W. Officer 1834, 1880 oberst
i Kristiansandske brigade, s. a. generalmajor. Afsked
1893. Ivrig idrætsmand. Tog initiativet til oprettelsen
af skiløberafdelinger i hæren. Hans bog « Skiløbningen,
dens historie og krigsanvendelse» (1865) fik betydning
herfor. Udmerket karttegner og topograf. Var i
Kristiansand en aarrække medlem af kommunestyret og fik
udrettet meget til byens ophjælp og forskjønnelse.
Wergeland, Nicolai (1780—1848), n. prest og
politiker, eidsvoldsmand, f. i Hosanger, d. i Eidsvold. W.
blev teologisk kandidat 1803, vandt 1805 universitetets
guldmedalje for en afhandling om «De gamle og de nye
apologeter» og udnævntes s. a. til adjunkt i
Kristiansand, hvor han 1811 blev resid. kap. Som forfatter
debuterede han med et par humoristiske smaabøger,
«Haldor Smeks tildragelser» (1805 og 1810), der ligesaalidt
som hans senere digteriske forsøg, «Smaa poesier» (1830)
(Efter pastel af Toussaint.)
Nicolai Wergeland.
vakte nogen opmerksomhed. Saa meget sterkere
gjenklang fandt hans dygtige prisskrift om et eget norsk
universitet «Mnemosyne» (1811), der kraftig bidrog til
at vække nationalbevidstheden. W. repræsenterede
Kristiansand paa rigsforsamlingen paa Eidsvold og var
medlem af konstitutionskomitéen. Han sluttede sig paa
Eidsvold til det parti, som ønskede en forening med
Sverige, og lagde ikke skjul paa sin antipati mod
Danmark, en følelse, som han gav frit løb i det ubeherskede
og uretfærdige skrift «Danmarks politiske forbrydelser
mod Norge» (1816). 1815 blev han hofprædikant og
ridder af Nordstjerneordenen, noget, som ikke var skikket
til at styrke hans
popularitet, og 1816 blev han
udnævnt til sogneprest i
Eidsvold. I religiøs
henseende var han udpræget
rationalist, og den
kundskabsrige og i mange
henseender rigt udstyrede
mand øvede i denne som
i flere andre retninger
stor indflydelse paa
sønnen, Henrik W. Han
fulgte ogsaa dennes
litterære virksomhed med
levende interesse og
forsvarede ham overfor
Wel-havens uforstaaende
angreb med skriftet
«Retfærdig bedømmelse af
Henrik W.s poesi og
karakter» (1833). To aar
efter udgav han «Forsvar
for det norske folk og udførlig kritik over det berygtede
skrift Norges dæmring». Sine sidste aar henlevede han
ensom og bitter; men lige til det sidste var han optaget
af studier og forfatterskab. I hans dødsaar udkom
saa-ledes «Tanker og bekjendelser». [Litt.: H. Christensen,
«N.W.» (1899); A. Bergsgaard, «N.W.» (1908).]
Wergeland, Oscar Arnold (1844—1910), n. maler.
W. var elev af Eckersberg i Kra., akademiet i Kbh. og
Romberg og Lindenschmidt i München. Af sidstnævnte
bys kunstskole modtog han indtryk, der blev
bestemmende for hans udvikling. W. var væsentlig
historie-og genremaler. Af hans historiske og mytologiske
billeder skal nævnes «Kristian II og Dyveke», «Inga
kongs-moders reise med Haakon Haakonssøn», «Loke og Sigyn»
og «Norske vikinger», men fremfor alle hans hovedverk
«Rigsforsamlingen paa Eidsvold 1814», der 1887
skjæn-kedes stortinget af dr. L. R. B. Ring. I Kunstmuseet
i Kra. findes et af hans genrebilleder «Sygt barn» (1906).
Werlauff, Erich Christian (1781—1871), d.
historiker, 1829—61 overbibliotekar ved det Kgl. bibliotek,
1812—71 professor ved universitetet. Hans talrige
arbeider viser usedvanlig lærdom og stor grundighed, men
ikke udpræget personlighed; nævnes kan «Historiske
antegnelser til L. Holbergs 18 første lystspil» (1838).
Werlhoffs sygdom, se Purpura.
Wermelskirchen, Preussen, by i Rhinprovinsen,
syd for Remscheid; 17 000 indb. Tilvirkning af plysch,
silkevarer, file m. m.
Werner, Abraham Gottlob (1750—1817), t.
mineralog og geolog, 1775 lærer ved bergakademiet i
Freiburg. W. er grundlæggeren af geognosien som en speciel
videnskab og har udgivet «Kurze Klassifikation und
Beschreibung der Gebirgsarten» (1787), «Neue Theorie
über die Entstehung der Gänge» (1791).
Werner, Anton von (1843—), t. maier. W. er det
nye keiserdømmes maler fremfor nogen anden; han har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
